Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 13

SANG NR. 127 Det menneske jeg bør være

Bliv overbevist om at du er godkendt af Jehova

Bliv overbevist om at du er godkendt af Jehova

“Jeg har godkendt dig.”LUK. 3:22.

FOKUS

Hvad du kan gøre hvis du tvivler på at Jehova godkender dig.

1. Hvilken følelse kæmper nogle af Jehovas trofaste tjenere med?

 DET er meget opmuntrende at vide at Jehova godkender sit folk som gruppe betragtet. Bibelen siger: “Jehova er glad for sit folk.” (Sl. 149:4) Men nogle kan have det så svært at de begynder at tvivle på om Jehova kan godkende dem. Flere af Jehovas trofaste tjenere på Bibelens tid kæmpede også nogle gange med den slags tanker. – 1. Sam. 1:6-10; Job 29:2, 4; Sl. 51:11.

2. Hvem godkender Jehova?

2 Bibelen viser tydeligt at ufuldkomne mennesker kan blive godkendt af Jehova. Hvad skal der til? Vi må tro på Jesus og blive døbt. (Joh. 3:16) På den måde viser vi offentligt at vi har angret vores synder og har lovet at bruge vores liv på at gøre Jehovas vilje. (Ap.G. 2:38; 3:19) Jehova er meget glad når vi tager de skridt for at blive venner med ham. Når vi gør vores bedste for at leve op til vores indvielsesløfte, kan vi være sikre på at Jehova godkender os og betragter os som sine nære venner. – Sl. 25:14.

3. Hvad vil vi nu komme ind på?

3 Hvordan kan det så være at nogle af os indimellem tvivler på at Jehova elsker os og er tilfreds med os? Hvordan viser Jehova at han godkender os? Og hvordan kan vi overbevise os selv om at Jehova er tilfreds med os?

HVORFOR NOGLE FØLER AT JEHOVA IKKE KAN GODKENDE DEM

4-5. Hvad kan vi være sikre på hvis vi kæmper med lavt selvværd?

4 En del af os har kæmpet med lavt selvværd siden vi var børn. (Sl. 88:15) En bror der hedder Adrián, siger: “Jeg har aldrig følt at jeg var noget værd. Jeg kan huske at jeg som lille bad til Jehova om at min familie måtte komme med i den nye verden. Men jeg troede ikke at jeg selv var god nok til det.” Tony, der ikke er vokset op i en familie der er Jehovas Vidner, siger: “Mine forældre fortalte mig aldrig at de elskede mig eller var stolte af mig. Det fik mig til at føle at jeg aldrig kunne gøre tingene godt nok.”

5 Hvis vi en gang imellem føler at vi ikke er noget som helst værd, må vi huske at Jehova specifikt har draget hver enkelt af os til sig. (Joh. 6:44) Han kender vores hjerte og ser det gode i os, også det vi måske ikke selv kan få øje på. (1. Sam. 16:7; 2. Krøn. 6:30) Vi kan altså stole på ham når han siger at vi er værdifulde. – 1. Joh. 3:19, 20.

6. Hvordan påvirkede det apostlen Paulus at han tidligere havde begået alvorlige synder?

6 Før vi lærte sandheden at kende, har nogle af os måske gjort noget der gør at vi stadig har skyldfølelse. (1. Pet. 4:3) Selv nogle der har tjent Jehova trofast i mange år, har måske nogle svagheder de kæmper med og føler at de aldrig får bugt med. Har du det også sådan? Føler du nogle gange at Jehova ikke kan tilgive dig? Så kan det være en trøst for dig at vide at mange andre af Jehovas trofaste tjenere har kæmpet med lignende følelser. For eksempel havde apostlen Paulus det elendigt når han tænkte på sine fejl. (Rom. 7:24) Han havde selvfølgelig angret sine synder og var blevet døbt. Men alligevel omtalte han sig selv som “den ringeste af apostlene” og som den største synder. – 1. Kor. 15:9; 1. Tim. 1:15.

