STUDIEARTIKEL 45
Hvordan Guds hellige ånd hjælper os
“Alt har jeg styrke til på grund af ham der giver mig kraft.” – FLP. 4:13.
SANG NR. 104 En bøn til Gud om hellig ånd
FORMÅL *
1-2. (a) Hvorfor har vi brug for hjælp, og hvilken hjælp får vi til at klare den ene dag efter den anden? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?
“NÅR jeg tænker på den svære tid jeg har været igennem, er jeg helt sikker på at jeg ikke kunne have klaret det alene.” Har du nogensinde sagt sådan? Det har mange af os. Måske har du sagt det efter at have været igennem en alvorlig sygdom eller efter at have mistet en du holdt af. Når du tænker tilbage, ved du at du kun kunne klare den ene dag efter den anden fordi Jehovas hellige ånd gav dig “den kraft som er ud over det normale”. – 2. Kor. 4:7-9.
2 Vi har også brug for den hellige ånd for ikke at blive påvirket af denne onde verden. (1. Joh. 5:19) Og desuden må vi kæmpe imod “onde åndemagter”. (Ef. 6:12) Vi bliver altså presset fra mange sider. I artiklen her vil vi behandle to måder den hellige ånd hjælper os på, og derefter vil vi se på hvad vi selv kan gøre for at få fuld gavn af den hellige ånd.
DEN HELLIGE ÅND GIVER OS KRAFT
3. Nævn en af de måder hvorpå Jehova hjælper os til at holde ud når vi gennemgår en svær tid.
3 Jehovas hellige ånd hjælper os ved at give os kraft, eller styrke, til at gøre det der er vigtigt, selvom vi gennemgår en svær tid. Apostlen Paulus var i stand til at fortsætte sin tjeneste til trods for udfordringer fordi han støttede sig til “kraften fra Kristus”. (2. Kor. 12:9) Da Paulus var på sin anden missionsrejse, forkyndte han flittigt, men han arbejdede også for at klare sig selv økonomisk. I Korinth boede han hos Akvila og Priskilla. De var teltmagere, og fordi Paulus havde samme fag, arbejdede han sammen med dem. (Ap.G. 18:1-4) Den hellige ånd gav Paulus kraft til både at arbejde verdsligt og at være flittig i forkyndelsen.
4. Hvad kæmpede Paulus med ifølge 2. Korinther 12:7b-9?
4 Læs 2. Korinther 12:7b-9. Hvad mente Paulus da han i denne passage skrev at han havde fået “en torn i kødet”? Hvis en torn borede sig ind i huden, ville det gøre meget ondt. Det Paulus mente, var altså at han kæmpede med en personlig prøvelse som var meget smertefuld. Han sagde at denne prøvelse var ‘en engel fra Satan der blev ved med at slå ham’. Det er ikke sikkert at Satan eller hans dæmoner havde været direkte årsag til det der var en prøvelse for Paulus, som om det var dem der stak en torn ind i hans hud. Men disse onde engle kan have lagt mærke til ‘tornen’ og gjort hvad de kunne for at trykke den længere ind, så smerten blev endnu værre. Hvordan reagerede Paulus?
5. Hvordan besvarede Jehova Paulus’ bønner?
5 Først ønskede Paulus at blive befriet for ‘tornen’. Han indrømmer: “Tre gange har jeg bedt til Herren [Jehova] om at den må blive fjernet fra mig.” Men selvom Paulus bad, blev hans torn i kødet ikke fjernet. Betyder det at Jehova ikke hørte hans bønner? Nej, slet ikke. Jehova hørte og besvarede dem. Han fjernede ikke problemet, men han gav Paulus styrke til at holde ud. Jehova sagde: “Min kraft bliver gjort fuldkommen i svaghed.” (2. Kor. 12:8, 9) Og med Guds hjælp var Paulus i stand til at bevare sin glæde og sin indre fred! – Flp. 4:4-7.
6. (a) Hvordan vil Jehova måske besvare vores bønner? (b) Hvilke af udtalelserne i de anførte bibelvers føler du dig særligt styrket af?
6 Har du nogensinde, ligesom Paulus, bedt Jehova inderligt om at befri dig for et eller andet problem? Hvis problemet ikke forsvandt men måske endda blev værre selvom du blev ved med at bede, var du da bange for at Jehova var utilfreds med dig? Hvis du har haft det sådan, husk så på Paulus’ eksempel. Ligesom Jehova lyttede da Paulus bad til ham, vil han helt sikkert også lytte og svare når du beder! Måske fjerner Jehova ikke selve problemet. Men gennem sin hellige ånd vil han give dig kraft til at holde ud under prøvelsen. (Sl. 61:3, 4) Du kan føle dig “slået omkuld”, men Jehova vil ikke svigte dig. – 2. Kor. 4:8, 9; Flp. 4:13.
DEN HELLIGE ÅND FØRER OS FREMAD
7-8. (a) Hvordan kan den hellige ånd sammenlignes med vinden? (b) Hvordan beskrev Peter den måde den hellige ånd virker på?
