Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 21

Jehova vil give dig styrke

Jehova vil give dig styrke

“Når jeg er svag, er jeg ... stærk.” – 2. KOR. 12:10.

SANG NR. 73 Giv os mod når vi forkynder

FORMÅL *

1-2. Hvilke forskellige udfordringer kæmper mange af Jehovas tjenere med?

PAULUS opfordrede Timotheus – og dermed også alle andre kristne – til at være flittig og grundig i sin tjeneste. (2. Tim. 4:5) Det vil vi alle sammen gerne være. Men det er ikke altid let. For mange af vores brødre og søstre kræver det stort mod at være med i forkyndelsen. (2. Tim. 4:2) Tænk for eksempel på dem der bor i lande hvor vores arbejde er underlagt begrænsninger eller er helt forbudt. Når de er i forkyndelsen, risikerer de at blive sat i fængsel.

2 Jehovas tjenere kommer ud for mange forskellige problemer der kunne tage modet fra dem. For eksempel er der mange der må arbejde hårdt for at kunne dække deres families behov. De ville gerne være mere med i forkyndelsen, men når arbejdsugen er slut, har de ikke mange kræfter tilbage. Andre kan ikke gøre ret meget i tjenesten fordi de er kronisk syge eller er oppe i årene. Måske er de endda bundet til hjemmet. Nogle kæmper konstant med følelsen af lavt selvværd. Mary, * en søster der bor i Mellemøsten, siger: “Jeg bruger så mange kræfter på at bekæmpe mine negative følelser at det gør mig fuldstændigt udmattet. Og så får jeg dårlig samvittighed fordi det tager noget af den tid og energi jeg ellers ville have brugt i forkyndelsen.”

3. Hvad vil vi se på her i artiklen?

3 Uanset hvordan vores omstændigheder er, kan Jehova give os styrke til at klare udfordringerne og blive ved med at tjene ham så meget som vores forhold tillader. Før vi undersøger hvordan Jehova kan hjælpe os, lad os så se på hvordan han gav Paulus og Timotheus styrke til at udføre deres tjeneste til trods for de problemer de havde.

STYRKE TIL AT FORKYNDE

4. Hvad måtte Paulus udholde?

4 Paulus kom ud for meget modgang. Blandt andet blev han slået, stenet og sat i fængsel. (2. Kor. 11:23-25) Sommetider kæmpede han med negative tanker. (Rom. 7:18, 19, 24) Han havde også en eller anden form for “torn i kødet”, noget han inderligt ønskede at Gud skulle befri ham for. – 2. Kor. 12:7, 8.

Hvad satte Paulus i stand til at udføre sin tjeneste? (Se paragraf 5-6) *

5. Hvad udrettede Paulus til trods for de udfordringer han havde?

5 Jehova gav Paulus styrke til at udføre sin tjeneste selvom han havde alle disse udfordringer. Tænk på alt det han udrettede. For eksempel var han meget aktiv mens han var i husarrest i Rom, hvor han fik lejlighed til at forsvare den gode nyhed over for jødiske ledere og måske endda myndighedspersoner. (Ap.G. 28:17; Flp. 4:21, 22) Han forkyndte også for mange i prætorianergarden, og han aflagde et vidnesbyrd for alle der besøgte ham. (Ap.G. 28:30, 31; Flp. 1:13) Samtidig skrev Paulus flere inspirerede breve som har været til gavn for kristne helt frem til i dag. Hans eksempel var med til at styrke alle dem der hørte til menigheden i Rom, så de ‘fik endnu større mod og forkyndte Guds ord uden frygt’. (Flp. 1:14) Der var altså tider hvor Paulus ikke kunne gøre så meget som han gerne ville, men han udnyttede sine muligheder fuldt ud, og det førte til at ‘den gode nyhed havde fremgang’. – Flp. 1:12.

