Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 48

Fuldfør det du er begyndt på

Fuldfør det du er begyndt på

“Gør derfor indsamlingen færdig med samme iver som I havde da I begyndte på den.” – 2. KOR. 8:11.

SANG NR. 35 Vælg det vigtigste

FORMÅL *

1. Hvad har Jehova givet os lov til?

JEHOVA har givet os lov til selv at vælge hvordan vi vil bruge vores liv. Han lærer os at tage fornuftige valg, og når vi træffer gode beslutninger der glæder ham, hjælper han os så tingene lykkes. (Sl. 119:173) Jo mere vi lader os lede af visdommen fra Guds ord, jo bedre vil vi blive til at træffe gode beslutninger. – Hebr. 5:14

2. Hvad kan være udfordringen når vi har truffet en beslutning?

2 Selv når vi træffer en god beslutning, kan det være en kamp for os at gennemføre det vi begynder på. Tænk over nogle eksempler: En ung bror beslutter sig for at læse Bibelen igennem. Det går godt for ham i et par uger, men så går han i stå. En søster beslutter at blive pioner men udskyder hele tiden datoen for hvornår hun vil begynde. De ældste i en menighed beslutter at gøre mere ud af hyrdearbejdet, men efter flere måneder er der stadig ikke sket noget. Situationerne er forskellige, men de har noget tilfælles. De beslutninger der blev truffet, blev ikke ført ud i livet. I det første århundrede havde de kristne i Korinth et lignende problem. Lad os se hvad vi kan lære af dem.

3. Hvilken beslutning traf korintherne, men hvad skete der?

3 Omkring år 55 traf korintherne en vigtig beslutning. De havde hørt at deres brødre i Jerusalem og Judæa var i nød, og at andre menigheder samlede penge ind for at hjælpe dem. Motiveret af kærlighed og gavmildhed besluttede korintherne også at give et bidrag og spurgte Paulus hvad de skulle gøre for at hjælpe. Han sendte retningslinjer til menigheden og udnævnte Titus til at sætte indsamlingen i gang. (1. Kor. 16:1; 2. Kor. 8:6) Men et par måneder senere hørte Paulus at indsamlingen var gået i stå. Derfor risikerede korintherne at deres gave ikke var klar til at blive sendt til Jerusalem sammen med de andre menigheders bidrag. – 2. Kor. 9:4, 5

4. Hvad tilskyndede Paulus korintherne til at gøre, som vi læser i 2. Korinther 8:7, 10, 11?

Korintherne traf en god beslutning, og Paulus roste dem for deres stærke tro og deres oprigtige ønske om at vise gavmildhed. Men samtidig måtte han tilskynde dem til at fuldføre det de var begyndt på. (Læs 2. Korinther 8:7, 10, 11) Deres eksempel lærer os at det selv for trofaste kristne kan være en kamp at gennemføre en god beslutning.

5. Hvilke spørgsmål vil vi få svar på?

5 Ligesom korintherne kan vi også have svært ved at gennemføre de ting vi planlægger. Hvorfor? Som ufuldkomne mennesker kan vi have en tendens til at udskyde tingene. Eller måske gør uforudsete begivenheder det umuligt for os at gennemføre det vi har besluttet. (Præd. 9:11; Rom. 7:18) Hvad skal du gøre hvis du er nødt til at genoverveje en beslutning, og hvordan finder du ud af om du skal justere den? Og hvordan kan du blive bedre til at fuldføre det du begynder på?

FØR DU TRÆFFER EN BESLUTNING

6. Hvornår bliver vi måske nødt til at justere en beslutning vi har truffet?

6 Der er visse beslutninger vi aldrig vil ændre. For eksempel vil vi altid holde fast ved vores beslutning om at tjene Jehova og ved det løfte vi har givet vores ægtefælle. (Matt. 16:24; 19:6) Men andre beslutninger er vi måske nødt til at justere. Hvorfor? Fordi vores omstændigheder ændrer sig. Hvad kan hjælpe os til at træffe de bedst mulige beslutninger?

