Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 26

“Vend tilbage til mig”

“Vend tilbage til mig”

“Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer.” – MAL. 3:7.

SANG NR. 102 ‘Hjælp de svage’

FORMÅL *

1. Hvad føler Jehova når et af hans får bliver reddet?

SOM vi var inde på i den sidste artikel, sammenligner Jehova sig selv med en hyrde der kærligt viser omsorg for hvert eneste af sine får. Hvis et af fårene bliver væk, leder han efter det. Jehova sagde til de israelitter der havde forladt ham: “Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer.” Og vi ved at hans indstilling til fårene er den samme i dag, for han siger: “Jeg forandrer mig ikke.” (Mal. 3:6, 7) Jesus sagde at Jehova og englene glæder sig meget når bare én som er kommet væk fra Jehova, vender tilbage. – Luk. 15:10, 32.

2. Hvad vil vi se på i denne artikel?

2 Vi vil her se på tre af Jesus’ lignelser, eller illustrationer, der lærer os noget om hvordan vi kan hjælpe dem der er kommet væk fra Jehova. Vi vil behandle nogle specifikke egenskaber vi må vise for at kunne hjælpe dem til at vende tilbage til ham. Og vi vil se på hvorfor det vil give os meget glæde at støtte dem der er blevet svage.

SØG EFTER DEN “MØNT” DER ER BLEVET VÆK

3-4. Hvorfor ledte den kvinde der er omtalt i Lukas 15:8-10, så omhyggeligt efter sin tabte drakme?

3 Det kræver en stor indsats at finde dem der gerne vil vende tilbage til Jehova. I en lignelse vi finder i Lukasevangeliet, fortæller Jesus om en kvinde som leder efter noget dyrebart hun har mistet – en drakme. Denne lignelse retter vores opmærksomhed mod selve søgeprocessen. – Læs Lukas 15:8-10.

4 Jesus beskriver hvad kvinden føler efter at have fundet den dyrebare drakme hun har mistet. På Jesus’ tid var det åbenbart almindeligt at en jødisk mor gav sin datter et sæt med ti drakmemønter den dag datteren blev gift. Måske hører denne mønt til sådan et sæt. Kvinden går ud fra at mønten er faldet ned på gulvet. Derfor tænder hun en lampe og kigger sig omkring, men hun kan ikke finde mønten. Måske giver olielampen ikke lys nok til at hun kan få øje på den lille sølvmønt. Til sidst fejer hun omhyggeligt hele huset. Og midt i det støv hun har fejet sammen, finder hun sin dyrebare drakme, der ligger der og glimter i lampens skær. Hvor bliver hun glad! Hun kalder sine veninder og naboer sammen for at fortælle den gode nyhed.

5. Hvorfor kan det være svært at finde frem til dem der er kommet væk fra menigheden?

5 Jesus’ lignelse minder os om at det kræver en indsats at finde noget der er blevet væk. Måske må vi også gøre en stor indsats for at finde frem til nogle der har forladt menigheden. Der kan være gået mange år siden de holdt op med at komme sammen med os. Det kan endda være at de er flyttet hen til et sted hvor de lokale brødre og søstre ikke kender dem. Men lige nu er der sikkert nogle af disse uvirksomme der længes efter at vende tilbage til Jehova. De vil gerne igen tjene Jehova sammen med deres brødre og søstre, men de har brug for vores hjælp.

6. Hvordan kan alle i menigheden være med til at lede efter uvirksomme?

6 Hvem kan være med til at lede efter brødre og søstre der er blevet uvirksomme? Alle forkyndere i menigheden kan være med – deriblandt ældste, pionerer og de der har en uvirksom i deres familie. Er der en af dine venner eller en i din familie der er blevet uvirksom? Har du mødt en uvirksom mens du har forkyndt fra hus til hus eller deltaget i offentlig forkyndelse? Forklar den uvirksomme at du gerne vil give hans kontaktoplysninger til de lokale ældste hvis han kunne tænke sig et besøg.

7. Hvad kan du lære af det en ældste der hedder Thomas, fortæller?

7 Hvad kan især de ældste helt konkret gøre for at hjælpe dem der gerne vil vende tilbage til Jehova? En ældstebror i Spanien der hedder Thomas, * har nogle interessante kommentarer. Han har hjulpet over 40 med at komme tilbage til menigheden. Thomas siger: “Først spørger jeg vennerne i menigheden om de ved hvor de uvirksomme i vores menighed bor nu. Jeg spørger også forkynderne om de kan huske nogen som helst der ikke længere kommer til møderne. De fleste i menigheden er entusiastiske og glade for at hjælpe fordi de føler sig personligt involveret i søgearbejdet. Senere, når jeg besøger de uvirksomme brødre og søstre, spørger jeg hvordan det står til med deres børn og andre i familien. Nogle af de uvirksomme plejede at have deres børn med til møderne, og måske har børnene engang været forkyndere. De kan også hjælpes til at komme tilbage til Jehova.”

