Jeg er født den 22. december 1929 i Noville, en lille landsby der bestod af ni gårde i nærheden af Bastogne, i den belgiske del af Ardennerne. Jeg har skønne minder fra min barndom på gården sammen med mine forældre. Min lillebror, Raymond, og jeg hjalp til på gården. Vi malkede køerne ved håndkraft hver dag og var med til at bringe høsten i hus. Gårdejerne i vores lille landsby arbejdede nært sammen og hjalp hinanden når som helst der var behov for det.

Mine forældre, Emile og Alice, var meget troende katolikker. De gik til messe hver eneste søndag. Men omkring 1939 kom der nogle pionerer fra England til vores lille landsby, og de tilbød min far et abonnement på det blad der i dag hedder Vågn op! Min far forstod hurtigt at det var sandheden, og begyndte at læse i Bibelen. Da han holdt op med at gå til messe, vendte vores ellers søde og venlige naboer sig imod os. De prøvede at presse min far til at blive ved med at være katolik, og det førte til mange ophedede diskussioner.

Det gjorde mig ondt at se min far være udsat for sådan et voldsomt pres. Og det fik mig til at bede den inderlige bøn til Jehova som jeg nævnte i indledningen af artiklen. Da modstanden fra vores naboer blev mindre, fyldte det mig med glæde. Det overbeviste mig om at Jehova er ham “som hører bøn”.

Nazisterne invaderede Belgien den 10. maj 1940 og drev mange civile på flugt. Vores familie flygtede til Sydfrankrig. På rejsen blev vi flere gange fanget i krydsild mellem de tyske og de franske styrker.

Da vi senere vendte tilbage til vores gård, var den blevet plyndret, og de fleste af vores  ejendele var væk. Kun vores hund, Bobbie, var der, og den bød os velkommen da vi kom hjem. Alt det vi havde oplevet, fik mig til at spekulere på hvorfor der findes krig og ondskab.

På det tidspunkt blev vi meget opmuntret af bror Emile Schrantz. a Han var en omrejsende pioner og kom på besøg flere gange. Han forklarede ud fra Bibelen hvorfor der findes ondskab og lidelser, og besvarede alle mine andre spørgsmål om livet. Jeg fik et stærkt venskab med Jehova og blev overbevist om at han er kærlighedens Gud.

Allerede før krigen sluttede, havde vores familie kontakt med flere forskellige brødre. I august 1943 kom bror José-Nicolas Minet på besøg på vores gård for at holde et foredrag. Han spurgte: “Hvem vil gerne døbes?” Min far rakte hånden op, og det gjorde jeg også. Vi blev døbt i en lille flod i nærheden af gården.

I december 1944 rettede den tyske hær sit sidste store angreb ved vestfronten – også kendt som Ardenneroffensiven. Vi boede lige i nærheden af der hvor kampene fandt sted, og vi var tvunget til at være i vores kælder i omkring en måned. En dag da jeg sneg mig ud for at fodre dyrene, blev vores gård ramt af artillerigranater, og taget på laden blev ødelagt. En amerikansk soldat der var inde i stalden, råbte til mig: “Smid dig på jorden!” Jeg løb hen og lagde mig ved siden af ham, og han satte sin hjelm på mit hoved for at beskytte mig.

Da krigen var slut, fik vi nær kontakt med en menighed i Liège, der lå omkring 90 kilometer nordpå. Og efterhånden fik vi oprettet en lille studiegruppe i Bastogne. Jeg begyndte at arbejde for skattevæsnet og fik mulighed for at læse jura. Senere fik jeg arbejde som assistent for en notar. I 1951 arrangerede vi et lille kredsstævne i Bastogne. Der kom omkring hundrede mennesker til stævnet, og en af dem var en meget flittig pionersøster der hed Elly Reuter. Hun havde cyklet 50 kilometer for at komme til stævnet. Vi blev hurtigt forelskede og forlovede os. Elly havde fået en invitation til at komme på Gilead i USA. Hun skrev til Hovedkontoret for at forklare hvorfor hun  var nødt til at sige nej tak til invitationen. Bror Knorr, der dengang førte an blandt Jehovas folk, skrev kærligt tilbage at hun måske en dag kunne komme på Gilead sammen med sin mand. Vi blev gift i februar 1953.

