Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 10

Vi kan alle være med til at hjælpe elever frem til dåb

Vi kan alle være med til at hjælpe elever frem til dåb

‘Hver enkelt bidrager til at kroppen vokser.’ – EF. 4:16.

SANG NR. 85 En velkomst

FORMÅL *

1-2. Hvem kan hjælpe bibelstudieelever til at nå frem til dåb?

“JEG elskede alt det jeg lærte ud fra Bibelen,” siger Amy, der bor i Fiji. “Jeg vidste at det var sandheden. Men det var først da jeg begyndte at være sammen med brødrene og søstrene, at jeg gjorde de forandringer der skulle til for at blive døbt.” Det Amy fortæller, lærer os noget vigtigt: En bibelstudieelev har lettere ved at gøre fremskridt når han eller hun får hjælp fra flere forskellige i menigheden.

2 Hver enkelt forkynder kan bidrage til at menigheden vokser. (Ef. 4:16) En pionersøster ved navn Leilani, som bor i Vanuatu, siger: “Det er blevet sagt at der skal en hel landsby til for at opdrage et barn. Jeg tror det samme gælder når det handler om at få nogen med i sandheden – der skal en hel menighed til for at få det til at lykkes.” Familiemedlemmer, venner og skolelærere er alle sammen med til at hjælpe et barn til at blive en moden voksen. Det gør de ved at opmuntre barnet og lære det vigtige ting. På lignende måde kan alle forkyndere være med til at give råd, opmuntre og være gode eksempler for bibelstudieelever, så de hjælper dem til at gøre fremskridt og blive døbt. – Ordsp. 15:22.

3. Hvad kan du lære af det tre dygtige forkyndere peger på?

3 Hvorfor er det klogt af en der leder et bibelstudie, at tage imod hjælp fra andre forkyndere i menigheden? Læg mærke til hvad Ana, en specialpioner i Moldova, siger: “Det er meget svært for én person at dække alle de behov en elev har.” Dorin, en bror der også er specialpioner i Moldova, siger: “Andre forkyndere siger ofte noget der rører elevens hjerte, noget jeg aldrig ville have tænkt på at sige.” Leilani nævner endnu en grund: “Den kærlighed og omsorg vennerne viser, kan hjælpe eleven til at forstå at vi er Jehovas folk.” – Joh. 13:35.

4. Hvad vil artiklen her komme ind på?

4 Men måske tænker du: ‘Hvordan skulle jeg kunne hjælpe en elev til at gøre fremskridt når det ikke er mig der leder studiet?’ Lad os se på hvad vi kan gøre når vi bliver inviteret med på et bibelstudie, og hvad vi kan gøre når en elev begynder at overvære møderne. Vi vil også komme ind på hvordan ældstebrødre kan hjælpe.

NÅR DU ER MED PÅ ET BIBELSTUDIE

Forbered det der skal studeres, når du skal være med på et bibelstudie (Se paragraf 5-7)

5. Hvad er din rolle når du er med på et studie?

5 Det er først og fremmest den der leder studiet, der har ansvar for at hjælpe eleven til at forstå Guds ord. Hvis du bliver inviteret med, så sørg for at hjælpe og støtte studielederen – betragt dig selv som hans medspiller. (Præd. 4:9, 10) Hvad kan du helt konkret gøre for at det bliver et godt studie?

6. Hvordan kan du anvende princippet i Ordsprogene 20:18 når du skal være med på et studie?

6 Forbered dig. Begynd med at bede læreren om at fortælle dig lidt om eleven. (Læs Ordsprogene 20:18). Du kunne spørge: “Hvad er elevens baggrund? Hvad er det der skal studeres? Hvad er dit mål med studiet den her gang? Er der noget jeg skal eller ikke skal sige eller gøre under studiet? Hvordan kan jeg hjælpe eleven til at gøre fremskridt?” Læreren vil selvfølgelig aldrig afsløre noget der er blevet sagt i fortrolighed, men det du får at vide, vil helt sikkert hjælpe dig. En missionær der hedder Joy, har sådan en snak med dem hun inviterer med på bibelstudier, og hun siger: “Det hjælper min makker til at vise eleven oprigtig interesse og til at vide hvordan hun kan bidrage til studiet.”