7. Hvad skal vi bede om, og hvorfor?

7 Bed Gud om visdom. Jehova inspirerede Jakob til at skrive følgende: “Hvis nogen af jer mangler visdom, skal han derfor blive ved med at bede Gud om at få den, for Gud giver gavmildt til alle.” (Jak. 1:5) Vi mangler alle visdom på et eller andet område. Støt dig derfor til Jehova før du træffer en beslutning, og gør det også hvis du på et tidspunkt er nødt til at genoverveje beslutningen. Så vil Jehova hjælpe dig til at træffe kloge beslutninger.

8. Hvilken research bør du foretage inden du træffer en beslutning?

8 Foretag grundig research. Søg råd i Guds ord og i de publikationer vi får fra Jehovas organisation, og tal med nogen du har tillid til. (Ordsp. 20:18) Det er vigtigt med grundig research inden du for eksempel vælger om du skal skifte job eller flytte, og inden du vælger hvilken uddannelse du skal tage for at kunne klare dig og blive ved med at fokusere på din tjeneste.

9. Hvorfor vil det hjælpe os at være ærlige over for os selv?

9 Analysér dine motiver. Det betyder noget for Jehova hvilke motiver vi har. (Ordsp. 16:2) Han ønsker at vi er ærlige i alt hvad vi gør. Så når vi træffer beslutninger, må vi være ærlige over for os selv og andre om hvad vores motiver egentlig er. Hvis vi ikke er fuldstændigt ærlige, vil vi sikkert have svært ved at gennemføre beslutningen. For eksempel beslutter en ung bror måske at begynde som pioner. Men efter et stykke tid bliver det svært for ham at nå timerne, og han har også mistet glæden ved tjenesten. Måske troede han at hans motiv til at blive pioner først og fremmest var at glæde Jehova. Men kunne det være at hans motiv egentlig var at glæde hans forældre eller en han så op til?

10. Hvad er nødvendigt hvis vi skal kunne gøre forandringer?

10 Vi kunne også tage et eksempel med en der studerer Bibelen, og som beslutter at stoppe med at ryge. Han kæmper og klarer sig igennem de første par uger, men så giver han efter for trangen til at ryge. Til sidst lykkes det ham at stoppe! Det var kærlighed til Jehova og et ønske om at glæde ham der hjalp ham til at bryde vanen. – Kol. 1:10; 3:23.

11. Hvorfor er det klogt at sætte sig specifikke mål?

11 Sæt specifikke mål. Jo mere specifik du er, jo mere sandsynligt er det at du gennemfører det du begynder på. For eksempel beslutter du måske at læse i Bibelen noget oftere. Men hvis du ikke laver en specifik plan, er det ikke sikkert du når dit mål. * Eller de ældste i en menighed beslutter måske at være mere fokuseret på hyrdearbejde, men efter et godt stykke tid er der stadig ikke sket noget. Noget der kan hjælpe dem til at nå deres mål, kunne være spørgsmål som: “Har vi udarbejdet en liste over dem i vores menighed der kunne have særligt brug for et hyrdebesøg? Har vi lagt en specifik tidsplan for besøgene?”

12. Hvad bliver du måske nødt til at gøre, og hvorfor?

12 Vær realistisk. Ingen af os har tid, ressourcer eller energi til at gøre alt det vi kunne tænke os. Så vi må være realistiske og rimelige. Det kan blive nødvendigt for dig at ændre en beslutning du har truffet, hvis det går op for dig at du ikke kan gennemføre den. (Præd. 3:6) Men forestil dig at du har genovervejet en beslutning, justeret den og nu føler at du godt kan realisere den. Her er fem skridt som kan hjælpe dig til at fuldføre det du er begyndt på.

EFTER AT DU HAR TRUFFET EN BESLUTNING

13. Hvordan kan du få styrke til at føre dine beslutninger ud i livet?

13 Bed Gud om styrke til at handle. Gud kan give dig kraften til at føre din beslutning ud i livet. (Flp. 2:13) Bed Jehova om at give dig hellig ånd så du kan få den styrke du har brug for. Fortsæt med at bede selv hvis det virker som om dine bønner ikke bliver besvaret. Jesus sagde jo: “Bliv ved med at bede, og I vil få [hellig ånd].” – Luk. 11:9, 13.

