Spørgsmål fra læserne
Hvad var det jødiske tempelpoliti? Hvilke opgaver havde betjentene?
En af de mange opgaver som ikkepræstelige levitter havde, var at fungere som en slags politistyrke. Det gjorde de under ledelse af tempelkommandanten. Den jødiske forfatter Filon beskriver de opgaver som betjentene tog sig af: “Nogle af dem [levitterne] står ved dørene og holder vagt ved indgangene, nogle går vagt indenfor [på selve tempelområdet] foran helligdommen for at forhindre at folk der ikke har lov til det, forsætligt eller uforsætligt, går derind. Nogle patruljerer rundt om tempelområdet i skiftehold nat og dag.”
Tempelpolitiet stod til rådighed for Sanhedrinet. Det var det eneste væbnede korps romerne tillod jøderne at have.
Ifølge bibelforskeren Joachim Jeremias “giver Jesus’ bebrejdende ord da han blev arresteret – at han dag efter dag havde siddet i templet og undervist uden at blive pågrebet (Matt. 26:55) – mest mening hvis det var tempelpolitiet der kom for at arrestere ham”. Forfatteren mener at det også må have været tempelpolitiet der var blevet sendt ud for at arrestere Jesus ved en tidligere lejlighed. (Joh. 7:32, 45, 46) Senere blev betjente sammen med tempelkommandanten sendt afsted for at hente Jesus’ disciple og stille dem for Sanhedrinet, og tempelpolitiet var højst sandsynligt også med til at slæbe Paulus væk fra templet. – Ap.G. 4:1-3; 5:17-27; 21:27-30.