1. Hvad skete der under indtagelsen af Jerusalem?

I ÅR 607 f.v.t. invaderede kong Nebukadnezar II og hans enorme hær byen Jerusalem. Om det blodbad der fulgte, siges der i Bibelen: “[Nebukadnezar] dræbte deres unge mænd med sværdet i deres helligdoms hus og havde ikke medlidenhed med den unge mand eller jomfruen, den gamle eller den affældige. ... Endvidere brændte han den sande Guds hus og nedbrød Jerusalems mur; og alle dens tårnborge brændte de med ild, samt alle kostbare ting deri, for at ødelægge dem.” – 2 Krøn. 36:17, 19.

2. Hvad havde Jehova advaret sit folk om?

² Det burde ikke være kommet bag på indbyggerne i Jerusalem at byen blev ødelagt. I mange år havde Jehova gennem profeter advaret dem om at de ville blive givet i Babylons hånd hvis de blev ved med at overtræde Loven. Mange jøder ville dø for sværdet, og de der overlevede indtagelsen, ville højst sandsynligt komme til at tilbringe resten af livet i eksil i Babylon. (Jer. 15:2) Hvordan formede livet sig for jøderne i Babylon? Har kristne været udsat for noget der er en parallel til jødernes fangenskab i Babylon, og i så fald hvornår?

3. Hvordan adskilte livet i Babylon sig fra livet som slave i Egypten?

³ Jehova havde gennem Jeremias rådet jøderne til at acceptere situationen når de blev deporteret, og forsøge at få det bedste ud af det. Han sagde: “Byg huse [i Babylon] og bo i dem, og plant haver og spis deres frugt. ... Søg fred for den by hvortil jeg har ladet jer gå i landflygtighed, og bed for den til Jehova, for i dens fred vil I få fred.” (Jer. 29:5, 7) De der fulgte Jehovas anvisninger, levede et forholdsvis normalt liv i Babylon. Jøderne fik en vis grad af selvstyre og havde endda lov til at rejse omkring. Babylon var et af datidens handelscentre, og gamle dokumenter viser at mange jøder blev forretningsfolk, og at andre blev dygtige håndværkere. Nogle af jøderne blev endda meget velhavende. Livet i Babylon var altså helt anderledes end det slaveri som israelitterne havde oplevet i Egypten flere hundrede år tidligere. – Læs 2 Mosebog 2:23-25.

4. Hvem kom også i fangenskab i Babylon, og hvilke begrænsninger var deres gudsdyrkelse underlagt?

⁴ Nogle af de jøder der kom i fangenskab i Babylon, havde tjent Jehova trofast inden. Selvom de ikke havde gjort noget forkert, måtte de nu lide sammen med de mange der havde gjort oprør mod Jehova. De kunne klare sig materielt, men hvordan skulle de kunne tilbede Jehova? Templet og altret lå i ruiner, og der var ikke længere et organiseret præsteskab. De trofaste jøder gjorde selvfølgelig hvad de kunne for at overholde Loven. For eksempel afviste Daniel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, at spise mad som var uren. Vi ved også at Daniel holdt sig nær til Gud i bøn. (Dan. 1:8; 6:10) Ikke desto mindre var jøderne underlagt et hedensk folk, og det var derfor ikke muligt for dem at tilbede Jehova præcis som Loven foreskrev.

5. Hvilket håb havde Jehova givet sit folk, og hvorfor var det bemærkelsesværdigt?

⁵ Ville israelitterne nogensinde igen kunne tilbede Gud på den måde han krævede af dem? Det virkede usandsynligt på det tidspunkt. Babylon havde ry for aldrig at frigive sine fanger. Men det tog Jehova ikke hensyn til. Han havde lovet at hans folk ville blive befriet, og sådan gik det også. Guds løfter slår aldrig fejl! – Es. 55:11.

6, 7. Hvorfor er det nødvendigt med en justering af vores forståelse af fangenskabet under Babylon den Store?

⁶ Har kristne oplevet noget der kan sammenlignes med det babyloniske fangenskab? I mange år har Vagttårnet forklaret at Guds tjenere i nyere tid blev ført i fangenskab under Babylon den Store i 1918, og at de blev befriet i 1919. I denne og den næste artikel vil vi dog komme ind på hvorfor det har været nødvendigt med en justering af vores forståelse på dette område.

