Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gæstfrihed – en egenskab der er brug for

Gæstfrihed – en egenskab der er brug for

“Vær gæstfri mod hinanden uden knurren.” – 1 PET. 4:9.

SANGE: 100, 87

1. Hvilke prøvelser stod de første kristne over for?

PÅ ET tidspunkt mellem år 62 og 64 skrev apostlen Peter et brev til de kristne der var “spredt rundt om i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien”. (1 Pet. 1:1) Menighederne i disse områder i Lilleasien bestod af brødre og søstre med vidt forskellig baggrund og kultur. De havde brug for opmuntring og gode råd, for de oplevede både modstand og latterliggørelse. Og det var en meget alvorlig tid de levede på. Peter skrev: “Alle tings ende er kommet nær.” Ja, inden for bare ti år ville Jerusalem blive ødelagt og den jødiske ordning bragt til ophør. Hvad kunne hjælpe de kristne til at klare denne tid med omvæltninger? – 1 Pet. 4:4, 7, 12.

2, 3. Hvorfor tilskyndede Peter sine trosfæller til at vise gæstfrihed? (Se indledningsbilledet).

Peter gav blandt andet sine trosfæller tilskyndelsen: “Vær gæstfri mod hinanden.” (1 Pet. 4:9) Det græske ord der oversættes med “gæstfrihed”, betyder egentlig “kærlighed til, eller venlighed over for, fremmede”. Men læg mærke til at Peter opfordrede de kristne til at være gæstfrie “mod hinanden”, altså mod nogle de allerede kendte og kom sammen med. Hvorfor ville det være godt for dem at vise hinanden gæstfrihed?

3 Gæstfrihed ville styrke deres forhold til hinanden. Du har sikkert selv oplevet hvor hyggeligt det er at være inviteret hjem til nogen, og hvordan sådanne stunder har knyttet jer sammen. Og har du ikke også oplevet at det har styrket dit venskab med nogle i din menighed at du inviterede dem hjem til dig? Når vi viser gæstfrihed, lærer vi vores brødre og søstre at kende på en helt anden måde end vi vil kunne i andre sammenhænge. De kristne på Peters tid havde behov for at blive endnu nærmere knyttet til hinanden fordi forholdene ville blive værre og værre, og det samme gælder os der lever her i “de sidste dage”. – 2 Tim. 3:1.

4. Hvilke spørgsmål vil vi få besvaret i denne artikel?

4 På hvilke måder kan vi vise hinanden gæstfrihed? Hvad kunne hindre os i at vise gæstfrihed, og hvordan kan vi overvinde de hindringer? Hvordan kan vi være gode gæster?

HVORDAN MAN KAN VISE GÆSTFRIHED

5. Hvordan kan vi vise gæstfrihed ved møderne?

5 Ved møderne. Vi betragter alle der kommer til vores møder, som gæster ved et åndeligt festmåltid. Det er Jehova og hans organisation der er vores værter. (Rom. 15:7) Og når nye dukker op i rigssalen, bliver vi en slags medværter. Det er vigtigt at vi byder gæster velkommen og får dem til at føle sig godt tilpas, uanset hvordan de ser ud eller er klædt. (Jak. 2:1-4) Hvis du lægger mærke til en gæst der ser ud til ikke at kende nogen, kunne du måske tilbyde at I kunne sidde sammen. Han vil sikkert også være glad for at du hjælper ham med at følge med i mødet og slå op i Bibelen. På den måde viser du at du ‘følger gæstfrihedens vej’. – Rom. 12:13.

6. Hvem bør vi især invitere hjem?

6 Hyggeligt samvær. På Bibelens tid indbefattede gæstfrihed som regel at man inviterede gæster hjem til et måltid mad; man viste på den måde at man ønskede venskab og fred med dem. (1 Mos. 18:1-8; Dom. 13:15; Luk. 24:28-30) Hvem skal vi især være gæstfrie over for? Vores brødre og søstre i menigheden. Når der kommer vanskelige tider, vil vi være afhængige af deres loyale hjælp og støtte. Det bliver afgørende at der er fred imellem os, og at vi har stærke venskaber. Interessant nok besluttede Det Styrende Råd i 2011 at vagttårnsstudiet for betelfamilien i USA skulle flyttes fra klokken 18.45 til 18.15. I meddelelsen blev der sagt at ændringen sikkert ville give flere mulighed for at invitere andre betelitter hjem efter mødet. Andre afdelingskontorer fulgte trop. Ændringen har været med til at knytte betelitterne endnu nærmere sammen.

