Hjælp flygtninge så de kan ‘tjene Jehova med fryd’
“Jehova vogter de fastboende udlændinge.” – SL. 146:9.
SANGE: 84, 73
1, 2. (a) Hvilke prøvelser kommer nogle af vores brødre og søstre ud for? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se på?
“DA BORGERKRIGEN i Burundi brød ud, var vores familie til stævne,” fortæller en bror ved navn Lije. “Vi så folk der løb, og der var skyderier. Mine forældre og 11 af os børn måtte flygte for livet uden at have andet med end det vi stod og gik i. Noget af min familie nåede frem til en flygtningelejr i Malawi efter at have rejst mere end 1.600 kilometer. Resten af os havnede forskellige andre steder.”
2 På verdensplan er der nu mere end 65.000.000 mennesker som har måttet flygte fra deres hjem på grund af krig eller forfølgelse. Antallet af flygtninge er det højeste nogensinde. * Blandt dem er der tusinder af Jehovas Vidner. Mange har mistet nære venner eller familiemedlemmer og har måttet efterlade alt hvad de ejede. Hvilke andre vanskeligheder har nogle af vores brødre og søstre stået over for? Hvordan kan vi hjælpe dem så de kan ‘tjene Jehova med fryd’ på trods af deres svære situation? (Sl. 100:2) Og hvad må vi have i tanke når vi forkynder den gode nyhed for flygtninge som ikke kender Jehova?
LIVET SOM FLYGTNING
3. Hvorfor måtte Jesus og hans forældre og senere mange af hans disciple leve som flygtninge?
3 Jesus og hans forældre levede på et tidspunkt som flygtninge. Jehovas engel havde advaret Josef om at kong Herodes ville slå Jesus ihjel, og derfor tog han sin lille familie med til Egypten. Der blev de indtil Herodes døde. (Matt. 2:13, 14, 19-21) Senere blev Jesus’ disciple “spredt ud over Judæas og Samarias egne” på grund af forfølgelse. (Apg. 8:1) Jesus havde direkte forudsagt at mange af hans disciple ville blive fordrevet fra deres hjem. “Når de forfølger jer i én by, da flygt til en anden,” sagde han. (Matt. 10:23) Uanset hvad årsagen er til at man må flygte, er det dog aldrig nemt.
4, 5. Hvad kan flygtninge opleve når de (a) er på flugt? (b) bor i en flygtningelejr?
4 Flygtninge kan opleve farlige situationer mens de er på flugt eller bor i en flygtningelejr. “Vi måtte gå i flere uger, og vi kom forbi hundredvis af lig,” fortæller Gad, Lijes lillebror. “Jeg var 12 år gammel. Mine fødder hævede så meget at jeg ikke kunne gå, så jeg sagde til min familie at de bare skulle fortsætte uden mig. Men min far havde ikke tænkt sig at lade mig i stikken og risikere at oprørsstyrkerne fandt mig, så han bar mig. Vi måtte tage en dag ad gangen, og nogle gange var det eneste vi fik at spise, de mangoer vi fandt på vores vej. Men vi støttede os til Jehova i bøn og stolede på ham.” – Fil. 4:12, 13.
5 I mange år boede det meste af Lijes familie i FN-flygtningelejre. Men det betød ikke at de var i sikkerhed. Lije, der i dag er kredstilsynsmand, fortæller: “De fleste i lejren havde ikke noget arbejde. De brugte tiden på sladder, drak for meget, spillede om penge, stjal og levede umoralsk.” Hvis brødrene og søstrene skulle kunne modstå den dårlige påvirkning, måtte de være helt optaget af de kristne aktiviteter. (Hebr. 6:11, 12; 10:24, 25) For at holde sig åndeligt sunde sørgede de for at bruge tiden klogt, og mange begyndte som pionerer. De bevarede en positiv indstilling ved at minde sig selv om at deres tid i lejren ville få en ende, ligesom israelitternes tid i ørkenen. – 2 Kor. 4:18.
VIS FLYGTNINGE KÆRLIGHED
6, 7. (a) Hvad motiverer kærligheden til Gud kristne til at gøre for deres brødre i nød? (b) Hvilket eksempel viser at kristne hjælper deres trosfæller?