14. Hvordan kan princippet i Ordsprogene 21:5 hjælpe dig til at realisere en beslutning?

14 Lav en plan. (Læs Ordsprogene 21:5). For at kunne færdiggøre et projekt du begynder på, må du have en plan. Og så må du følge den. Det samme gælder når du træffer en beslutning – du må lave en liste over specifikke skridt du vil tage for at realisere beslutningen. Hvis du deler en stor opgave op i mindre jobs, bliver det nemmere for dig at se hvor langt du er nået. Paulus opfordrede korintherne til at lægge penge til side på “den første dag” i hver uge i stedet for at vente med at starte indsamlingen til han kom. (1. Kor. 16:2) Når du deler en stor opgave op i flere mindre opgaver, vil du heller ikke komme til at føle dig overvældet.

15. Hvad kan du gøre efter at du har lavet en plan?

15 At lave en konkret plan og skrive den ned kan hjælpe dig så dine beslutninger rent faktisk bliver til noget. (1. Kor. 14:40) For eksempel skal et ældsteråd vælge en ældste til at notere rådets beslutninger, herunder hvem der skal gennemføre dem, og hvornår det skal være gjort. Hvis de ældste følger denne anvisning, er det mere sandsynligt at de får gennemført det de beslutter. (1. Kor. 9:26) Du kunne prøve at gøre noget lignende i dit liv. Du kunne for eksempel hver dag skrive en liste over de ting du skal nå, og skrive det du vil gøre først, øverst på listen. Det kan hjælpe dig til ikke alene at fuldføre det du er begyndt på, men også at nå mere på kortere tid.

16. Hvad er nødvendigt for at føre en beslutning ud i livet, og hvordan bliver det understreget i Romerne 12:11?

16 Læg energi i det. At følge en plan og fuldføre det man er begyndt på, kræver en indsats. (Læs Romerne 12:11). Paulus tilskyndede Timotheus til hele tiden at være opmærksom på sig selv og blive ved med at arbejde på at blive en bedre lærer. Det er også et godt råd når det gælder andre åndelige mål. – 1. Tim. 4:13, 16.

17. Hvordan kan princippet fra Efeserne 5:15, 16 hjælpe os til at gennemføre det vi har besluttet?

17 Administrér din tid klogt. (Læs Efeserne 5:15, 16). Bestem dig for et tidspunkt hvor du vil gøre det du har besluttet, og hold dig til det. Vent ikke på det perfekte tidspunkt – det kommer sikkert aldrig. (Præd. 11:4) Pas på at du ikke lader mindre vigtige ting stjæle din tid og dræne dig for den energi du skal bruge til de mere vigtige ting. (Flp. 1:10) Hvis det er muligt, så sæt tid til side hvor du ikke bliver forstyrret. Fortæl andre at du har brug for at koncentrere dig. Du kan også slukke din telefon og vente med at tjekke din mail og opdateringer på sociale medier. *

18-19. Hvad kan hjælpe dig til ikke at give op når du møder udfordringer?

18 Fokusér på resultaterne. Resultatet af din beslutning er ligesom målet for en rejse. Hvis du virkelig er opsat på at nå din destination, vil du ikke give op selvom vejen måske er lukket, men finde en anden rute. Sådan er det også med dine beslutninger. Hvis du fokuserer på resultatet, vil du ikke nemt give op når du støder på forhindringer eller udfordringer. – Gal. 6:9.

19 Det er svært at træffe gode beslutninger, og det kan være endnu sværere at gennemføre dem. Men Jehova kan give dig den visdom og styrke du har brug for, så du kan fuldføre det du begynder på.

SANG NR. 65 Gør fremskridt!

^ par. 5 Fortryder du indimellem nogle af de beslutninger du har truffet? Eller kan du have svært ved at træffe gode beslutninger og føre dem ud i livet? Artiklen her kommer med gode råd til hvordan du kan klare udfordringerne og fuldføre det du begynder på.

^ par. 11 Du kan finde inspiration til at lægge en plan for din personlige bibellæsning ved at kigge på den “Bibellæseplan” der findes på jw.org®.

^ par. 17 Du kan få flere gode råd om hvordan man administrerer sin tid, i artiklen “20 måder at finde mere tid på” i Vågn op! for april 2010.