Jeg blev født i 1983. I de første år af min opvækst var alt som det skulle være, men i tiårsalderen begyndte jeg at få stærke smerter i hele kroppen. Da jeg var omkring 12, vågnede jeg op en morgen og kunne til min store skræk ikke bevæge mine ben! Alle mine kræfter i benene var væk. Siden den dag har jeg ikke kunnet gå. Min sygdom betød også at min krop holdt op med at vokse, så i dag er jeg faktisk ikke højere end et barn.

Efter at jeg havde været isoleret i vores hjem i et par måneder, kom Jehovas Vidner forbi. Normalt plejede jeg at gemme mig når der kom gæster, men den dag tog jeg mod til mig og talte med de to kvinder. De begyndte at fortælle mig om Paradiset, og det mindede mig om noget jeg havde hørt som femårig. Dengang kom Jethro, en af Jehovas Vidners missionærer som boede i Surinam, og forkyndte i vores landsby en gang om måneden, og han studerede Bibelen med min far. Jethro var meget sød over for mig, og jeg kunne rigtig godt lide ham. Min farmor og farfar havde også taget mig med til nogle møder som Jehovas Vidner havde holdt i vores landsby. Så da Florence, en af de to forkyndere, spurgte om jeg kunne tænke mig at lære mere, sagde jeg ja tak.

Florence kom tilbage sammen med sin mand, Justus, og de begyndte at studere Bibelen med mig. De opdagede at jeg ikke kunne læse, så det lærte de mig. Snart kunne jeg læse uden hjælp. Men en dag fortalte de mig at de havde fået til opgave at tjene i Surinam, og der var desværre ingen i byen der kunne fortsætte studiet. Men Jehova havde ikke glemt mig.

Kort efter flyttede en pionerbror der hed Floyd, til Orealla, og han mødte mig da han var ude at forkynde fra hytte til hytte. Da han begyndte at tale om at studere Bibelen, lyste jeg op i et smil. “Hvorfor smiler du?” spurgte han. Jeg fortalte at jeg allerede havde studeret brochuren Hvad kræver Gud af os? og havde studeret noget af bogen Kundskab der fører til evigt liv. * Så forklarede jeg hvorfor studiet var stoppet. Floyd studerede resten af Kundskabsbogen med mig, men så fik han også til opgave at tjene et andet sted. Nu var der igen ikke nogen der kunne studere Bibelen med mig.

 I 2004 ankom specialpionererne Granville og Joshua til Orealla. De forkyndte også fra hytte til hytte og fandt på den måde frem til mig. Da de tilbød mig et bibelstudie, blev jeg glad. Jeg spurgte om de ville studere Kundskabsbogen forfra med mig. Jeg var nemlig nysgerrig efter at finde ud af om de ville lære mig de samme ting som de andre forkyndere. Granville fortalte at der blev holdt møder i byen. Selvom jeg ikke havde været uden for mit hjem i næsten 10 år, ville jeg gerne med. Så Granville kom for at hente mig, fik mig over i en kørestol og skubbede mig afsted til rigssalen.

Efter et stykke tid opfordrede Granville mig til at være med på Den Teokratiske Skole. Han sagde opmuntrende: “Det kan godt være at du ikke kan gå, men du kan sagtens tale. En skønne dag vil du holde offentlige foredrag. Du kan godt!” Hans ord hjalp mig til at tro på mig selv.

Jeg begyndte også at være med i forkyndelsen sammen med Granville. Mange af jordvejene i landsbyen var for ujævne til en kørestol, så jeg foreslog Granville at køre mig rundt i en trillebør i stedet. Det havde vi stor succes med. I april 2005 blev jeg døbt. Kort efter fik jeg oplæring i at tage mig af litteraturen og lydanlægget i rigssalen.

I 2007 oplevede vi den sorg at min far døde efter en bådulykke. Det var et hårdt slag for vores familie. Jeg husker hvordan Granville bad sammen med os og trøstede os med opmuntrende vers fra Bibelen. To år senere blev vi dog ramt af endnu en tragedie – Granville mistede livet i en bådulykke.

Vores lille, sørgende menighed stod nu tilbage uden nogen ældste og med kun én menighedstjener. Granvilles død var næsten ikke til at bære – han var en meget nær og loyal ven. Han havde gjort så meget for mig, både åndeligt og praktisk. Ved det første møde efter hans død havde jeg til opgave at læse op ved Vagttårnsstudiet. Det gik godt med at få læst de to første paragraffer, men så begyndte tårerne at pible frem, og jeg kunne slet ikke holde op igen. Jeg måtte forlade podiet.

Det begyndte at lysne igen da nogle brødre fra en anden menighed kom for at hjælpe os i Orealla. Afdelingskontoret sendte også en specialpioner, Kojo, til vores menighed. Til min store glæde begyndte min mor og lillebror at studere, og de blev døbt. I marts 2015 blev jeg udnævnt som menighedstjener, og et stykke tid efter holdt jeg mit første offentlige foredrag. Med et smil på læben og tårer i øjnene tænkte jeg tilbage på det Granville havde sagt til mig flere år tidligere: “En skønne dag vil du holde offentlige foredrag. Du kan godt!”

I nogle af programmerne på JW Broadcasting^® har der været indslag om andre Jehovas Vidner der befinder sig i en situation der ligner min. Men selvom de har et handicap, er deres liv fyldt med aktiviteter og glæde. Jeg kan også udrette noget. Fordi jeg gerne vil gøre så meget som muligt i tjenesten for Jehova, er jeg begyndt som pioner. Og i september 2019 skete der noget helt uventet – jeg blev udnævnt som ældste i vores lille menighed på cirka 40 forkyndere.

Jeg er dybt taknemmelig for de brødre og søstre der har studeret med mig og hjulpet mig i min tjeneste. Og frem for alt er jeg taknemmelig for at Jehova aldrig har glemt mig.