7. Hvad må vi huske angående synder vi tidligere har begået?

7 Vores kærlige Far har lovet at tilgive os hvis vi angrer. (Sl. 86:5) Så hvis vi er oprigtigt kede af det vi har gjort, må vi også stole på at Jehova lever op til sit løfte og har tilgivet os. – Kol. 2:13.

8-9. Hvad kan du gøre hvis du kæmper med følelsen af at det du gør for Jehova, aldrig er godt nok?

8 Vi vil alle sammen gerne give Jehova så meget som muligt. Men nogle føler at de aldrig gør nok, og at Jehova derfor ikke er tilfreds med dem. En søster der hedder Amanda, siger: “Jeg kommer let til at tænke at for at give Jehova mit bedste skal jeg hele tiden gøre mere. Jeg forventer ofte mere af mig selv end jeg rent faktisk kan give. Når jeg så ikke lever op til mine egne forventninger, går jeg ud fra at Jehova er lige så skuffet over mig som jeg selv er.”

9 Hvordan kan vi komme af med følelsen af at vi aldrig kan gøre nok? Husk at Jehova ikke er urimelig. Han forventer aldrig mere af os end vi kan klare. Han glæder sig over det vi gør for ham, når bare vi gør vores bedste. Tænk over hvad vi kan lære af nogle der tjente Jehova af hele deres hjerte, for eksempel Paulus. Han gav virkelig af sig selv i mange år – han rejste tusinder af kilometer og oprettede flere menigheder. Men mistede han Jehovas godkendelse da hans omstændigheder ændrede sig og han ikke kunne gøre lige så meget som før? Nej! Han fortsatte med at gøre hvad han kunne, og Jehova velsignede ham for det. (Ap.G. 28:30, 31) Vores omstændigheder og hvad vi kan give til Jehova, kan også ændre sig, men det der betyder noget, er hvorfor vi gør det vi gør. Lad os nu se på nogle af de måder Jehova viser at han er tilfreds med det vi gør, og godkender os.

HVORDAN VISER JEHOVA AT HAN GODKENDER DIG?

10. Hvordan kan vi “høre” Jehova give udtryk for at han elsker os og godkender os? (Johannes 16:27)

10 Gennem Bibelen. Jehova kan godt lide at give udtryk for sine varme følelser over for sine venner og forsikre dem om at han godkender dem. To steder i Bibelen kan vi læse at Jehova direkte sagde til Jesus at han elskede og godkendte ham. (Matt. 3:17; 17:5) Vil du gerne høre Jehova sige det samme til dig? Vi kommer selvfølgelig ikke til at høre Jehovas stemme direkte, men han taler til os gennem Bibelen. Det er som om vi hører Jehova sige at han godkender os, når vi læser Jesus’ ord i evangelierne. (Læs Johannes 16:27). Jesus var et fuldkomment spejlbillede af sin Far. Så når vi læser at Jesus gav udtryk for at han elskede og godkendte sine ufuldkomne men trofaste disciple, kan vi forestille os at Jehova siger de samme ord til os. – Joh. 15:9, 15.

Jehova viser at han godkender os, på flere forskellige måder (Se paragraf 10)


11. Hvis vi oplever noget svært, hvorfor betyder det så ikke at vi har mistet Jehovas godkendelse? (Jakob 1:12)

11 Gennem det han gør for os. Jehova vil meget gerne hjælpe os, for eksempel ved at sørge for at vi har det vi har brug for materielt. Jehova tillader måske at vi oplever noget meget svært, ligesom det var tilfældet med Job. (Job 1:8-11) Prøvelser kommer ikke fordi Jehova ikke længere godkender os. Faktisk giver de os mulighed for at vise hvor dyb vores kærlighed til Jehova er, og hvor meget vi stoler på ham. (Læs Jakob 1:12). Og midt i den svære tid vil vi tydeligt kunne mærke Jehovas kærlighed og se hvordan han hjælper os til at holde ud.