6. Hvad var det ifølge 2. Korinther 12:9, 10 der satte Paulus i stand til at udføre sin tjeneste?

6 Paulus var helt klar over at styrken til at udrette alt det han gjorde i sin tjeneste, kom fra Jehova, ikke fra ham selv. Han forstod at Guds kraft “bliver gjort fuldkommen i svaghed”. (Læs 2. Korinther 12:9, 10). Det var Jehova der gennem sin hellige ånd gav Paulus styrke til at udføre sin tjeneste – trods forfølgelse, fængsling og mange andre vanskeligheder.

Hvad satte Timotheus i stand til at udføre sin tjeneste? (Se paragraf 7) *

7. Hvilke udfordringer oplevede Timotheus i sin tjeneste?

7 Paulus’ medarbejder Timotheus måtte også hente styrke fra Gud for at kunne udføre sin tjeneste. Han var sammen med Paulus på lange missionsrejser. Desuden sendte Paulus ham ud på andre rejser, hvor han skulle besøge nogle menigheder for at opmuntre dem. (1. Kor. 4:17) Måske har den unge Timotheus følt sig utilstrækkelig. Det kan være grunden til at Paulus skrev til ham: “Lad aldrig nogen se ned på dig fordi du er ung.” (1. Tim. 4:12) Timotheus havde også en torn i kødet på det tidspunkt, for Paulus skriver at han tit var syg. (1. Tim. 5:23) Men Timotheus vidste at Jehova gennem sin hellige ånd ville give ham den styrke han skulle bruge for at kunne forkynde den gode nyhed og betjene sine brødre. – 2. Tim. 1:7.

STYRKE TIL AT HOLDE UD NÅR MAN HAR DET SVÆRT

8. Hvordan styrker Jehova sine tjenere i dag?

8 I dag giver Jehova sine tjenere “den kraft som er ud over det normale”, for at de kan blive ved med at tjene ham trofast. (2. Kor. 4:7) Her vil vi se på fire ting der kan hjælpe os til at holde ud og være trofaste mod Jehova, nemlig bøn, Bibelen, vores brødre og søstre og forkyndelsen.

Jehova styrker os gennem bøn (Se paragraf 9)

9. Hvordan kan det hjælpe os at bede til Jehova?

9 Styrket gennem bøn. I Efeserne 6:18 opfordrer Paulus os til at bede til Gud “ved enhver lejlighed”. Gud vil give os styrke som svar på vores bøn. Her er nogle eksempler på det: Jonnie, en bror i Bolivia, oplevede hvordan Jehova hjalp ham i en meget svær periode. Hans kone og begge hans forældre blev alvorligt syge på samme tid. Det var udmattende for Jonnie at skulle tage sig af dem alle tre på én gang. Desværre døde hans mor, og det varede lang tid før hans kone og hans far kom sig oven på deres sygdom. Om den periode siger Jonnie: “Mens jeg var under det ekstreme pres, hjalp det mig altid at være specifik i mine bønner til Jehova.” Og Jehova gav Jonnie den styrke han skulle bruge for at kunne holde ud. Ronald, en ældste der også bor i Bolivia, fik at vide at hans mor havde kræft. Hun døde allerede en måned senere. Hvad har hjulpet ham til at klare det? Han siger: “Når jeg beder til Jehova, kan jeg åbne mit hjerte helt og give luft for alle mine følelser. Jeg ved at han forstår mig bedre end nogen anden gør, ja, bedre end jeg forstår mig selv.” Nogle gange føler vi os måske så overvældet af vores problemer at vi ikke ved hvad vi skal bede om. Men Jehova opfordrer os til at bede til ham selvom vi har svært ved at sætte ord på vores tanker og følelser. – Rom. 8:26, 27.

Jehova styrker os gennem Bibelen (Se paragraf 10)

10. Hvorfor er det så vigtigt at vi læser i Bibelen og tænker over det vi læser, som det fremgår af Hebræerne 4:12?

10 Styrket gennem Bibelen. Paulus vidste at Skrifterne kunne give ham styrke og trøst. (Rom. 15:4) Og det samme kan vi være sikre på. Når vi læser i Guds ord og mediterer over det, kan Jehova gennem sin ånd hjælpe os til at forstå hvordan det vi læser, kan hjælpe os i den situation vi er i. (Læs Hebræerne 4:12). Ronald, som blev nævnt tidligere, siger: “Jeg er glad for at jeg har gjort det til en vane at læse et stykke i Bibelen hver aften. Jeg tænker meget over Jehovas egenskaber og den kærlige måde han har taget sig af sine tjenere på. Jeg føler at det giver mig nye kræfter.”

