Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 11

Lyt til Jehovas stemme

Lyt til Jehovas stemme

“Det er min Søn ... Lyt til ham.” – MATT. 17:5.

SANG NR. 89 Lyt, adlyd, og bliv belønnet

FORMÅL *

1-2. (a) Hvordan har Jehova kommunikeret med mennesker? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?

JEHOVA elsker at kommunikere med os. I fortiden talte han til mennesker gennem profeter, gennem engle og gennem sin Søn, Kristus Jesus. (Amos 3:7; Gal. 3:19; Åb. 1:1) I dag kommunikerer han med os gennem sit ord, Bibelen. Han har givet os Bibelen for at vi kan lære hvordan han tænker, og forstå hvorfor han handler som han gør.

2 Da Jesus var på jorden, talte Jehova fra himlen ved tre lejligheder. Vi vil her se på det Jehova sagde, hvad vi kan lære af det, og hvordan vi kan få gavn af det.

“DU ER MIN SØN, SOM JEG ELSKER”

3. Hvad sagde Jehova da Jesus blev døbt, som vi læser i Markus 1:9-11, og hvilke vigtige fakta bekræftede han dermed?

3 Markus 1:9-11 beretter om det første tilfælde hvor Jehova talte fra himlen. (Læs). Han sagde: “Du er min Søn, som jeg elsker. Jeg har godkendt dig.” Hvor må det have varmet Jesus om hjertet at høre sin Far udtrykke sin kærlighed og tillid til ham! Jehovas ord bekræftede tre vigtige fakta om Jesus. For det første: Jesus er hans Søn. For det andet: Jehova elsker sin Søn. Og for det tredje: Jehova har godkendt sin Søn. Lad os se nærmere på disse tre faktorer.

4. Hvordan blev Jesus på en ny måde Guds Søn da han blev døbt?

4 “Du er min Søn.” Med disse ord pegede Jehova på at der nu var et nyt forhold mellem ham og hans elskede Søn, Jesus. Mens Jesus var i himlen, var han allerede Guds Søn, men ved sin dåb blev han det på en ny måde. Han blev salvet med hellig ånd og havde nu håb om at komme tilbage til himlen og blive udnævnt til Konge og indsat som ypperstepræst. (Luk. 1:31-33; Hebr. 1:8, 9; 2:17) Da Jesus blev døbt, havde hans Far altså god grund til at sige: “Du er min Søn.” – Luk. 3:22.

Ros og opmuntring styrker os (Se paragraf 5) *

5. Hvordan kan vi efterligne Jehova med hensyn til at give udtryk for kærlighed og godkendelse?

5 “Som jeg elsker.” Jehovas eksempel med hensyn til at give udtryk for kærlighed og godkendelse minder os om at vi skal være på udkig efter lejligheder til at opmuntre andre. (Joh. 5:20) Vi blomstrer op når en vi holder af, viser os kærlighed og roser os for det gode vi gør. På samme måde har vores familie og brødre og søstre i vores menighed brug for at vi viser dem kærlighed og opmuntrer dem. Når vi roser andre, styrker vi deres tro og hjælper dem til at tjene Jehova loyalt. Især må forældre opmuntre deres børn. Når forældre giver deres børn oprigtig ros og viser dem kærlighed, hjælper de dem til at trives og udvikle sig.

6. Hvorfor kan vi have tillid til Jesus?

6 “Jeg har godkendt dig.” Med disse ord viste Jehova sin tillid til at Jesus loyalt ville gøre sin Fars vilje. Når Jehova har så stor tillid til sin Søn, kan vi også være fuldt overbevist om at Jesus trofast vil opfylde alle Hans løfter. (2. Kor. 1:20) Og når vi tænker over Jesus’ eksempel, bliver vi styrket i vores beslutning om at lære af ham og gå i hans fodspor. Ligesom Jehova har tillid til Jesus, har han tillid til at hans tjenere som gruppe betragtet vil blive ved med at tage ved lære af hans Søn. – 1. Pet. 2:21.

“LYT TIL HAM”

7. Ved hvilken anden lejlighed talte Jehova fra himlen, som vi læser i Matthæus 17:1-5, og hvad sagde han?

7 Læs Matthæus 17:1-5. Anden gang Jehova talte fra himlen, var da Jesus “blev forvandlet”. Jesus havde bedt Peter, Jakob og Johannes om at følge med ham op på et højt bjerg. Mens de var der, fik de et helt enestående syn: Jesus’ ansigt skinnede, og hans tøj strålede. To skikkelser, der repræsenterede Moses og Elias, begyndte at tale med Jesus om at han skulle dø og blive oprejst. De tre apostle var faldet i søvn, men da de vågnede, fik de dette forbløffende syn. (Luk. 9:29-32) Så kom der en lysende sky ned over dem, og inde fra skyen hørte de en stemme – Guds stemme! Ligesom da Jesus blev døbt, erklærede Jehova at han elskede sin Søn og havde godkendt ham. Han sagde: “Det er min Søn, som jeg elsker og har godkendt.” Men denne gang tilføjede Jehova: “Lyt til ham.”

