Den skræmmende oplevelse ændrede mit liv, for fra da af begyndte jeg at tænke på om der mon fandtes en Skaber og Gud. Men inden jeg afslører hvad der videre skete den nat, vil jeg gerne fortælle lidt om min barndom og hvordan den påvirkede min måde at tænke på og min søgen efter Gud.

Jeg blev født i 1937 i Guesnain, en mineby i det nordlige Frankrig. Min far, der arbejdede i kulminerne, lærte mig værdien af at arbejde hårdt. Jeg arvede også hans stærke retfærdighedssans, som fik ham til at kæmpe minearbejdernes sag. Mange arbejdede under meget barske vilkår, og for at forbedre deres situation blev min far involveret i fagforeningsgrupper og strejker. Han var også vred over det hykleri han så blandt de lokale præster. Mange af dem levede nærmest i luksus, men alligevel bad de minearbejderne, der kæmpede for at få til dagen og vejen, om at give dem mad og penge. Far følte sig så frastødt af præsternes opførsel at han ikke lærte mig noget som helst om religion. Faktisk talte vi aldrig nogensinde om Gud.

 Efterhånden som jeg voksede op, fik jeg også et stærkt had til uretfærdighed. Noget af det der gik mig på, var at mange havde fordomme mod de udlændinge der boede i Frankrig. Jeg spillede fodbold med børn af indvandrere og kunne godt lide at være sammen med dem. Desuden var min egen mor polsk, ikke fransk. Jeg ønskede virkelig at der skulle være fred og lighed mellem alle, uanset deres nationalitet.

I 1957 blev jeg indkaldt til hæren. Det var grunden til at jeg befandt mig i bjergene i Algeriet den mørke nat som jeg beskrev tidligere. Efter at jeg havde udbrudt “Åh, Gud!” stod jeg ansigt til ansigt, ikke med en fjendtlig soldat, men med et vildæsel! Hvor var jeg lettet! Den oplevelse og krigen i sig selv fik mig dog til at tænke dybere over livets mening. Hvorfor er vi til? Er Gud ligeglad med os? Vil der nogensinde blive fred på jorden?

På et senere tidspunkt, mens jeg var hjemme hos mine forældre på orlov, mødte jeg et af Jehovas Vidner. Han gav mig en bibel – La Sainte Bible, en fransk katolsk oversættelse – som jeg begyndte at læse i efter at jeg var vendt tilbage til Algeriet. Noget der især rørte mig, var ordene i Åbenbaringen 21:3, 4, hvor der står: “Guds telt er hos menneskene ... Han vil tørre alle tårer væk fra deres øjne, og døden vil ikke findes mere. Sorg, skrig og smerte vil heller ikke findes mere.” * ‘Kan det virkelig være rigtigt?’ tænkte jeg. Dengang vidste jeg nærmest ingenting om Gud og Bibelen.

Efter at have aftjent min værnepligt i 1959 mødte jeg et Jehovas Vidne der hed François, som lærte mig mange sandheder ud fra Bibelen. For eksempel viste han mig at Gud har et navn, Jehova. (Sl. 83:18) Han forklarede også at Jehova vil indføre retfærdige forhold på jorden, gøre den til et paradis og opfylde de skønne ord i Åbenbaringen 21:3, 4.

Det jeg lærte, virkede så logisk og rørte mit hjerte. Men jeg blev også meget vred på præsterne og ønskede at fordømme dem for deres falske lære. Jeg var tydeligvis stadig meget påvirket af min fars holdninger, og jeg var utålmodig – der skulle ske noget med det samme!

François og mine andre nye venner blandt Jehovas Vidner hjalp mig til at få styr på min vrede. De forklarede at vi som kristne ikke har fået til opgave at dømme andre, men at give dem håb ved at fortælle om Guds rige. Det var det arbejde Jesus udførte og som han bad sine disciple om at fortsætte med. (Matt. 24:14; Luk. 4:43) Jeg måtte også lære at tale venligt og taktfuldt til andre, også selvom jeg ikke var enig i det de troede på. Som der står i 2. Timotheus 2:24: “En træl for Herren vil aldrig behøve at skændes med nogen. Han skal være mild over for alle.”

Jeg foretog de nødvendige forandringer og blev døbt som et af Jehovas Vidner i 1959 ved et kredsstævne. Ved stævnet mødte jeg en ung søster der hed Angèle, og hende faldt jeg for. Jeg begyndte at komme i den menighed hun også var i, og i 1960 blev vi gift. Angèle er en helt fantastisk  kvinde, en vidunderlig hustru og en værdifuld gave fra Jehova. – Ordsp. 19:14.

Gennem årene har jeg lært mange vigtige ting af kloge og erfarne brødre. Noget af det jeg er særligt glad for at have lært, er det her: Hvis man skal kunne klare en vanskelig opgave, er det nødvendigt at man er ydmyg og følger rådet i Ordsprogene 15:22, hvor der står: “Når der er mange rådgivere, lykkes tingene.”

I 1964 begyndte jeg selv at opleve hvor stor visdom der er i det bibelske råd. Det år begyndte jeg nemlig at tjene som kredstilsynsmand og besøge menigheder for at opmuntre og styrke brødrene og søstrene. Jeg var kun 27 på det tidspunkt og havde ikke ret stor erfaring. Så jeg begik mange fejl, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at lære af dem. Frem for alt lærte jeg mange værdifulde ting af dygtige og erfarne “rådgivere”.

Lad mig give et eksempel fra da jeg var helt ny i kredstjenesten. Jeg havde besøgt en menighed i Paris, og inden jeg forlod menigheden, kom en åndeligt moden bror hen til mig og spurgte om han kunne tale med mig under fire øjne. “Selvfølgelig,” svarede jeg.

