VI ER alle overbevist om at Jehova leder sit folk her i “de sidste dage” og styrker os åndeligt. (2. Tim. 3:1) Men vi har hver især et ansvar for at følge Jehovas ledelse. Vores situation minder om den israelitterne befandt sig i da de var i ørkenen. De skulle reagere når de hørte bestemte trompetsignaler.

Jehova fik Moses til at lave to sølvtrompeter der skulle bruges ‘når folket skulle kaldes sammen, og når lejrene skulle bryde op’. (4. Mos. 10:2) Præsterne brugte forskellige trompetsignaler alt efter hvad folket skulle gøre. (4. Mos. 10:3-8) I dag får Guds folk også anvisninger på flere forskellige måder. Vi vil her se på tre situationer som minder os om trompetsignalerne i fortiden: Guds folk bliver inviteret til særlige begivenheder, ældste bliver kaldt sammen for at blive undervist, og der sker organisationsmæssige justeringer.

Når Jehova ville have “hele folket” til at mødes ved indgangen på østsiden af telthelligdommen, blæste præsterne i begge trompeter. (4. Mos. 10:3) Alle stammerne, der lå lejret rundt om telthelligdommen i fire lejrafdelinger, hørte det tydelige trompetsignal. De israelitter der boede tæt på indgangen til telthelligdommen, kunne sikkert nå frem i løbet af få minutter. Andre boede længere væk, og for dem krævede det mere tid og flere anstrengelser. Men uanset hvor de enkelte israelitter befandt sig, ønskede Jehova at de alle skulle komme og få gavn af hans instruktioner.

I dag mødes vi ikke ved en telthelligdom, men vi bliver kaldt sammen ved forskellige lejligheder. Det indbefatter regionalstævner og andre særlige begivenheder hvor vi får vigtig undervisning og vejledning. Jorden rundt får Jehovas folk den samme oplæring. Alle der kommer til disse arrangementer, er derfor en del af en stor, global gruppe af glade mennesker. Nogle må rejse længere end andre. Men de der tager imod invitationen, føler at det er alle anstrengelserne værd.

Hvad med dem der tilhører isolerede grupper eller menigheder, langt fra hvor de store arrangementer bliver afholdt? Takket været moderne teknologi kan mange af dem få gavn af det samme program og føle at de selv er en del af disse særlige begivenheder. Det oplevede vennerne i Arlit, en mineby i Sahara i Niger, da Afdelingskontoret i Benin transmitterede et program i forbindelse med et besøg af en repræsentant for Hovedkontoret. Enogtyve var forsamlet i Arlit  – brødre, søstre og interesserede. Selvom de befandt sig et isoleret sted, følte de sig som en del af den samlede gruppe på i alt 44.131. En bror skrev: “Vi takker jer af hele vores hjerte for at I har transmitteret denne begivenhed. Det viste os endnu en gang hvor stor en plads vi har i jeres hjerte.”

Når der kun blev blæst i én trompet i Israels lejr, var det kun “høvdingerne, overhovederne for Israels tusinder,” der skulle samles ved mødeteltet. (4. Mos. 10:4) Der ville de få oplæring af Moses som hjalp dem til at klare deres ansvar som overhoveder. Hvis du havde været høvding dengang, ville du så ikke have gjort alt hvad du kunne, for at være til stede og få gavn af undervisningen?

De ældste i dag er ikke ‘høvdinger’, og de spiller heller ikke herrer over Guds hjord. (1. Pet. 5:1-3) Men som gode hyrder gør de deres bedste for at tage sig af hjorden. Derfor tager de med glæde imod invitationen til at blive oplært yderligere, for eksempel på Rigets Tjenesteskole. Undervisningen hjælper de ældste til at blive endnu bedre til at tage sig af deres opgaver. Det styrker hele menigheden åndeligt. Så selv hvis du ikke har overværet en af disse skoler, får du sikkert gavn af den oplæring der gives der.

Nogle gange blæste præsterne med vekslende trompetstød, og det betød at Jehova ville have alle i lejren til at bryde op. (4. Mos. 10:5, 6) Det foregik meget velorganiseret, men samtidig krævede det hårdt arbejde af den enkelte. Nogle israelitter har måske af og til haft blandede følelser når de skulle flytte igen. Hvorfor?

Det kan være at nogle har følt at dette signal lød lidt for ofte eller kom alt for pludseligt. “Nogle gange blev skyen der kun fra aften til morgen.” Andre gange gik der “to dage, en måned eller længere” mellem opbruddene. (4. Mos. 9:21, 22) Hvor mange gange flyttede lejren? Fjerde Mosebog, kapitel 33, nævner cirka 40 steder hvor israelitterne slog lejr.

Indimellem var nogle israelitter måske så heldige at deres telt lå et sted med skygge. Det må have været dejligt midt i “den store og skræmmende ørken”. (5. Mos. 1:19) De kunne have følt at en flytning kun kunne føre noget dårligt med sig.

Når stammerne begyndte at bryde op, havde nogle måske svært ved at vente til det blev deres tur. Alle hørte de vekslende trompetstød, men alle kunne ikke tage afsted på samme tid. Første gang de vekslende trompetstød lød, skulle stammerne mod øst, nemlig Juda, Issakar og Zebulon, bryde op. (4. Mos. 2:3-7; 10:5, 6) Når de var taget afsted, blæste præsterne for anden gang med vekslende trompetstød, som et signal til at lejrafdelingen mod syd skulle bryde op. Præsterne fortsatte på den måde indtil alle stammerne var taget afsted.

Måske har du haft blandede følelser i forbindelse med visse organisationsmæssige justeringer. I en periode med mange uventede forandringer har du måske følt dig helt overvældet. Eller det kan være at du bare godt kunne lide den måde visse ting foregik på, og ikke havde noget som helst ønske om at der skulle ske en forandring. Uanset hvad kan tilpasningen have taget noget tid, og du har måske følt at din tålmodighed blev sat på prøve. Men hvis vi prøver at reagere sådan som vi godt ved vi burde, er der ingen tvivl om at vi vil mærke Jehovas velsignelse.

På Moses’ tid ledte Jehova millioner af mænd, kvinder og børn sikkert gennem en ørken. Uden Jehovas omsorg og ledelse ville ingen af dem have overlevet. I dag overlever vi åndeligt fordi Jehova leder os. Ja, vi stortrives faktisk! Lad os derfor alle sammen være besluttet på ligesom de trofaste israelitter at reagere på de tydelige trompetsignaler der lyder!