11. Hvordan hjalp Bibelen en søster der var i sorg?

11 At meditere over Guds ord kan også hjælpe os til at se vores egne omstændigheder i det rigtige perspektiv. Læg mærke til hvordan Bibelen hjalp en søster der sørgede efter at hun havde mistet sin mand. En ældste nævnte at det måske kunne hjælpe hende at læse Jobs Bog. Det gjorde hun, men i begyndelsen var hun hurtig til at kritisere Job fordi han tænkte på en forkert måde. Det var som om hun i sine tanker sagde: “Job! Vær nu ikke så negativ!” Men så gik det op for hende at hendes egen indstilling faktisk mindede meget om Jobs. Det hjalp hende til at se sin situation i et nyt lys og gav hende styrke til at udholde tabet af sin mand.

Jehova styrker os gennem vores brødre og søstre (Se paragraf 12)

12. Hvordan styrker Jehova os gennem vores brødre og søstre?

12 Styrket gennem brødre og søstre. Jehova styrker også sine tjenere gennem deres trosfæller. Paulus skrev at han længtes efter at være sammen med sine åndelige brødre og søstre så de kunne “opmuntre hinanden”. (Rom. 1:11, 12) Mary, som blev nævnt tidligere, har stor glæde af vennerne i menigheden. Hun fortæller hvordan de har styrket hende: “Jehova har benyttet brødre og søstre som ikke engang er klar over hvad det er jeg kæmper med. De har sagt noget opmuntrende eller sendt mig et kort, og det har været lige det jeg havde brug for. Det er også en hjælp at jeg kan betro mig til andre søstre som har haft det på samme måde, og lære af deres erfaring. Og de ældste er søde til at få mig til at føle at jeg er en værdifuld del af menigheden.”

13. Hvordan kan vi styrke hinanden ved menighedens møder?

13 Menighedens møder giver os en særlig mulighed for at opmuntre hinanden. Når du overværer et møde, prøv så at tage initiativet til at opmuntre andre ved at fortælle dem hvor meget du holder af dem og værdsætter det de gør i menigheden. Før et møde sagde en ældste der hedder Peter, til en søster der er gift med en mand der ikke tjener Jehova: “Jeg kan slet ikke beskrive hvor opmuntrende det er at se dig her. Du har altid dine seks børn med, og de er pænt klædt på og forberedt så de kan svare ved mødet.” Hun fik tårer i øjnene og svarede: “Du aner ikke hvor meget jeg havde brug for at høre det i dag.”

Jehova styrker os gennem forkyndelsen (Se paragraf 14)

14. Hvordan virker det på os at være med i forkyndelsen?

14 Styrket gennem forkyndelsen. Det virker opmuntrende og styrkende på os at deltage i forkyndelsen uanset om folk vil høre på os eller ej. (Ordsp. 11:25) En søster der hedder Stacy, oplevede hvor meget det hjalp hende at gå i forkyndelsen. Da en i hendes nære familie blev udelukket, blev hun dybt fortvivlet og blev ved med at spørge sig selv: ‘Kunne jeg have gjort mere for ham?’ Hun kunne næsten ikke tænke på andet. Hvad hjalp hende i den triste situation? Forkyndelsen! Når hun var i forkyndelsen, fokuserede hun på de mennesker i distriktet der havde brug for hendes hjælp. Hun siger: “I den periode gav Jehova mig et bibelstudie med en kvinde der meget hurtigt gjorde fremskridt. Det var en fantastisk opmuntring for mig. Forkyndelsen er den mest stabiliserende faktor i mit liv.”

