Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bliv ved med at opmuntre hinanden

Bliv ved med at opmuntre hinanden

“Hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig det.” – APG. 13:15.

SANGE: 121, 45

1, 2. Hvilke eksempler viser at opmuntring er af stor betydning?

“MINE forældre siger næsten aldrig noget opmuntrende til mig; de kritiserer mig hele tiden. Og deres ord gør virkelig ondt,” siger Cristina, der er 18 år. [1] “De siger at jeg er umoden, at jeg aldrig bliver til noget, og at jeg er fed. Så jeg græder tit, og jeg prøver at undgå at tale med dem. Jeg føler mig totalt værdiløs.” Ja, livet kan virkelig være hårdt hvis der aldrig er nogen der opmuntrer og roser en.

2 Opmuntring kan gøre en stor forskel. “Jeg har i mange år kæmpet med lavt selvværd,” fortæller Rubén. “Men engang hvor jeg havde en dårlig dag, gik jeg i tjenesten med en ældste, og han kunne mærke hvordan jeg havde det. Han lyttede forstående mens jeg fortalte om mine tanker. Derefter mindede han mig om alt det gode jeg gjorde. Han mindede mig også om det Jesus sagde om at vi hver især er mere værd end mange spurve. Jeg tænker tit på det skriftsted, og det rører stadig mit hjerte. Ældstebrorens ord gjorde en stor forskel.” – Matt. 10:31.

3. (a) Hvad sagde Paulus vedrørende opmuntring? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?

3 I Bibelen understreges det at vi regelmæssigt må opmuntre andre. Apostlen Paulus skrev følgende til de kristne hebræere: “Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud; men bliv ved med at tilskynde hinanden hver dag ... for at ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedragende magt.” (Hebr. 3:12, 13) Hvis du selv har prøvet at blive opmuntret og tilskyndet af en anden da du havde allermest brug for det, forstår du hvor vigtig denne vejledning er. Lad os nu se nærmere på de følgende spørgsmål: Hvorfor er det vigtigt at vi opmuntrer andre? Hvad kan vi lære af den måde Jehova, Jesus og Paulus opmuntrede andre på? Og hvordan kan vi bedst opmuntre andre?

DER ER BEHOV FOR OPMUNTRING

4. Hvem har brug for opmuntring, og hvorfor er det en mangelvare i dag?

4 Vi har alle brug for opmuntrende ord. Det gælder ikke mindst i barndommen. “Ligesom planter har brug for vand, har børn ... brug for ros og opmuntring,” forklarer Timothy Evans, der er ekspert inden for familieterapi. “Når et barn bliver opmuntret, vil det føle sig værdsat og værdifuldt.” Men her i de kritiske sidste dage er verden præget af selviskhed og manglende naturlig hengivenhed, og som følge heraf er opmuntring blevet en mangelvare. (2 Tim. 3:1-5) Nogle forældre roser aldrig deres børn fordi de ikke selv blev rost af deres forældre. Også voksne har brug for ros og opmuntring. Men mange arbejdsgivere roser for eksempel aldrig deres ansatte.

5. Hvad indbefatter opmuntring?

5 Opmuntring kan indbefatte at man roser en person for noget han eller hun har gjort. Vi kan også opmuntre andre ved at minde dem om deres gode egenskaber og trøste dem når de er nedtrykte eller modløse. (1 Thess. 5:14) Det græske ord der ofte bliver oversat med “opmuntring”, betyder bogstaveligt “det at kalde til sin side”. Fordi vi tjener side om side med vores brødre og søstre, har vi rig mulighed for at sige noget opmuntrende til dem. (Læs Prædikeren 4:9, 10). Udnytter vi de muligheder vi har for at fortælle andre hvorfor vi elsker og værdsætter dem? Bibelen siger meget sandt: “Hvor er det godt med et ord i rette tid!” – Ordsp. 15:23.

