Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 12

Kærlighed hjælper os til at udholde had

Kærlighed hjælper os til at udholde had

“Jeg giver jer disse befalinger for at I kan elske hinanden. Når verden hader jer, ved I at den har hadet mig før jer.” – JOH. 15:17, 18.

SANG NR. 129 Vi vil holde ud

FORMÅL *

1. Hvad kan vi forvente ifølge Matthæus 24:9?

JEHOVA skabte os til at elske andre og til at blive elsket af andre. Så hvis vi oplever at nogen hader os, gør det ondt, og vi bliver måske endda bange. En søster der hedder Georgina, * og som bor i et europæisk land, siger: “Da jeg var 14, begyndte min mor at hade mig fordi jeg gerne ville tjene Jehova. Jeg følte at hun slet ikke ville have mig, og jeg begyndte at tvivle meget på mig selv.” Og en bror ved navn Danilo skriver: “Da soldaterne slog mig, hånede mig og truede mig fordi jeg er et af Jehovas Vidner, følte jeg mig både bange og ydmyget.” Det overrasker os dog ikke at vi kan blive behandlet på den måde. Jesus forudsagde direkte at vi ville blive hadet. – Læs Matthæus 24:9.

2-3. Hvorfor bliver de der har valgt at følge Jesus, hadet?

2 Verden hader dem der har valgt at følge Jesus. Hvorfor? Fordi vi ligesom Jesus ‘ikke er en del af verden’. (Joh. 15:17-19) Selvom vi respekterer myndighederne på jorden, vil vi ikke give dem en ære der tilkommer Gud, eller tilbede nationalistiske symboler. Den eneste vi vil tilbede, er Jehova Gud. Vi anerkender at han er den eneste der har ret til at regere over menneskeheden – noget som Satan og hans “afkom” nægter at anerkende. (1. Mos. 3:1-5, 15) Vi forkynder at det kun er Guds rige der kan løse menneskehedens problemer, og at det rige snart vil fjerne alle der modarbejder det. (Dan. 2:44; Åb. 19:19-21) Det er en god nyhed for ydmyge mennesker, men de onde bryder sig ikke om at høre det. – Sl. 37:10, 11.

3 Der er også mange der hader os fordi vi følger Guds love og normer. Verdens lave moral går stik imod det Gud siger er rigtigt og forkert. For eksempel er der mange i dag der synes at det er helt i orden at gøre de umoralske ting som Gud udslettede indbyggerne i Sodoma og Gomorra for at gøre. (Jud. 7) Fordi vi holder fast ved Bibelens moralnormer, bliver vi hånet og kaldt intolerante. – 1. Pet. 4:3, 4.

4. Hvilke egenskaber må vi have for at kunne klare folks had?

4 Hvad kan hjælpe os til at udholde det når mennesker hader os og håner os? Vi må selvfølgelig have en stærk tro og stole på at Jehova vil hjælpe os. Troen er som et stort skjold der kan “slukke alle den ondes brændende pile”. (Ef. 6:16) Men tro alene er ikke nok. Vi må også have kærlighed. Hvorfor? Fordi kærligheden ikke lader sig provokere. Den kan både tåle og udholde alt det der kunne såre os. (1. Kor. 13:4-7, 13) Lad os nu se på hvordan det at vi elsker Jehova, vores trosfæller og endda vores fjender, kan hjælpe os til at udholde had.

KÆRLIGHED TIL JEHOVA HJÆLPER OS TIL AT UDHOLDE HAD

5. Hvad var Jesus i stand til fordi han elskede sin Far?

5 Aftenen før Jesus blev slået ihjel, sagde han til sine loyale venner: “Jeg elsker Faren”, og den kærlighed fik ham til at gøre det Faren havde påbudt ham. (Joh. 14:31) Det at Jesus elskede Jehova, gav ham styrke til at klare de prøver der lå forude. Vores kærlighed til Jehova kan også give os styrke.

6. Hvordan har Jehovas tjenere det med at blive udsat for had ifølge Romerne 5:3-5?

6 Kærligheden til Jehova har altid hjulpet Guds tjenere til at udholde forfølgelse. Tænk for eksempel på dengang hvor den magtfulde jødiske højesteret forbød apostlene at forkynde. Deres kærlighed til Gud fik dem til at “adlyde Gud som hersker mere end mennesker”. (Ap.G. 5:29; 1. Joh. 5:3) Det er den samme ubrydelige kærlighed der giver vores brødre og søstre i dag styrke til at holde ud når de bliver forfulgt af magtfulde og hensynsløse regeringer. Når verden hader os, mister vi ikke modet. Vi betragter det derimod som en ære at holde ud og på den måde vise vores trofasthed mod Gud. – Ap.G. 5:41; læs Romerne 5:3-5.

