Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan du forberede dig til dåb?

Hvordan kan du forberede dig til dåb?

“At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.” – SL. 40:8.

SANGE: 51, 58

1, 2. (a) Hvorfor er dåb et alvorligt skridt? (b) Hvad skal man være sikker på før man bliver døbt?

ER DU ung og har et ønske om at blive døbt? I så fald venter der dig det største privilegium et menneske kan få. Men som den foregående artikel forklarede, er dåb et alvorligt skridt. Ved dåben viser du at du har indviet dig til Jehova – at du højtideligt har lovet at tjene ham for evigt og sætte det han ønsker af dig, over alt andet. Derfor skal du kun blive døbt hvis du er moden nok til at træffe beslutningen, selv har et ønske om det og forstår hvad det indebærer at indvi sig.

2 Men hvad nu hvis du ikke er sikker på at du er klar til at blive døbt? Eller hvad hvis du gerne vil døbes, men dine forældre synes at du skal vente til du har fået mere erfaring? I stedet for at give op så udnyt tiden til at gøre fremskridt så du inden længe kan blive døbt. Tænk over hvordan du kan sætte dig mål på tre områder: (1) din overbevisning, (2) dine handlinger og (3) din værdsættelse.

DIN OVERBEVISNING

3, 4. Hvad kan unge lære af Timoteus?

3 Det vil være godt at overveje de følgende spørgsmål: ‘Hvorfor er jeg sikker på at Gud findes? Hvad overbeviser mig om at Bibelen er Guds ord? Hvorfor lever jeg efter Guds normer og ikke verdens normer?’ Spørgsmålene er ikke beregnet til at få dig til at tvivle. De kan derimod hjælpe dig til at følge den opfordring som Paulus gav de kristne i Rom: ‘Forvis jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.’ (Rom. 12:2) Men hvorfor skulle de ‘forvisse sig om’ noget de allerede troede på?

4 Det fremgår af Timoteus’ eksempel. Han kendte Skrifterne godt og var “fra den spæde barndom af” blevet undervist af sin mor og mormor. Alligevel gav Paulus Timoteus denne tilskyndelse: “Bliv i det du har lært og er blevet overbevist om.(2 Tim. 3:14, 15) Det ord der er oversat med “overbevist”, indeholder tanken om at man er “helt sikker på at noget er sandt”. Timoteus var altså helt sikker på at han havde fundet sandheden, ikke fordi hans mor og mormor sagde det, men fordi han selv havde fundet frem til at det der stod i Skrifterne, var fornuftigt, og på den måde var blevet overbevist. – Læs Romerne 12:1.

5, 6. Hvorfor er det vigtigt at lære at tænke sig frem til fornuftige konklusioner?

5 Hvad med dig? Måske har du kendt sandheden i lang tid. Hvis det er tilfældet, så sæt dig som mål at undersøge hvorfor du tror som du gør. Det vil styrke din overbevisning og hjælpe dig til ikke at træffe dårlige beslutninger på grund af gruppepres eller verdens propaganda eller fordi du lader dig styre af dine følelser.

6 Hvis du tidligt i livet lærer at tænke dig frem til fornuftige konklusioner, vil du bedre være i stand til at svare når andre unge stiller spørgsmål som: “Hvordan kan du være sikker på at der findes en Gud? Hvis Gud er kærlig, hvorfor tillader han så ondskab? Hvordan kan Gud altid have eksisteret?” Når du er forberedt, vil sådan nogle spørgsmål ikke få dig til at tvivle, men derimod give dig endnu mere lyst til at studere Bibelen grundigt.

7-9. Hvordan kan studieguiderne på vores hjemmeside hjælpe dig med at styrke din overbevisning?

7 Et grundigt personligt studium kan hjælpe dig til at finde svar på spørgsmål, fjerne tvivlstanker og styrke din egen overbevisning. (Apg. 17:11) Vi har flere redskaber der kan bruges i den forbindelse. Mange har haft gavn af at studere brochuren Fem gode spørgsmål om livets oprindelse og bogen Findes der en Skaber som interesserer sig for os? Der er også mange unge som har været glade for at bruge studieguiderne til Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, som findes på jw.org. (Se under BIBELENS LÆRE > TEENAGERE). Hver studieguide i serien fokuserer på et bestemt bibelsk emne og kan hjælpe dig med at styrke din tro.