⁷ Tænk over dette: Babylon den Store er et billede på al falsk religion. Så hvis Guds tjenere skulle være kommet i fangenskab under Babylon i 1918, skulle de på en eller anden måde være blevet undertvunget af falsk religion på det tidspunkt. Men i årtierne før Første Verdenskrig havde Guds salvede tjenere i virkeligheden frigjort sig fra Babylon den Store. Det er rigtigt at de salvede blev forfulgt under Første Verdenskrig, men den modgang de mødte, var primært  forårsaget af de sekulære myndigheder, ikke af Babylon den Store. Så det lader ikke til at Jehovas folk kom i fangenskab under Babylon den Store i 1918.

8. Hvordan blev den sande kristendom efterhånden fordærvet? (Se indledningsbilledet).

⁸ På pinsedagen i år 33 blev tusinder af jøder og proselytter salvet med hellig ånd. Disse nye kristne blev “en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom”. (Læs 1 Peter 2:9, 10). I den tid apostlene var i live, førte de kærligt og omhyggeligt tilsyn med Guds menigheder. Men især efter deres død begyndte nogle mænd at fremføre “fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig”. (Apg. 20:30; 2 Thess. 2:6-8) Mange af disse mænd havde ansvarsopgaver i menighederne og tjente som tilsynsmænd og senere som “biskopper”. Efterhånden blev der dannet en præsteklasse – til trods for at Jesus til sine disciple havde sagt: “I er alle brødre.” (Matt. 23:8) Fremtrædende mænd der var fascinerede af de filosofier Aristoteles og Platon fremholdt, begyndte at indføre falske religiøse tanker i menighederne, som med tiden erstattede den sande lære fra Guds ord.

9. Hvordan fik den frafaldne kristenhed opbakning fra den romerske stat, og hvad førte det til?

⁹ I år 313 gjorde den romerske kejser Konstantin denne frafaldne form for kristendom til en anerkendt religion, og fra da af indledte kirken og staten et nært samarbejde. For eksempel befalede Konstantin efter at have overværet kirkemødet i Nikæa at præsten Arius skulle sendes i eksil fordi han nægtede at anerkende Jesus som Gud. Under kejser Theodosius I, der regerede i perioden 379-395, blev den forvanskede form for kristendom der senere blev kendt som katolicismen, den officielle religion i det romerske imperium. Historikere hævder at det hedenske Rom blev “kristnet” i det fjerde århundrede. Men sandheden er at kristenheden allerede på det tidspunkt havde taget så mange hedenske tanker til sig at den var blevet en del af Babylon den Store. Midt i alt dette var der dog stadig nogle trofaste salvede kristne der var som den hvede Jesus omtalte. De gjorde deres bedste for at tilbede Gud, men deres budskab trængte ikke igennem. (Læs Mattæus 13:24, 25, 37-39). De var virkelig i fangenskab under Babylon den Store!

10. På hvilken baggrund kunne oprigtige mennesker sætte spørgsmålstegn ved kirkens lære?

¹⁰ I de første århundreder efter vor tidsregning kunne mange læse Bibelen på enten græsk eller latin. På den måde havde de mulighed for at sammenligne læren i Guds ord med kirkens dogmer. Som følge heraf var der nogle der afviste kirkens ubibelske lærepunkter. Men det kunne koste dem livet hvis de åbent gav udtryk for deres holdninger.

11. Hvordan holdt præsterne Bibelens budskab skjult for folk?

¹¹ Som tiden gik, var der færre og færre der forstod græsk og latin, og kirken modsatte sig at man oversatte Guds ord til de sprog folk talte. Det betød at det kun var præster og lærde der havde mulighed for at læse Bibelen, og det var  ikke engang alle præster der var gode til at læse og skrive. Enhver der var af en anden mening end kirken, blev straffet hårdt. Trofaste salvede tjenere for Gud måtte mødes i små grupper – hvis de overhovedet kunne mødes. Ligesom det tidligere havde været tilfældet med de jødiske præster i fangenskabet under Babylon, kunne det ‘kongelige præsteskab’ af salvede ikke tjene på en organiseret måde. Babylon den Store holdt mennesker i et jerngreb!

12, 13. Hvilke to faktorer var med til at løsne Babylon den Stores greb om folk?

