Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 23

Hold “Jahs flamme” i live

Hold “Jahs flamme” i live

“[Kærlighedens] ild er et flammende bål, den er Jahs flamme.” – HØJS. 8:6.

SANG NR. 131 “Hvad Gud har forenet”

FORMÅL a

1. Hvordan beskriver Bibelen sand kærlighed?

 KÆRLIGHEDENS “ild er et flammende bål, den er Jahs flamme. Brusende vande kan ikke slukke kærligheden, og floder kan ikke skylle den væk.” b (Højs. 8:6, 7) Sikke en smuk beskrivelse af sand kærlighed! De her ord indeholder en opmuntrende garanti for alle ægtepar: I kan have en stærk kærlighed til hinanden hele livet.

2. Hvad må et par gøre for at undgå at deres kærlighed kølnes?

2 Det kræver noget af et ægtepar hvis de skal holde liv i kærligheden. Det kan illustreres med et bål. Egentlig kan det jo brænde for evigt, men det kræver at der er nogen der lægger brænde på. Hvis ikke man gør noget, vil ilden på et tidspunkt gå ud. På samme måde kan kærligheden mellem en mand og en hustru blive ved med at være stærk, men det kræver at de bliver ved med at passe og pleje deres forhold. I perioder kan et ægtepar måske føle at deres kærlighed er kølnet. Noget der kan lægge pres på ægteskabet, er økonomiske problemer, udfordringer med helbredet eller børneopdragelse. Hvis du er gift, hvad kan du så gøre for at holde “Jahs flamme” i live i jeres ægteskab? I den her artikel vil vi komme ind på tre ting I kan gøre for at bevare et stærkt og lykkeligt forhold. c

BLIV VED MED AT STYRKE JERES FORHOLD TIL JEHOVA

Begge ægtefæller må have et stærkt venskab med Jehova, ligesom Josef og Maria havde (Se paragraf 3)

3. Hvordan hjælper det et ægtepar at de begge har et stærkt forhold til Jehova? (Prædikeren 4:12) (Se også billedet).

3 Hvis et par skal kunne holde “Jahs flamme” i live, må de begge to arbejde på at have et nært forhold til Jehova. Hvordan vil det være en hjælp i deres ægteskab? Når begge sætter deres venskab med Jehova højt, vil de være hurtige til at følge hans vejledning. Det vil hjælpe dem til at tackle eller helt undgå problemer der ellers kunne få deres kærlighed til at kølnes. (Læs Prædikeren 4:12). Åndeligsindede mennesker gør også deres bedste for at efterligne Jehova og få de samme egenskaber som han har. De arbejder for eksempel på at være venlige, tålmodige og gode til at tilgive. (Ef. 4:32 – 5:1) Når begge parter i et ægteskab viser den slags egenskaber, er det lettere at få kærligheden til at trives. En søster der hedder Lena, som har været gift i over 25 år, siger: “Det er let at elske og respektere et åndeligsindet menneske.”

4. Hvorfor valgte Jehova Josef og Maria som forældre til den fremtidige Messias?

4 Lad os se på et par der er nævnt i Bibelen. Da Jehova skulle vælge et par der skulle være forældre til den fremtidige Messias, valgte han Josef og Maria ud af de mange efterkommere David havde. Hvorfor lige dem? De havde begge et nært venskab med Jehova, og Jehova vidste at kærligheden til ham ville komme til at præge deres ægteskab. Hvad kan mænd og hustruer lære af Josef og Maria?

5. Hvad kan ægtemænd lære af Josef?

5 Josef var hurtig til at følge Jehovas vejledning, og det gjorde ham til en god ægtemand. Ved mindst tre lejligheder fik han direkte anvisninger fra Jehova i forbindelse med sin familie. Hver gang adlød han straks, også selvom det indebar store forandringer. (Matt. 1:20, 24; 2:13-15, 19-21) Ved at følge Guds vejledning kunne Josef beskytte Maria, støtte hende og tage sig godt af hende. Tænk over hvordan det Josef gjorde, har fået Maria til at elske og respektere ham endnu mere. I mænd kan efterligne Josef ved at søge råd der er baseret på Bibelen. d Når I følger rådene, selv hvis det betyder at I skal gøre nogle forandringer, viser I at I elsker jeres hustru, og det vil styrke jeres ægteskab. En søster i Vanuatu der har været gift i over 20 år, siger: “Når min mand lader sig lede af Jehova og følger hans råd, giver det mig større respekt for ham. Jeg føler mig tryg, og jeg har tillid til at han tager nogle gode beslutninger.”

