Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

“Elsker du mig mere end disse?”

“Elsker du mig mere end disse?”

“Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end disse?” – JOH. 21:15.

SANGE: 128, 45

1, 2. Hvad oplevede Peter efter at have tilbragt en hel nat med at fiske?

EN HEL nat havde syv af Jesus’ disciple fisket på Galilæas Sø, men de havde ikke fanget noget som helst. Nu var det blevet morgen, og inde på bredden stod den opstandne Jesus og betragtede dem. “Kast nettet ud på højre side af båden og I vil finde noget,” sagde han til dem. Disciplene fulgte Jesus’ opfordring, og “de var ikke længere i stand til at trække det ind på grund af mængden af fisk”. – Joh. 21:1-6.

2 Jesus lavede morgenmad til disciplene, og efter at de havde spist, sagde han til Simon Peter: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end disse?” Hvad mente han med det? Peter var glad for at fiske, så det lader til at Jesus spurgte ham om hvad der havde den største plads i hans hjerte. Var det fisk og fiskeri, eller var det Jesus og hans lære? Peter svarede: “Ja, Herre, du ved at jeg holder af dig.” (Joh. 21:15) Peter levede op til sine ord. Fra den dag af viste han sin kærlighed til Kristus ved at være travlt optaget af at gøre disciple, og han blev som en solid søjle i den kristne menighed i det første århundrede.

3. Hvilken fare må kristne være opmærksomme på?

3 Hvad kan vi lære af det spørgsmål Jesus stillede Peter? Vi må passe på at vores kærlighed til Kristus ikke bliver svag. Jesus vidste at der er mange bekymringer og udfordringer forbundet med at leve i denne verden. I lignelsen om manden der såede, forklarede Jesus at nogle ville lytte til “rigets ord” og i en kort periode gøre fremskridt, men at “den bekymring der hører denne tingenes ordning til, samt rigdommens bedragende magt” senere ville kvæle ordet. (Matt. 13:19-22; Mark. 4:19) Dagliglivets bekymringer kunne komme til at fylde så meget i vores liv at det gik ud over vores tjeneste for Jehova. Det var derfor med god grund at Jesus gav denne advarsel: “Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer.” – Luk. 21:34.

4. Hvad kan vi gøre for at finde ud af hvor højt vi elsker Jesus? (Se indledningsbilledet).

4 Ligesom Peter viser vi vores kærlighed til Jesus ved at sætte det arbejde han har givet os, på førstepladsen i vores liv. Hvordan kan vi sikre os at vi bliver ved med at gøre det? Med jævne mellemrum må vi spørge os selv: ‘Hvad har den største plads i mit hjerte? Hvad er det der giver mig glæde i livet – de åndelige aktiviteter eller noget andet?’ Vi vil nu se nærmere på tre ting som kunne svække vores kærlighed til Kristus hvis ikke vi passer på, nemlig verdsligt arbejde, fritidsaktiviteter og materielle ting.

HVOR MEGET FYLDER DIT ARBEJDE?

5. Hvilket ansvar har familieoverhoveder?

5 Fiskeri var ikke bare Peters hobby – det var den måde han forsørgede sin familie på. Ifølge Bibelen har familieoverhoveder ansvaret for at deres families materielle behov bliver dækket. (1 Tim. 5:8) Det kan kræve hårdt arbejde at leve op til dette ansvar. Her i de sidste dage er der dog ofte nogle særlige udfordringer forbundet med at have et verdsligt arbejde.

6. Hvilket pres oplever mange på deres arbejdsplads?

6 Mange steder står der folk på spring for at overtage ens job, og det kan gøre at man føler sig tvunget til at arbejde mere, måske endda for lavere løn. Det konstante pres for at nå mere på mindre tid slider hårdt på folk både fysisk og mentalt. Og de der ikke er villige til at prioritere deres arbejde højere end alt andet, risikerer at blive fyret.

7, 8. (a) Hvem er vi først og fremmest loyale mod? (b) Hvad erfarede en bror i Thailand med hensyn til arbejde?

7 Som kristne er det Jehova vi først og fremmest er loyale mod, ikke vores arbejdsgiver. (Luk. 10:27) Grunden til at vi arbejder, er at vi gerne vil kunne forsørge os selv og støtte Rigets arbejde. Men hvis ikke vi er på vagt, kunne vores arbejde komme til at gribe forstyrrende ind i vores tilbedelse af Jehova. En bror i Thailand fortæller: “Mit job som computertekniker var virkelig spændende, men der var meget lange arbejdsdage. Det gjorde at jeg nærmest ikke havde tid til det åndelige. Til sidst indså jeg at jeg blev nødt til at skifte branche hvis jeg skulle kunne sætte Riget først i mit liv.” Hvad gjorde han?