6 Kærligheden til Gud tilskynder os til at vise kærlighed over for vores brødre og søstre, især når de befinder sig i en vanskelig situation. (Læs 1 Johannes 3:17, 18). Da de kristne i Judæa i det første århundrede var truet af hungersnød, sørgede deres trosfæller for nødhjælp til dem. (Apg. 11:28, 29) Husk også at Paulus og Peter opfordrede de kristne til at vise hinanden gæstfrihed. (Rom. 12:13; 1 Pet. 4:9) Når nu kristne generelt skal tage godt imod deres trosfæller, hvor meget mere skal de så ikke tage godt imod brødre og søstre der er i livsfare eller bliver forfulgt på grund af deres tro? – Læs Ordsprogene 3:27. *
7 For få år siden måtte tusinder af Jehovas Vidner – mænd, kvinder og børn – flygte på grund af krig og forfølgelse i det østlige Ukraine, og nogle mistede endda livet. De fleste af vores brødre og søstre blev indlogeret hos deres trosfæller i andre dele af Ukraine og i Rusland. I begge lande viser brødrene at de “ikke er en del af verden”, ved at forholde sig politisk neutrale, og de fortsætter med ivrigt at ‘forkynde ordets gode nyhed’. – Joh. 15:19; Apg. 8:4.
VÆR MED TIL AT STYRKE DERES TRO
8, 9. (a) Hvilke udfordringer kan flygtninge opleve i et nyt land? (b) Hvorfor har de brug for at vi tålmodigt hjælper dem?
8 Nogle flygtninge må rejse til et helt andet land, hvor forholdene kan være meget anderledes end det de kender. Selvom myndighederne sørger for at de får mad, tøj og husly, kan der stadigvæk være nogle udfordringer. Måske kan de ikke få den slags mad de har været vant til. Det kan også være det er første gang de befinder sig i et koldt klima, og derfor ved de måske ikke hvad der er fornuftig påklædning. Og det kan være at de ikke har lært hvordan man bruger det udstyr der findes i deres hjem.
9 I nogle lande sørger myndighederne for at flygtninge får hjælp til at tilpasse sig forholdene i det nye land. Men ofte forventes det at de inden for få måneder skal klare sig selv. Det er noget der kan virke meget overvældende. Forestil dig hvordan det må være at skulle lære et nyt sprog og tilpasse sig nye love og normer angående manerer, punktlighed, skat, regninger, skolegang og børneopdragelse – alt sammen på én gang! Kunne du på en tålmodig og respektfuld måde hjælpe brødre og søstre der oplever den slags udfordringer? – Fil. 2:3, 4.
10. Hvordan kan vi styrke troen hos brødre der kommer til vores område som flygtninge? (Se indledningsbilledet).
10 Myndighederne har nogle gange gjort det svært for vores trosfæller der er flygtet, at få kontakt med den lokale menighed. Visse instanser har truet med at fratage vores brødre deres økonomiske støtte eller nægte dem asyl hvis de siger nej til et arbejde der forhindrer dem i at komme til møderne. Nogle har, fordi de var bange og befandt sig i en sårbar situation, givet efter for den slags pres. Derfor er det utroligt vigtigt at vi tager initiativ til at mødes med vores brødre og søstre så hurtigt som muligt efter deres ankomst. De har brug for at se og mærke at vi holder af dem. Vores omsorg og praktiske hjælp kan styrke deres tro. – Ordsp. 12:25; 17:17.
VÆR PARAT MED PRAKTISK HJÆLP
11. (a) Hvad kan flygtninge have brug for til at begynde med? (b) Hvordan kan flygtninge vise taknemmelighed?
11 I starten har vores brødre og søstre måske brug for at vi hjælper dem med mad, tøj og andre basale ting. * Selv en lille god gerning, som at give en bror et slips, kan betyde meget. Og når flygtninge viser taknemmelighed og aldrig forlanger noget, vil det øge deres brødres glæde ved at hjælpe dem. Det er selvfølgelig vigtigt at flygtninge gør en indsats for at lære at klare sig selv; det vil hjælpe dem til at bevare deres selvrespekt og et godt forhold til deres brødre. (2 Thess. 3:7-10) Men de har stadig brug for at vi er parate med praktisk hjælp.