HJÆLP SØNNER OG DØTRE AF JEHOVA TILBAGE TIL HAM

8. Hvordan behandlede faren sin angrende søn i den lignelse vi finder i Lukas 15:17-24?

8 Hvilke egenskaber må vi have hvis vi skal hjælpe dem der gerne vil tilbage til Jehova? Svaret fremgår blandt andet af Jesus’ lignelse om den trodsige søn der rejste hjemmefra. (Læs Lukas 15:17-24). Jesus fortæller at sønnen til sidst kom til fornuft og besluttede at vende hjem. Faren løb sin søn i møde, omfavnede ham hjerteligt og forsikrede ham om at han stadig elskede ham. Sønnen havde dårlig samvittighed og følte sig ikke længere værdig til at blive kaldt søn. Faren følte empati med sønnen, der åbent fortalte hvordan han havde det. Derefter gjorde han nogle konkrete ting for at sønnen virkelig kunne føle sig velkommen, ikke som en daglejer men som et elsket medlem af familien. For at bevise at han elskede sin angrende søn, arrangerede faren en fest for ham og gav ham fint, nyt tøj.

9. Hvilke egenskaber må vi have for at kunne hjælpe uvirksomme til at vende tilbage til Jehova? (Se boksen “ Hvordan vi kan hjælpe dem der gerne vil vende tilbage”).

9 Jehova er som faren i lignelsen. Han elsker vores uvirksomme brødre og søstre og ønsker at de skal vende tilbage til ham. Ved at efterligne Jehova kan vi hjælpe dem til at gøre det. Det kræver tålmodighed, empati og kærlighed. Hvorfor må vi vise netop de egenskaber, og hvordan kan vi gøre det?

10. Hvorfor er tålmodighed vigtig når man skal hjælpe en til at komme åndeligt til kræfter?

10 Vi må have tålmodighed, for det tager tid for et menneske igen at komme åndeligt til kræfter. Mange der har været inaktive, fortæller at de først begyndte at reagere positivt efter at de ældste og andre fra menigheden havde besøgt dem mange gange. Nancy, en søster fra Sydøstasien, skriver: “En nær veninde i menigheden hjalp mig meget. Hun var som en storesøster for mig. Hun mindede mig om de gode ting vi havde oplevet sammen før i tiden. Og hun lyttede tålmodigt når jeg fortalte hvordan jeg havde det, men hun holdt sig ikke tilbage fra at give mig gode råd. Hun viste sig som en sand ven, der var parat til at hjælpe når som helst.”

11. Hvorfor må vi have empati for at kunne lindre andres sårede følelser?

11 Empati er som en salve der kan lindre sårede følelser. Nogle uvirksomme har følt sig såret af noget en i menigheden har gjort, og måske har de i årevis kæmpet med bitre tanker. De svære følelser har fyldt så meget at de ikke har haft lyst til at vende tilbage til Jehova. Nogle mener måske at de er blevet uretfærdigt behandlet. Måske har de brug for en der er parat til at lytte til dem og gerne vil forstå deres følelser. (Jak. 1:19) María, der engang var uvirksom, siger: “Jeg havde brug for et lyttende øre, en skulder jeg kunne græde ud ved, og en hånd der kunne tage fat i mig og lede mig.”

12. Vis med en illustration hvordan Jehovas kærlighed er som et reb der hjælper uvirksomme tilbage til hans folk.

12 I Bibelen bliver Jehovas kærlighed til hans folk sammenlignet med et reb. Hvordan kan man sige at Guds kærlighed er som et reb? Her er en illustration: Forestil dig at du kæmper for livet i et oprørt hav, og at en kaster en redningsvest ud til dig. Du er sikkert lykkelig for at få denne hjælp fordi den vil gøre det lettere for dig at holde dig flydende. Men redningsvesten er ikke nok til at redde dit liv. Vandet er koldt, og du vil kun overleve hvis du kan nå hen til en redningsbåd. Du har brug for at en kaster et reb ud til dig og trækker dig hen til redningsbåden. Jehova sagde om de israelitter der var kommet væk fra ham: ‘Jeg blev ved med at lede dem, med kærlighedsreb.’ (Hos. 11:4) Det samme vil Gud gøre i dag for dem der er holdt op med at tjene ham og er ved at drukne i problemer og bekymringer. Han ønsker de skal vide at han elsker dem, og han vil gerne lede dem, ja, trække dem, hen til sig. Og Jehova kan udtrykke sin kærlighed til dem gennem dig.