6. Hvorfor vil Djævelen gerne have os til at miste modet, og hvilke metoder brugte han for at tage modet fra Job?

Satan Djævelen forsøger at tage modet fra os, for han ved at modløshed kan svække os, blandt andet åndeligt. “Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset,” står der i Ordsprogene 24:10. I sit forsøg på at tage modet fra den retfærdige Job gjorde Satan brug af en blanding af ulykker og falske anklager, men hans onde plan mislykkedes, og Job forblev loyal mod Jehova. (Job 2:3; 22:3; 27:5) Vi kan være med til at bekæmpe Satans negative indflydelse ved at opmuntre vores familie og dem der er i vores menighed. På den måde vil vores hjem og rigssalen være steder hvor vi kan føle os glade og trygge.

EKSEMPLER PÅ NOGLE DER OPMUNTREDE ANDRE

7, 8. (a) Hvad viser at Jehova betragter opmuntring som noget vigtigt? (b) Hvordan kan forældre efterligne Jehova? (Se indledningsbilledet).

7 Jehova. Salmisten skrev: “Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.” (Sl. 34:18) Da Jeremias var bange og modløs, styrkede Jehova hans selvtillid ved at forsikre ham om at han nok skulle hjælpe ham. (Jer. 1:6-10) Og forestil dig hvordan det må have virket på Daniel da Gud gennem en engel styrkede ham og kaldte ham en ‘højt skattet mand’. (Dan. 10:8, 11, 18, 19) Kunne du efterligne Jehova ved at opmuntre dine trosfæller, deriblandt pionererne i din menighed og ældre brødre og søstre der ikke kan klare så meget som tidligere?

8 Jehova havde arbejdet sammen med sin elskede søn i umindelige tider i himlen. Men det fik ham ikke til at tænke at det var unødvendigt at rose og opmuntre Jesus mens han var på jorden. Ved to lejligheder hørte Jesus sin Far tale direkte fra himlen og sige: “Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.” (Matt. 3:17; 17:5) Med disse ord forsikrede Gud Jesus om at han var stolt af ham og havde tillid til ham. Jesus må have følt sig meget styrket og opmuntret da han hørte disse ord – både ved begyndelsen af sin tjeneste og i det sidste år han var på jorden. Jehova sendte også en engel for at styrke Jesus da han var i dødsangst natten før sin død. (Luk. 22:43) Som forælder kan du efterligne Jehova ved ofte at opmuntre dine børn og ved at rose dem når de gør noget godt. Og når deres tro og integritet bliver prøvet i skolen, må du gøre en ekstra indsats for at styrke dem og hjælpe dem til at holde ud.

9. Hvad kan vi lære af den måde Jesus behandlede apostlene på?

9 Jesus. Den aften Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død, var han klar over at apostlene havde problemer med stolthed. Selv efter at Jesus ydmygt havde vasket deres fødder, gav de sig endnu en gang til at diskutere hvem af dem der var størst. Peter var desuden overdrevent selvsikker. (Luk. 22:24, 33, 34) Alligevel valgte Jesus at rose sine apostle for at de var blevet hos ham i hans prøvelser. Han opmuntrede dem ved at forudsige at de ville udrette større ting end ham, og forsikrede dem om at Gud elskede dem. (Luk. 22:28; Joh. 14:12; 16:27) Spørg dig selv: ‘Efterligner jeg Jesus ved at rose andre, også mine børn, for det de gør godt, i stedet for at fokusere på deres fejl?’

10, 11. Hvordan opmuntrede Paulus andre, og hvad var han villig til?

10 Paulus. I sine breve omtalte Paulus sine trosfæller i positive vendinger. Han havde rejst sammen med nogle af dem i årevis og var helt sikkert bekendt med deres ufuldkommenheder, men alligevel roste han dem. For eksempel omtalte han Timoteus som sit “elskede og trofaste barn i Herren” og gav udtryk for tillid til at han ville tage sig godt af sine kristne brødre og søstre. (1 Kor. 4:17; Fil. 2:19, 20) Paulus roste også Titus over for de kristne i Korinth og omtalte ham som ‘en medarbejder til gavn for dem’. (2 Kor. 8:23) Det må have virket meget opmuntrende på Timoteus og Titus at vide at Paulus havde så positivt et syn på dem.

