Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Mildhed – en egenskab der gavner os

Mildhed – en egenskab der gavner os

“Jeg er genert af natur,” siger Sara, * “og jeg har ikke ret meget selvtillid. Derfor føler jeg mig ikke så godt tilpas når jeg er sammen med nogle der er meget dominerende og påståelige. Men jeg slapper helt af når jeg er sammen med en der er mild og ydmyg. Sådan et menneske kan jeg åbne mig helt for og fortælle om mine følelser og problemer. Det er sådan mine bedste venner er.”

Det Sara siger, viser at mildhed er en egenskab der virker tiltalende på andre mennesker. Det er også en egenskab der glæder Jehova. Hans ord siger: ‘I skal iføre jer mildhed.’ (Kol. 3:12) Hvad er mildhed? Hvordan viste Jesus mildhed? Og hvordan kan denne egenskab gøre os mere lykkelige?

HVAD ER MILDHED?

Mildhed udspringer af indre fred og balance. En mild person behandler andre hensynsfuldt og kærligt og er i stand til at tackle irritationer med ro og selvkontrol.

Mildhed er et tegn på indre styrke. Det græske ord for “mildhed” blev også brugt om en vild hest der var blevet tæmmet. Hestens styrke er den samme, men med tålmodig træning er dens vildskab kommet under kontrol. På lignende måde kan vi når vi viser mildhed, tæmme vores uregerlige natur og holde fred med andre.

‘Jeg er ikke mild af natur,’ tænker du måske. Samtidig lever vi i en verden hvor mange er aggressive og utålmodige, så det kan være en udfordring for os at vise mildhed. (Rom. 7:19) Det er helt sikkert at det kræver en indsats af os at opdyrke mildhed, men Jehovas hellige ånd kan hjælpe os til at nå vores mål. (Gal. 5:22, 23) Hvorfor er det indsatsen værd at opdyrke mildhed?

Mildhed virker tiltalende på andre. Som Sara, der blev citeret ovenfor, selv oplevede, føler man sig godt tilpas i selskab med nogle der er milde. Jesus er et fantastisk eksempel når det gælder mildhed og venlighed. (2. Kor. 10:1) Selv små børn der ikke kendte ham særligt godt, havde lyst til at være i nærheden af ham. – Mark. 10:13-16.

Mildhed beskytter os selv og dem vi er sammen med. Hvis vi er milde, er vi ikke hurtige til at blive frustrerede eller reagere vredt. (Ordsp. 16:32) På den måde vil vi slippe for den skyldfølelse vi kunne få hvis vi sårede nogen – især en vi elsker. Mildhed vil også beskytte dem vi er sammen med, mod at blive ofre for vores temperament.

DET FULDKOMNE EKSEMPEL I MILDHED

Selvom Jesus havde mange ansvarsopgaver og havde meget travlt, behandlede han altid andre mildt. Mange dengang havde det svært og var overbebyrdede, og de havde brug for at få ny styrke. Det må have virket meget trøstende på dem da Jesus sagde: “Kom til mig, ... for jeg er mild og ydmyg.” – Matt. 11:28, 29.

Hvad kan vi gøre for at blive lige så milde som Jesus? Når vi studerer Guds ord, lærer vi hvordan Jesus behandlede andre og tacklede svære situationer. Og når vi så står over for situationer der sætter vores mildhed på prøve, forsøger vi at efterligne Jesus. (1. Pet. 2:21) Lad os se på tre ting der hjalp Jesus til at være mild.

Jesus var helt igennem ydmyg. Jesus sagde at han både var “mild og ydmyg”. (Matt. 11:29) Bibelen nævner disse to egenskaber side om side fordi mildhed er tæt forbundet med ydmyghed. (Ef. 4:1-3) Hvorfor hænger de to egenskaber sammen?

Ydmyghed hjælper os til ikke at tage os selv for alvorligt eller at blive nærtagende. Hvordan reagerede Jesus da han helt uretfærdigt blev anklaget for at være en “ædedolk” og en “drukkenbolt”? Han lod sit eksempel tale for sig selv og modbevise de falske anklager, og med mildhed pointerede han at ‘visdommen tydeligt ses af resultaterne’. – Matt. 11:19.

Hvis nogen kommer med en tankeløs kommentar om din hudfarve, dit køn eller din baggrund, så prøv at komme med et mildt svar. Peter, en ældste i Sydafrika, siger: “Når jeg bliver irriteret over noget en anden siger, spørger jeg mig selv: ‘Hvordan ville Jesus have reageret?’” Han tilføjer: “Jeg har lært ikke at tage mig selv alt for højtideligt.”

Jesus havde forståelse for menneskelig svaghed. Jesus’ disciple havde gode intentioner, men sommetider hindrede deres ufuldkommenhed dem i at føre dem ud i livet. Et eksempel er det der skete aftenen før Jesus døde. Peter, Jakob og Johannes gav ham ikke den følelsesmæssige støtte han havde bedt dem om, men faldt i søvn. Jesus vidste at ‘ånden naturligvis er ivrig, men at kødet er svagt’. (Matt. 26:40, 41) Fordi Jesus var klar over dette, blev han ikke irriteret på sine apostle.

