JEG voksede op i byen Graz i Østrig. Som syvårig blev jeg sendt i en religiøs skole. Men jeg oplevede at der foregik chokerende umoralske ting mellem præsterne og nonnerne. Så inden der var gået et år, gav min mor mig lov til at stoppe på skolen.

Senere kom jeg på kostskole. En aften kom far for at hente mig fordi hele Graz var under et voldsomt bombardement, og vi flygtede til byen Schladming. Lige efter at vi var ankommet, blev en bro vi var kørt over på vej ind i byen, sprængt i luften. En anden gang var der lavtflyvende fly der skød på mig og min mormor mens vi var i vores have. Da krigen sluttede, sad vi med en følelse af at både kirken og regeringen havde svigtet os.

I 1950 begyndte et af Jehovas Vidner at besøge min mor for at forkynde for hende. Jeg plejede at lytte med når de snakkede, og tog også med mor til nogle af møderne. Min mor blev overbevist om at Jehovas Vidner havde sandheden, og i 1952 lod hun sig døbe.

Dengang syntes jeg at den lokale menighed mest virkede som en klub for gamle damer. Men senere besøgte vi en menighed hvor der var mange unge – så det var altså ikke bare en tanteklub! Da vi kom tilbage til Graz, begyndte jeg at komme til alle møderne, og der gik ikke lang tid før jeg var overbevist om at jeg havde fundet sandheden. Jeg lærte at Jehova er en Gud der aldrig svigter sine tjenere. Han støtter os så vi kan klare situationer der ellers virker umulige at klare. – Sl. 3:5, 6.

Jeg ville gerne fortælle andre om sandheden, og jeg startede med mine søskende. Mine fire storesøstre var allerede flyttet hjemmefra og arbejdede som skolelærere. Men  jeg besøgte dem i de byer hvor de boede, og opfordrede dem til at begynde at studere Bibelen. Med tiden blev alle mine søskende Jehovas Vidner.

Den anden uge jeg var med i hus til hus-forkyndelsen, mødte jeg en kvinde i trediverne som jeg begyndte at studere med. Hun gjorde fremskridt og blev døbt, og senere blev hendes mand og to sønner også døbt. Studiet var i høj grad med til at styrke mig selv åndeligt. Der var nemlig aldrig nogen der havde studeret med mig, så jeg skulle forberede mig godt hver gang. Man kan sige at jeg først måtte undervise mig selv og så forberede mig på at undervise min elev! Det var virkelig noget der hjalp mig til at få en dyb forståelse af sandheden. Jeg indviede mig til Jehova, og i april 1954 blev jeg døbt.

I 1955 overværede jeg internationale stævner i Tyskland, Frankrig og England. I London mødte jeg Albert Schroeder, der var lærer på Gileadskolen og senere blev medlem af Det Styrende Råd. Under en rundvisning på British Museum gjorde bror Schroeder os opmærksom på nogle bibelhåndskrifter hvor man kunne se Guds navn med hebraiske bogstaver, og forklarede den store betydning de havde. Det rørte mig meget og gjorde mig endnu mere besluttet på at lære andre om sandheden fra Guds ord.

Jeg begyndte som pioner den 1. januar 1956, og fire måneder senere blev jeg indbudt til at tjene som specialpioner. Sammen med en anden søster fik jeg tildelt distrikt i Mistelbach, hvor der slet ikke var nogen Jehovas Vidner. Der var også en anden udfordring – min pionermakker og jeg var meget forskellige! Jeg var knap 19 og en rigtig bypige, hun var 25 og fra landet. Jeg elskede at sove længe, hun ville gerne tidligt op. Om aftenen ville jeg gerne blive sent oppe, og hun ville gerne i seng. Men ved at følge rådene i Bibelen lykkedes det os at finde ud af det, og vi fik mange gode oplevelser sammen som pionermakkere.

Der var også nogle mere alvorlige prøvelser. Nogle gange oplevede vi faktisk forfølgelse, men vi blev aldrig “ladt i stikken”. (2 Kor. 4:7-9) Engang hvor vi forkyndte i en lille landsby, slap folk deres hunde løs. Snart var min makker og jeg omringet af store hunde der gøede og viste tænder. Vi holdt hinanden i hånden, og jeg bad: “Jehova, når de kaster sig over os, så lad os dø hurtigt!” Men omkring en armslængde fra os stoppede hundene op og begyndte at logre med halen; så vendte de om og gik. Vi følte at det var Jehova der havde beskyttet os. Bagefter forkyndte vi i hele landsbyen, og til vores store glæde var der mange der lyttede. Måske var de overrasket over at hundene ikke havde gjort os noget, og at vi var fortsat efter så skræmmende en oplevelse. Nogle af indbyggerne blev med tiden Jehovas Vidner.

Vi havde også en skræmmende oplevelse det sted hvor vi boede. Fra vores værelse på førstesalen hørte vi en dag vores udlejer komme fuld hjem og råbe op om at vi skabte  røre i nabolaget, og at han ville slå os ihjel. Hans kone prøvede at få ham til at falde ned, men uden held. Vi blokerede døren med nogle stole og smed hurtigt vores ting i kufferterne. Da vi åbnede døren, så vi vores udlejer stå på trappen med en stor kniv i hånden. Vi greb vores ting og flygtede ud af bagdøren og ned af den lange havegang og vendte aldrig tilbage.