8 Eftersom du allerede kender Bibelen, kan du måske hurtigt svare på nogle af spørgsmålene i studieguiderne. Men hvorfor er du overbevist om at det er de rigtige svar? Studieguiderne opfordrer dig til at tænke over nogle bestemte skriftsteder og skrive dine konklusioner ned. De kan også være en hjælp til at forberede hvordan du vil forklare din tro for andre. Kunne du bruge denne serie af studieguider i dit personlige studium?

9 At styrke din personlige overbevisning er en vigtig del af din forberedelse til dåb. En søster der er teenager, siger: “Inden jeg besluttede at blive døbt, studerede jeg Bibelen og nåede frem til at det her er den sande tro. Og jeg bliver bare stærkere og stærkere i min overbevisning.”

DINE HANDLINGER

10. Hvorfor må en døbt kristen vise sin tro i handling?

10 Ifølge Bibelen er troen død “hvis den ikke har gerninger”. (Jak. 2:17) Hvis du har en stærk overbevisning, vil det altså komme til udtryk i dine handlinger. Hvordan? Bibelen taler om noget der kaldes “handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til”. – Læs 2 Peter 3:11.

11. Hvad er ‘handlinger der hører en hellig adfærd til’?

11 Hvis dine handlinger skal ‘høre en hellig adfærd til’, må du have en høj moral. Tænk for eksempel over hvordan det er gået det sidste halve år. Når du stod over for fristelser, brugte du så din evne til at skelne mellem rigtigt og forkert? (Hebr. 5:14) Kan du komme i tanke om nogle situationer hvor du modstod en fristelse eller gruppepres? Er din opførsel i skolen med til at ære Jehova? Står du op for din tro, eller forsøger du at være ligesom dine klassekammerater for ikke at risikere at blive mobbet? (1 Pet. 4:3, 4) Der er selvfølgelig ingen af os der er fuldkomne. Selv nogle der har tjent Jehova i mange år, kan indimellem synes det er svært at fortælle andre om deres tro. Ikke desto mindre er en der har indviet sig til Jehova, stolt over at være et af hans Vidner og viser det også i handling.

12. Hvad indbefatter ‘handlinger der hører gudhengivenhed til’, og hvordan bør din indstilling være til dem?

12 Hvad er så ‘handlinger der hører gudhengivenhed til’? Det er for eksempel det at du deltager i menighedsaktiviteter som møderne og forkyndelsen. Men det er også ting som andre ikke kan se, som for eksempel at du beder til Jehova og har et personligt studium. En der har indviet sig til Jehova, betragter ikke sådan nogle ting som en sur pligt, men har det ligesom kong David, der sagde: “At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.” – Sl. 40:8.

13, 14. Hvilket redskab kan hjælpe dig til at have ‘handlinger der hører gudhengivenhed til’, og hvordan har det hjulpet andre unge?

13 Noget der kan hjælpe dig til at sætte dig mål, er arbejdsskemaet der findes på side 308 og 309 i bogen Unge spørger – Svar der duer, bind 2. Der kan du skrive dine svar på spørgsmål som: “Hvor specifikke er dine bønner, og hvad viser de om din kærlighed til Jehova?” “Hvad omfatter dit personlige studium?” “Er du med i forkyndelsen selv når dine forældre ikke er det?” Der er også plads til at du kan skrive hvilke mål du gerne vil sætte dig med hensyn til bønner, personligt studium og forkyndelsen.

14 Mange unge der gerne vil døbes, har opdaget at arbejdsskemaet er et godt redskab. En ung søster der hedder Tilda, siger: “Jeg brugte arbejdsskemaet til at sætte mig mål. Jeg nåede målene et efter et, og omkring et år senere var jeg klar til at blive døbt.” En ung bror ved navn Patrick oplevede noget lignende. “Jeg havde allerede sat mig nogle mål,” siger han, “men det at skrive dem ned fik mig til at arbejde endnu hårdere på at nå dem.”