15. Hvad kan vi lære af det Mary siger?

15 Nogle føler måske at de på grund af deres omstændigheder ikke kan gøre ret meget i forkyndelsen. Hvis det er sådan du har det, må du huske at Jehova er tilfreds når bare vi gør vores bedste. Læg mærke til hvad Mary fortæller. Da hun flyttede til et distrikt hvor man taler et andet sprog, følte hun sig sat helt tilbage. “I lang tid kunne jeg ikke gøre andet i tjenesten end at sige en ganske enkel sætning, læse et vers fra Bibelen eller aflevere en folder.” Hun følte sig meget utilstrækkelig i sammenligning med dem der talte sproget flydende. Men så begyndte hun at arbejde med sin indstilling. Det gik op for hende at Jehova godt kunne bruge hende selvom hun ikke kunne så meget. Hun siger: “De sandheder vi forkynder, er vidunderligt enkle, og det er dem der kan ændre folks liv.”

16. Hvad kan styrke dem der er bundet til deres hjem?

16 Selv hvis vi er bundet til hjemmet, ser Jehova at vi gerne vil være med i forkyndelsen, og det værdsætter han. Han kan sørge for at der opstår mulighed for at vi kan forkynde for hjemmehjælpere og andet plejepersonale. Hvis vi sammenligner det vi kan gøre i dag, med det vi var i stand til før i tiden, bliver vi måske kede af det. Men hvis vi har øje for hvordan Jehova hjælper os og velsigner os i vores nuværende situation, vil vi få den styrke vi skal bruge for at kunne holde ud med glæde.

17. Hvad lærer vi af Prædikeren 11:6?

17 Når vi forkynder, ved vi ikke hvor sandheden vil slå rod og begynde at spire. (Læs Prædikeren 11:6). Barbara, en søster som er oppe i firserne, forkynder regelmæssigt både ved hjælp af telefon og ved brevskrivning. I et af sine breve vedlagde hun et nummer af Vagttårnet for 1. marts 2014, hvor der var en artikel der hed “Hvad Gud har gjort for dig”. Uden at hun vidste det, havde hun sendt brevet til et ægtepar som tidligere havde tjent Jehova. De læste bladet om og om igen. Manden følte at Jehova talte direkte til ham. Ægteparret begyndte at overvære møderne, og efter at have været væk fra sandheden i over 27 år blev de igen aktive Jehovas Vidner. Forestil dig hvor opmuntret og styrket Barbara blev af at se de positive resultater der kom af bare ét brev!

Jehova styrker os gennem (1) bøn, (2) Bibelen, (3) vores brødre og søstre og (4) forkyndelsen (Se paragraf 9-10, 12, 14)

18. Hvad kan vi gøre for at modtage kraft og styrke fra Gud?

18 Jehova giver os mange muligheder for at få kraft og styrke fra ham. Når vi benytter os af de muligheder han giver os – for eksempel bøn, Bibelen, vores brødre og søstre og forkyndelsen – viser vi at vi stoler på at Jehova både kan og vil hjælpe os. Lad os have fuld tillid til vores kærlige Far i himlen, som med glæde vil “bruge sin styrke til at hjælpe dem hvis hjerte er helt med ham”. – 2. Krøn. 16:9.

SANG NR. 61 Forkynd, I vidner!

^ par. 5 Vi lever i svære tider, men Jehova giver os den hjælp vi skal bruge for at kunne holde ud. Her i artiklen vil vi se på hvordan Jehova hjalp Paulus og Timotheus til at blive ved med at tjene ham trods de problemer de havde. Og vi vil se hvordan Jehova på fire forskellige måder hjælper os så vi kan holde ud i dag.

^ par. 2 Navnet er ændret.

^ par. 53 BILLEDBESKRIVELSE: Mens Paulus er i husarrest i Rom, skriver han breve til flere menigheder og forkynder den gode nyhed for dem der besøger ham.

^ par. 55 BILLEDBESKRIVELSE: Timotheus opmuntrer nogle brødre i en menighed han besøger.