Samme år overværede Elly og jeg Den Nye Verdens Samfunds Stævne i New York på Yankee Stadium. Ved stævnet mødte jeg en bror der tilbød mig et godt job og opfordrede mig til at immigrere til USA. Efter at Elly og jeg havde bedt til Jehova for at finde ud af hvad vi skulle gøre, besluttede vi at sige nej tak til tilbuddet og rejse tilbage til Bastogne i Belgien for at samarbejde med den lille gruppe på ti forkyndere. Året efter fik vi en lille dreng, Serge, og vi så det som en stor velsignelse. Men syv måneder senere havde vi den dybe sorg at Serge blev syg og døde. Vi satte ord på vores svære følelser når vi bad til Jehova, og vi blev meget styrket af det sikre håb om en opstandelse.

I oktober 1961 fandt jeg et deltidsarbejde der gjorde at jeg ville kunne melde mig som pioner. Men samme dag blev jeg ringet op af landstjeneren i Belgien. Han spurgte om jeg kunne begynde som zonetjener (det der i dag hedder kredstilsynsmand). “Kunne vi ikke få lov til at begynde som pionerer før vi tager imod den opgave?” spurgte jeg. Og det fik vi lov til. Da vi havde været pionerer i otte måneder, begyndte vi så i kredstjenesten, i september 1962.

Efter to år i rejsetjenesten blev vi inviteret på Betel i Bruxelles. Vi begyndte på Betel i oktober 1964. Også den opgave gav os mange glæder. Kort efter at bror Knorr havde været på besøg i 1965, kom der endnu en overraskelse: Jeg blev udnævnt som landstjener. Senere blev Elly og jeg inviteret på Gilead i klasse nummer 41. Den mulighed bror Knorr havde nævnt 13 år tidligere, blev nu til virkelighed. Efter skolen blev vi sendt tilbage til Betel i Belgien.

I årenes løb har jeg kunnet bruge min erfaring inden for det juridiske felt til at forsvare vores religionsfrihed i Europa og andre steder. (Flp. 1:7) I min opgave har jeg haft kontakt med myndighedspersoner fra over 55 lande hvor vores arbejde var forbudt eller underlagt begrænsninger. Når jeg skulle tale med myndighedspersoner, gjorde jeg ikke et stort nummer ud af mit kendskab til jura men præsenterede mig altid som en tjener for Gud. I min opgave støttede jeg mig altid til Jehova i bøn, for jeg vidste at “en konges [eller dommers] hjerte er som vandstrømme i Jehovas hånd. Han leder det i den retning Han vil.” – Ordsp. 21:1.

En episode der gjorde stort indtryk på mig, var en samtale jeg havde med et medlem af Europa-Parlamentet. Jeg havde adskillige gange prøvet at få et møde med ham, og til sidst lykkedes det. Men da vi mødtes, sagde han: “Jeg giver dig  fem minutter, og det er alt hvad du får.” Jeg bøjede hovedet og bad til Jehova. Manden spurgte mig nervøst hvad det var jeg lavede. Jeg løftede hovedet og sagde: “Jeg takkede Gud fordi du er en af hans tjenere.” Så spurgte han: “Hvad mener du med det?” Jeg viste ham Romerne 13:4. Manden var selv protestant, så bibelverset fangede hans opmærksomhed. Hvad endte det med? Han gav mig en halv time, og vi havde en rigtig god dialog. Og han gav endda udtryk for hvor meget han respekterede vores arbejde.

Op gennem tiden har Jehovas folk kæmpet mange juridiske kampe i Europa angående vores kristne neutralitet, forældremyndighed, skatter og andet. Jeg har haft det privilegie at være med i mange af sagerne og at være øjenvidne til at Jehova har hjulpet os. Jehovas Vidner har vundet over 140 sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I 1990’erne arbejdede jeg sammen med bror Philip Brumley fra Hovedkontoret og bror Valter Farneti fra Italien for at hjælpe vores venner i Cuba til at få større religionsfrihed. Vores arbejde var nemlig underlagt begrænsninger der. Jeg skrev til den cubanske ambassade i Belgien og mødtes så med en embedsmand der havde fået til opgave at tage sig af vores sag. I løbet af de første møder vi havde, lykkedes det os ikke rigtigt at få rettet op på de misforståelser der havde ført til at vores arbejde var blevet underlagt begrænsninger.