12, 13. (a) Hvordan kan vi give flygtninge praktisk hjælp? (b) Hvordan fik nogle brødre hjælp?
12 Det er ikke nødvendigt at have mange penge for at kunne hjælpe flygtninge. Det de først og fremmest har brug for, er vores tid og omsorg. Måske kunne vi vise dem hvordan man bruger offentlig transport, eller hvad der er sund og billig mad. Eller vi kan måske hjælpe dem med at skaffe noget udstyr eller få nogle færdigheder der kan føre til et job. Men det vigtigste vi
kan hjælpe dem med, er at blive engageret i menigheden. Hvis du har mulighed for det, så tilbyd dem et lift til møderne. Forklar dem hvordan man bedst forkynder i menighedens distrikt, og tag dem med ud i forkyndelsen.13 Da fire unge mænd der var flygtninge, kom til en menighed, var der forskellige ældste som lærte dem at køre bil, bruge en computer og skrive jobansøgninger. De viste dem også hvordan de kunne planlægge deres tid så tjenesten for Jehova fik den rigtige plads. (Gal. 6:10) Der gik ikke længe før de alle fire begyndte som pionerer. Den støtte de fik, og den indsats de selv gjorde, hjalp dem til at gøre åndelige fremskridt og til ikke at blive opslugt af Satans verden.
14. (a) Hvad må flygtninge være på vagt over for? (b) Hvordan lærte en far sine børn hvad der er vigtigst?
14 Ligesom alle andre kristne må flygtninge passe på at de ikke lader sig presse til eller falder for fristelsen til at prioritere materielle ting højere end deres forhold til Jehova. * Lije og hans søskende husker tydeligt hvordan deres far, mens de var på flugt, lærte dem vigtigheden af at have tro. De fortæller: “En efter en smed han de få unødvendige ting som vi havde med, væk. Til sidst holdt han den tomme taske op og sagde med et smil: ‘Kan I se det? Vi har slet ikke brug for nogen af de ting!’” – Læs 1 Timoteus 6:8.
DEN VIGTIGSTE FORM FOR STØTTE
15, 16. Hvordan kan vi støtte flygtninge (a) åndeligt? (b) følelsesmæssigt?
15 Noget som flygtninge har endnu mere behov for end praktisk og materiel hjælp, er åndelig og følelsesmæssig støtte. (Matt. 4:4) De ældste kan hjælpe dem ved at skaffe publikationer på deres sprog og formidle kontakt til trosfæller der taler samme sprog. Mange flygtninge er blevet revet væk fra alt hvad de kender – en nært knyttet familie, et lille lokalsamfund og deres egen menighed. De har brug for at mærke Jehovas kærlighed og omsorg gennem deres trosfæller. Ellers vil de måske søge hen til ikketroende slægtninge eller landsmænd, som forstår deres kultur og hvad de har været igennem. (1 Kor. 15:33) Når vi sørger for at de føler sig som en vigtig del af menigheden, samarbejder vi med Jehova om at ‘vogte [eller: beskytte] de fastboende udlændinge’. – Sl. 146:9.
16 Som det var tilfældet med Jesus og hans forældre, har flygtninge måske ikke mulighed for at vende tilbage til deres hjemland så længe de der er årsag til at de er flygtet, er ved magten. Lije forklarer også at “mange som har set familiemedlemmer blive voldtaget og myrdet, ikke kan bære tanken om at tage deres børn med tilbage til der hvor de frygtelige ting skete”. Hvis vi skal hjælpe nogen der har oplevet noget så traumatisk, er det vigtigt at vi “viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed, er ydmyge af sind”. (1 Pet. 3:8) Det at have været udsat for forfølgelse har fået nogle flygtninge til at trække sig ind i sig selv, og de føler måske at det er skamfuldt at fortælle hvordan de har det, især hvis deres børn er til stede. Spørg derfor dig selv: ‘Hvordan ville jeg gerne behandles hvis jeg var i deres situation?’ – Matt. 7:12.