7 Den hellige ånd hjælper os også på en anden måde. Ligesom en gunstig vind på et oprørt hav fører den hellige ånd os frem gennem storme og uvejr til den sikre havn i den nye verden som Gud har lovet os.
8 Som fisker var apostlen Peter selvfølgelig vant til at sejle. Det er interessant at han beskrev den måde den hellige ånd virker på, med et udtryk der åbenbart har at gøre med sejlads. Han skrev: “Ingen profeti blev nogensinde fremført fordi et menneske ville det. Nej, mennesker udtalte ord fra Gud mens de blev ledet af hellig ånd.” Det græske ord der er oversat med “ledet”, betyder bogstaveligt “ført afsted”. – 2. Pet. 1:21, fdn.
9. Hvad fortæller det os at Peter brugte udtrykket “ført afsted”?
9 Hvad var det for et billede Peter tegnede ved at bruge udtrykket “ført afsted”? I Apostlenes Gerninger brugte Lukas en form af det samme græske ord for at beskrive et skib der blev ‘drevet’ af Ap.G. 27:15) Da Peter skrev at bibelskribenterne blev “ført afsted”, brugte han “en spændende maritim metafor”, som en bibelkommentator kalder det. Peter sagde faktisk at ligesom et skib bliver ført afsted af vinden så det kan nå sit mål, sådan blev de bibelske profeter og skribenter ledet af den hellige ånd til at udføre deres opgaver. Den samme kommentator fortsætter: “Man kan sige at profeterne havde hejst deres sejl.” Jehova gjorde sin del – han gav “vinden”, den hellige ånd. Og bibelskribenterne gjorde deres del – de fulgte det som ånden tilskyndede dem til.
vinden. (10-11. Beskriv med en illustration hvilke to ting vi må gøre for at den hellige ånd kan føre os fremad.
10 I dag lader Jehova selvfølgelig ikke længere den hellige ånd inspirere nogen til at nedskrive bibelbøger. Men ånden virker stadig på Guds folk. Ja, Jehova gør stadig sin del. Hvordan kan vi få gavn af Guds hellige ånd? Vi må sørge for at blive ved med at gøre vores del. Hvordan gør vi det?
11 Tænk på denne sammenligning. Hvis et sejlskib skal have gavn af vinden, må sejleren gøre to ting. For det første må han sørge for at hans skib kommer ud hvor vinden blæser. Hvis sejleren lader skibet blive inde i havnen hvor vinden ikke blæser, kommer det ingen vegne. For det andet må han sætte alle sine sejl. Selv hvis vinden blæser, vil skibet kun komme fremad hvis der er sat sejl så vinden kan få fat. Sådan er det også med os. Vi kan kun holde ud i tjenesten for Jehova hvis den hellige ånd hjælper os. Men for at få gavn af Guds ånd må vi gøre to ting. For det første må vi sørge for at være lige dér hvor Guds ånd “blæser”, nemlig ved at være med i de aktiviteter Gud velsigner med sin ånd. For det andet må vi “hejse vores sejl” ved at være engageret i aktiviteterne så Sl. 119:32) Når vi gør disse ting, vil Guds ånd føre os fremad gennem bølger af modstand og prøvelser, og den vil hjælpe os til at holde trofast ud og blive på kursen mod Guds nye verden.
meget vi overhovedet kan. (12. Hvad vil vi se på nu?
12 Indtil nu har vi set på to måder Guds hellige ånd hjælper os på. Den hellige ånd giver os kraft og hjælper os til at være trofaste når vi kommer ud for prøvelser. Og den fører os fremad og hjælper os til at blive på kursen mod det evige liv. Vi vil nu se på fire ting vi må gøre for at få fuld gavn af den hellige ånd.
HVORDAN VI FÅR FULD GAVN AF DEN HELLIGE ÅND
13. Hvad kan Bibelens ord gøre for os, som det fremgår af 2. Timotheus 3:16, 17, men hvad må vi selv gøre?
13 For det første: Studér Guds ord. (Læs 2. Timotheus 3:16, 17). Det græske ord der er oversat med “inspireret af Gud”, betyder bogstaveligt “indblæst af Gud”. Gud lod sin ånd “blæse” eller “puste” hans tanker ind i bibelskribenternes sind. Når vi læser i Bibelen og mediterer over det vi læser, kommer Guds vejledning ind i vores sind og hjerte. Disse inspirerede tanker motiverer os til at rette vores liv ind efter Guds vilje. (Hebr. 4:12) Ja, for at få fuld gavn af den hellige ånd må vi sætte tid af til regelmæssigt at studere Bibelen og tænke dybt over det vi læser. Så vil Guds ord få indflydelse på alt hvad vi siger og gør.
14. (a) Hvordan kan man sige at vores møder er et sted hvor “vinden blæser”? (b) Hvordan kan vi overvære møderne med “sejlene sat”?
