Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehova velsigner gavmildhed

Jehova velsigner gavmildhed

DET at bringe ofre har længe været en vigtig del af sand tilbedelse. På israelitternes tid bragte Guds tjenere dyreofre, og kristne har altid været kendt for at bringe lovprisningsofre. Men der er også andre slags ofre som Gud bliver glad for. (Hebr. 13:15, 16) De følgende eksempler viser at sådanne ofre fører til glæde og velsignelse for dem der bringer dem.

Hanna, en trofast tjener for Jehova i fortiden, ønskede sig inderligt en søn, men hun kunne ikke blive gravid. I en bøn lovede hun at hvis hun blev gravid og fik en søn, ville hun “give ham til Jehova alle hans levedage”. (1 Sam. 1:10, 11) Der gik ikke længe før Hanna blev gravid og fødte en søn, som hun gav navnet Samuel. Da Hanna var holdt op med at amme Samuel, tog hun ham med til teltboligen, præcis som hun havde lovet. Jehova velsignede Hanna for hendes selvopofrende indstilling – hun blev mor til yderligere fem børn, og Samuel blev profet og bibelskribent. – 1 Sam. 2:21.

I dag har vi også mulighed for at vie vores liv til vores store Skaber og bruge vores tid på at tjene ham. Jesus lovede at vi vil blive rigt belønnet for de ofre vi bringer i tjenesten for Jehova. – Mark. 10:28-30.

Dorkas, en kvinde der levede i det første århundrede, var kendt for sine “gode gerninger og barmhjertighedsgaver” – ofre hun bragte for at hjælpe andre. Men på et tidspunkt blev hun syg og døde, hvilket var til stor sorg for menigheden. Disciplene hørte at apostlen Peter var i området, og bad ham om at komme så hurtigt som muligt. Forestil dig deres store glæde da Peter kom og oprejste Dorkas! Dette var i øvrigt den første opstandelse der blev foretaget af en apostel. (Apg. 9:36-41) Gud havde tydeligvis ikke glemt de ofre Dorkas havde bragt. (Hebr. 6:10) Beretningen om hende er bevaret i Guds ord så vi kan efterligne hendes store gavmildhed.

En der gavmildt gav af sin tid og opmærksomhed, var apostlen Paulus. Til sine brødre i Korinth skrev han: “Jeg selv vil med største glæde bruge af mine midler og lade mig selv helt opbruge for jeres sjæle.” (2 Kor. 12:15) Paulus havde selv erfaret hvordan det at ofre sig for andre ikke alene gav ham stor glæde, men også førte til noget af endnu større værdi, nemlig Jehovas velsignelse og godkendelse. – Apg. 20:24, 35.

Det er tydeligt at Jehova glæder sig når vi bruger vores tid og kræfter på at fremme Rigets interesser og hjælpe vores brødre og søstre. Men er der andre måder vi kan støtte forkyndelsesarbejdet på? Ja. Ud over at give af os selv kan vi ære Gud ved at give frivillige bidrag. Disse bidrag går til det globale forkyndelsesarbejde og bliver blandt andet brugt til at støtte missionærer og andre i særlig heltidstjeneste. Vores frivillige bidrag bliver også brugt til at dække udgifter i forbindelse med at der fremstilles og oversættes publikationer og film, udføres nødhjælpsarbejde og opføres nye rigssale. Vi kan være fuldstændigt sikre på at vi vil blive velsignet for vores gavmildhed. Og vi kan glæde os over at vide at vi ærer Jehova ved at give ham af vores velstand. – Ordsp. 3:9; 22:9.