EFTER flere dage med regn og blæst brød solen endelig frem mandag den 1. september 1919. Om eftermiddagen var knap 1.000 delegerede samlet i en sal med plads til 2.500 for at lytte til det første indlæg ved et stævne i Cedar Point, Ohio, USA. Inden dagen var omme, var der imidlertid ankommet yderligere 2.000 med dampskibe, biler og særtog. Tirsdag var forsamlingen blevet så stor at resten af programmet måtte holdes udenfor under de statelige træer.

Gennem løvtaget kastede solens stråler et broderi af solskin og skygge ned over herrernes diplomatfrakker, og en blid brise fra Eriesøen løftede fjerene på damernes hatte. “I de dejlige parklignende omgivelser, borte fra den gamle verdens støj, var det i sandhed et paradis,” har en bror sagt.

De smukke omgivelser var dog intet i sammenligning med den store glæde de tilstedeværende udstrålede. “De synes alle som een at være meget alvorlige, og dog er det et muntert og jovialt Folk,” stod der i en lokal avis. Det kristne fællesskab var særligt kærkomment for Bibelstudenterne efter de sidste års hårde prøvelser: vanskeligheder og undertrykkelse på grund af krigen, splittelser i menighederne, lukning af Betel i Brooklyn samt fængsling af mange trofaste brødre og søstre, deriblandt otte af de ledende brødre, som havde fået domme på op mod 20 år. *

Forvirring og modløshed havde i de vanskelige år fået nogle af Bibelstudenterne til at holde op med at forkynde. De fleste havde dog holdt ud trods modstand fra myndighederne. For eksempel rapporterede en efterforsker at de Bibelstudenter han havde afhørt, holdt fast ved at de ville “fortsætte med at forkynde Guds ord indtil enden”.

Gennem hele denne svære tid havde de trofaste Bibelstudenter “vaaget og spejdet efter Herrens Ledelse ... og hele Tiden bedet om Faderens Ledelse”, som der stod i Vagt-Taarnet. Nu kunne de endelig glæde sig over at være genforenet ved stævnet i Cedar Point. Angående forkyndelsen sagde en søster at hun var spændt på hvordan de “skulle få gang i hjulene igen” – en følelse mange gik rundt med. Mere end noget andet ønskede de at genoptage arbejdet.

Hele ugen undrede de tilstedeværende sig over hvorfor der stod “GA” på velkomstkortene, programmet og skiltene rundt om stævneområdet. Om fredagen, der var “Medarbejdernes Dag”, afslørede Joseph F. Rutherford endelig gåden for de 6.000 stævnedeltagere. “GA” stod for The Golden Age – et nyt blad der kunne bruges i forkyndelsen. *

Om sine salvede kristne trosfæller sagde bror Rutherford, som det blev gengivet i Vagt-Taarnet i 1919: “Bag ved Trængselstiden ser de med Troens Øjne Messiasrigets herlige Guldalder. ... De regner det for deres største Pligt og Privilegium at forkynde Verden om den kommende Guldalder. Det er en Del af den Opgave som Gud selv har overdraget dem.”

Den Gyldne Tidsalder skulle bruges til at igangsætte noget helt nyt – en kampagne hvor man gik fra hus til hus for at samle abonnenter. Da tilhørerne blev spurgt om hvor mange der ønskede at deltage, rejste de sig ifølge beretningen fra stævnet alle som én. Derefter sang de “med en Lyst og Iver som kun kendes af dem der følger i Jesu Fodspor, de smukke Ord: ‘Send ud dit Lys, din Sandhed, Gud.’” Judge Norris har fortalt: “Jeg glemmer det aldrig – det var nærmest så træerne skælvede.”

Efter programafsnittet stod stævnedeltagerne i kø i flere timer for at tegne abonnement på bladet. Mange havde det som Mabel Philbrick, der sagde: “Hvor var det vidunderligt at vide at vi igen havde et arbejde at udføre!”

Omkring 7.000 Bibelstudenter gjorde sig klar til at gå i gang med arbejdet. Folderen Organisationsplan og brochuren To Whom the Work Is Entrusted (Til dem der har fået hvervet betroet) beskrev hvordan det skulle foregå: På Hovedkontoret ville der blive oprettet en ny afdeling, Tjenesteafdelingen, som skulle koordinere arbejdet. I hver menighed skulle der oprettes et “arbejdsudvalg”, og der skulle udpeges en “arbejdsdirektør” til at formidle instruktionerne. Menighedens distrikt skulle inddeles i distrikter på mellem 150 og 200 besøg. Og hver torsdag aften skulle der afholdes et tjenestemøde, hvor man kunne dele erfaringer og aflevere tjenesterapporter.

“Så snart vi var vendt hjem, fik vi alle travlt med abonnementskampagnen,” fortalte Herman Philbrick. Overalt var folk lutter øren. “Efter krigen og al dens gru virkede det til at tanken om en ny og gylden tidsalder tiltalte alle,” bemærkede Beulah Covey. Arthur Claus skrev: “Hele menigheden var forbløffet over hvor mange abonnementer der blev tegnet.” Bare to måneder efter første udgave var der blevet uddelt næsten en halv million prøvenumre, og bladet havde fået 50.000 abonnenter!

Artiklen “Rigets Evangelium” i Vagt-Taarnet for 1. juli 1920 (oktober 1920 på dansk) var, som A.H. Macmillan senere skrev, “det første officielle udtryk for det verdensomspændende forkyndelsesarbejde som nu rent faktisk udføres”. I denne artikel blev alle salvede kristne opfordret til at “aflægge et Vidnesbyrd for Verden om at Himmeriges Rige er nær”. Flere millioner flittige forkyndere har sluttet sig til Kristi brødre, “der har fået hvervet betroet”, og udfører i dag dette arbejde mens de venter på den gyldne tidsalder under det messianske styre.