Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvorfor afbildes Paulus altid som skaldet eller tyndhåret i Jehovas Vidners publikationer?

Ingen i dag kan med sikkerhed vide hvordan Paulus så ud. Når der er et billede af ham i vores publikationer, viser det hvordan en kunstner har forestillet sig at han så ud, men det bygger ikke på fastslåede kendsgerninger.

Der findes dog nogle indikationer af hvordan Paulus så ud. For eksempel stod der i Zion’s Watch Tower for 1. marts 1902: “Med hensyn til hvordan Paulus så ud: ... I Paulus’ og Theklas gerninger, ... der er skrevet omkring år 150 e.Kr., findes en beskrivelse af Paulus der nok er den bedste, og som stemmer med overleveringen. I den beskrives han som ‘lille af vækst, skaldet, krumbenet og kraftig; med sammenvoksede øjenbryn og en ret fremtrædende næse’.”

I The Oxford Dictionary of the Christian Church (1997-udgaven) siges der om dette skrift: “Det kan ikke afvises at [Paulus’ og Theklas gerninger] kan indeholde nogle elementer der er historisk korrekte.” Skriftet blev tillagt stor betydning i de første århundreder efter at det blev skrevet, hvilket bekræftes af at der i dag findes 80 græske håndskrifter af det, foruden udgaver på andre sprog. Billederne i vores publikationer er altså i overensstemmelse med hvordan nogle i oldtiden har beskrevet Paulus’ udseende.

Mange ting i forbindelse med Paulus er dog af større betydning end hans udseende. Mens han udførte sin tjeneste, påstod nogle kritikere at “hans personlige nærværelse [var] svag og hans tale ikke værd at regne med”. (2 Kor. 10:10) Men husk at Jesus havde vist sig mirakuløst for Paulus for at gøre ham til kristen. Og tænk på alt det han udrettede som “et udvalgt redskab” ved at forkynde om Jesus for nationerne. (Apg. 9:3-5, 15; 22:6-8) Tænk også over hvor meget vi kan lære af de bøger i Bibelen som Jehova inspirerede Paulus til at nedskrive.

Paulus gjorde ikke et stort nummer ud af hvad han havde udrettet før han blev kristen, og han oplyste ikke selv noget om sit udseende. (Apg. 26:4, 5; Fil. 3:4-6) Ydmygt skrev han: “Jeg er ... den ringeste af apostlene, og jeg er ikke god nok til at blive kaldt apostel.” (1 Kor. 15:9) Og senere skrev han: “Til mig, der er ringere end den ringeste af alle hellige, blev denne ufortjente godhed skænket, at forkynde den gode nyhed om Messias’ uudgrundelige rigdom for folk fra nationerne.” (Ef. 3:8) Ja, det budskab Paulus forkyndte, er af langt større betydning end hvordan han måske har set ud.