Vi tog hen på et hotel og fik et værelse. Der endte vi med at bo i næsten et år, og det viste sig at være en stor fordel for vores tjeneste. Hvordan det? Jo, hotellet lå lige midt i byen, og nogle af vores bibelstudieelever ville gerne studere der. Inden længe kom der omkring 15 til bogstudie og vagttårnsstudie hver uge på vores hotelværelse.

Vi forkyndte i Mistelbach i over et år. Derefter fik jeg tildelt et nyt distrikt i Feldbach, der ligger sydøst for Graz. Jeg fik en ny pionermakker, men igen var det et sted hvor der ingen menighed var. Vi boede i et lille værelse på førstesalen i en bjælkehytte. Vinden susede ind gennem sprækkerne, så vi prøvede at tætne væggene med aviser. Vi måtte også hente vand fra en brønd. Men det var det hele værd, for i løbet af et par måneder havde vi oprettet en gruppe. Med tiden var der omkring 30 medlemmer af en familie som vi studerede med, der kom med i sandheden!

Oplevelser som disse har virkelig fået mig til at værdsætte at Jehova støtter dem der sætter Rigets interesser først. Selv når der ikke er noget mennesker kan gøre for at hjælpe, er Jehova der altid for os. – Sl. 121:1-3.

I 1958 skulle der holdes et internationalt stævne i New York på Yankee Stadium og Polo Grounds. Da jeg ansøgte om at blive delegeret, spurgte afdelingskontoret i Østrig om jeg ville være interesseret i at overvære den 32. klasse på Gileadskolen. Jeg takkede med det samme ja til dette store privilegium!

I klassen kom jeg til at sidde ved siden af bror Martin Pötzinger, der havde udholdt forfærdelige ting i nazisternes koncentrationslejre. Senere blev også han medlem af  Det Styrende Råd. I timerne hviskede Martin sommetider til mig: “Erika, hvad betyder det på tysk?”

Halvvejs gennem kurset fik vi tildelt vores nye opgaver af bror Nathan Knorr. Jeg skulle til Paraguay. Fordi jeg var så ung, måtte jeg have min fars tilladelse før jeg kunne rejse ind i landet. Efter at jeg havde fået den, rejste jeg, og i marts 1959 ankom jeg til Paraguay. Her fik jeg lov at bo på missionærhjemmet i Asunción, og jeg fik en ny makker.

Kort efter mødte jeg Walter Bright, en missionær der var udgået fra Gileadskolens 30. klasse. Vi blev gift og kunne nu være sammen om at klare livets udfordringer. Hver gang vi oplevede problemer, læste vi Jehovas løfte i Esajas 41:10: “Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvildt om, for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig.” Det hjalp os til at huske at Jehova ikke ville svigte os så længe vi gjorde vores bedste for at være trofaste mod ham og sætte Riget først.

På et tidspunkt blev vi bedt om at tjene i et distrikt tæt på grænsen til Brasilien. Her ophidsede præsterne unge til at kaste sten på missionærhjemmet, der allerede var i temmelig dårlig forfatning. Men så begyndte Walter at studere med byens politimester. Han sørgede for at der blev placeret betjente i nærheden af vores hus i en uges tid, og derefter mærkede vi ikke mere til dem der havde skabt problemer. Kort efter blev vi flyttet til et mere velholdt hus på den anden side af Brasiliens grænse. Det viste sig at være en stor fordel, for nu kunne vi holde møder både i Paraguay og i Brasilien. Da vi rejste derfra, var der blevet oprettet to små menigheder.

Lægerne havde fortalt mig at jeg ikke kunne få børn, så det var en stor overraskelse da vi i 1962 fandt ud af at jeg var gravid! Vi valgte at flytte til Hollywood i Florida for at bo i nærheden af Walters familie. I en del år havde Walter og jeg ikke mulighed for at være pionerer. Nu havde vi en familie at tage os af. Men vi fortsatte med at gøre hvad vi kunne for at støtte Guds rige. – Matt. 6:33.

Da vi flyttede til Florida i november 1962, blev vi overrasket over at sorte og hvide brødre holdt møderne hver for sig og forkyndte i hver deres område for at tage hensyn til følelserne i lokalsamfundet. Men Jehova går ikke op i raceforskelle, og inden længe blev menighederne blandet på tværs af racer. Vi kunne tydeligt se Jehovas hånd i det der skete, og i dag er der mange menigheder i området.

Til min store sorg døde Walter af hjernekræft i 2015. Vi var gift i 55 år. Han var en skøn ægtemand, der elskede Jehova og var med til at hjælpe mange brødre og søstre. Jeg glæder mig til at se ham igen som sund og rask når han får en opstandelse. – Apg. 24:15.

Jeg har nu været i heltidstjenesten i mere end 40 år, og der har været mange velsignelser. For eksempel har Walter og jeg haft den glæde at se 136 af dem vi har studeret med, blive døbt. Der var selvfølgelig også svære perioder. Men vi betragtede aldrig problemer som en grund til at stoppe med at tjene Jehova. I stedet søgte vi endnu nærmere til ham og stolede på at vores trofaste Gud nok skulle løse problemerne på sin måde når tiden var inde. Og det har han gjort. – 2 Tim. 4:16, 17.

Jeg savner selvfølgelig Walter meget, men pionertjenesten er en stor hjælp for mig. Det opmuntrer mig at undervise andre i sandheden, og især at fortælle dem om opstandelseshåbet. Jehova har aldrig svigtet mig. Han har holdt sit ord ved at støtte mig, hjælpe mig og holde mig fast med sin “retfærdigheds højre hånd”. – Es. 41:10.