8. Hvilken virkning havde synet på Jesus og på disciplene?

8 Dette syn gav et glimt af den magt og herlighed Jesus senere ville få som Konge i Guds rige. Det har helt sikkert opmuntret ham og styrket ham til at udholde de lidelser og den smertefulde død han ville blive udsat for. Synet har også opbygget disciplenes tro og hjulpet dem til at være parate til de trosprøver og de mange års arbejde der lå foran dem. Omkring 30 år senere huskede apostlen Peter stadig den forvandling de havde været vidne til, så det må have gjort et stærkt indtryk på ham. – 2. Pet. 1:16-18.

9. Hvilken praktisk vejledning gav Jesus sine disciple?

9 “Lyt til ham.” Med de ord gjorde Jehova det klart at han ønsker vi skal lytte til hans Søn og rette os efter hans ord. Hvad sagde Jesus da han var på jorden? Meget der var værd at lytte til! For eksempel underviste han kærligt sine disciple i hvordan de skulle forkynde den gode nyhed, og han mindede dem gang på gang om at de skulle holde sig vågne. (Matt. 24:42; 28:19, 20) Han formanede dem også til at kæmpe energisk og til ikke at give op. (Luk. 13:24) Jesus lagde vægt på at hans disciple måtte elske hinanden, være forenede og holde hans bud. (Joh. 15:10, 12, 13) Den vejledning Jesus gav sine disciple, var god og praktisk. Og den gælder lige så meget i dag som dengang Jesus gav den.

10-11. Hvordan kan vi vise at vi lytter til Jesus?

10 Jesus sagde: “Enhver der er på sandhedens side, lytter til det jeg siger.” (Joh. 18:37) Vi viser at vi lytter til det han siger, når vi bliver ved med “at bære over med hinanden og at tilgive hinanden villigt”. (Kol. 3:13; Luk. 17:3, 4) Et andet udtryk for at vi lytter til det han siger, er at vi bliver ved med at være ivrige i forkyndelsen af den gode nyhed, “både i gode tider og i svære tider”. – 2. Tim. 4:2.

11 Jesus sagde også: “Mine får hører min stemme.” (Joh. 10:27) Kristus’ disciple viser at de hører hans stemme, ved at de ikke bare lægger mærke til hvad han siger, men også retter sig efter det. De lader sig ikke distrahere af “livets bekymringer”. (Luk. 21:34) At adlyde Jesus’ bud har højeste prioritet i deres liv, også når det medfører store udfordringer. Mange af vores brødre og søstre gennemgår svære prøver, deriblandt angreb fra modstandere, dyb fattigdom og alvorlige naturkatastrofer. Men til trods for alt dette bliver de ved med at være trofaste mod Jehova, koste hvad det vil. Jesus giver dem denne forsikring: “Den der tager imod mine bud og holder dem, det er den der elsker mig. Og den der elsker mig, vil blive elsket af min Far.” – Joh. 14:21.

Forkyndelsesarbejdet hjælper os til at lytte til Jesus og Jehova (Se paragraf 12) *

12. På hvilken anden måde kan vi vise at vi lytter til Jesus?

12 Der er også en anden måde hvorpå vi kan vise at vi lytter til Jesus: Ved at samarbejde med dem han har udnævnt til at føre an iblandt os. (Hebr. 13:7, 17) Guds organisation har gennemført mange forandringer i de seneste år – nye redskaber og metoder i vores forkyndelse, et nyt program for midtugemødet og nye retningslinjer for hvordan vi bygger, renoverer og vedligeholder vores rigssale. Hvor er vi glade for den kærlige og velgennemtænkte vejledning vi får! Vi kan være helt sikre på at Jehova vil velsigne os når vi følger anvisningerne fra hans organisation.

13. Hvordan gavner det os at lytte til Jesus?

13 Vi har gavn af at lytte til alle de ting Jesus lærte os. Han forsikrede sine disciple om at hans undervisning ville give dem ny styrke. “Jeg vil give jer ny styrke,” sagde han. “For mit åg er skånsomt, og min byrde er let.” (Matt. 11:28-30) Ja, Guds ord, der indbefatter de fire evangelieberetninger om Jesus’ liv og tjeneste, giver os ny styrke. Det giver os nye åndelige kræfter og gør os kloge. (Sl. 19:7; 23:3) Jesus sagde: “Lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!” – Luk. 11:28.

‘JEG VIL OPHØJE MIT NAVN’

14-15. (a) Hvornår talte Jehova fra himlen for tredje gang, som vi kan læse i Johannes 12:27, 28? (b) Hvorfor må Jehovas ord have trøstet og styrket Jesus?