12. Hvad kan vi lære af det Dmitrij oplevede?

12 Tænk over hvad en bror i Asien der hedder Dmitrij, oplevede. Han mistede sit job og var arbejdsløs i flere måneder. Han besluttede sig for at bruge mere tid i forkyndelsen og på den måde vise tillid til Jehova. Men månederne gik, og han kunne stadig ikke finde et arbejde. På et tidspunkt blev han syg og endte med at blive sengeliggende. Han følte ikke længere at han var en god ægtemand og far, og begyndte at tvivle på om Jehova stadig var med ham og godkendte ham. Men en aften skrev hans datter ordene fra Esajas 30:15 på et stykke papir: “I vil få styrke ved at holde jer i ro og vise tillid.” Hun kom hen til hans seng med det og sagde: “Far, når du har det dårligt, så tænk på det her vers.” Det gik op for Dmitrij at Jehova hele tiden havde sørget for familien så de havde mad, tøj og et sted at bo. “Det jeg skulle gøre, var bare at holde mig i ro og blive ved med at vise tillid til Jehova,” siger han. Hvis du lige nu er i en situation der minder om Dmitrijs, kan du være sikker på at Jehova har omsorg for dig og vil hjælpe dig til at holde ud.

Jehova viser at han godkender os, på flere forskellige måder (Se paragraf 12) a


13. Hvem bruger Jehova måske til at fortælle os at han elsker os, og hvordan?

13 Gennem vores trosfæller. Jehova bruger vores brødre og søstre til at fortælle os at han elsker og godkender os. Det kan for eksempel være at han motiverer nogle til at sige noget opmuntrende til os på det helt rigtige tidspunkt. Det oplevede en søster fra Asien i en periode hvor hun kæmpede med mange ting. Hun havde mistet sit arbejde og var blevet meget syg. Så begik hendes mand en alvorlig synd og kunne ikke fortsætte som ældste. “Jeg kunne ikke forstå hvorfor alt det her skete for mig,” siger hun. “Jeg var bange for at jeg måske havde gjort et eller andet forkert og havde mistet Jehovas godkendelse.” Vores søster bad inderligt til Jehova om han ikke nok ville vise hende at han stadig elskede hende. Hvordan besvarede han hendes bøn? Hun fortæller: “De ældste i menigheden var meget søde til at tale med mig og forsikre mig om at Jehova elsker mig.” Senere bad hun igen Jehova om at vise hende at han elskede hende. “Samme dag fik jeg et brev som nogle brødre og søstre i menigheden havde skrevet til mig,” siger hun. “Da jeg sad og læste deres trøstende ord, følte jeg at Jehova havde hørt mig.” Ja, Jehova bruger tit andre til at forsikre os om at han elsker og godkender os. – Sl. 10:17.

Jehova viser at han godkender os, på flere forskellige måder (Se paragraf 13) b


14. På hvilken anden måde viser Jehova at han godkender os?

14 Jehova viser også at han godkender os, ved at bruge vores trosfæller til at give os vejledning når vi har brug for det. I det første århundrede brugte han for eksempel Paulus til at skrive 14 inspirerede breve der skulle hjælpe hans trosfæller. Paulus’ breve indeholdt direkte men kærlig vejledning. Hvorfor fik Jehova Paulus til at give den slags vejledning? Jehova er en kærlig Far, og han retleder sine børn fordi han holder af dem. (Ordsp. 3:11, 12) Så hvis nogen giver os vejledning ud fra Bibelen, kan vi se det som et tegn på at vi har Jehovas godkendelse – og ikke som et tegn på at vi har mistet den. (Hebr. 12:6) Er der andre ting der beviser at Jehova er tilfreds med os og elsker os?

ANDRE TEGN PÅ AT JEHOVA GODKENDER OS

15. Hvem giver Jehova af sin hellige ånd, og hvorfor er det opmuntrende?

15 Jehova giver af sin hellige ånd til dem han godkender. (Matt. 12:18) Vi kan spørge os selv: ‘Er det lykkedes mig at vise nogle af de egenskaber der hører til åndens frugt?’ Er du for eksempel blevet mere tålmodig med andre efter at du har lært Jehova at kende? Man kan faktisk sige at jo bedre du bliver til at vise åndens frugt i dit liv, jo tydeligere vil det være at du har Jehovas godkendelse. – Se boksen “ Åndens frugt er ...