6. Hvad kan gifte kvinder lære af Maria?

6 Maria havde selv et stærkt venskab med Jehova, og hendes tro afhang ikke af hvad Josef gjorde. Hun kendte Skrifterne rigtig godt. (Se studienote til Lukas 1:46). Og hun tog sig tid til at tænke dybt over det hun hørte. (Luk. 2:19, 51) Der er ingen tvivl om at Marias stærke venskab med Jehova gjorde hende til en fantastisk hustru. I dag prøver mange gifte kvinder at efterligne Maria. En søster der hedder Emiko, siger for eksempel: “Da jeg var single, havde jeg en god åndelig rutine. Men da jeg blev gift, var det jo min mand der bad for os og ledte vores familiestudie. Det gik op for mig at min tro var blevet afhængig af hvad han gjorde, og at jeg måtte bære min egen ansvarsbyrde når det gjaldt mit forhold til Jehova. Så nu sætter jeg tid af til at være alene med Jehova – til at bede, læse i Bibelen og meditere over hans tanker.” (Gal. 6:5) Når du som hustru bliver ved med at styrke dit venskab med Jehova, vil din mand have endnu mere grund til at elske dig og rose dig. – Ordsp. 31:30.

7. Hvad kan ægtepar lære af Josef og Maria om det at tilbede Jehova sammen?

7 Josef og Maria sørgede også for sammen at styrke deres forhold til Jehova. De forstod hvor vigtigt det var at tilbede Jehova sammen som familie. (Luk. 2:22-24, 41; 4:16) Det kan godt have været en udfordring, især da der kom flere børn til, men de klarede det. De er et rigtig godt eksempel for ægtepar i dag! Hvis I har børn, ligesom Josef og Maria havde, er det måske en udfordring for jer at komme til møderne og at sætte en fast tid af til familiestudiet. Og det kan være endnu sværere at finde tid til at studere og bede sammen som par. Men husk at når I tilbeder Jehova sammen, får I et stærkere forhold både til ham og til hinanden. Så sørg for at tilbedelsen af Jehova har topprioritet i jeres liv.

8. Hvordan kan man få et familiestudie op at køre hvis der er spændinger i ægteskabet?

8 Hvad hvis jeres forhold er blevet lidt anspændt? Så virker tanken om familiestudie måske ikke så tiltalende. Begynd med noget der er let og ikke tager så lang tid, og som I begge to synes er spændende. Hvis I gør det, vil det styrke jeres forhold til hinanden og give jer et større ønske om at gøre nogle åndelige ting sammen.

BRUG TID SAMMEN

9. Hvorfor er det vigtigt at ægtefæller bruger tid sammen?

9 Hvis man som ægtefæller skal holde kærligheden ved lige, er det vigtigt at man bruger tid sammen. Når I gør det, vil det være lettere for jer at vide hvad hinanden tænker og føler, og så vil I ikke glide fra hinanden. (1. Mos. 2:24) Tænk over hvad Lilia og Ruslan opdagede kort efter at de var blevet gift for over 15 år siden. Lilia siger: “Det gik op for os at vi ikke havde lige så meget tid sammen som vi troede vi ville få. Dagene gik med job, ting der skulle gøres derhjemme, og senere vores børn. Vi kunne mærke at hvis vi ikke satte tid af til at være sammen, kunne det ende med at vi gled fra hinanden.”

10. Hvordan kan ægtepar følge princippet i Efeserne 5:15, 16?

10 Hvordan kan ægtefæller sørge for at få tid til at være sammen? Måske bliver I nødt til at planlægge det. (Læs Efeserne 5:15, 16). En bror i Nigeria der hedder Uzondu, siger: “Når jeg planlægger hvad jeg skal i løbet af ugen, sætter jeg tid af til at være sammen med min kone, og jeg sørger for at der ikke er noget der kommer i vejen for det.” (Flp. 1:10) Tænk over hvad Anastasia, der er gift med en kredstilsynsmand i Moldova, gør for at bruge sin tid klogt. Hun siger: “Jeg gør hvad jeg kan for at få klaret de ting jeg skal, mens min mand tager sig af sine ansvarsopgaver. Så har vi tid til at være sammen bagefter.” Men hvad nu hvis jeres arbejde og andre pligter gør at det er svært for jer at finde tid til at være sammen?

