Der er flere ting man må tage i betragtning. Kristne skal være ærlige og adlyde landets love så længe de ikke er i modstrid med Jehovas lov. (Matt. 22:21; Rom. 13:1, 2; Hebr. 13:18) De ønsker også at vise respekt for lokal skik og brug og følger Jesu bud om at ‘elske deres næste som sig selv’. (Matt. 22:39; Rom. 12:17, 18; 1 Thess. 4:11, 12) Disse principper vil højst sandsynligt have indflydelse på hvordan kristne rundt omkring i verden ser på det at give penge eller andre former for gaver til offentligt ansatte.

Mange steder behøver borgerne ikke at give noget til offentligt ansatte for at få det de er berettiget til. De offentligt ansatte bliver betalt af myndighederne for det arbejde de udfører, og de hverken beder om eller forventer at få noget ud over deres normale løn. I mange lande er det ulovligt for offentligt ansatte at tage imod noget som helst af værdi for selv en lovlig serviceydelse. En sådan gave ville blive betragtet som bestikkelse, selv hvis gaven ikke havde indflydelse på udfaldet af serviceydelsen. De steder hvor det forholder sig sådan, vil spørgsmålet om hvorvidt en kristen bør give penge eller andre former for gaver, slet ikke opstå. At gøre noget sådant ville ganske enkelt være forkert.

Men i de dele af verden hvor man ikke har sådanne love, eller hvor disse love ikke bliver strengt håndhævet, betragter offentligt ansatte det måske som helt i orden at tage imod gaver for en ydelse. I visse lande udnytter nogle myndighedspersoner deres stilling til at presse folk for penge eller goder og nægter at gøre noget som helst med mindre de får en ekstra betaling for det. Det kan for eksempel være at personer der foretager vielser, registrerer betaling af skat eller udsteder byggetilladelser, forlanger at få en form for gave. Hvis ikke de bliver betalt, kan de finde på at gøre det meget svært, eller ligefrem umuligt, for borgerne at få det de juridisk set  har krav på. I ét land vil brandmænd ikke engang bekæmpe en brand før de har modtaget et klækkeligt beløb.

De steder hvor ovenstående er almindeligt udbredt, føler nogle at de nærmest ikke kan undgå at give den slags betaling. Hvis det er tilfældet, vil en kristen måske se en sådan gave som et ekstra gebyr han er nødt til at betale for at få noget han lovmæssigt har krav på. Men i et korrupt samfund må en kristen være på vagt så han ikke udvisker grænsen mellem hvad der er acceptabelt i Guds øjne, og hvad der er uacceptabelt. Der er stor forskel på at betale for at få noget man har ret til, og så at betale for at få noget der ligger uden for lovens rammer. Nogle mennesker betaler myndighedspersoner eller befalingsmænd under bordet for at få noget de ikke har krav på, eller for at undgå en fuldt ud berettiget bøde eller afgift. Det vil selvfølgelig være forkert at forsøge at korrumpere nogen med en gave, ligesom det vil være forkert at lade sig lokke på afveje ved at tage imod en sådan “gave”. Begge dele ville være at bøje retten. – 2 Mos. 23:8; 5 Mos. 16:19; Ordsp. 17:23.

På grund af deres bibeloplærte samvittighed har de fleste modne kristne det ikke godt med at give penge eller andre gaver til en myndighedsperson der beder om det. De føler at hvis de gjorde det, ville de støtte et korrupt system. Derfor afviser de sådanne anmodninger.

Modne kristne forstår at det at give en gave for at få noget de ikke er berettiget til, kan være lige så forkert som bestikkelse, men på grund af lokal skik og brug vurderer nogle at de godt kan give en lille gave for at modtage en lovlig serviceydelse eller for at undgå urimelige forsinkelser. I andre tilfælde har nogle kristne efter at have modtaget gratis lægebehandling på et offentligt hospital givet en gave til sundhedspersonalet som tak for god behandling. I stedet for at give gaven før behandlingen vælger de at give den bagefter, så gaven ikke kan blive opfattet som bestikkelse eller som et forsøg på at få særbehandling.

Det er ikke muligt at behandle alle tænkelige situationer her. Uanset hvordan de lokale forhold er, skal kristne dog altid handle på en måde der giver dem god samvittighed. (Rom. 14:1-6) De vil ikke gøre noget der strider mod loven. (Rom. 13:1-7) De vil heller ikke gøre noget der kan bringe skam over Jehovas navn eller få andre til at snuble. (Matt. 6:9; 1 Kor. 10:32) Og deres beslutninger bør vise at de elsker deres næste. – Mark. 12:31.

I kapitel 15 i Lukasevangeliet fortæller Jesus en lignelse om en mand der har 100 får. Et af fårene forvilder sig væk, så manden efterlader de 99 andre får og går ud for at lede efter det han har mistet, “indtil han finder det”. Jesus forklarer: “Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. Og når han kommer hjem kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.’” Jesus afslutter lignelsen med denne konklusion: “Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.” – Luk. 15:4-7.

Ud fra sammenhængen kan vi se at Jesus fortalte denne lignelse for at irettesætte de skriftlærde og farisæerne, der kritiserede ham fordi han brugte tid sammen med skatteopkrævere og syndere. (Luk. 15:1-3) Jesus fremhævede at der er glæde i himlen når en synder angrer sine fejl. Vi spørger derfor: ‘Hvis der er glæde i himlen, bør der så ikke også være glæde på jorden når en synder har angret, er vendt om og igen er begyndt at træde lige spor med sine fødder?’ – Hebr. 12:13.

Når en bliver genoptaget i menigheden, er der stor grund til glæde. Vedkommende skal fremover bevare sin loyalitet mod Jehova, men for at blive genoptaget måtte han eller hun angre, og det er vi glade for at vedkommende gjorde. Når de ældste har meddelt at en er blevet genoptaget, vil det derfor være i orden hvis de tilstedeværende spontant men på en værdig måde begynder at klappe.

På Jesu tid mente nogle af indbyggerne i Jerusalem at en dam kaldet Betzata havde helbredende egenskaber når vandet kom i oprør. (Joh. 5:1-7) Af den grund samledes mennesker der gerne ville kureres for lidelser, ved denne dam.

Den omtalte dam var et jødisk rituelt bad. Vandstanden blev holdt oppe ved at man tilførte vand fra et tilstødende reservoir, der var en del af det samme bygningskompleks. Undersøgelser af stedet har vist at de to bassiner var adskilt af en skillemur. Når man åbnede en sluseport, strømmede vand fra reservoiret gennem en kanal og ind i bunden af det rituelle bad. Hver gang man gjorde det, skabte det uden tvivl bevægelser i vandoverfladen.

I nogle bibler siges der i Johannes 5:4 at det var en engel der bragte vandet i oprør, men det er værd at bemærke at dette vers ikke findes i visse højt anerkendte græske håndskrifter, blandt andet Codex Sinaiticus fra det 4. århundrede. Det var ved Betzata at Jesus mirakuløst helbredte en mand der havde været syg i 38 år, og det uden at manden steg ned i vandet.