Mine forældre forlod Estland under Anden Verdenskrig og flyttede til Tyskland, hvor jeg blev født. På det tidspunkt begyndte de at lægge planer om at flytte til Canada. Det første sted vi boede, var i den ene ende af et hønsehus, i nærheden af Ottawa. Vi var ekstremt fattige, men i det mindste havde vi æg til morgenmaden.

En dag kom Jehovas Vidner på besøg og læste Åbenbaringen 21:3, 4 for min mor. Hun blev så rørt over det hun hørte, at hun begyndte at græde. Både min mor og min far tog sandheden til sig og nåede hurtigt frem til dåb.

Mine forældre var ikke så gode til engelsk, men de tog sandheden alvorligt. Min far arbejdede om natten på et nikkelsmelteri i Sudbury, Ontario, men alligevel tog han min lillesøster, Sylvia, og mig med i tjenesten stort set hver lørdag. Og hver uge studerede hele familien Vagttårnet sammen. Alt det min mor og far gjorde, gav mig stor kærlighed til Jehova. Så jeg indviede mig til ham i 1956, da jeg var ti år gammel. Deres stærke kærlighed til Jehova har hele mit liv motiveret mig til at blive ved med at tjene ham.

Da jeg var færdig med high school, begyndte jeg at fokusere på noget andet end tjenesten. Jeg tænkte at hvis jeg blev pioner, ville jeg aldrig få råd til at komme ud at flyve og se verden, som jeg drømte om. Jeg fik arbejde som discjockey på den lokale radiostation, og jeg elskede det. Men jeg arbejdede om aftenen, og det gik ud over mange møder, og dem jeg arbejdede sammen med, var ikke ligefrem nogle der elskede Gud. Til sidst fik min samvittighed mig til at gøre forandringer.

Jeg flyttede til Oshawa, Ontario, og der mødte jeg Ray Norman, hans søster Lesli og andre pionerer. De tog rigtig godt imod mig. Det at se hvor glade de var, fik mig til at revurdere mine mål. De tilskyndede mig til at begynde som pioner, og det gjorde jeg i september 1966. Jeg var glad, og livet var godt. Men der ventede mig nogle store overraskelser.

Da jeg gik i high school, havde jeg udfyldt en ansøgning om at komme på Betel i Toronto. Mens jeg var pioner, blev jeg så inviteret til at tjene på Betel i fire år. Men jeg kunne virkelig godt  lide Lesli, og jeg var bange for at jeg aldrig ville se hende igen hvis jeg sagde ja til invitationen. Efter nogle lange, intense bønner endte jeg med at sige ja til at komme på Betel, men det var hårdt at sige farvel til Lesli.

Jeg arbejdede i vaskeriet på Betel, og senere blev jeg sekretær. I mellemtiden blev Lesli specialpioner i Gatineau, Quebec. Jeg tænkte ofte på hvad hun mon lavede, og om jeg havde truffet den rigtige beslutning. Men så fik jeg en af mit livs bedste overraskelser. Leslis bror, Ray, blev inviteret på Betel, og han blev min roommate! På den måde fik jeg igen kontakt med Lesli. Vi blev gift præcis den dag jeg afsluttede mine fire år på Betel, den 27. februar 1971.

Lesli og jeg fik til opgave at tjene i en fransktalende menighed i Quebec. Efter nogle få år blev jeg overrasket over at blive spurgt om jeg ville tjene som kredstilsynsmand. Jeg var kun 28. Jeg følte mig meget ung og ukvalificeret, men ordene i Jeremias 1:7, 8 opmuntrede mig. Der var bare det at Lesli havde været involveret i nogle bilulykker og også havde problemer med at sove. Så hvordan skulle vi kunne klare rejsetjenesten? Men Lesli sagde: “Hvis Jehova inviterer os, skal vi så ikke give det en chance?” Vi sagde ja til opgaven og nød at være i rejsetjenesten i 17 år.

Livet i rejsetjenesten var travlt, og jeg brugte ikke altid nok tid sammen med Lesli. Det var endnu en ting jeg måtte lære. Tidligt en mandag morgen ringede det på døren. Der stod ikke nogen uden for, men der var en picnickurv med en dug, frugt, ost, baguetter, en flaske vin, glas og en anonym besked, hvor der stod: “Tag din kone med på picnic.” Det var en smuk solskinsdag. Men jeg forklarede Lesli at jeg skulle lave nogle foredrag og derfor ikke kunne tage afsted. Det kunne hun godt forstå, men hun blev lidt skuffet. Mens jeg sad ved skrivebordet, begyndte min samvittighed at plage mig. Jeg tænkte lidt over ordene i Efeserne 5:25, 28. Var det måske et hint fra Jehova om at jeg skulle tage mere hensyn til min kones følelsesmæssige behov? Efter at have bedt sagde jeg til Lesli: “Lad os tage afsted,” og hun blev meget glad. Vi kørte ud til et smukt sted ved en flod og gjorde klar til picnic. Det blev en af de hyggeligste dage vi har haft sammen. Og jeg fik alligevel lavet mine foredrag.