Hvad kan I foretage jer sammen som par? (Se paragraf 11-12)

11. Hvad er Akvila og Priskilla kendt for?

11 Ægtepar kan lære af Akvila og Priskilla, et par der var meget elsket og værdsat af de kristne i det første århundrede. (Rom. 16:3, 4) Bibelen fortæller ikke så mange detaljer om deres ægteskab, men vi får at vide at de arbejdede sammen, forkyndte sammen og hjalp andre sammen. (Ap.G. 18:2, 3, 24-26) Faktisk bliver Akvila og Priskilla aldrig nævnt hver for sig når de bliver omtalt i Bibelen.

12. Hvad kan et ægtepar gøre for at få mere tid sammen? (Se også billedet).

12 Hvordan kan ægtepar efterligne Akvila og Priskilla? Tænk over de mange ting du og din ægtefælle skal have gjort. Kan I gøre nogle af de ting sammen i stedet for at gøre dem hver for sig? Akvila og Priskilla forkyndte for eksempel sammen. Sørger I også for regelmæssigt at gøre det? Akvila og Priskilla arbejdede også sammen. Det er jo ikke sikkert at du og din ægtefælle gør det, men kunne I så gøre nogle huslige pligter sammen? (Præd. 4:9) Det vil få jer til at føle jer mere som et team, og I vil have mulighed for at få en god snak. Robert og Linda har været gift i over 50 år. Robert siger: “Faktisk har vi ikke så meget tid til bare at slappe af. Men når jeg står og vasker op og min kone tørrer af, eller når jeg er ude i haven og luger ukrudt og hun kommer ud og hjælper mig, er jeg bare så glad. Når vi gør ting sammen, knytter det os nærmere sammen. Vores kærlighed bliver stærkere og stærkere.”

13. Hvad må et ægtepar gøre for at blive nært knyttet til hinanden?

13 Det er vigtigt at huske at der skal mere til end bare at være i samme lokale hvis man skal blive nært knyttet til hinanden. En gift søster i Brasilien siger: “Der er så mange ting der kan distrahere os, og derfor kunne man komme til at tænke at man er sammen bare fordi man bor under samme tag. Men jeg har lært at det at være sammen kun er halvdelen af det – jeg må også give min mand den opmærksomhed han har brug for.” Læg mærke til hvad Bruno og hans kone, Tays, gør for at vise hinanden opmærksomhed. Han siger: “Når min kone og jeg er sammen, lægger vi vores telefoner fra os og nyder hinandens selskab.”

14. Hvad kan ægtefæller gøre hvis ikke de nyder at være sammen?

14 Men hvad nu hvis du og din ægtefælle ikke ligefrem nyder at være sammen? Måske har I ikke de samme interesser, eller måske irriterer I hinanden. Hvad kan I så gøre? Tænk over illustrationen med bålet. Der kommer ikke store flammer i et bål lige med det samme. Man må lidt efter lidt lægge større stykker træ på. I skal måske også begynde i det små ved at bruge lidt tid sammen hver dag. Sørg for at gøre noget I begge to godt kan lide, ikke noget der kunne skabe en konflikt. (Jak. 3:18) Når I begynder i det små, kan I lidt efter lidt få kærligheden til at blusse op igen.

VIS HINANDEN RESPEKT

15. Hvorfor er respekt en vigtig faktor for at kærligheden kan holdes i live?

15 Respekt er noget helt grundlæggende i et ægteskab. Det er ligesom den ilt der får et bål til at brænde. Hvis ikke der er ilt, vil bålet hurtigt dø ud. Og hvis ikke der er respekt i et ægteskab, vil kærligheden hurtigt dø ud. Når både manden og hustruen sørger for at vise hinanden respekt, holder de kærligheden i live. Men husk at det ikke handler om at du føler at du viser respekt, men om at din ægtefælle føler sig respekteret. Penny og Aret har været gift i over 25 år, og Penny siger: “Vores gensidige respekt gør at vi har en varm atmosfære derhjemme. Vi føler os fri til at sige hvad vi tænker og føler, fordi vi sætter pris på hinandens meninger.” Hvad kan du gøre for at din ægtefælle virkelig føler at du respekterer ham eller hende? Lad os se hvad vi kan lære af Abraham og Sara.