Kan du få øje på noget der overbeviser dig om at Jehova godkender dig? (Se paragraf 15)


16. Hvem bruger Jehova til at forkynde den gode nyhed, og hvilke følelser giver det dig? (1. Thessaloniker 2:4)

16 Jehova har betroet dem han godkender, den vigtige opgave at forkynde den gode nyhed. (Læs 1. Thessaloniker 2:4). En søster der hedder Jocelyn, mærkede hvor godt det gjorde hende at tale med andre om den gode nyhed. En morgen hvor Jocelyn vågnede op, følte hun sig meget langt nede. “Jeg følte ikke jeg havde noget at give,” siger hun. “Men jeg var pioner, og det var min tjenestedag, så jeg bad til Jehova og tog afsted.” Den formiddag mødte Jocelyn Mary, en venlig kvinde der sagde ja til et bibelstudie. Nogle måneder senere fortalte Mary at hun faktisk var i gang med at bede til Gud om hjælp da Jocelyn bankede på hendes dør. Den oplevelse vil Jocelyn aldrig glemme. Hun siger: “Det var som om Jehova sagde til mig: ‘Jeg godkender dig!’” Det er selvfølgelig ikke alle der vil høre på os når vi kommer og forkynder. Men vi kan være helt sikre på at Jehova bliver meget glad når vi gør vores bedste for at dele den gode nyhed med andre.

Kan du få øje på noget der overbeviser dig om at Jehova godkender dig? (Se paragraf 16) c


17. Hvad lærer du af det Vicky siger om løsesummen? (Salme 5:12)

17 Jehova lader dem han godkender, få gavn af løsesummen. (1. Tim. 2:5, 6) Men hvad så hvis man bliver ved med at have følelsen af at Jehova ikke godkender en, selvom man tror på løsesummen og er døbt? Så må man huske at man ikke altid kan stole på sine egne følelser, men man kan altid stole på Jehova! Han betragter dem der tror på løsesummen, som retfærdige og lover at velsigne dem. (Læs Salme 5:12; Rom. 3:26) En søster der hedder Vicky, mediterede over det offer Jehova havde bragt, og det gjorde en stor forskel for hende. Efter at have tænkt dybt over løsesummen kom hun til den her konklusion: “Jehova havde været tålmodig med mig i meget lang tid. ... Alligevel havde jeg faktisk sagt til ham: ‘Din kærlighed er ikke stor nok til at omfatte mig. Din Søns offer er ikke stort nok til at dække mine synder.’” Da hun mediterede over den gave som løsesummen er, begyndte hun at føle at Jehova elskede hende. Vi vil også komme til at føle os elsket af Jehova og mærke at han godkender os, hvis vi tænker dybt over løsesummen.

Kan du få øje på noget der overbeviser dig om at Jehova godkender dig? (Se paragraf 17)


18. Hvad kan vi være sikre på hvis vi bliver ved med at elske vores himmelske Far?

18 Selvom vi virkelig prøver at følge de forslag vi har fået i den her artikel, kan det godt være at vi indimellem alligevel mister modet og tvivler på at vi har Jehovas godkendelse. Hvis det sker for dig, så husk at han godkender dem “der bliver ved med at elske ham”. (Jak. 1:12) Bliv derfor ved med at styrke dit venskab med Jehova og at være på udkig efter hvordan han viser at han godkender dig. Du kan stole på at Jehova ‘ikke er langt væk fra en eneste af os’! – Ap.G. 17:27.

HVAD VIL DU SVARE?

  • Hvorfor føler nogle måske at Jehova ikke godkender dem?

  • Hvordan viser Jehova at han godkender os?

  • Hvorfor behøver vi ikke at være i tvivl om at Jehova godkender os?

SANG NR. 88 Lær mig din vej

a BILLEDBESKRIVELSE: Rekonstruktion

b BILLEDBESKRIVELSE: Rekonstruktion

c BILLEDBESKRIVELSE: Rekonstruktion