Vi elskede kredstjenesten og kom ud til mange steder, lige fra British Columbia til Newfoundland. Min drøm om at rejse var gået i opfyldelse. Jeg havde tænkt på at søge på Gilead, men jeg havde ikke lyst til at blive missionær i et fremmed land. Det så ud til at missionærer var nogle helt særlige mennesker, og jeg følte mig ikke kvalificeret. Desuden var jeg bange for at vi ville blive sendt til et land i Afrika hvor der var farlige sygdomme og krig. Jeg havde det godt hvor jeg var.

Da arbejdet åbnede op i de tidligere sovjetlande i 1992, blev vi spurgt om vi ville rejse til Estland som missionærer. Det kom helt bag på os, men vi tog det med i vores bønner. Igen tænkte vi: ‘Hvis Jehova inviterer os, skal vi så ikke give det en chance?’ Vi sagde ja til opgaven, og jeg tænkte: ‘I det mindste skal vi ikke til Afrika.’

Vi begyndte med det samme at lære estisk. Efter et par måneder i Estland blev vi spurgt om vi ville begynde i rejsetjenesten. Vi skulle besøge omkring 46 menigheder og grupper i de tre baltiske lande og i Kaliningrad i Rusland. Det betød at vi både skulle lære lettisk, litauisk og russisk. Det var svært. Men vennerne blev rørt over de anstrengelser vi gjorde, og de var søde til at hjælpe os. I 1999 blev der oprettet et afdelingskontor i Estland, og jeg fik til opgave at være i Afdelingskontorets Udvalg sammen med Toomas Edur, Lembit Reile og Tommi Kauko.

Vi lærte mange brødre og søstre at kende der havde været deporteret til Sibirien. På trods af den barske behandling de havde fået i fængslerne, og det at de havde været adskilt fra deres familie i lang tid, var de aldrig blevet bitre. De bevarede deres glæde og begejstring for tjenesten. Deres eksempel lærte os at vi også ville kunne holde ud med glæde under svære forhold.

Vi arbejdede hårdt i mange år, og vi havde ikke særligt meget tid til at slappe af og tage fri, så Lesli begyndte at føle sig ekstremt udmattet. Til at begynde med forstod vi ikke at det var fordi hun led af fibromyalgi. Vi overvejede seriøst at vende tilbage til Canada. Da vi blev inviteret på Skolen for Afdelingskontorernes Udvalg på Patterson i USA, var jeg meget i tvivl om vi ville kunne klare det. Men efter at have bedt intense bønner sagde vi ja til invitationen. Jehova velsignede vores beslutning. Det var mens vi var på skolen, at Lesli endelig fik den behandling hun havde brug for. Den hjælp hun fik, gjorde at vi kunne genoptage vores normale aktiviteter.

Mens vi boede i Estland, blev jeg en aften i 2008 ringet op fra Hovedkontoret og spurgt om vi ville tage imod en opgave i Congo. Jeg var nærmest i chok, ikke mindst fordi vi skulle svare allerede næste dag. Jeg fortalte ikke noget til Lesli, for jeg vidste at hun ellers ville ligge vågen hele natten. Men det var mig der ikke kunne sove, og jeg brugte natten på at bede til Jehova og fortælle ham om mine bekymringer med hensyn til Afrika.

Næste dag fortalte jeg det til Lesli, og vores konklusion blev: “Det er Jehova der inviterer os til Afrika. Vi ved ikke om vi kan klare det og blive glade for det, medmindre vi giver det en chance.” Så efter at have boet 16 år i Estland fløj vi til Kinshasa i Congo. Afdelingskontoret var en fredfyldt, grøn oase. En af de første ting Lesli gjorde,  var at hænge et kort op på vores værelse som hun havde haft lige siden vi forlod Canada. På kortet stod der: “Slå rødder der hvor du bliver plantet!” Da vi først havde mødt brødrene og søstrene, fået bibelstudier og oplevet velsignelserne ved missionærtjenesten, fandt vi en helt ny form for glæde. Gennem årene har jeg sammen med Lesli haft det privilegie at besøge 13 afdelingskontorer i Afrika som repræsentant for Hovedkontoret. På de rejser så vi hvor forskelligartede og smukke menneskene er. Min frygt var helt forsvundet, og vi takkede Jehova for at have sendt os til Afrika.