7. Hvorfor er det vigtigt at du forbereder dig når du skal være med på et studie?

7 Hvis du bliver inviteret med på et bibelstudie, er det godt hvis du forbereder det der skal studeres. (Ezra 7:10) Dorin, den bror der blev citeret tidligere, siger: “Det er en stor hjælp når den jeg har taget med, har forberedt sig. Så har han noget godt at bidrage med.” Eleven vil sikkert også lægge mærke til at I begge to er velforberedte, og det vil være et godt eksempel for ham. Hvis du ikke har mulighed for at forberede dig grundigt, så brug alligevel lidt tid på at finde frem til hovedpunkterne i det der skal studeres.

8. Hvad skal du være opmærksom på i forbindelse med bønner?

8 Bøn er en vigtig del af et bibelstudie, så tænk på forhånd over hvad du vil sige hvis du bliver bedt om at indlede eller afslutte. På den måde vil din bøn blive mere specifik og have større virkning. (Sl. 141:2) Hanae, der bor i Japan, husker stadig de bønner der blev bedt af en søster som var med på studiet med hende. Hun siger: “Jeg kunne mærke at hun havde et meget nært venskab med Jehova, og det ville jeg også gerne have. Jeg blev også meget rørt over at hun brugte mit navn i sine bønner.”

9. Hvordan kan tanken i Jakob 1:19 hjælpe dig til at støtte læreren på et bibelstudie?

9 Støt læreren under studiet. “En god makker er en der følger godt med under studiet,” siger en søster der hedder Omamuyovbi, som er specialpioner i Nigeria. “Man må forstå at det er læreren der leder studiet – man kan komme med nogle relevante kommentarer, men man skal ikke begynde at snakke for meget.” Hvordan kan du vide hvornår du skal sige noget, og hvad du skal sige? (Ordsp. 25:11) Lyt opmærksomt mens læreren og eleven taler sammen. Så vil du kunne bidrage med noget på det rigtige tidspunkt. (Læs Jakob 1:19). Det er selvfølgelig vigtigt at bruge dømmekraft. Du skulle helst ikke komme til at snakke for meget, afbryde læreren eller skifte emne. Men med en kort kommentar, en lille illustration eller et spørgsmål kan du måske hjælpe eleven til at forstå det der bliver drøftet. Nogle gange kan du måske føle at du ikke rigtig har noget at bidrage med, men bare det at rose eleven og vise personlig interesse kan gøre en kæmpe forskel.

10. Hvordan kan det du har oplevet, hjælpe en elev?

10 Fortæl om dine egne erfaringer. Hvis det er relevant, kunne du kort fortælle eleven hvordan du lærte sandheden at kende, hvordan du tacklede et problem, eller hvordan Jehova har hjulpet dig. (Sl. 78:4, 7) Måske er det lige det eleven har brug for at høre. Det kan styrke hans tro eller opmuntre ham så han får lyst til at gøre fremskridt. Og det kan give ham idéer til hvordan han kan tackle et problem han kæmper med. (1. Pet. 5:9) Gabriel, der bor i Brasilien og nu er pioner, fortæller hvad der hjalp ham da han studerede Bibelen. Han siger: “Når brødrene fortalte hvad de selv havde oplevet, hjalp det mig til at forstå at Jehova ser de udfordringer og problemer vi kæmper med. Og hvis de kunne overvinde dem, så kunne jeg også.”

NÅR ELEVEN BEGYNDER AT KOMME TIL MØDERNE

Vi kan alle sammen bidrage til at en elev bliver ved med at komme til møderne (Se paragraf 11)

11-12. Hvorfor skal vi tage godt imod en elev der kommer til møde?

11 Hvis en elev skal gøre fremskridt og nå frem til dåb, må han komme fast til møderne. (Hebr. 10:24, 25) Det vil som regel være læreren der har inviteret ham til det første møde. Men når han kommer, kan vi alle sammen være med til at opmuntre ham og give ham lyst til at blive ved med at komme til møderne. Hvordan kan vi gøre det?

