Jehova velsigner forkyndere der flytter tilbage
MANGE brødre og søstre der er emigreret fra et udviklingsland til et land i Vesten, har senere valgt at flytte tilbage. Motiveret af kærlighed til Jehova og deres medmennesker er de flyttet til områder hvor der er et større behov for forkyndere. (Matt. 22:37-39) Hvilke ofre har de bragt, og hvilke velsignelser har de fået? Lad os finde svaret ved at høre erfaringer fra nogle der kommer fra Cameroun, som ligger i det vestlige Afrika.
“JEG ‘FISKER’ DET HELT RIGTIGE STED”
I 1998 emigrerede en bror ved navn Onésime fra Cameroun til et andet land, hvor han boede i 14 år. Til et møde i rigssalen hørte han en dag en illustration vedrørende forkyndelsen. Taleren sagde: “Hvis to venner fiskede hver deres sted og den ene fangede flere fisk end den anden, ville den der fangede færre fisk, så ikke flytte sig hen til det sted hvor fangsten var større?”
Den illustration fik Onésime til at overveje at flytte tilbage til Cameroun for at hjælpe de lokale forkyndere hvor der var bedre mulighed for at “fange fisk”. Men han var også lidt bekymret. Ville han kunne vænne sig til at bo i sit tidligere hjemland efter så mange år? For at finde ud af det besøgte Onésime Cameroun i seks måneder. I 2012 flyttede han så permanent tilbage.
Onésime fortæller: “Jeg skulle vænne mig til det varme vejr og til levestandarden, og i rigssalen skulle jeg vænne mig til at sidde på ukomfortable bænke igen. Men jo mere jeg fokuserede på mødets indhold, jo mere begyndte minderne om de gode, polstrede stole at glide i baggrunden,” tilføjer han med et smil.
I 2013 giftede Onésime sig med Géraldine, som var vendt tilbage til Cameroun efter at have boet ni år i Frankrig. Hvilke velsignelser oplevede parret ved at koncentrere deres liv omkring teokratiske aktiviteter? Onésime siger: “Vi har som par haft mulighed for at overvære Skolen for Kristne Forkyndere og at tjene på Betel. Det seneste år er der 20 bibelstudieelever i vores menighed som er blevet døbt. Jeg føler at jeg ‘fisker’ det helt rigtige sted.” (Mark. 1:17, 18) Og Géraldine tilføjer: “Jeg har fået flere velsignelser end jeg kunne have forestillet mig.”
GLÆDEN VED AT HJÆLPE ANDRE MED I SANDHEDEN
Judith var flyttet til USA, men savnede at gøre mere i tjenesten. Hun fortæller: “Hver gang jeg skulle hjem efter at have besøgt min familie i Cameroun, græd jeg fordi jeg var nødt til at sige farvel til flere personer som jeg havde startet et bibelstudie med.” Alligevel tøvede hun med at vende tilbage
til Cameroun, for hun havde et vellønnet job som gjorde hende i stand til at betale for noget lægehjælp som hendes far i Cameroun havde brug for. Men Judith stolede på Jehova og flyttede tilbage. Hun indrømmer at hun savnede nogle af de bekvemmeligheder der var ved at bo i udlandet. Judith bad Jehova om hjælp til at tilpasse sig, og hun følte sig hjulpet af den opmuntring hun fik fra en kredstilsynsmand og hans hustru.Judith fortæller: “Inden for tre år havde jeg den glæde at hjælpe fire personer med i sandheden.” Senere begyndte hun at tjene som specialpioner, og i dag arbejder hun sammen med sin mand, Sam-Castel, i kredstjenesten. Men hvad skete der med Judiths far? Hun og hendes familie fandt et hospital i et andet land der var parat til at operere faren uden beregning, og operationen gik godt.
DE HAR MÆRKET JEHOVAS STØTTE
En bror ved navn Victor var flyttet til Canada. Efter at have læst en artikel i Vagttårnet om højere uddannelse genovervejede han sit valg af uddannelse. I stedet for at fortsætte sine studier på universitetet skiftede han til en kortere teknisk uddannelse. “På den måde kunne jeg hurtigere få et job og komme i gang med det jeg længe havde villet – nemlig at tjene som pioner,” fortæller han. Senere blev Victor gift med Caroline, og parret tog sammen på besøg i Cameroun. Da de besøgte afdelingskontoret der, blev de opfordret til at overveje at tjene fast i Cameroun. Victor siger: “Vi kunne ikke finde nogen grund til at sige nej, og fordi vi allerede havde et enkelt liv, kunne vi tage imod invitationen.” Selvom Caroline havde nogle helbredsproblemer, besluttede de at tage springet og flytte.