Ville du blive ved med at tjene Jehova hvis dine forældre holdt op med det? (Se paragraf 15)

15. Hvorfor skal indvielse være en personlig beslutning?

15 Et af de mest tankevækkende spørgsmål på arbejdsskemaet er: “Ville du tjene Jehova hvis dine forældre og venner holdt op med det?” Husk at når du er indviet og døbt, skal du selv stå til ansvar over for Jehova. Din tjeneste for ham må ikke være afhængig af hvad andre gør – ikke engang dine forældre. Når du har “handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til”, viser det at du har gjort sandheden til din egen overbevisning og er godt på vej mod dåb.

DIN VÆRDSÆTTELSE

16, 17. (a) Hvad skal være motivet til at blive døbt? (b) Forklar med en illustration hvorfor vi må vise værdsættelse af løskøbelsen.

16 En mand der kendte Moseloven godt, spurgte på et tidspunkt Jesus: “Hvilket er det største bud?” Jesus svarede: “Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.” (Matt. 22:35-37) Det er altså kærlighed til Jehova der skal være motivet til at blive døbt og leve som kristen. Noget der virkelig kan give dig større kærlighed til Gud, er at meditere over den største gave han har givet os – løsesummen. (Læs 2 Korinther 5:14, 15; 1 Johannes 4:9, 19). Når du tænker over at Jehova har givet sin søn som en løsesum, og over hvilken betydning det har for dig, vil det motivere dig til at vise værdsættelse.

17 Det kan illustreres på denne måde: Forestil dig at der er en der redder dig fra at drukne. Ville du bare tage hjem, tage tørt tøj på og glemme alt om hvad vedkommende havde gjort for dig? Selvfølgelig ikke. Du ville føle at du stod i gæld til ham der havde reddet dig – at du skyldte ham dit liv! Vi er endnu mere taknemmelige for det Jehova og Jesus i kærlighed har gjort for os. Ved hjælp af løskøbelsen er vi blevet reddet fra synd og død, og vi har fået mulighed for at komme til at leve evigt i et paradis på jorden.

18, 19. (a) Hvorfor skal du ikke være bange for at give dit liv til Jehova? (b) Hvordan gør det dit liv bedre at tjene Jehova?

18 Værdsætter du det Jehova har gjort for dig? Så vil det være rigtigt af dig at vie dit liv til ham og blive døbt. Husk at indvielse indebærer at man højtideligt lover Jehova at gøre hans vilje for evigt, uanset hvad der sker. Skal du være bange for at aflægge sådan et løfte? Nej, for Jehova ønsker det bedste for dig, og han “belønner dem som ivrigt søger ham”. (Hebr. 11:6) Indvielse og dåb vil kun gøre dit liv bedre. En 24-årig bror der blev døbt inden han blev teenager, siger: “Jeg ville sikkert have haft en dybere forståelse hvis jeg havde været ældre, men min beslutning om at indvi mig til Jehova har beskyttet mig mod at blive grebet af det der findes i verden.”

19 Jehova er den diametrale modsætning af Satan, der er selvisk og på ingen måde ønsker at det skal gå dig godt! Satan kan ikke tilbyde nogen evig belønning til dem der stiller sig på hans side. Hvordan skulle han kunne det når han ikke selv har noget godt i udsigt? Satan kan kun tilbyde dig samme dystre fremtid som den der venter ham selv. – Åb. 20:10.

20. Hvad kan man som ung gøre for at blive klar til indvielse og dåb? (Se også rammen “ Hjælp til at vokse åndeligt”).

20 At indvi dig til Jehova er den bedste beslutning du nogen sinde kan træffe. Er du klar til det? Hvis du er, så udskyd det ikke. Hvis du ikke føler dig klar, så brug forslagene i denne artikel. Paulus opfordrede de kristne i Filippi til fortsat at gøre fremskridt. (Fil. 3:16) Hvis du følger den opfordring, vil du snart kunne indvi dig til Jehova og blive døbt.