14 Læs Johannes 12:27, 28. I Johannesevangeliet kan vi læse om den tredje lejlighed hvor Jehova talte fra himlen. Det var nogle få dage før Jesus døde, og han var i Jerusalem for at holde påske for sidste gang. I en bøn til sin Far sagde han: “Nu er jeg dybt foruroliget.” Og han tilføjede: “Far, ophøj dit navn.” Så hørte han sin Far svare fra himlen: “Jeg har ophøjet det og vil ophøje det igen.”

15 Det der gjorde Jesus foruroliget, var det store ansvar der hvilede på ham – han måtte forblive trofast mod Jehova. Han var klar over at han ville blive pisket og måtte lide en grusom død. (Matt. 26:38) Frem for alt ønskede Jesus at ophøje sin Fars navn. Men han blev anklaget for blasfemi og var bekymret for at hans død ville blive til vanære for Gud. Hvor må det have været trøstende for Jesus at høre Jehovas ord! Han kunne være sikker på at Jehovas navn ville blive ophøjet. Hans Fars ord må virkelig have styrket ham så han kunne klare det der ville komme. Det er muligt at Jesus var den eneste som forstod hvad hans Far sagde på dette tidspunkt, men Jehova har sørget for at Hans ord er blevet nedskrevet til gavn for os. – Joh. 12:29, 30.

Jehova vil ophøje sit navn og redde sit folk (Se paragraf 16) *

16. Hvad kunne måske gøre os bekymrede?

16 Ligesom Jesus kan vi også til tider blive bekymrede ved tanken om at Guds navn kan blive vanæret. Måske bliver vi ligesom Jesus udsat for uretfærdig behandling. Eller vi kan blive urolige fordi modstandere spreder løgne om os. Vi tænker måske at disse ting kan bringe vanære over Jehovas navn og hans organisation. I sådan en situation vil Jehovas ord være til stor trøst for os. Vi skal ikke blive unødigt bekymrede. Vi kan være helt sikre på at ‘Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte vores hjerte og vores sind gennem Kristus Jesus’. (Flp. 4:6, 7) Jehova vil altid sørge for at hans navn bliver ophøjet. Ved hjælp af sit rige vil han råde bod på alle de skader Satan og hans verden påfører hans trofaste tjenere. – Sl. 94:22, 23; Esa. 65:17.

LYT TIL JEHOVAS STEMME I DAG

17. Hvordan taler Jehova til os i dag, i overensstemmelse med Esajas 30:21?

17 Jehova taler stadig til os i dag. (Læs Esajas 30:21). Det er rigtigt at vi ikke hører Gud tale til os fra himlen. Men han har givet os sit ord, Bibelen, hvor vi kan hente hjælp og vejledning. Desuden sørger Jehova gennem sin ånd for at “den trofaste forvalter” giver os en konstant forsyning af åndelig mad. (Luk. 12:42) Tænk på al den åndelige næring vi får både på tryk og gennem de videoer og lydindspilninger vi kan finde på vores hjemmeside!

18. Hvordan bliver din tro og dit mod styrket af Jehovas ord?

18 Lad os blive ved med at huske det Jehova sagde da hans Søn var på jorden! Guds egne ord, som er nedskrevet i Bibelen, giver os tillid til at Jehova har alt under kontrol, og at han vil rette op på alt hvad Satan og hans onde verden udsætter os for. Lad os være besluttet på at lytte til Jehovas stemme med fuld opmærksomhed! Hvis vi gør det, vil vi kunne holde ud uanset hvilke problemer vi står over for, og hvilke udfordringer der vil komme. Husk på Bibelens ord: “I har brug for udholdenhed så I efter at have gjort Guds vilje kan se løftet blive opfyldt.” – Hebr. 10:36.

SANG NR. 4 “Jehova er min Hyrde”

^ par. 5 Da Jesus var på jorden, talte Jehova tre gange fra himlen. Ved en af disse lejligheder sagde Jehova at disciplene skulle lytte til hans Søn. I dag taler Jehova til os gennem Bibelen, som indeholder Jesus’ lære, og gennem sin organisation. I denne artikel vil vi se på hvordan vi har gavn af at lytte til Jehova og til Jesus.

^ par. 52 BILLEDBESKRIVELSER: En ældstebror lægger mærke til at en menighedstjener hjælper med praktiske opgaver i forbindelse med rigssalen og betjener venner med litteratur. Ældstebroren roser ham.

^ par. 54 BILLEDBESKRIVELSE: Et ægtepar i Sierra Leone giver en mødeinvitation til en lokal fisker.

^ par. 56 BILLEDBESKRIVELSE: Forkyndere i et land hvor vores arbejde er underlagt begrænsninger, mødes i et privat hjem. De er klædt i fritidstøj for at de ikke skal vække opsigt.