7. Hvordan skal vi reagere hvis nogle i vores familie modarbejder os fordi vi tjener Jehova?

7 Noget af det der kan være allersværest at håndtere, er modstand fra vores egen familie. Når man begynder at lære sandheden at kende, vil nogle i ens familie måske tro at man er ved at blive narret ind i noget. Andre vil måske ligefrem tænke at man er ved at blive vanvittig. (Se Markus 3:21). Det kan endda føre til voldsom modstand. Sådan en negativ reaktion kommer ikke bag på os, for Jesus sagde: “En mand vil få fjender i sin egen familie.” (Matt. 10:36) Men uanset hvordan vores familie vælger at behandle os, vil vi ikke begynde at hade dem eller betragte dem som fjender. Snarere tværtimod. Efterhånden som vores kærlighed til Jehova bliver større, vil vores kærlighed til mennesker også blive større. (Matt. 22:37-39) Vi vil dog ikke gå på kompromis med Bibelens love og principper bare for at stille andre mennesker tilfreds.

Vi kan opleve meget svære perioder, men Jehova vil hele tiden være ved vores side for at trøste os og styrke os (Se paragraf 8-10)

8-9. Hvad hjalp en ung søster til at udholde voldsom modstand?

8 Georgina, der blev citeret tidligere, var i stand til at udholde den voldsomme modstand hendes mor udsatte hende for. Hun fortæller: “Min mor og jeg begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Men da jeg efter et halvt års tid gerne ville begynde at komme til møderne, ændrede min mor fuldstændigt indstilling. Det viste sig at hun var i kontakt med frafaldne, og at hun brugte deres påstande når hun snakkede med mig. Hun sagde nogle ting der var meget sårende, hev mig i håret, tog kvælertag på mig og smed min litteratur ud. Efter at jeg var blevet 15, valgte jeg alligevel at blive døbt. Min mor prøvede at forhindre mig i at tjene Jehova ved at anbringe mig på et hjem for adfærdsvanskelige teenagere, og nogle af dem tog stoffer og var kriminelle. Noget af det der gjorde det særligt svært for mig, var at modstanden kom fra en der burde elske mig og tage sig af mig.”

9 Hvordan kunne Georgina klare det? Hun siger: “Den dag min mor for alvor vendte sig imod mig, var jeg lige blevet færdig med at læse hele Bibelen igennem. Jeg var nu fuldstændigt overbevist om at jeg havde fundet sandheden, og jeg følte mig meget nært knyttet til Jehova. Jeg bad meget til ham, og han besvarede mine bønner. Da jeg boede på institutionen, var der en søster der tit inviterede mig hjem til sig så vi kunne studere sammen. Og brødrene og søstrene i menigheden gjorde også alt hvad de kunne, for at styrke mig. De åbnede deres hjem for mig, og jeg blev en del af deres familie. Jeg så med egne øjne at Jehova er stærkere end vores modstandere, uanset hvem det drejer sig om.”

10. Hvad kan vi være sikre på?

10 Paulus skrev at der ikke er noget der “vil kunne skille os fra Guds kærlighed som kommer til udtryk gennem Kristus Jesus, vores Herre”. (Rom. 8:38, 39) Det kan godt være at vi oplever nogle perioder der er meget svære, men Jehova vil hele tiden være ved vores side for at trøste os og styrke os. Og som eksemplet med Georgina viser, hjælper Jehova os også gennem vores elskede åndelige familie.