Victor og Caroline begyndte som pionerer for bedre at kunne følge op på den store interesse der var i distriktet. I et stykke tid kunne de leve af den opsparing de havde. Bagefter tog de til Canada for at arbejde i nogle måneder, hvilket gjorde at de kunne vende tilbage til Cameroun og fortsætte deres pionertjeneste. Hvilke velsignelser har de fået? De har overværet Skolen for Kristne Forkyndere, tjent som specialpionerer og er nu byggetjenere. Victor fortæller: “Ved at forlade vores komfortzone har vi haft mulighed for virkelig at mærke Jehovas støtte.”
GLÆDEN VED AT HJÆLPE ANDRE TIL AT INDVI SIG TIL JEHOVA
I 2002 læste Alain, der studerede på et universitet i Tyskland, folderen Hvad vil du med dit liv? Oplysningerne i den motiverede ham til at sætte sig nogle nye mål. I 2006 overværede han Skolen for Udnævnte Tjenere og fik bagefter til opgave at tjene i Cameroun, hvor han var født.
I Cameroun fandt Alain et deltidsjob. Han fik senere et job med en bedre løn, men han var bekymret for om det ville resultere i at han ikke kunne gøre lige så meget i tjenesten. Så da han blev tilbudt at tjene som specialpioner, svarede han ja uden tøven. Hans arbejdsgiver tilbød ham mere i løn, men Alain holdt fast ved sin beslutning. Senere blev Alain gift med Stéphanie, som havde boet i Frankrig i flere år. Hvilke udfordringer mødte hun efter at være flyttet til Cameroun?
Stéphanie siger: “Jeg fik forskellige mindre helbredsproblemer og allergier, men det er lykkedes mig at få regelmæssig
behandling så jeg kan holde det nede.” Parret blev belønnet for deres udholdenhed. Alain fortæller: “Vi tog til en fjerntliggende landsby ved navn Katé for at forkynde, og her fandt vi flere personer der gerne ville studere Bibelen. Senere kunne vi lede bibelstudier med dem over telefonen. To af dem blev døbt, og der blev oprettet en gruppe.” Stéphanie tilføjer: “Der findes ingen større glæde end at hjælpe mennesker frem til at indvi sig til Jehova. Den glæde har vi oplevet mange gange i vores tjeneste her.” I dag er Alain og Stéphanie i kredstjenesten.“DET VAR DET HELT RIGTIGE VI GJORDE”
Gisèle blev døbt mens hun studerede medicin i Italien. Hun følte sig tiltalt af det enkle liv som pionerparret der havde undervist hende i Bibelen, levede, og hun fik lyst til at gøre mere i tjenesten. Så Gisèle begyndte at tjene som pioner samtidig med at hun færdiggjorde sin uddannelse.
Gisèle havde et ønske om at gøre mere i tjenesten hjemme i Cameroun, men hun havde også nogle betænkeligheder. Hun fortæller: “Det ville betyde at jeg måtte give afkald på min opholdstilladelse i Italien og være adskilt fra mine venner og familiemedlemmer der.” Alligevel flyttede Gisèle i maj 2016 tilbage til Cameroun. Noget tid senere giftede hun sig med Léonce, og afdelingskontoret i Cameroun foreslog at de flyttede til Ayos, en by hvor der var et stort behov for forkyndere.
Hvordan var det at bo i Ayos? Gisèle siger: “Ofte var der ikke strøm i flere uger, og vi kunne ikke oplade vores mobiltelefoner. Det meste af tiden virkede de ikke. Jeg lærte at lave mad over et bål, og vi gik ud med trillebør og lommelygter for at hente vand om aftenen, hvor der ikke var så mange mennesker ved kilden.” Hvordan klarede parret udfordringerne? Gisèle fortæller: “Jehovas ånd, den støtte vi gav hinanden, og den opmuntring og nogle gange økonomiske hjælp vi fik fra familie og venner, hjalp os igennem.”
Er Gisèle glad for at hun vendte tilbage til Cameroun? “Ja, helt sikkert!” siger hun. “I begyndelsen var der udfordringer og perioder hvor man var ved at miste modet, men efterhånden som vi overvandt problemerne, kunne min mand og jeg mærke at det var det helt rigtige vi gjorde. Vi stoler på Jehova og føler os tættere knyttet til ham.” Léonce og Gisèle har overværet Skolen for Kristne Forkyndere, og i dag tjener de som midlertidige specialpionerer.
Ligesom fiskere der udholder vind og vejr for at få en god fangst, har de der vender tilbage til deres tidligere hjemland bragt ofre for at kunne hjælpe mennesker der reagerer positivt på budskabet om Riget. Jehova vil uden tvivl huske disse flittige forkyndere for den kærlighed de har vist hans navn. (Neh. 5:19; Hebr. 6:10) Hvis du bor i udlandet og der er et behov for flere forkyndere der hvor du kommer fra, har du så mulighed for at vende tilbage? Hvis du gør det, venter der dig store velsignelser! – Ordsp. 10:22.