7, 8. Hvordan kan vi vise gæstfrihed over for talere der besøger vores menighed?

7 Når vores menighed får besøg af foredragsholdere fra andre menigheder, kredstilsynsmænd eller repræsentanter fra Betel, har vi også mulighed for at vise gæstfrihed. (Læs 3 Johannes 5-8). At invitere disse brødre på en kop kaffe, lidt snacks eller et måltid er en rigtig god måde at vise gæstfrihed på. Er det noget du kunne gøre?

8 En søster i USA har fortalt: “Gennem årene har min mand og jeg haft mange talere og deres koner med hjem. Hver gang har det været en stor fornøjelse – sjovt, og frem for alt åndeligt styrkende. Vi har aldrig fortrudt at vi har vist gæstfrihed.”

9, 10. (a) Hvem kan have behov for logi? (b) Kan man også tilbyde overnatning hvis man bor småt?

9 Overnattende gæster. På Bibelens tid indbefattede gæstfrihed ofte at man sørgede for overnatning. (Job 31:32; Filem. 22) Det kan også være aktuelt i dag. For eksempel har kredstilsynsmænd ofte behov for logi når de besøger en menighed. Det samme gælder elever på teokratiske skoler og byggefrivillige. Familier der er blevet hjemløse på grund af naturkatastrofer, kan også have brug for et sted at være indtil deres hjem er blevet genopbygget. Vi må ikke tro at det kun er venner med store huse der er i stand til at hjælpe. Det har de måske allerede gjort mange gange før. Kunne du tilbyde overnatning, selv hvis du bor småt?

10 En bror i Sydkorea husker med glæde tilbage på de gange han og hans kone har haft elever på teokratiske skoler boende. Han siger: “I starten havde jeg mine betænkeligheder, for vi var nygifte og boede i et ret lille hus. Men det var virkelig en skøn oplevelse at have elever boende. Som nygifte fik vi mulighed for at se hvor stor glæde det giver et par når de sammen tjener Jehova og arbejder på at nå åndelige mål.”

11. Hvorfor er der brug for at vi viser gæstfrihed mod nye i vores menighed?

11 Nogle der flytter til menigheden. Har du oplevet at en bror, en søster eller en familie er flyttet til din menighed? Måske er de rejst til dit område for at tjene hvor der er større behov, eller det kan være at de er pionerer der har fået til opgave at hjælpe til i din menighed. Tænk på hvor mange nye ting de skal vænne sig til – området, menigheden og måske også sproget og kulturen. Ved at invitere dem hjem til lidt hygge eller med på en udflugt kan du hjælpe dem til at få nye venner og falde til.

12. Hvilken oplevelse understreger at det ikke kræver en masse at vise gæstfrihed?

12 Det behøver ikke at være kompliceret at vise gæstfrihed. (Læs Lukas 10:41, 42). En bror husker tilbage på den første tid han og hans kone havde i missionærtjenesten, og fortæller: “Vi var unge, uerfarne og havde hjemve. En aften var min kone særligt hårdt ramt af hjemve, og intet af det jeg gjorde for at hjælpe, virkede. Men så, ved halvottetiden, bankede det på døren. Udenfor stod en kvinde som studerede Bibelen med Jehovas Vidner. Hun havde tre appelsiner med til os og var kommet for at byde de nye missionærer velkommen. Vi inviterede hende ind og gav hende et glas vand. Og så lavede vi te og varm kakao. Vi havde ikke lært swahili endnu, og hun kunne ikke engelsk. Men den lille oplevelse var begyndelsen til mange dejlige venskaber med de lokale brødre.”