KÆRLIGHED TIL VORES TROSFÆLLER HJÆLPER OS TIL AT UDHOLDE HAD

11. Hvordan ville det hjælpe disciplene at vise den kærlighed Jesus omtalte i Johannes 15:12, 13? Giv et eksempel.

11 Aftenen før sin død mindede Jesus sine disciple om hvor vigtigt det var at de elskede hinanden. (Læs Johannes 15:12, 13). Han vidste at det ville blive lettere for dem at være forenede og udholde verdens had hvis de viste hinanden uselvisk kærlighed. Menigheden i Thessalonika er et tydeligt eksempel på det. Lige fra menigheden blev oprettet, blev brødrene og søstrene forfulgt. Men de holdt ud og blev gode eksempler i trofasthed og kærlighed. (1. Thess. 1:3, 6, 7) Paulus tilskyndede dem til at blive ved med at vise hinanden kærlighed og endda at gøre det “i endnu højere grad”. (1. Thess. 4:9, 10) Deres kærlighed ville motivere dem til at trøste dem der var nedtrykte, og støtte de svage. (1. Thess. 5:14) Vennerne i menigheden fulgte Paulus’ råd, for i sit andet brev til menigheden, som han skrev omkring et år senere, står der: “Den kærlighed I alle har til hinanden, bliver stadig større.” (2. Thess. 1:3-5) Fordi de viste hinanden kærlighed, kunne de udholde prøvelser og forfølgelse.

Vores indbyrdes kærlighed kan hjælpe os til at holde ud når vi bliver udsat for had (Se paragraf 12) *

12. Hvordan viste vores brødre og søstre i et krigsramt land hinanden kærlighed?

12 Tænk over hvad Danilo, der blev nævnt tidligere, og hans kone oplevede. Da en krig i landet bredte sig til deres område, blev de ved med at komme til møderne, de gjorde deres bedste for at forkynde, og de delte det mad de havde, med deres brødre og søstre. Men så en dag mødte bevæbnede soldater op hjemme hos Danilo. “De forlangte at jeg afsværgede min tro,” fortæller han, “og da jeg nægtede at gøre det, bankede de mig. De lod også som om de ville henrette mig og affyrede skud henover hovedet på mig. Inden de gik, truede de med at vende tilbage og voldtage min kone. Men brødrene satte os med det samme på et tog og sendte os til en anden by. Jeg vil aldrig glemme den kærlighed de viste os. Og da vi kom til den nye by, sørgede de lokale brødre for at vi fik mad og tag over hovedet, og de hjalp mig også med at finde et arbejde! Så da andre af vores brødre og søstre senere flygtede fra krigen, var det os der kunne tilbyde husly.” Sådan nogle oplevelser viser at vores indbyrdes kærlighed kan hjælpe os til at udholde had.

KÆRLIGHED TIL VORES FJENDER HJÆLPER OS TIL AT UDHOLDE HAD

13. Hvordan kan hellig ånd hjælpe os til at holde ud i vores tjeneste, selv når nogle hader os?

13 Jesus sagde til sine disciple at de skulle elske deres fjender. (Matt. 5:44, 45) Men det er ikke altid let! Det kan dog lade sig gøre med hjælp fra Guds hellige ånd. Guds ånd kan hjælpe os til at vise kærlighed, men også tålmodighed, venlighed, mildhed og selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) De egenskaber vil hjælpe os til at udholde had. Faktisk har mange modstandere ændret indstilling til os fordi en ægtefælle, et barn eller en nabo som var i sandheden, viste de gode egenskaber. Og mange af dem er endda blevet vores brødre og søstre. Så hvis der er nogle der hader dig fordi du tjener Jehova, og du synes det er svært at elske dem, så bed Jehova om at give dig mere af sin hellige ånd. (Luk. 11:13) Og hav tillid til at det altid giver det bedste resultat at gøre tingene på Guds måde. – Ordsp. 3:5-7.

14-15. Hvordan hjalp Romerne 12:17-21 Yasmeen til at vise sin mand kærlighed selvom han behandlede hende hårdt?

14 Tænk over det her eksempel med Yasmeen, der bor i Mellemøsten. Da hun blev et af Jehovas Vidner, var hendes mand overbevist om at hun var blevet ført bag lyset, og han prøvede at forhindre hende i at tjene Jehova. Han hånede hende og fik både familiemedlemmer og en præst og en heksedoktor til at true hende og anklage hende for at splitte familien. Hendes mand kom endda hen til rigssalen og råbte frygtelige ting efter brødrene og søstrene under et møde. Yasmeen var tit ked af det og græd fordi han behandlede hende så hårdt.

15 Henne i rigssalen trøstede og styrkede Yasmeens åndelige familie hende. De ældste opfordrede hende også til at bruge de gode råd i Romerne 12:17-21. (Læs). “Det var virkelig ikke let,” siger Yasmeen. “Men jeg bad Jehova om at hjælpe mig, og jeg gjorde mit bedste for at følge det Bibelen siger. Så når min mand kastede jord ind i køkkenet for at genere mig, fejede jeg det bare op. Når han sagde sårende ting til mig, svarede jeg mildt. Og når han var syg, tog jeg mig af ham.”