I Congo blev vi introduceret for forskellige former for mad som vi ikke troede at vi kunne klare at spise, for eksempel insekter. Men vi så at vores brødre og søstre nød at spise det, så vi gav det en chance, og vi kunne faktisk godt lide det.

På et tidspunkt var vi med til at bringe åndelig og humanitær hjælp ud til den østlige del af landet, hvor guerillagrupper angreb landsbyer og gjorde kvinder og børn fortræd. De fleste af vennerne var meget fattige, men vi blev så rørt over at se deres stærke tro på opstandelsen, deres kærlighed til Jehova og deres loyalitet mod hans organisation. Det fik os til at tænke på hvorfor vi selv tjener Jehova, og til at styrke vores tro. Nogle af brødrene og søstrene havde mistet deres hjem og alle deres afgrøder. Det mindede mig om hvor hurtigt materielle ting kan forsvinde, og hvor kostbare åndelige værdier er. På trods af de forfærdelige ting de kom ud for, beklagede vennerne sig meget sjældent. Deres indstilling hjalp os til at klare vores udfordringer og helbredsproblemer uden at miste modet.

Så kom der en ny overraskelse. Vi blev spurgt om vi ville flytte til Afdelingskontoret i Hongkong. Vi havde aldrig forestillet os at vi skulle komme til at bo i Asien! Men fordi vi havde set hvordan Jehova kærligt havde taget sig af os i alle vores opgaver, sagde vi ja til invitationen. I 2013 forlod vi så med tårer i øjnene vores dejlige venner og det smukke Afrika uden at vide hvad der ventede os.

 Det var virkelig en forandring at flytte til Hongkong, en kæmpestor, travl by med mange nationaliteter. Kantonesisk var et svært sprog at lære. Men brødrene og søstrene fik os til at føle os hjemme, og vi nød den lokale mad. Arbejdet havde stor fremgang, men fordi ejendomspriserne steg voldsomt, besluttede Det Styrende Råd meget klogt at sælge de fleste af Afdelingskontorets ejendomme. Kort efter, i 2015, blev vi flyttet til Sydkorea, hvor vi stadig tjener. Her er vi ved at lære endnu et svært sprog, og selvom vi ikke er særligt gode til at tale det endnu, siger vennerne meget opmuntrende at de kan mærke at vi bliver bedre og bedre til at tale koreansk.

Det er ikke altid let at få nye venner, men vi har lært at hvis vi tager initiativet til at vise gæstfrihed, går det hurtigere med at lære andre at kende. Vi har opdaget at vores brødre og søstre slet ikke er så forskellige som man skulle tro, og at Jehova har skabt os til at kunne blive ved med at lukke vores hjerte op for nye venner. – 2. Kor. 6:11.

Vi har erfaret hvor vigtigt det er at se andre som Jehova ser dem, og at have øje for at Jehova elsker os og guider os. Når vi har følt os nede eller været i tvivl om vores brødre og søstre kunne lide os, har vi taget opmuntrende kort og breve fra vores venner frem og læst dem igen. Vi har virkelig mærket hvordan Jehova har besvaret vores bønner, forsikret os om sin kærlighed og givet os styrke til at holde ud.

Gennem årene har Lesli og jeg lært hvor vigtigt det er at vi bruger tid på hinanden, uanset hvor travlt vi har. Det er også gået op for os at det er godt at kunne grine ad os selv, særligt når vi har skullet lære et nyt sprog. Og hver aften tænker vi over hvad vi har oplevet den dag, som vi kan takke Jehova for.

For at være helt ærlig troede jeg ikke at jeg ville kunne klare at være missionær eller bo i andre lande. Men jeg har fundet ud af at alting er muligt med Jehovas hjælp. Jeg har det ligesom Jeremias, der sagde: “Du har narret mig, Jehova.” (Jer. 20:7) Ja, han har givet os mange skønne overraskelser og velsignelser vi aldrig havde kunnet forestille os. Og han har endda opfyldt min drengedrøm om at komme ud at flyve. Vi har fløjet til mange flere lande end jeg kunne have drømt om som barn, og vi har besøgt afdelingskontorer på fem kontinenter. I alle vores opgaver har Lesli støttet mig og vist en villig indstilling, og det er jeg meget taknemmelig for.

Vi bliver ved med at minde os selv om hvem vi gør alt det her for, og hvorfor vi gør det. De velsignelser vi får i dag, er bare en forsmag på det evige liv i den nye verden, hvor Jehova vil ‘åbne sin hånd og mætte alt hvad der lever, med hvad det ønsker’. – Sl. 145:16.