STUDIEARTIKEL 12
SANG NR. 77 Lys i en formørket verden
Hold dig fra mørket – bliv i lyset
“Der var engang hvor I levede i mørke, men nu er I i lyset.” – EF. 5:8.
FOKUS
Hvad vi kan lære af billedet med mørke og lys som Paulus bruger i Efeserne, kapitel 5.
1-2. (a) Under hvilke omstændigheder skrev Paulus brevet til efeserne, og hvorfor skrev han det? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se på?
MENS Paulus sad i husarrest i Rom, ville han gerne gøre noget for at opmuntre sine brødre og søstre. Han kunne jo ikke besøge dem, så han skrev breve. Et af brevene var til de kristne i Efesos, og det skrev han i år 60 eller 61. – Ef. 1:1; 4:1.
2 Næsten ti år tidligere havde Paulus tilbragt et godt stykke tid i Efesos, hvor han forkyndte og underviste i den gode nyhed. (Ap.G. 19:1, 8-10; 20:20, 21) Han elskede sine brødre og søstre meget højt og ville gerne hjælpe dem til at blive ved med at være trofaste mod Jehova. Men hvorfor skrev han til salvede kristne om mørke og lys? Og hvad kan vi i dag lære af det Paulus skrev? Det vil vi se på i den her artikel.
FRA MØRKET UD I LYSET
3. Hvilket billede brugte Paulus i sit brev til efeserne?
3 Paulus skrev til de kristne i Efesos: “Der var engang hvor I levede i mørke, men nu er I i lyset.” (Ef. 5:8) Paulus brugte her billedet med mørke og lys for at beskrive to modpoler. Men hvorfor sagde Paulus at efeserne engang levede “i mørke”?
4. På hvilken måde havde efeserne været i religiøst mørke?
4 Religiøst mørke. Før dem Paulus skrev til, lærte sandheden at kende og blev kristne, havde de været slaver af falske religiøse idéer og overtro. I Efesos lå det berømte Artemistempel, der bliver betragtet som et af antikkens syv underværker. Hele byen var gennemsyret af afgudsdyrkelse. Mange tjente styrtende på at lave og sælge små udgaver af Artemistemplet. (Ap.G. 19:23-27) Derudover var indbyggerne i Efesos kendt for at udøve magi. – Ap.G. 19:19.
5. På hvilken måde havde efeserne været i moralsk mørke?
5 Moralsk mørke. Efesos var berygtet for indbyggernes skamløse opførsel og deres accept af umoralsk sex. Overalt i byen hørte man vulgært sprog, og skuespillene i teatrene og de religiøse højtider handlede ofte om sex. (Ef. 5:3) Mange af indbyggerne havde “mistet al moralsk sans”, et udtryk der bogstaveligt betyder at de var “holdt op med at føle smerte”. (Ef. 4:17-19) Før efeserne lærte hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert, kunne de slet ikke mærke deres samvittighed og vidste ikke at de skulle stå til ansvar over for Jehova. Derfor kunne Paulus skrive at de befandt sig “i mentalt mørke” og var “fremmede for det liv der er forbundet med Gud”.
6. Hvorfor kunne Paulus skrive til efeserne at de nu var “i lyset”?
6 Men det var ikke alle i Efesos der blev ved med at leve i mørke. Paulus skrev til de kristne at de nu var ‘i lyset fordi de tilhørte Herren’. (Ef. 5:8) De havde taget imod sandheden fra Guds ord, der blev som et lys der ledte dem i deres liv. (Sl. 119:105) De havde forladt deres gamle måde at leve på, deres falske religiøse skikke og deres umoralske livsstil. De var begyndt at efterligne Gud og at tilbede ham. – Ef. 5:1.
7. Hvordan minder vores situation om den de kristne i Efesos stod i?
7 Før vi lærte sandheden at kende, var vi også i religiøst og moralsk mørke. Nogle af os fejrede falske religiøse højtider, og nogle levede på en umoralsk måde. Men da vi lærte Jehova at kende og fandt ud af hvad der er rigtigt og forkert, kæmpede vi og gjorde forandringer. Vi begyndte at leve på en måde han synes om, og det har hjulpet os på mange måder og givet os et godt liv. (Esa. 48:17) Men vi må stadig kæmpe. Vi må holde os væk fra det mørke vi er kommet ud af, og “blive ved med at leve som børn af lyset”. Hvordan kan vi det?
HOLD DIG FRA MØRKET
8. Hvad skulle efeserne holde sig fra ifølge Efeserne 5:3-5?
8 Læs Efeserne 5:3-5. Hvis efeserne skulle kunne holde sig fra det moralske mørke, måtte de gå langt uden om alt det Jehova hader. Det gjaldt selvfølgelig seksuelt umoralske handlinger men også sjofel snak. Paulus mindede dem om at det var nødvendigt for dem at holde sig fra den slags hvis de skulle have “nogen andel i Kristus’ og Guds rige”.