14 For det andet: Tilbed Gud sammen med andre. (Sl. 22:22) Når vi overværer vores møder, er vi et sted hvor “vinden blæser”, for Jehovas ånd er til stede ved møderne. (Åb. 2:29) Hvordan kan vi sige det? Jo, når vi mødes for at tilbede Jehova sammen med vores trosfæller, beder vi om Guds ånd, vi synger sange der er bygget på Guds ord, og vi lytter til bibelsk undervisning som bliver fremført af brødre der er udnævnt af den hellige ånd. Den samme hellige ånd hjælper søstre til at forberede og holde deres opgaver. Men for at få fuld gavn af den hellige ånd må vi forberede os så vi kan deltage i møderne. På den måde kan man sige at vores “sejl er sat” når vi kommer til møderne.
15. Hvordan kan vi lade den hellige ånd hjælpe os i vores forkyndelse?
15 For det tredje: Vær med i forkyndelsen. Når vi bruger Bibelen i vores arbejde med at forkynde og undervise, lader vi den hellige ånd hjælpe os. (Rom. 15:18, 19) Men for at få fuld gavn af Guds ånd må du ofte være med i forkyndelsen, og du må bruge Bibelen hver gang det er muligt. Noget der kan gøre din tjeneste mere meningsfyldt, er at bruge de forslag der er i arbejdshæftet til Tjenestemødet.
16. Hvad er den mest direkte måde at få hellig ånd på?
16 For det fjerde: Bed til Jehova. (Matt. 7:7-11; Luk. 11:13) Den mest direkte måde at få hellig ånd på er at bede Jehova om den. Intet – hverken fængselsmure eller Satan selv – kan hindre vores bønner i at nå frem til Jehova eller blokere for Guds ånd så denne gode gave ikke når frem til os. (Jak. 1:17) Hvordan skal vi bede så vi får fuld gavn af den hellige ånd? For at finde svaret vil vi analysere emnet bøn i lyset af en lignelse der kun findes i Lukasevangeliet. *
BLIV VED MED FRIMODIGT AT BEDE
17. Hvad kan vi lære om bøn af den lignelse vi læser i Lukas 11:5-9, 13?
17 Læs Lukas 11:5-9, 13. Jesus’ lignelse viser os hvordan vi skal bede om hellig ånd. Den mand der nævnes i lignelsen, fik hvad han havde brug for, fordi han ‘frimodigt blev ved’ med at bede om det. Han var ikke bange for at bede sin ven om hjælp selvom det var midnat. (Se studienote til Lukas 11:8). Hvordan overførte Jesus denne lignelse på emnet bøn? Han sagde: “Bliv ved med at bede, og I vil få; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.” Hvad kan vi lære af det? Hvis vi gerne vil have den hellige ånds hjælp, må vi frimodigt blive ved med at bede om den.
18. Hvordan fremgår det af Jesus’ lignelse at vi kan være sikre på at Jehova vil give os hellig ånd når vi beder ham om den?
18 Jesus’ lignelse hjælper os også til at forstå hvorfor vi kan være sikre på at Jehova vil give os hellig ånd. Manden i lignelsen ville gerne være en god vært. Han ønskede at servere noget for den gæst der var kommet til ham sent om aftenen, men han havde ikke noget i huset. Jesus sagde at naboen hjalp fordi manden frimodigt blev ved med at bede om noget brød. Hvad var det Jesus ville understrege? Hvis et ufuldkomment menneske er parat til at hjælpe en insisterende nabo, hvor meget mere vil vores kærlige Far i himlen så ikke hjælpe dem der frimodigt og vedholdende beder ham om hellig ånd! Vi kan altså bede til Jehova i fuld tillid til at han vil give os hellig ånd når vi beder ham indtrængende om den. – Sl. 10:17; 66:19.
19. Hvorfor kan vi være sikre på at vi vil kunne holde ud?
19 Vi kan være sikre på at vi vil kunne holde ud på trods af Satans konstante forsøg på at knække os. Hvorfor? Fordi den hellige ånd hjælper os på to måder. For det første giver den os den kraft vi skal bruge for at klare svære tider. Og for det andet fylder den “vores sejl” og hjælper os fremad i tjenesten for Jehova mens vi holder kursen mod Guds nye verden. Lad os være besluttet på at få fuld gavn af hjælpen fra den hellige ånd!
SANG NR. 41 Lyt til min bøn!
^ par. 5 I denne artikel ser vi på hvordan Guds hellige ånd kan hjælpe os til at holde ud. Artiklen viser også hvad vi selv kan gøre for at få fuld gavn af den hellige ånd.
^ par. 59 BILLEDBESKRIVELSER: 1. skridt: En bror og søster ankommer til rigssalen, hvor de er sammen med deres trosfæller til et møde. De er taget derhen hvor Jehovas ånd virker. 2. skridt: De er forberedt så de kan være aktivt engageret i mødet. Det samme mønster gælder i forbindelse med de andre aktiviteter der behandles i denne artikel: studie af Guds ord, deltagelse i forkyndelsen og bøn til Jehova.