Han spurgte mig: “Louis, når en læge tager på hjemmebesøg, hvem besøger han så?”

“De syge,” svarede jeg.

Så sagde han: “Det er rigtigt. Jeg har lagt mærke til at du bruger det meste af din tid på dem der har det godt i menigheden, som for eksempel tilsynsmanden. Men i vores menighed er der mange brødre og søstre som føler sig modløse, er nye eller generte. De ville blive rigtig glade hvis du ville bruge noget tid sammen med dem, måske tage hjem til dem til et måltid mad.”

Den kære brors råd var både relevant og værdifuldt. Hans kærlighed til Jehovas får rørte mig dybt. Så jeg slugte min stolthed og begyndte straks at følge hans råd. Jeg takker Jehova for at vi har brødre som ham.

I 1969 og 1973 fik jeg til opgave at føre tilsyn med bespisningsafdelingen ved to internationale stævner i Colombes, Paris. Ved stævnet i 1973 skulle omkring 60.000 mennesker have mad i 5 dage! Jeg var skræmt, for at sige det mildt! Men igen var det rådet i Ordsprogene 15:22 der hjalp mig – søg råd hos de vise. Jeg søgte råd hos åndeligt  modne brødre der havde erfaring inden for fødevarebranchen, blandt andet slagtere, grøntsagsavlere, kokke og indkøbere. Fordi vi arbejdede sammen, var vi i stand til at klare en opgave der virkede som et uoverstigeligt bjerg.

I 1973 kom min hustru og jeg på Betel i Frankrig. Den første opgave jeg fik dér, viste sig også at være en meget stor udfordring. Jeg skulle finde ud af hvordan man kunne få litteratur ind til vores brødre og søstre i Cameroun, hvor vores arbejde var forbudt i årene fra 1970 til 1993. Igen følte jeg mig helt overvældet. Den bror der førte tilsyn med arbejdet i Frankrig, kunne sikkert mærke det, og for at opmuntre mig sagde han: “Vores trosfæller i Cameroun har virkelig brug for at få åndelig mad. Så lad os sørge for at de får noget at spise!” Og det gjorde vi.

Jeg rejste flere gange til de omkringliggende lande for at mødes med ældstebrødre fra Cameroun. Med hjælp fra disse modige og erfarne brødre fik vi arrangeret at der regelmæssigt kunne komme litteratur ind i Cameroun. Og Jehova velsignede det vi gjorde. I de næste 20 år under forbuddet gik Jehovas tjenere i landet ikke glip af en eneste udgave af Vagttårnet eller Rigets Tjeneste.

Lige fra Angèle og jeg begyndte at komme sammen, lagde jeg mærke til hendes gode åndelige egenskaber. Og efter at vi blev gift, blev de bare tydeligere og tydeligere for mig. Den aften vi blev gift, spurgte hun mig for eksempel om ikke jeg ville bede Jehova om at hjælpe os til altid at sætte tjenesten for ham først i vores liv. Og Jehova har besvaret den bøn.

Angèle har også hjulpet mig til at stole mere på Jehova. Lad mig give et eksempel. Da vi i 1973 blev inviteret til at tjene på Betel, tøvede jeg fordi  jeg elskede kredstjenesten. Men Angèle mindede mig om at vi jo havde viet vores liv til Jehova. Skulle vi så ikke gøre hvad som helst hans organisation bad os om at gøre? (Hebr. 13:17) Hvor havde hun ret! Så vi pakkede kufferten og tog afsted til Betel. Ja, jeg må virkelig sige at Angèle er klog, afbalanceret og åndeligsindet, og de egenskaber har gennem vores lange liv sammen styrket vores ægteskab og hjulpet os til at træffe gode beslutninger.

Også nu hvor vi er kommet op i årene, er Angèle stadig en fantastisk støtte for mig. For eksempel har vi støttet hinanden i at lære engelsk for at kunne være med på teokratiske skoler, som ofte holdes på det sprog. Derfor begyndte vi også at komme i en engelsktalende menighed, selvom vi var midt i halvfjerdserne på det tidspunkt. Som medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Frankrig var det svært for mig at finde tid til at lære et andet sprog. Men Angèle og jeg hjalp hinanden. Nu er vi begge i firserne, men vi forbereder os stadig til møderne på både fransk og engelsk, og vi gør vores bedste for at deltage i møderne og forkyndelsen sammen med vores menighed. Jeg føler at Jehova har velsignet den indsats vi har gjort for at lære engelsk.

I 2017 fik vi en særlig velsignelse. Angèle og jeg blev inviteret til at være med på Skolen for Medlemmer af Afdelingskontorernes Udvalg og deres Hustruer på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson.

Jehova er virkelig den store Lærer. (Esa. 30:20) Så det er ikke nogen overraskelse at hans tjenere – både unge og ældre – får den bedste uddannelse man kan forestille sig! (5. Mos. 4:5-8) Jeg har lagt mærke til at unge der både lytter til Jehova og til erfarne brødre og søstre, gør åndelige fremskridt og klarer sig godt i livet. Det stemmer med det der står i Ordsprogene 9:9: “Del det du ved, med den vise, så vil han blive endnu visere. Undervis en der er retfærdig, så vil han blive ved med at lære.”

Nogle gange tænker jeg tilbage på hvor bange jeg blev den nat i bjergene i Algeriet for omkring 60 år siden. Dengang havde jeg ingen idé om alle de gode ting der ventede mig. Jeg har lært så meget af andre! Jehova har virkelig givet Angèle og mig et skønt og indholdsrigt liv. Vi er besluttet på at vi aldrig vil holde op med at lære af vores himmelske Far og af kloge og erfarne brødre og søstre der elsker ham.