9. Hvorfor skal vi holde os langt væk fra alt hvad der har at gøre med seksuel umoral?
9 I dag må vi også kæmpe en kamp for ikke igen at blive fanget af “de nedbrydende handlinger der hører til i mørket”. (Ef. 5:11) Mange eksempler har vist at jo mere man ser på, lytter til eller taler om urene, umoralske ting, jo større risiko er der også for at man kommer til at gøre de ting. (1. Mos. 3:6; Jak. 1:14, 15) I et land var der en flok brødre og søstre der var med i den samme chatgruppe på et socialt medie. Til at starte med handlede samtalerne mest om Jehova og om sandheden. Men lidt efter lidt tog de en forkert drejning. Nu begyndte de ofte at handle om sex. Flere indrømmede senere at de urene samtaler påvirkede dem og førte til at de gjorde noget seksuelt umoralsk.
10. Hvordan prøver Satan at narre os? (Efeserne 5:6)
10 Satans verden prøver at narre os til at tro at der ikke er noget som helst galt med det Jehova siger er umoralsk og urent. (2. Pet. 2:19) Det kommer ikke bag på os! Det er en taktik Satan har brugt i lang tid. Han prøver at forvirre folk så de ikke kan se forskel på hvad der er rigtigt og forkert. (Esa. 5:20; 2. Kor. 4:4) Det er altså ikke så underligt at mange film, tv-programmer og hjemmesider fremstiller det Jehova hader, som noget godt og positivt. Satan prøver at få os til at tro at forkerte handlinger og en umoralsk livsstil ikke har nogen som helst dårlige konsekvenser men bare fører til at man kan nyde livet fuldt ud. – Læs Efeserne 5:6.
11. Hvordan viser det Angela oplevede, at det er vigtigt at følge rådet i Efeserne 5:7? (Se også billedet).
11 Satan er interesseret i at vi bruger tid sammen med nogle der gør det sværere for os at holde os til Jehovas normer. Det var derfor Paulus sagde til efeserne: ‘I skal ikke have noget med dem at gøre,’ det vil sige med dem der gjorde det der er forkert i Jehovas øjne. (Ef. 5:7) Vi må huske at vi ikke kun bliver påvirket af de mennesker vi er sammen med ansigt til ansigt, men også af dem vi kommunikerer med eller følger på de sociale medier. Vi har altså en ekstra ting vi skal være opmærksomme på i forhold til efeserne. Angela, a der bor i Asien, fandt ud af hvor farlige sociale medier kan være. Hun fortæller: “Det kan være en fælde – det kan lidt efter lidt fuldstændigt ændre ens måde at tænke på. Jeg nåede til et punkt hvor det slet ikke gik mig på at jeg havde ‘venner’ der var ligeglade med Bibelens principper. Til sidst begyndte jeg endda at tænke at det var helt okay at leve på en måde Jehova ikke synes om.” Angela havde brug for at gøre nogle forandringer, og heldigvis hjalp nogle kærlige, omsorgsfulde ældste hende. Hun siger: “Nu fylder jeg mine tanker med åndelige ting i stedet for med det der er på de sociale medier.”
12. Hvad vil hjælpe os til at holde os til Jehovas normer for hvad der er rigtigt og forkert?
12 Vi kæmper for ikke at blive påvirket af verdens syn på moral, for vi ved hvad der er rigtigt og forkert. (Ef. 4:19, 20) Men det vil alligevel være godt at spørge os selv: ‘Passer jeg på at jeg ikke er unødvendigt meget sammen med kolleger, klassekammerater eller andre der ikke respekterer Jehovas normer? Står jeg modigt op for Jehovas normer selv hvis nogen skulle kalde mig intolerant fordi jeg gør det?’ Som 2. Timotheus 2:20-22 viser, må vi også tænke os godt om med hensyn til hvem i menigheden vi vælger at bruge tid sammen med. Vi må huske at det ikke er alle der har en god indflydelse på os, og som hjælper os til at være trofaste mod Jehova.
LEV SOM “BØRN AF LYSET”
13. Hvad vil det sige at “blive ved med at leve som børn af lyset”? (Efeserne 5:7-9)
13 Paulus opfordrede ikke kun de kristne i Efesos til at holde sig langt væk fra mørket, men også til at “blive ved med at leve som børn af lyset”. (Læs Efeserne 5:7-9). Hvad betyder det? Enkelt sagt betyder det at vi altid skal opføre os som sande kristne. Noget der kan hjælpe os til at gøre det, er flittigt at læse og studere Bibelen og vores bibelske publikationer. Det er særligt vigtigt at vi studerer om Jesus og lægger mærke til hans måde at være på og det han underviste andre i, for han er “verdens lys”. – Joh. 8:12; Ordsp. 6:23.