12 Tag godt imod eleven. (Rom. 15:7) Hvis eleven føler sig velkommen ved møderne, er der større sandsynlighed for at han vil have lyst til at blive ved med at komme. Hils hjerteligt på ham, og introducér ham for andre, men sørg samtidig for at han ikke føler sig “overfaldet”. Gå ikke bare ud fra at læreren tager sig af eleven – læreren kan jo være forsinket eller have nogle opgaver han skal tage sig af. Lyt opmærksomt til det eleven siger, og vis personlig interesse. Hvordan kan det virke på en elev at du tager godt imod ham? Læg mærke til hvad Dmitrij, der blev døbt for nogle få år siden og nu er menighedstjener, fortæller om det første møde han var til. Han siger: “Jeg var meget nervøs og stod og ventede uden for rigssalen, men så kom en bror hen og hilste varmt på mig og fulgtes med mig ind. Der var også mange andre der kom hen for at hilse. Det kom fuldstændigt bag på mig. Jeg nød stemningen så meget at jeg ønskede at der var møde hver dag! Det jeg oplevede ved mødet, overgik alt hvad jeg havde prøvet andre steder.”

13. Hvilken indflydelse kan det du siger og gør, have på en elev?

13 Vær et godt eksempel. Det du siger og gør, kan være med til at overbevise eleven om at han har fundet sandheden. (Matt. 5:16) Vitalij, der nu er pioner i Moldova, siger: “Jeg lagde mærke til hvordan de andre i menigheden brugte deres liv, hvordan de tænkte, og hvordan de opførte sig. Det overbeviste mig om at Jehovas Vidner virkelig har den sande tro.”

14. Hvordan kan dit gode eksempel hjælpe en ny?

14 Før en elev kan blive døbt, må han leve efter det han lærer. Det er ikke altid let. Men når eleven ser hvor stor glæde du har af at leve efter Bibelens principper, kan det motivere ham til at gøre det samme. (1. Kor. 11:1) Tænk over hvad Hanae, den søster der blev nævnt tidligere, fortæller: “Brødrene og søstrene var levende eksempler på det jeg blev undervist i. Jeg så hvordan jeg kunne være opmuntrende og tilgivende over for andre, og hvordan jeg kunne vise kærlighed. De talte altid positivt om hinanden. Jeg ville gerne være ligesom dem.”

15. Hvordan understreger Ordsprogene 27:17 at det er godt at blive ven med en elev der kommer til møderne?

15 Bliv ven med eleven. Når eleven fortsætter med at komme til møderne, så bliv ved med at vise ham personlig interesse. (Flp. 2:4) Prøv at lære ham bedre at kende. Du kunne rose ham for de forandringer han har foretaget, og du kunne spørge hvordan det går med hans studie, hans familie eller hans arbejde. Men pas på at dine spørgsmål ikke bliver for personlige. Når I snakker sammen, bliver I efterhånden gode venner, og det vil hjælpe ham til at gøre fremskridt. (Læs Ordsprogene 27:17). Hanae, der nu er pioner, tænker tilbage på den tid hvor hun begyndte at overvære møderne. Hun siger: “Efterhånden som jeg fik venner i menigheden, begyndte jeg at glæde mig til møderne, og jeg kom endda selvom jeg var træt. Jeg nød at være sammen med mine nye venner, og det hjalp mig også til at holde op med at komme sammen med de venner der ikke tjente Jehova. Jeg fik et dybt ønske om at få et nærmere forhold til Jehova og til brødrene og søstrene i menigheden. Og derfor besluttede jeg mig for at blive døbt.”