11 Paulus og Barnabas satte ligefrem deres liv på spil for at opmuntre deres brødre og søstre. For eksempel var de blevet udsat for et voldeligt overfald i Lystra, men alligevel tog de tilbage til byen for at opmuntre de nye disciple og hjælpe dem til at forblive loyale. (Apg. 14:19-22) I Efesus var Paulus i fare på grund af en vred folkemængde, men alligevel blev han længe nok i byen til at han kunne styrke sine brødre. I Apostelgerninger 20:1, 2 fortælles der: “Da ... uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene, og da han havde opmuntret dem og sagt farvel til dem, tog han af sted for at rejse til Makedonien. Efter at have gennemgået disse områder og opmuntret dem der var dér med mangt et ord, kom han til Grækenland.” Det var tydeligvis vigtigt for Paulus at opmuntre andre.

VÆR MED TIL AT OPMUNTRE ANDRE

12. Hvilken rolle spiller vores møder i forbindelse med opmuntring?

12 En af grundene til at vores himmelske Far har sørget for at vi har regelmæssige møder, er at vi skal kunne opmuntre andre og selv blive opmuntret. (Læs Hebræerne 10:24, 25). Ligesom de første kristne mødes vi for at ‘alle kan lære og alle kan blive opmuntret’. (1 Kor. 14:31) Cristina, der blev nævnt i indledningen, siger: “Det jeg bedst kan lide ved møderne, er den kærlighed jeg mærker der, og den opmuntring jeg får. Nogle gange føler jeg mig langt nede når jeg kommer ind i rigssalen, men så kommer søstrene hen til mig, giver mig et knus og siger at jeg ser godt ud. De fortæller mig hvor meget de holder af mig, og hvor glade de er for at se de åndelige fremskridt jeg gør. På grund af deres opmuntrende ord får jeg det meget bedre!” Hvor er det vigtigt at vi hver især gør det vi kan for at opmuntre hinanden. – Rom. 1:11, 12.

13. Hvorfor har selv erfarne tjenere for Gud brug for opmuntring?

13 Selv erfarne tjenere for Jehova har brug for opmuntring fra andre. Tænk for eksempel på Josua. Han havde tjent Gud trofast i mange år, men alligevel gav Jehova Moses besked på at opmuntre ham og sagde: “Overdrag Josua hvervet og sæt mod i ham og styrk ham, for det er ham der skal drage over foran dette folk og ham der skal give dem det land som du vil se, i eje.” (5 Mos. 3:27, 28) Josua ville blive betroet et enormt ansvar – at stå i spidsen for israelitterne når de indtog det lovede land. Han ville komme til at opleve modgang og mindst et militært nederlag. (Jos. 7:1-9) Så der er ikke noget at sige til at han havde brug for at blive opmuntret og styrket. Kunne vi personligt gøre noget for at opmuntre ældste, deriblandt kredstilsynsmænd, der arbejder hårdt for at tage sig af Guds hjord? (Læs 1 Thessaloniker 5:12, 13). En kredstilsynsmand siger: “Nogle gange giver brødrene os et takkebrev hvori de fortæller hvor glade de har været for vores besøg. Vi gemmer brevene og læser dem når vi har det svært. De er virkelig til stor opmuntring.”