8 “Efter at have gjort mig mange tanker og lagt planer i et års tid besluttede jeg mig for at blive gadesælger og sælge is,” fortæller han. “I begyndelsen var det svært at få økonomien til at hænge sammen, og jeg var ved at miste modet. Når jeg mødte mine tidligere kolleger, grinede de ad mig og spurgte hvordan jeg kunne mene at det var bedre at sælge is end at arbejde med computere i en bygning med aircondition. Jeg bad Jehova om at hjælpe mig til at holde ud og nå mit mål om at få mere tid til de åndelige aktiviteter. Kort tid efter begyndte det at gå den rigtige vej. Jeg fik en bedre fornemmelse for hvad kunderne godt kunne lide, og blev dygtigere til at lave is. Snart fik jeg solgt al min is hver dag. Faktisk klarede jeg mig bedre økonomisk end da jeg arbejdede med computere. Jeg er også blevet gladere fordi jeg er blevet fri for det stress og den bekymring der fulgte med mit tidligere job. Og vigtigst af alt, så føler jeg mig nu nærmere Jehova.” – Læs Mattæus 5:3, 6.

9. Hvad kan hjælpe os til at bevare det rette syn på vores arbejde?

9 Det glæder Jehova når vi er flittige og arbejdsomme, og det er også til glæde for os selv. (Ord. 14:23) Men som den førnævnte bror erfarede, er det vigtigt at vi holder vores arbejde på den rette plads. Jesus sagde: “Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting [de basale fornødenheder] vil blive givet jer i tilgift.” (Matt. 6:33) For at finde ud af om man har den rigtige balance mellem arbejde og åndelige ting, kan det være godt at spørge sig selv: ‘Synes jeg at mit job er interessant og spændende, men at de åndelige aktiviteter er trivielle eller kedelige?’ At meditere over det spørgsmål vil hjælpe os til at finde ud af hvad der har den største plads i vores hjerte.

10. Hvad kan vi lære af Jesus’ ord til Marta?

10 Jesus gjorde det klart hvordan man skal prioritere de åndelige ting i forhold til andre gøremål. Ved en lejlighed var Jesus på besøg hos Maria og hendes søster, Marta. Mens Marta var travlt optaget af at lave mad, valgte Maria at sætte sig sammen med Jesus for at lytte til hans undervisning. Da Marta brokkede sig over at Maria ikke hjalp til, sagde Jesus: “Maria har på sin side valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” (Luk. 10:38-42) Vi kan lære meget af Jesus’ ord. Det er vigtigt at vi altid vælger “den gode del”, altså sætter de åndelige ting først. På den måde viser vi at vi elsker Jesus, og vi undgår at blive distraheret af dagligdags ting.

FRITIDSAKTIVITETER OG UNDERHOLDNING

11. Hvad siger Bibelen om afslapning?

11 Indimellem har vi brug for at slappe af og samle nye kræfter. Bibelen siger: “Der er intet bedre for et menneske end at spise og drikke og lade sin sjæl nyde godt af sin møje.” (Præd. 2:24) Jesus vidste også at det var vigtigt at hans disciple fik hvile. Efter en længere forkyndertur sagde han til dem: “Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv og hvile jer lidt.” – Mark. 6:31, 32.

12. Hvad må vi være opmærksomme på med hensyn til fritidsinteresser, og hvordan fremgår det af eksemplet med en ung mand?

12 Fritidsaktiviteter og underholdning kan hjælpe os til at koble af. Men der er en reel fare for at fornøjelser bliver det vores liv handler om. I det første århundrede havde mange indstillingen: “Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.” (1 Kor. 15:32) Den samme holdning er udbredt mange steder i verden i dag. For eksempel var der for nogle år siden en ung mand i et vesteuropæisk land der begyndte at komme til vores møder. Men han var så optaget af fritidsinteresser at han holdt op igen. På et tidspunkt gik det dog op for ham at hans fokus på fornøjelser kun havde ført til problemer og skuffelser. Han genoptog sit bibelstudium og blev med tiden forkynder. Efter at han var blevet døbt, sagde han: “Det eneste jeg ærgrer mig over, er at det tog mig så lang tid at finde ud af at det giver meget større glæde at tjene Jehova end at være optaget af verdens underholdning.”

13. (a) Hvorfor kan for meget underholdning være skadeligt? Forklar med en illustration. (b) Hvordan kan vi finde ud af om vi har et afbalanceret forhold til adspredelse?

13 Hvor meget tid skal vi bruge på fritidsaktiviteter og underholdning for at det virker forfriskende? Tænk over denne illustration: Mange af os kan godt lide at få en dessert en gang imellem, men vi er også klar over at en kost der udelukkende består af kage og søde sager, vil skade vores helbred. Af den grund sørger vi for at vores kost hovedsageligt består af sund mad. Noget lignende gør sig gældende i forbindelse med fritidsaktiviteter og underholdning. Hvis det udgør hoveddelen af vores “kost”, vil det skade vores åndelige helbred. Derfor er det vigtigt at vi først og fremmest bruger tid på tjenesten for Jehova. Hvordan kan vi finde ud af om vi har et afbalanceret forhold til adspredelse? Prøv i en uge at skrive ned hvor mange timer du bruger på åndelige aktiviteter, som for eksempel møderne, forkyndelsen, personligt studium og familiestudium. Skriv også ned hvor meget tid du bruger på fritidsaktiviteter og underholdning, som for eksempel sport, hobbyer, fjernsyn og computerspil. Sammenlign nu de to tal. Hvad viser de dig? Er der brug for at du skærer ned på “desserterne”? – Læs Efeserne 5:15, 16.