16. Hvad andet kan du gøre for at hjælpe en elev til at føle sig hjemme i menigheden?

16 Efterhånden som eleven gør fremskridt, kan du hjælpe ham til at føle at han er en del af menigheden. Hvordan? For eksempel ved at vise gæstfrihed. (Hebr. 13:2) Denis, der bor i Moldova, husker tydeligt den tid hvor der blev studeret med ham, og han siger: “Min kone og jeg blev flere gange inviteret til at være privat sammen med vennerne. De fortalte os hvordan Jehova havde hjulpet dem, og det opmuntrede os meget. Det at være sammen med vennerne, overbeviste os om at vi gerne ville tjene Jehova, og at det ville give os et virkelig godt liv.” Når en bibelstudieelev bliver forkynder, kan du også spørge om han vil have en tjenesteaftale med dig. Diego, en bror fra Brasilien, siger: “Der var mange brødre som spurgte om jeg ville følges med dem i forkyndelsen. På den måde kom jeg til at kende dem rigtig godt. Jeg lærte en masse ting, og jeg kom til at føle mig tættere på Jehova og Jesus.”

HVORDAN ÆLDSTE KAN HJÆLPE

Ældstebrødre kan hjælpe elever til at gøre fremskridt ved at vise dem personlig interesse (Se paragraf 17)

17. Hvordan kan ældste hjælpe de nye?

17 Brug tid på de nye. Hvis du er ældste, kan din kærlige opmærksomhed hjælpe en elev til at gøre fremskridt og på et tidspunkt blive døbt. Kunne du jævnligt tage dig tid til at snakke med de nye ved møderne? Hvis du kan huske deres navn, vil de kunne mærke at du virkelig interesserer dig for dem. Det er ikke mindst vigtigt når de begynder at svare ved møderne. Kunne du af og til finde tid til at tage med en forkynder på et bibelstudie? Det kan gøre et meget større indtryk på en elev end du regner med. En pionersøster ved navn Jackie, der bor i Nigeria, fortæller: “Mange af dem jeg studerer med, bliver meget overraskede når de finder ud af at den bror jeg har med, er ældste. En af mine elever sagde engang: ‘Min præst kunne aldrig finde på at komme. Han besøger kun de rige, og det kun hvis de betaler ham for det!’” Den elev kommer nu til møderne.

18. Hvordan kan ældste leve op til det ansvar de har ifølge Apostlenes Gerninger 20:28?

18 Oplær og støt dem der leder bibelstudier. Som ældste har du den vigtige opgave at hjælpe forkynderne til at blive dygtigere i deres tjeneste, også i bibelstudiearbejdet. (Læs Apostlenes Gerninger 20:28). Hvis en ikke lige har mod på at lede studiet når du er med, kan du måske tilbyde at gøre det. Jackie, der blev citeret tidligere, siger: “De ældste spørger af og til hvordan det går med mine bibelstudier. Hvis jeg har et eller andet problem i forbindelse med et studie, er de gode til at give råd.” Det ældste gør for at opmuntre og styrke dem der leder bibelstudier, kan gøre en stor forskel. (1. Thess. 5:11) Jackie tilføjer: “Det betyder meget for mig når de ældste opmuntrer mig og fortæller at de værdsætter det jeg gør. Det er lige så forfriskende som et glas koldt vand på en varm dag. Deres ros hjælper på min selvtillid og giver mig større glæde ved at lede bibelstudier.” – Ordsp. 25:25.

19. Hvilken glæde kan vi alle komme til at opleve?

19 Selvom du ikke selv har et bibelstudie lige nu, kan du alligevel hjælpe andres elever til at gøre fremskridt. Når du er med på et bibelstudie, kan du støtte læreren med velforberedte kommentarer, uden dog at overtage studiet. Du kan blive venner med eleverne når de begynder at komme i rigssalen, og du kan være et godt eksempel for dem. Ældste kan opmuntre eleverne ved at bruge tid på dem, og de kan støtte lærerne ved at oplære dem og rose dem. Ja, tænk hvor stor glæde det vil give dig at vide at du har haft en andel i at hjælpe et andet menneske til at få et nært forhold til vores Far, Jehova.

SANG NR. 79 Oplært så de kan stå fast

^ par. 5 Vi har ikke alle sammen den glæde at lede et bibelstudie. Men alle i en menighed kan være med til at hjælpe bibelstudieelever frem til dåb. I den her artikel vil vi se på hvordan vi hver især kan bidrage til at elever når det mål.