LAD IKKE NOGET HINDRE DIG I AT VISE GÆSTFRIHED

13. Hvordan gavner det os at være gæstfrie?

13 Har du nogle gange holdt dig tilbage fra at vise gæstfrihed? I så fald kan du være gået glip af muligheder for at opleve hyggeligt samvær og opbygge gode venskaber. Gæstfrihed er et af de mest effektive midler mod ensomhed. Men hvorfor er nogle tilbageholdende med at vise gæstfrihed?

14. Hvad kan vi gøre hvis vi føler at vi ikke har tid og energi til at vise eller tage imod gæstfrihed?

14 Tid og energi. Jehovas tjenere har generelt meget travlt og mange ting de skal tage sig af. Så nogle føler måske at de simpelthen ikke har tid eller energi til at have gæster. Hvis det er sådan du har det, kan det være nødvendigt at du tager et kig på din tidsplan. Kan du foretage nogle justeringer der vil give dig overskud til at vise eller tage imod gæstfrihed? I Bibelen understreges det at kristne skal være gæstfrie. (Hebr. 13:2) Så det er ikke forkert at tage sig tid til at vise gæstfrihed; det vil faktisk være det rigtige at gøre! Det kan selvfølgelig betyde at du må skære ned på nogle ting der er mindre vigtige.

15. Hvilke bekymringer har nogle i forbindelse med at vise gæstfrihed?

15 Dine egne tanker og forestillinger. Har du nogensinde haft lyst til at vise gæstfrihed men følt at du ikke havde det der skulle til? Nogle er generte og frygter at samtalen vil gå i stå, eller at gæsterne vil kede sig. Andre har ikke så mange penge og føler måske ikke at de kan leve op til standarden hos andre i menigheden. Men husk at det vigtigste ved et hjem ikke er at det hele er flot og moderne, men at der er ryddeligt, rent og rart at være.

16, 17. Hvad kan hjælpe dig hvis du er nervøs for at have gæster?

16 Hvis du er nervøs ved at skulle have gæster, er du ikke den eneste. En ældstebror i Storbritannien har fortalt: “Man kan godt have lidt nerver på når man går og gør klar til at få gæster. Men som med alt andet der har at gøre med tjenesten for Jehova, opvejer fordelene og glæderne rigeligt de bekymringer der måtte være. Jeg har været meget glad for at byde mine gæster på en kop kaffe og så bare sætte mig ned og snakke med dem.” Husk at det altid er godt at vise sine gæster ægte interesse. (Fil. 2:4) De fleste kan godt lide at fortælle om noget de har oplevet i deres liv. Socialt samvær er en af de bedste muligheder for at høre de historier de går og gemmer på. En anden ældste har sagt: “Det at have venner fra menigheden med hjem hjælper mig til bedre at forstå dem. Det giver mig tid til at lære dem at kende og høre om hvordan de er kommet med i sandheden.” Hvis dine gæster kan mærke at du er oprigtigt interesseret i dem, vil de helt sikkert hygge sig hos dig.

17 En pionersøster der har haft elever fra forskellige teokratiske skoler boende, siger: “I starten var jeg ret bekymret, for jeg bor meget beskedent og har kun brugte møbler som jeg har fået af andre. Men en søster der var gift med en af lærerne, beroligede mig. Hun fortalte at når hun og hendes mand er ude i rejsetjenesten, er de bedste uger dem hvor de bor hos et åndeligsindet menneske der måske ikke har så meget materielt, men som fokuserer på det samme som dem – at tjene Jehova og leve enkelt. Det mindede mig om det min mor plejede at sige til os da vi var børn: ‘Det er bedre med en grøntsagsret et sted hvor der er kærlighed.’” (Ordsp. 15:17) Når dit motiv til at vise gæstfrihed er kærlighed, har du ingen grund til bekymring.

18, 19. Hvordan kan det at vise gæstfrihed hjælpe os til at overvinde negative tanker om andre?