FORKYNDELSE FOR FLYGTNINGE
17. Hvordan er vores forkyndelse med til at trøste og opmuntre flygtninge?
17 Mange flygtninge kommer fra lande hvor Jehovas Vidners arbejde er underlagt begrænsninger. Takket være ivrige forkyndere i de lande der modtager flygtninge, hører tusindvis for første gang i deres liv “rigets ord”. (Matt. 13:19, 23) Mange som er “tyngede af byrder”, får trøst og opmuntring ved vores møder og når hurtigt frem til konklusionen: “Gud er virkelig iblandt jer.” – Matt. 11:28-30; 1 Kor. 14:25.
18, 19. Hvordan kan vi være “forsigtige” og “kloge” når vi forkynder for flygtninge?
18 Når vi forkynder for flygtninge, må vi følge Bibelens råd om at være “forsigtige” og “kloge”. (Matt. 10:16; Ordsp. 22:3) Lyt tålmodigt til deres problemer, men begynd ikke at diskutere politik. Følg anvisningerne fra afdelingskontoret og de lokale myndigheder, og sæt aldrig din egen eller andres sikkerhed på spil. Sæt dig ind i flygtninges religiøse og kulturelle normer, og tag hensyn til dem. For eksempel har folk fra nogle lande stærke følelser omkring hvad der er acceptabel påklædning for kvinder. Så når vi forkynder for flygtninge, må vi klæde os på en måde der ikke vækker unødigt anstød.
19 Ligesom samaritaneren i Jesus’ lignelse ønsker vi at hjælpe vores medmennesker der har det svært, også dem der ikke er Jehovas Vidner. (Luk. 10:33-37) Det bedste vi kan gøre, er at fortælle dem om den gode nyhed. En ældste der har hjulpet mange flygtninge, siger: “Det er vigtigt at vi med det samme fortæller dem at vi er Jehovas Vidner, og at vores primære mål er at hjælpe dem åndeligt, ikke materielt. Ellers vil nogle måske kun komme sammen med os for at opnå personlige fordele.”
DET FØRER TIL STOR GLÆDE
20, 21. (a) Hvilken virkning har det når vi viser flygtninge sand kærlighed? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
20 Når vi viser flygtninge sand kærlighed, fører det til stor glæde. En søster fortæller at hendes familie flygtede fra forfølgelsen i Eritrea. Efter otte dages udmattende rejse gennem ørkenen ankom fire af hendes børn til Sudan. “Brødrene behandlede dem som familie og sørgede for at de fik mad, tøj, husly og penge til transport,” fortæller hun. “Hvem andre end Jehovas Vidner lader helt fremmede bo hos sig alene af den grund at de tilbeder den samme Gud!” – Læs Johannes 13:35.
21 Men hvad med de børn der er flygtet eller immigreret sammen med deres forældre? Hvordan kan vi hjælpe dem til at ‘tjene Jehova med fryd’? Det vil vi se på i den næste artikel.
^ par. 2 I denne artikel bruges ordet “flygtning” om en person der har været tvunget til at forlade sin hjemegn eller sit hjemland på grund af en væbnet konflikt, forfølgelse eller katastrofer. Globalt set er 1 ud af 113 blevet fordrevet fra sit hjem, oplyser FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).
^ par. 6 Se artiklen “Glem ikke venligheden mod fremmede” i Vagttårnet for oktober 2016, s. 8-12.
^ par. 11 Hurtigst muligt efter at en flygtning er ankommet, skal de ældste følge anvisningerne i Organiseret til at gøre Jehovas vilje, kapitel 8, paragraf 30. De ældste kan skrive til en menighed i et andet land ved at sende deres korrespondance til afdelingskontoret i deres eget område via jw.org. I mellemtiden kan de på en venlig og diskret måde spørge ind til vedkommendes menighed og tjeneste for at få et billede af hans åndelige tilstand.
^ par. 14 Se artiklerne “Ingen kan tjene to herrer” og “Vær ved godt mod – Jehova er din hjælper!” i Vagttårnet for 15. april 2014, s. 17-26.