Vores børn trives når vi roser og opmuntrer dem (Se paragraf 14)

14. Hvad viser at ros og opmuntring er en vigtig del af det at give vejledning?

14 Ros og opmuntring er også vigtigt i forbindelse med vejledning. På et tidspunkt var Paulus nødt til at vejlede de kristne i Korinth, og da de lyttede og fulgte hans anvisninger, roste han dem for det. (2 Kor. 7:8-11) Hans opmuntrende ord må helt sikkert have hjulpet dem til at fortsætte med at gøre det rigtige. Ældste og forældre kan efterligne Paulus på det område. Andreas, der har to børn, siger: “Opmuntring hjælper børn til at vokse åndeligt og mentalt. Vejledningen trænger dybere ind når man også roser dem. Vores børn ved jo hvad der er rigtigt, men når vi bliver ved med at opmuntre og tilskynde dem, bliver det naturligt for dem at gøre det rigtige.”

HVORDAN DU KAN OPMUNTRE ANDRE

15. Hvordan kan vi opmuntre andre?

15 Fortæl dine trosfæller at du værdsætter deres indsats og deres gode egenskaber. (2 Krøn. 16:9; Job 1:8) Også på det område er Jehova og Jesus gode eksempler. De værdsætter det vi hver især gør for at støtte Guds rige, også selvom vi ikke har mulighed for at gøre så meget som vi godt kunne tænke os. (Læs Lukas 21:1-4; 2 Korinther 8:12). For eksempel gør mange af vores ældre brødre og søstre sig store anstrengelser for at overvære møderne og deltage i tjenesten regelmæssigt. Fortjener de ikke opmuntring og ros fra os?

16. Hvornår kan vi opmuntre andre?

16 Udnyt alle muligheder for at opmuntre andre. Hvis en bror eller søster gør noget der fortjener ros, hvorfor så holde sig tilbage? Da Paulus og Barnabas var i Antiochia i Pisidien, henvendte forstanderne i byens synagoge sig til dem og sagde: “Mænd, brødre, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig det.” Paulus udnyttede muligheden og holdt et tilskyndende foredrag. (Apg. 13:13-16, 42-44) Hvis du får en mulighed for at sige noget der kan virke opmuntrende, så udnyt den. Når du gør det til en vane at opmuntre andre, vil andre sikkert også opmuntre dig. – Luk. 6:38.

17. Hvad vil give vores opmuntrende ord større vægt?

17 Vær oprigtig og specifik. Da Jesus talte til menigheden i Tyatira, roste han brødrene og søstrene for noget helt specifikt. (Læs Åbenbaringen 2:18, 19). Hvordan kan vi efterligne ham? Måske kunne du rose en enlig mor for den måde hun opdrager sine børn på i den vanskelige situation hun befinder sig i. Eller hvis du er forælder, kunne du rose dine børn for det de gør for at tjene Jehova. Fortæl dem om noget konkret du har lagt mærke til. Hvis vi er specifikke når vi roser og opmuntrer andre, vil de kunne mærke at vi mener det vi siger, og så får det større vægt.

18, 19. Hvordan kan vi hjælpe hinanden?

18 Jehova giver os ikke direkte besked på at sige noget opmuntrende til en bestemt person, sådan som han gjorde i tilfældet med Moses og Josua. Men det glæder ham når vi gør en indsats for at opmuntre andre. (Ordsp. 19:17; Hebr. 12:12) Måske kunne vi fortælle en der har holdt et offentligt foredrag, hvordan hans ord hjalp os til at forstå et bestemt skriftsted eller tackle et problem. En søster skrev følgende til en bror der havde holdt et foredrag: “Selvom vi kun snakkede sammen i et par minutter, lagde du mærke til at jeg var ked af det, og du trøstede og opmuntrede mig. Du skal vide at din kærlige måde at tale på, både i dit foredrag og i vores samtale, føltes som en gave fra Jehova.”

19 Vi vil kunne hjælpe hinanden til at bevare en stærk tro og et nært forhold til Jehova hvis vi er fast besluttede på at følge Paulus’ råd: “Bliv derfor ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden, sådan som I også gør.” (1 Thess. 5:11) Hvis vi bliver ved med at opmuntre hinanden, vil vi glæde Jehovas hjerte.

^ [1] (paragraf 1) Nogle af navnene er ændret.