18 Dit forhold til andre. Er der nogen i din menighed som går dig lidt på nerverne? Forskelle i personlighed kan lægge en dæmper på ens lyst til at vise gæstfrihed. Det kan også være at nogen på et tidspunkt har sagt eller gjort noget der sårede dig, og som du har svært ved at glemme. Hvis ikke du gør noget for at overvinde den slags negative følelser, kan de gå hen og blive permanente.

19 I Bibelen forklares det at gæstfrihed kan forbedre ens forhold til andre, endda ens fjender. (Læs Ordsprogene 25:21, 22). At invitere nogen hjem kan mindske eventuelle gnidninger og negative følelser. Du vil få lettere ved at få øje på vedkommendes gode egenskaber, egenskaber som Jehova kunne se da han drog vedkommende til sandheden. (Joh. 6:44) Når du af kærlighed inviterer en der slet ikke forventer det, kan det blive starten på et helt nyt venskab. Hvordan kan du sikre dig at det virkelig er kærlighed der er dit motiv? Blandt andet ved at følge rådet i Filipperne 2:3 om ydmygt at ‘agte andre højere end dig selv’. Når vi tænker over hvordan vores brødre og søstre faktisk overgår os på bestemte områder – for eksempel med hensyn til tro, udholdenhed, mod eller en anden kristen egenskab – vil vi få større kærlighed til dem og større lyst til at vise dem gæstfrihed.

VÆR EN GOD GÆST

En vært gør som regel noget ud af det når der skal komme gæster (Se paragraf 20)

20. Hvorfor må vi være pålidelige, og hvordan kommer det til udtryk når vi har sagt ja til en invitation?

20 I en salme stillede David spørgsmålet: “Jehova, hvem kan gæste dit telt?” (Sl. 15:1) Derefter nævnte han nogle egenskaber som Jehova ønsker at hans gæster skal have. En af de ting han nævnte, var pålidelighed, altså at man holder sit ord, også selvom det ikke er til fordel for en selv. (Sl. 15:4) Hvis vi har sagt ja til en invitation, bør vi ikke melde af medmindre det er absolut nødvendigt. Værten er måske allerede gået i gang med forberedelserne, og hvis vi melder af, vil anstrengelserne være spildt. (Matt. 5:37) Nogle kunne måske ligefrem finde på at melde en aftale af fordi de får en invitation til noget de synes er mere spændende. Men ville det være kærligt og respektfuldt? Nej, vi ønsker at tage taknemmeligt imod invitationer uanset hvad vores vært har at byde på. (Luk. 10:7) Og hvis det skulle ske at vi er tvunget til at melde afbud, vil det være kærligt og betænksomt af os at give besked så hurtigt som muligt.

21. Hvad indbefatter det at være en god gæst?

21 Det er også vigtigt at tage hensyn til hvad der er lokal skik og brug. Nogle steder er man glad for uventede gæster; andre steder foretrækker man at der er lavet en aftale på forhånd. I nogle kulturer får gæsterne det bedste, mens værten og hans familie kommer på andenpladsen; i andre kulturer får alle det samme. Nogle steder er det helt almindeligt at gæsterne kommer med noget mad for at bidrage til hyggen; andre steder er det normalt at værten står for det hele. Og i nogle kulturer forventes det at man høfligt afslår en invitation et par gange inden man siger ja; i andre ville det virke direkte utaknemmeligt. Når vi bliver vist gæstfrihed, må vi gøre vores bedste for at vores værter bliver glade for at de inviterede os.

22. Hvorfor er det så vigtigt at vi viser hinanden gæstfrihed?

22 Apostlen Peters ord om at “alle tings ende er kommet nær”, er mere aktuelle nu end nogensinde før. (1 Pet. 4:7) Den største trængsel i menneskehedens historie nærmer sig. Efterhånden som forholdene i verden bliver værre, bliver det mere og mere vigtigt at der er en ubrydelig kærlighed mellem os. Det er derfor af stor betydning at vi følger opfordringen: “Vær gæstfri mod hinanden.” (1 Pet. 4:9) Ja, gæstfrihed er en egenskab vi har brug for nu, og som vil bidrage til vores glæde i al evighed.