En søster der hedder Mandy, plejede at være meget kritisk og krævende over for andre, men nu anstrenger hun sig for at være mild ligesom Jesus. Hun siger: “Jeg prøver at give rum for de forskellige ufuldkommenheder vi alle sammen har, og at se folks positive sider, ligesom Jehova jo gør.” Kunne den forstående måde Jesus betragtede andres svagheder på, også hjælpe dig til at behandle andre mildt?

Jesus lagde alt i Jehovas hænder. Mens Jesus var på jorden, fandt han sig i at blive uretfærdigt behandlet. Han blev misforstået, foragtet og tortureret. Alligevel blev han ved med at opføre sig mildt fordi han overlod sin sag til Jehova, ja, han “lagde sit liv i hænderne på ham der dømmer retfærdigt”. (1. Pet. 2:23) Jesus vidste at hans Far i himlen ville tage sig af ham og gøre op med uretfærdighed når tiden var inde.

Hvis vi bliver vrede over at vi er blevet uretfærdigt behandlet, kunne vi nemt komme til at overreagere og gøre tingene meget værre. Det er derfor Bibelen siger: “Vrede fører ikke til at man gør det der er rigtigt i Guds øjne.” (Jak. 1:20) Selv hvis vi har god grund til at blive vrede, kan vores ufuldkommenhed let få os til at reagere på en forkert måde.

Cathy, en søster i Tyskland, plejede at sige til sig selv: ‘Du er nødt til selv at kæmpe for din ret – der er ingen andre der gør det for dig.’ Men hun ændrede sin indstilling da hun begyndte at stole på Jehova. “Nu føler jeg ikke at jeg behøver at være i forsvarsposition længere,” siger hun. “Jeg kan behandle andre mildt fordi jeg ved at Jehova har alting under kontrol.” Hvis du nogensinde er blevet uretfærdigt behandlet, kan det at følge Jesus’ eksempel og stole helt på Jehova også hjælpe dig til at vise mildhed.

“LYKKELIGE ER DE MILDE”

Hvordan kan mildhed hjælpe os i pressede situationer?

Jesus understregede at det at være mild er vigtigt for vores lykke. “Lykkelige er de milde,” sagde han. (Matt. 5:5) Læg mærke til hvordan mildhed hjælper i følgende situationer.

Mildhed mindsker spændinger i et ægteskab. “Jeg har sagt mange sårende ting til min kone som jeg ikke mente,” siger Robert, en bror i Australien. “Men man kan ikke trække de hårde ord man har sagt i vrede, tilbage igen. Jeg blev rigtig ked af det når jeg så hvor meget jeg havde såret hende.”

‘Vi begår alle mange fejl’ når vi taler, og sårende ord kan skabe problemer i et ægteskab. (Jak. 3:2) Men mildhed kan hjælpe os til at bevare roen og styre vores tunge. – Ordsp. 17:27.

Robert gjorde en anstrengelse for at reagere mere roligt og vise selvbeherskelse. Hvad blev resultatet? “Nu, når min kone og jeg er uenige, gør jeg en bevidst indsats for at lytte opmærksomt, svare hende mildt og ikke give mig selv lov til at blive ophidset,” siger han. “Jeg har fået et meget bedre forhold til min kone.”

Mildhed hjælper os til at komme godt ud af det med andre. De der nemt bliver fornærmede, har som regel ikke ret mange venner. Mildhed hjælper os derimod til at ‘bevare freden, det bånd der binder os sammen’. (Ef. 4:2, 3) Cathy, som er citeret ovenfor, siger: “Det er rigtigt at nogle mennesker kan være vanskelige at have med at gøre, men jeg har opdaget at enhver kontakt med andre bliver mere behagelig når man selv er mild.”

Mildhed giver indre fred. Bibelen kæder “visdommen ovenfra” sammen med mildhed og fred. (Jak. 3:13, 17) En der er mild, har “et roligt hjerte”. (Ordsp. 14:30) Martin, der har arbejdet målrettet på at blive bedre til at vise mildhed, siger: “Nu er jeg mere fleksibel og insisterer ikke på at få min vilje. Jeg føler mig mere lykkelig og har indre fred.”

Det kan være noget af en udfordring at opdyrke en mild ånd. “Hvis jeg skal være helt ærlig,” siger en bror, “koger jeg stadig nogle gange af raseri indeni.” Men Jehova, som opfordrer os til altid at være milde, vil hjælpe os. (Esa. 41:10; 1. Tim. 6:11) Han vil ‘fuldende vores oplæring’, og han kan ‘gøre os stærke’. (1. Pet. 5:10) Med tiden kan vi, ligesom apostlen Paulus, efterligne “den mildhed og kærlighed Kristus har”. – 2. Kor. 10:1.

^ par. 2 Nogle af navnene er ændret.