Når vi viser modstandere kærlighed, kan det gøre dem mildere stemt (Se paragraf 16-17) *

16-17. Hvad kan du lære af Yasmeen?

16 Yasmeen er blevet belønnet for den kærlighed hun viser sin mand. Hun fortæller: “Min mand begyndte at stole mere på mig fordi det gik op for ham at jeg altid siger sandheden. Han begyndte at lytte respektfuldt når vi talte om religion, og han gik med til at holde fred. Nu siger han endda at jeg må have et godt møde når jeg tager afsted til rigssalen. Vi har fået det meget bedre sammen, og der er fred og ro i vores hjem. Jeg håber selvfølgelig at han en dag vil tage imod sandheden og begynde at tjene Jehova sammen med mig.”

17 Yasmeens eksempel viser at kærligheden “tåler alt, ... håber alt, udholder alt”. (1. Kor. 13:4, 7) Ja, kærlighed er meget mere magtfuld end had! Når vi viser kærlighed, kan vi vinde folks hjerte. Og vi glæder også Jehovas hjerte. Men selv hvis vores fjender bliver ved med at hade os, kan vi alligevel være lykkelige. Hvordan det?

HADET MEN LYKKELIGE

18. Hvorfor kan vi være lykkelige selvom folk hader os?

18 Jesus sagde: “Lykkelige er I når mennesker hader jer.” (Luk. 6:22) Det er ikke fordi vi gerne vil have at folk skal hade os, og vi har heller ikke noget ønske om at være martyrer. Hvordan kan vi så være lykkelige når mennesker hader os? Overvej de her tre grunde. For det første: Når vi holder ud, får vi Guds godkendelse. (1. Pet. 4:13, 14) For det andet: Når vi bliver prøvet, får vi en stærkere tro. (1. Pet. 1:7) Og for det tredje: Når vi er trofaste, får vi en helt fantastisk belønning, nemlig evigt liv. – Rom. 2:6, 7.

19. Hvordan kunne apostlene være lykkelige når nu de var blevet pisket?

19 Kort efter at Jesus var blevet oprejst, oplevede apostlene den form for lykke han havde talt om. De blev forfulgt og pisket og fik forbud mod at forkynde, men alligevel var de glade. Hvordan kunne de være det? “De var blevet regnet for værdige til at lide for [Jesus’] navns skyld.” (Ap.G. 5:40-42) Ja, disciplene elskede Jesus mere end de frygtede deres fjender. Og de viste deres kærlighed ved at blive ved med at forkynde og undervise. I dag har vi også mange brødre og søstre der trofast fortsætter deres tjeneste selvom de bliver udsat for modstand. De ved at Jehova ikke vil glemme deres arbejde og den kærlighed de har vist hans navn. – Hebr. 6:10.

20. Hvad vil vi komme ind på i den næste artikel?

20 Lige så længe den her verden eksisterer, vil den hade os. (Joh. 15:19) Men vi skal ikke være bange. Som vi vil komme ind på i den næste artikel, vil Jehova ‘gøre os stærke og beskytte os’. (2. Thess. 3:3) Så lad os blive ved med at elske Jehova, elske vores trosfæller og endda elske vores fjender. Hvis vi gør det, vil vi kunne bevare enheden og vores stærke tro, vi vil ære Jehova, og vi vil være levende beviser på at kærlighed er stærkere end had.

SANG NR. 106 Lad os vokse i kærlighed

^ par. 5 I denne artikel vil vi se på hvordan kærlighed til Jehova, til vores trosfæller og endda til vores fjender kan hjælpe os til at udholde det had vi bliver udsat for. Vi vil også finde ud af hvorfor Jesus sagde at vi kan være lykkelige når vi bliver hadet.

^ par. 1 Navnene er blevet ændret.

^ par. 58 BILLEDBESKRIVELSE: Efter at soldater havde truet Danilo, hjalp trosfæller ham og hans kone med at komme til en anden by, hvor menigheden tog godt imod dem og hjalp dem.

^ par. 60 BILLEDBESKRIVELSE: Yasmeens mand var indædt modstander af sandheden, men de ældste hjalp hende med nogle gode råd. Hun gjorde sit bedste for at være en god hustru og tog sig af ham når han var syg.