Vi bad til Jehova om hans ledelse, og derefter søgte vi om tilladelse til at sende 5.000 bibler til Cuba, og det fik vi lov til. Biblerne kom godt frem og blev uddelt til brødrene og søstrene, og vi tog det som et tegn på at Jehova velsignede det vi gjorde. Vi søgte derfor om tilladelse til at sende yderligere 27.500 bibler afsted. Den tilladelse fik vi også. Det var en stor glæde for mig at være med til at sikre at vores dejlige brødre og søstre i Cuba fik deres eget eksemplar af Bibelen.

Jeg har været i Cuba mange gange for at være med til at forbedre den juridiske situation så det kunne blive mere frit for vores brødre og søstre at tilbede Jehova. I forbindelse med det har jeg fået gode relationer til mange regeringsembedsmænd.

I 1994 blev over 1.000.000 mennesker nedslagtet i et folkemord mod tutsierne i Rwanda.  Sørgeligt nok blev også nogle af vores brødre og søstre slået ihjel. Meget hurtigt blev en gruppe brødre sat til at sørge for humanitær hjælp til landet, og jeg fik lov til at være med i det arbejde.

Da vores gruppe ankom til hovedstaden, Kigali, og nåede frem til oversættelseskontoret og litteraturdepotet, så vi at væggene var gennemhullet af kugler. Vi hørte mange tragiske historier om brødre og søstre der var blevet myrdet med macheter. Men samtidig hørte vi smukke beretninger om hvordan kristen kærlighed var kommet til udtryk i handling. For eksempel mødte vi en tutsi-bror der havde ligget skjult i et hul under jorden i 28 dage, hvor han var blevet beskyttet af en hutu-familie der var Jehovas Vidner. Vi holdt et møde i Kigali, hvor vi gav åndelig trøst til over 900 brødre og søstre.

Bagefter krydsede vi grænsen til Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo) for at lede efter et stort antal rwandiske Jehovas Vidner der var flygtet til flygtningelejre i nærheden af byen Goma. Det lykkedes os ikke at finde dem, så vi bad Jehova om at lede os hen til dem. Så fik vi øje på en der kom gående hen imod os, og vi spurgte ham om han kendte nogen Jehovas Vidner. “Ja, jeg er Jehovas Vidne,” sagde han. “Jeg vil gerne vise jer hvor nødhjælpskomitéen er.” Efter et opmuntrende møde med nødhjælpskomitéen mødtes vi med omkring 1.600 flygtninge for at give dem åndelig styrke og trøst. Vi læste også et brev for dem fra Det Styrende Råd. Brødrene og søstrene blev dybt rørt over ordene: “Vi beder konstant for jer. Vi ved at Jehova ikke vil svigte jer.” Og Det Styrende Råd havde virkelig ret i at Jehova ikke ville svigte dem. I dag er der over 30.000 Jehovas Vidner i Rwanda!

Jeg mistede min elskede hustru, Elly, i 2011, efter at vi havde været gift i næsten 58 år. I mine bønner fortalte jeg Jehova hvor knust jeg var, og jeg mærkede hans trøst. Det trøstede mig også at tale med andre om den gode nyhed om Guds rige.

Selvom jeg nu er i halvfemserne, er jeg stadig med i forkyndelsen hver uge. Det er også en stor glæde for mig at kunne hjælpe den juridiske afdeling her på Afdelingskontoret i Belgien, at kunne dele min erfaring med andre og at kunne opmuntre de unge i betelfamilien.

For omkring 84 år siden bad jeg min første bøn til Jehova. Det var begyndelsen på en vidunderlig rejse hvor jeg er kommet nærmere og nærmere til ham. Jeg er så taknemmelig for at jeg gennem hele livet har mærket at Jehova har lyttet til mine bønner. – Sl. 66:19. b