13. Fortæl en erfaring der illustrerer hvor stærkt broderkærligheden kan virke.

13 Det er vigtigt at forsikre uvirksomme om at Jehova elsker dem, og at vi også elsker dem. Pablo, der blev omtalt i den forrige artikel, var uvirksom i over 30 år. Han siger: “En morgen da jeg var ved at tage afsted, var der en sød ældre søster der henvendte sig til mig på en meget kærlig måde. Jeg begyndte at græde som et lille barn og sagde til hende at det måtte være Jehova der havde sendt hende for at tale med mig. I samme øjeblik besluttede jeg at vende tilbage til Jehova.”

KÆRLIG HJÆLP TIL DEM DER ER BLEVET SVAGE

14. Hvad gjorde hyrden efter at have fundet det får der var blevet væk, som vi læser i Lukas 15:4, 5?

14 Vi må blive ved med at støtte og opmuntre uvirksomme efter at vi har fået kontakt med dem. De har måske nogle følelsesmæssige ar, ligesom sønnen der vendte tilbage til sin far i Jesus’ lignelse. Og de er sikkert åndeligt svage på grund af den måde Satans verden har behandlet dem på. Vi må hjælpe dem med at genopbygge deres tro på Jehova. I illustrationen om fåret der var blevet væk, beskriver Jesus hvordan hyrden tager fåret op på sine skuldre og bærer det tilbage til flokken. Hyrden har allerede brugt tid og kræfter på at finde fåret. Men han forstår at han må bære fåret hjem til folden fordi det ikke selv har kræfter nok til at komme tilbage. – Læs Lukas 15:4, 5.

15. Hvordan kan vi give kærlig hjælp til dem der gerne vil vende tilbage til Jehova? (Se boksen “ Et værdifuldt redskab”).

15 Måske skal vi bruge en hel del tid og kræfter på at hjælpe en uvirksom til at overvinde nogle svagheder. Men ved hjælp af Jehovas ånd og hans ord og de publikationer han har givet os gennem sin menighed, kan vi hjælpe vores bror eller søster til at blive åndeligt stærk igen. (Rom. 15:1) Hvordan kan vi gøre det? En erfaren ældste siger: “De fleste uvirksomme der beslutter sig for at vende tilbage til Jehova, har brug for et bibelstudie.” * Hvis du får den dejlige opgave at studere med en uvirksom, så glæd dig over opgaven! Den samme ældste siger: “Den forkynder der leder studiet, skal være en god ven for den uvirksomme, en som han kan betro sig til.”

GLÆDE I HIMLEN OG GLÆDE PÅ JORDEN

16. Hvordan ved vi at vi kan regne med støtte fra himlen?

16 Mange erfaringer viser at englene samarbejder med os om at finde de uvirksomme der gerne vil vende tilbage til Jehova. (Åb. 14:6) Tag for eksempel Silvio fra Ecuador, der inderligt bad Jehova om at hjælpe ham tilbage til menigheden. Mens han stadig var ved at bede, ringede det på døren. Udenfor stod to ældste. De var glade for allerede under det besøg at kunne begynde at give ham den hjælp han havde behov for.

17. Hvad giver det os selv at hjælpe dem der er åndeligt svage?

17 Det vil give os stor glæde at hjælpe dem der er åndeligt svage, til at komme tilbage til Jehova. Læg mærke til hvad en pionerbror der er særligt opmærksom på at hjælpe uvirksomme, siger: “Nogle gange kan jeg næsten ikke holde glædestårerne tilbage. Det gør mig simpelthen så glad at tænke på at Jehova har reddet et af sine dyrebare får ud af Satans verden, og at jeg har haft det privilegium at samarbejde med ham.” – Ap.G. 20:35.

18. Hvis du ikke er aktiv i menigheden, hvad kan du så være sikker på?

18 Hvis du er holdt op med at komme i menigheden, må du ikke være i tvivl om at Jehova stadig elsker dig. Han ønsker inderligt at du skal vende tilbage til ham. Det kommer til at kræve noget af dig. Men ligesom faren i Jesus’ lignelse spejder Jehova efter at du skal komme tilbage, og han glæder sig til at byde dig velkommen hjem.

SANG NR. 103 Hyrder er gaver

^ par. 5 Jehova ønsker at de der ikke længere kommer sammen med menigheden, skal vende tilbage til ham. Vi kan gøre meget for at opmuntre dem der gerne vil tage imod Jehovas invitation: “Vend tilbage til mig.” I denne artikel vil vi se på hvordan vi kan hjælpe dem.

^ par. 7 Nogle af navnene er ændret.

^ par. 15 Nogle uvirksomme kan have gavn af at studere dele af bogen Bliv i Guds kærlighed, mens andre kan have gavn af at gennemgå nogle kapitler i bogen Kom nær til Jehova. Menighedens tjenesteudvalg har ansvaret for at udpege den der skal lede sådan et studie.

^ par. 68 BILLEDBESKRIVELSE: Tre forskellige brødre hjælper en bror som gerne vil vende tilbage. Det gør de ved at holde kontakt med ham, forsikre ham om at han er elsket, og lytte forstående til ham.