Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvorfor skal kristne være forsigtige når de bruger beskedapps?

Mange kristne bruger teknologi til at holde kontakt med familiemedlemmer og andre Jehovas Vidner. Men en moden kristen vil være opmærksom på dette alvorlige råd: “Den kloge ser faren og søger i sikkerhed; de uerfarne går bare videre og må tage følgerne.” – Ordsp. 27:12.

Vi ved at Jehova giver os det råd fordi han gerne vil beskytte os. Derfor kommer vi ikke sammen med nogle der skaber splittelser, er udelukkede eller fremfører falsk lære. (Rom. 16:17; 1. Kor. 5:11; 2. Joh. 10, 11) Der kan også være nogle i menigheden der på grund af det de siger eller gør, ikke er godt selskab. (2. Tim. 2:20, 21) Det er nogle faktorer vi tager i betragtning når vi vælger hvem vi vil være venner med. Men elektroniske beskedtjenester giver nogle helt særlige udfordringer i den forbindelse.

Tænk over hvor vigtigt det er at være på vagt når det drejer sig om gruppechats med mange deltagere. At være med i sådan nogle grupper har haft skadelige følger for nogle kristne. Hvorfor? Fordi det er meget svært for en bror eller søster at passe på hvis en gruppe består af flere hundrede eller tusinde deltagere. Det ville være umuligt at kende hver enkelt af dem og vide hvordan det står til med dem rent åndeligt. I Salme 26:4 står der: “Jeg kommer ikke sammen med løgnagtige mænd, og jeg undgår dem der skjuler hvad de er.” Viser det vers ikke at det er klogest kun at bruge beskedapps til at have kontakt med nogle man kender personligt?

Selv når der ikke er mange med i en gruppechat, må man være opmærksom på hvor meget tid man bruger på det, og hvad samtalerne drejer sig om. Vi er jo ikke forpligtet til at svare på alle beskeder, uanset hvad de drejer sig om, eller hvor meget tid vi har til rådighed. Paulus advarede Timotheus om at nogle personer “sladrer og blander sig i andres sager”. (1. Tim. 5:13) Det er der også nogle der gør i dag via beskedapps.

En moden kristen vil ikke komme med eller lytte til kritiske kommentarer om andre brødre og søstre, og han vil ikke læse eller videregive fortrolige oplysninger han ikke har ret til. (Sl. 15:3; Ordsp. 20:19) Kristne vil heller ikke beskæftige sig med eller videregive sensationsprægede eller ubekræftede historier. (Ef. 4:25) Vi får alt hvad vi behøver af åndelig mad og pålidelige nyheder, i programmerne på JW Broadcasting® og på andre dele af vores hjemmeside, jw.org.

Nogle Jehovas Vidner bruger beskedapps til at sælge, købe eller reklamere for produkter eller til at tilbyde arbejde. Det er forretningsmæssige anliggender, og de bør holdes adskilt fra vores tilbedelse af Jehova. Kristne der ønsker at være “fri for kærlighed til penge”, vil ikke udnytte brodersamfundet og forsøge at tjene penge på deres brødre og søstre. – Hebr. 13:5.

Hvad så med det at bruge beskedapps til at samle penge ind til brødre og søstre der har et behov, eller til nødhjælp? Som kristne vil vi gerne vise kærlighed og omsorg ved at hjælpe og opmuntre hinanden. (Jak. 2:15, 16) Men hvis vi forsøger at gøre det gennem en stor chatgruppe, kunne vi komme til at gribe forstyrrende ind i det som det lokale afdelingskontor eller menigheden gør for at hjælpe. (1. Tim. 5:3, 4, 9, 10, 16) Og ingen af os ønsker at give andre det indtryk at vi har en eller anden særlig opgave med at tage os af Guds får.

Vi ønsker at alt hvad vi gør, er med til at ære Gud. (1. Kor. 10:31) Af den grund vil vi tænke grundigt over hvilke farer der kan være ved at bruge beskedapps og andre former for teknologi, og være forsigtige.