En ægtemand må vise respekt for sin hustrus følelser ved at lytte opmærksomt til hende (Se paragraf 16)

16. Hvad kan ægtemænd lære af Abrahams måde at være på? (1. Peter 3:7) (Se også billedet).

16 Abraham behandlede Sara respektfuldt. Han tog hensyn til hendes meninger og følelser. På et tidspunkt var Sara meget frustreret, og hun gav udtryk for sine følelser over for Abraham og gav endda ham skylden for problemet. Gjorde det Abraham vred? Nej. Han vidste at Sara havde respekt for ham og støttede op om hans beslutninger. Derfor lyttede han til hende og prøvede at løse problemet. (1. Mos. 16:5, 6) Hvad kan vi lære af det? I ægtemænd har myndighed til at træffe beslutninger på jeres families vegne. (1. Kor. 11:3) Men det vil være kærligt af dig at tænke over hvad din hustru mener, inden du træffer en beslutning, især hvis det er en beslutning der også vil berøre hende. (1. Kor. 13:4, 5) Indimellem kan der også være noget der går din hustru på, og så har hun måske brug for at sætte ord på sine følelser. Tager du hendes følelser alvorligt ved at lytte opmærksomt til det hun siger? (Læs 1. Peter 3:7). Angela og Dmitrij har været gift i næsten 30 år. Angela fortæller hvad hendes mand gør for at hun føler sig respekteret: “Dmitrij er altid klar med et lyttende øre når jeg er frustreret og ked af det eller bare har lyst til at snakke. Han er tålmodig, selv når følelserne er ved at løbe af med mig.”

17. Hvad kan hustruer lære af Saras måde at være på? (1. Peter 3:5, 6)

17 Sara viste at hun respekterede Abraham, ved at støtte op om hans beslutninger. (1. Mos. 12:5) På et tidspunkt besluttede Abraham at byde nogle uventede gæster på et måltid mad. Han bad Sara om at smide alt hvad hun havde i hænderne, og bage en kæmpe portion brød. (1. Mos. 18:6) Hun var hurtig til at gøre det han bad hende om. I hustruer kan efterligne Sara ved at støtte jeres mand når han træffer en afgørelse. Når I gør det, styrker I jeres ægteskab. (Læs 1. Peter 3:5, 6). Dmitrij, der blev nævnt i den forrige paragraf, fortæller hvordan hans kone får ham til at føle sig respekteret. Han siger: “Jeg bliver glad når Angela støtter mine beslutninger selvom hun ikke er enig med mig. Og hvis det viser sig at det var en dårlig beslutning, kritiserer hun mig ikke.” Hvor er det let at elske en ægtefælle der viser respekt!

18. Hvad bliver resultatet når ægtepar arbejder på at holde kærligheden i live?

18 Satan vil gerne slukke den kærlighed ægtefæller har til hinanden. Han ved at hvis et par mister deres kærlighed til hinanden, risikerer de at komme væk fra Jehova. Men sand kærlighed kan ikke slukkes! Så gør alt for at jeres kærlighed er ligesom den kærlighed der beskrives i Højsangen. Vær besluttet på at sætte Jehova først i jeres ægteskab, brug tid på hinanden, og respektér hinandens følelser og behov. Når I gør det, vil jeres ægteskab være til ære for den der er Kilden til sand kærlighed, Jehova, og ligesom et bål der bliver passet godt, vil jeres kærlighed kunne brænde for evigt.

SANG NR. 132 Nu er vi ét

a Ægteskabet er en gave fra Jehova. En mand og en kvinde der er gift, har mulighed for at opbygge en helt særlig kærlighed. Men der er en risiko for at deres kærlighed efterhånden bliver kold. Hvis du er gift, vil den her artikel hjælpe dig til at holde kærligheden i live og glæde dig over ægteskabet.

b Sand kærlighed er stabil og varig, og den kaldes “Jahs flamme” fordi den har sit udspring hos Jehova.

c Selv hvis din ægtefælle ikke er et af Jehovas Vidner, kan du ved at følge de her forslag styrke jeres ægteskab. – 1. Kor. 7:12-14; 1. Pet. 3:1, 2.

d Se for eksempel de praktiske råd der bliver givet i artikelserien “Hjælp til familien” på jw.org og i JW Library.