14. Hvordan kan hellig ånd hjælpe os?
14 Vi har også brug for hjælp fra Guds hellige ånd hvis vi skal kunne blive ved med at opføre os “som børn af lyset”. Hvorfor? Fordi det bestemt ikke er let at være moralsk ren midt i en umoralsk verden. (1. Thess. 4:3-5, 7, 8) Hellig ånd kan hjælpe os til ikke at blive påvirket af verdens filosofier og synspunkter, der går imod Jehovas måde at tænke på. Hellig ånd kan også hjælpe os til at udvikle nogle positive egenskaber, som for eksempel godhed og retfærdighed. – Ef. 5:9.
15. Hvad kan vi gøre for at få hellig ånd? (Efeserne 5:19, 20)
15 Én ting vi kan gøre for at få hellig ånd, er ganske enkelt at bede om den. Jesus sagde at Jehova vil “give hellig ånd til dem der beder ham”. (Luk. 11:13) Og når vi tilbeder Jehova sammen med vores trosfæller ved møderne, får vi også hellig ånd. (Læs Efeserne 5:19, 20). Den positive påvirkning som Guds hellige ånd har på os, vil hjælpe os til at leve på en måde der glæder Jehova.
16. Hvad vil hjælpe os til at tage gode beslutninger? (Efeserne 5:10, 17)
16 Hver gang vi står over for et vigtigt valg, må vi sætte os ind i “hvad der er Jehovas vilje”, og så basere vores beslutning på det. (Læs Efeserne 5:10, 17). Når vi leder efter principper fra Bibelen der passer på vores situation, prøver vi i virkeligheden at se tingene fra Jehovas perspektiv. Og når vi så følger hans principper, vil der være større sandsynlighed for at vi tager en god beslutning.
17. Hvordan kan vi bruge vores tid klogt? (Efeserne 5:15, 16) (Se også billedet).
17 Paulus opfordrede også de kristne i Efesos til at bruge deres tid klogt. (Læs Efeserne 5:15, 16). Vores fjende, Satan, ville elske det hvis vi fik så travlt med ting der har med den her verden at gøre, at vi ikke ville have tid til vores tjeneste for Jehova. (1. Joh. 5:19) Materielle ting, uddannelse eller arbejde kan nemt komme til at stjæle vores fokus. Hvis det skete, kunne det være et tegn på at vi er blevet påvirket af verdens måde at tænke på. De her ting er selvfølgelig ikke i sig selv forkerte, men de bør aldrig få førstepladsen i vores liv. For at leve “som børn af lyset” bliver vi nødt til at ‘bruge vores tid klogt’ og fokusere på det der virkelig er vigtigt.
18. Hvad gjorde Donald for at bruge sin tid på en bedre måde?
18 Vær på udkig efter muligheder for at give Jehova endnu mere af din tid og dine kræfter. Det gjorde Donald, som bor i Sydafrika. Han siger: “Jeg kiggede på min situation og bad inderligt til Jehova om at hjælpe mig til at gøre mere i tjenesten. Jeg bad om at jeg kunne finde et arbejde der ville give mig mere tid til forkyndelsen. Og med Jehovas hjælp fandt jeg det helt rigtige job. Det blev begyndelsen på et fantastisk liv i heltidstjenesten sammen med min kone.”
19. Hvordan kan vi blive ved med at leve “som børn af lyset”?
19 Det brev Paulus skrev til efeserne, må virkelig have hjulpet dem til at være trofaste mod Jehova. Og de gode råd brevet indeholder, kan også hjælpe os. Som vi har været inde på, kan de guide os når vi skal vælge venner og underholdning. Efeserbrevet kan også motivere os til at have en god plan for studie og på den måde lade sandhedens lys påvirke alle områder af vores liv. Og det understreger hvor afhængige vi er af hellig ånd, den kraft der kan få os til at vise smukke egenskaber. Når vi følger de gode råd i Efeserbrevet, kan vi træffe kloge beslutninger der harmonerer med Jehovas måde at tænke på. Alt det vil hjælpe os til at holde os langt væk fra mørket og blive i lyset!
HVAD VIL DU SVARE?
-
Hvad er det mørke og det lys der nævnes i Efeserne 5:8, et billede på?
-
Hvad kan vi gøre for at holde os fra mørket?
-
Hvordan kan vi “blive ved med at leve som børn af lyset”?
SANG NR. 95 Lyset vokser!
a Nogle af navnene er ændret.
b BILLEDBESKRIVELSE: En tidlig afskrift af apostlen Paulus’ brev til efeserne.