14. Hvad kan hjælpe os til at træffe gode valg i forbindelse med underholdning og fritidsaktiviteter?

14 Jehova har givet os frihed til selv at vælge underholdning og fritidsaktiviteter, og familieoverhoveder kan træffe valg på familiens vegne. Men det er vigtigt at vores valg er i harmoni med de retningslinjer Jehova giver os gennem Bibelens principper. * God og gavnlig adspredelse er en gave fra Gud. (Præd. 3:12, 13) Det kan selvfølgelig være forskelligt hvad man foretrækker. (Gal. 6:4, 5) Men uanset hvad er det vigtigt at adspredelse bliver holdt på den rette plads. Jesus sagde: “Dér hvor dine værdier er, dér vil dit hjerte også være.” (Matt. 6:21) Kærlighed til Jesus vil motivere os til at tænke, tale og handle på en måde der viser at Guds rige er vigtigere for os end noget andet. – Fil. 1:9, 10.

KAMPEN MOD MATERIALISME

15, 16. (a) Hvordan kan materialisme udgøre en fare for kristne? (b) Hvad sagde Jesus om materielle ting?

15 Mange i dag er nærmest besat af at følge med i hvad der sker inden for mode, elektronik og lignende. Derfor er det vigtigt at vi som kristne med jævne mellemrum stiller os selv ransagende spørgsmål, som for eksempel: ‘Er materielle ting blevet så vigtige for mig at jeg bruger mere tid på at læse om og tænke på de nyeste biler eller den nyeste mode end på at forberede mig til møderne? Er jeg blevet så optaget af dagliglivet at jeg er begyndt at bruge mindre tid på bøn og bibellæsning?’ Hvis vi når frem til at kærlighed til det materielle er ved at fortrænge vores kærlighed til Jesus, må vi tænke grundigt over hans ord: “Vogt jer for enhver form for havesyge.” (Luk. 12:15) Hvorfor kom han med denne advarsel?

16 “Ingen kan trælle for to herrer,” forklarede Jesus og tilføjede derefter: “I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.” Enten vil man “hade den ene og elske den anden” eller “holde sig til den ene og foragte den anden”. (Matt. 6:24) Det er altså ikke muligt både at hellige sig tjenesten for Jehova og jagten på materielle ting. Fordi vi er ufuldkomne, må vi blive ved med at bekæmpe “vort køds ønsker”, deriblandt materialisme. – Ef. 2:3.

17. (a) Hvorfor har nogle svært ved at have et afbalanceret syn på materielle ting? (b) Hvad vil hjælpe os til at bekæmpe materialisme?

17 De der fokuserer på kødelige ønsker, har svært ved at have et afbalanceret syn på materielle ting. Hvorfor er det sådan? Fordi deres evne til at forstå åndelige ting er blevet sløv. (Læs 1 Korinther 2:14). Når først deres opfattelsesevne er svækket, er de ikke i stand til at skelne mellem rigtigt og forkert. (Hebr. 5:11-14) Og som et resultat deraf udvikler nogle et hæmningsløst begær efter materielle ting – et begær der aldrig fuldt ud kan tilfredsstilles. (Præd. 5:10) Men der er heldigvis en modgift mod materialistisk tankegang: regelmæssig bibellæsning. (1 Pet. 2:2) Det at meditere over Guds ord styrkede Jesus så han kunne modstå fristelser. (Matt. 4:8-10) Guds ord vil have den samme virkning på os. Når vi anvender de Bibelske principper i vores liv, vil vi kunne bekæmpe materialistiske tendenser. På den måde kan vi vise Jesus at vi elsker ham højere end noget som helst materielt.

Hvad har den største plads i dit hjerte? (Se paragraf 18)

18. Hvad er du besluttet på?

18 “Elsker du mig mere end disse?” Da Jesus stillede Peter dette spørgsmål, var det for at minde ham om vigtigheden af at sætte de åndelige ting først i livet. Peters navn betød “klippestykke”, og han levede op til sit navn, for i løbet af sin tjeneste viste han sig at være klippefast og stærk. (Apg. 4:5-20) Vi er også fast besluttet på at bevare en stærk kærlighed til Jesus ved at holde verdsligt arbejde, fritidsaktiviteter og materielle ting på deres rette plads. Når vi gør det, viser vi at vi har samme indstilling som Peter, der sagde: “Herre, du ved at jeg holder af dig.”

^ par. 14 Se artiklen “Bruger du din fritid på en god måde?” i Vagttårnet for 15. oktober 2011, s. 9-12, par. 6-15.