¹² Ville sande kristne nogensinde blive i stand til frit at tilbede Gud på den måde han godkender? Ja! Der begyndte at komme små åndelige lysglimt i mørket takket være to vigtige faktorer. Den første faktor var opfindelsen af trykpressen med løse typer i midten af 1400-tallet. Før trykkekunsten kom til den vestlige verden, måtte man med stort besvær afskrive Bibelen i hånden. Af den grund fandtes der kun få eksemplarer af Bibelen, og de var meget dyre at anskaffe sig. Det kunne tage ti måneder for en erfaren afskriver at fremstille blot ét eksemplar af Bibelen. Dertil kom at det pergament, eller dyreskind, som afskriverne brugte, var meget kostbart. Med trykpresse og papir kunne en dygtig bogtrykker til gengæld trykke 1.300 sider om dagen!

¹³ Den anden vigtige faktor var at nogle få modige mænd i begyndelsen af 1500-tallet besluttede sig for at oversætte Guds ord til de sprog folk talte.  For mange af dem var det med livet som indsats, for kirkens ledere var rasende. De var bange for hvad det kunne føre til hvis almindelige mennesker fik adgang til Bibelen. Da retsindige mennesker fik mulighed for at læse Guds ord, begyndte de nemlig at stille spørgsmål som: ‘Hvor i Bibelen omtales skærsilden? Hvor står der at man skal betale en præst for at holde messe for de døde? Hvor siges der noget om paver og kardinaler?’ Set fra kirkens synsvinkel var sådanne spørgsmål skandaløse. Hvor vovede lægfolk at betvivle kirkens lære! Så kirken gik til modangreb. Mange mænd og kvinder blev dømt for kætteri fordi de afviste kirkelige læresætninger, som ofte var baseret på filosofier fremsat af Aristoteles og Platon – mænd der levede før Jesus Kristus blev født. Kirken afsagde dødsdommen, og staten eksekverede den. Målet var at få folk til at holde op med at læse i Bibelen og drage kirkens lære i tvivl. I de fleste tilfælde lykkedes det. Ikke desto mindre var der nogle få modige sjæle der nægtede at lade sig kue af Babylon den Store. De havde fundet sandheden i Guds ord og ville lære mere. Befrielsen fra falsk religion nærmede sig.

14. (a) Hvad førte til en større forståelse af Bibelens sandheder? (b) Hvad gjorde bror Russell for at finde frem til sandheden?

¹⁴ Mange havde et ønske om at kunne læse og studere Bibelen og drøfte den med andre uden at præsterne dikterede hvad de skulle tro. Af den grund emigrerede de til lande hvor kirkens indflydelse ikke var så stor. Et af disse lande var USA. Her indledte Charles Taze Russell og nogle andre i slutningen af 1800-tallet et systematisk studium af Bibelen. Til at begynde med var det bror Russells hensigt at finde ud af hvilken af de gængse religioner der var den sande. Han undersøgte mange forskellige religioner, også ikkekristne religioner, og sammenholdt deres lære med hvad Bibelen siger. Men han fandt snart ud af at der ikke var en eneste af dem der fulgte Guds ord til fulde. På et tidspunkt mødtes han med adskillige lokale præster i håb om at de ville tage imod de bibelske sandheder som han og hans studiegruppe havde fundet frem til, og fremholde dem i deres menigheder. Præsterne var dog ikke interesserede. Efterhånden måtte Bibelstudenterne sande at de ikke kunne have fællesskab med nogle der holdt fast ved falsk religion. – Læs 2 Korinther 6:14.

15. (a) Hvornår kom sande kristne i fangenskab under Babylon den Store? (b) Hvilke spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel?

¹⁵ I denne artikel har vi lært at de sande kristne kom i fangenskab under Babylon den Store kort efter at den sidste af apostlene døde. Det giver imidlertid anledning til en række spørgsmål: Hvad viser at de salvede i virkeligheden var i gang med at rive sig løs fra Babylon den Stores greb i årtierne op til 1914? Var Jehova utilfreds med sine tjenere fordi de havde sat tempoet ned i forkyndelsen under Første Verdenskrig? Er det sandt at nogle af vores brødre i den periode mistede Jehovas godkendelse fordi de gik på kompromis med deres kristne neutralitet? Og endelig: Hvis falsk religion havde magt over de sande kristne fra det andet århundrede og frem, hvornår blev de så befriet? Interessante spørgsmål, der alle vil blive besvaret i den næste artikel.