Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 45

Bliv ved med at vise hinanden loyal kærlighed

Bliv ved med at vise hinanden loyal kærlighed

“Vis hinanden loyal kærlighed og barmhjertighed.” – ZAK. 7:9.

SANG NR. 107 Kærlighedens vej

FORMÅL *

1-2. Hvilke grunde har vi til at vise hinanden loyal kærlighed?

VI HAR mange gode grunde til at vise hinanden loyal kærlighed. Nogle af dem nævnes i Ordsprogenes Bog: “Giv ikke slip på loyal kærlighed og trofasthed. ... så vil du blive afholdt og anset for klog af både Gud og mennesker.” “At en mand har loyal kærlighed, gavner ham selv.” “Den der stræber efter at være retfærdig og vise loyal kærlighed, opnår liv, retfærdighed og ære.” – Ordsp. 3:3, 4; 11:17, fdn.; 21:21.

2 Disse inspirerede ordsprog nævner tre grunde til at vi skal vise loyal kærlighed. For det første vil det få Jehova til at elske os endnu højere. For det andet gavner det os selv – for eksempel får vi stærkere venskaber. Og for det tredje fører det til velsignelser i fremtiden, deriblandt evigt liv! Der er altså gode grunde til at følge Jehovas opfordring: “Vis hinanden loyal kærlighed og barmhjertighed.” – Zak. 7:9.

3. Hvilke spørgsmål vil vi få svar på?

3 I den her artikel vil vi få svar på fire spørgsmål. Hvem skal vi vise loyal kærlighed? Hvad kan vi lære af Ruths Bog om det at vise loyal kærlighed? Hvordan kan vi vise loyal kærlighed i dag? Og hvad fører det til når vi viser loyal kærlighed?

HVEM SKAL VI VISE LOYAL KÆRLIGHED?

4. Hvordan kan vi efterligne Jehova? (Markus 10:29, 30)

4 Som vi så i den forrige artikel, viser Jehova kun loyal kærlighed mod dem der elsker ham og tjener ham. (Dan. 9:4) Vi vil gerne “efterligne Gud som elskede børn”. (Ef. 5:1) Derfor må vi opdyrke et nært forhold til vores brødre og søstre og blive ved med at vise dem inderlig kærlighed. – Læs Markus 10:29, 30.

5-6. Hvad kan der ligge i det at være loyal?

Jo bedre vi forstår hvad loyal kærlighed er, jo lettere vil det være for os at vise vores trosfæller den form for kærlighed. Det er for eksempel vigtigt at vi forstår forskellen mellem loyal kærlighed og loyalitet – i hvert fald loyalitet sådan som mange bruger det ord. Tænk over det følgende eksempel.

6 En der har arbejdet mange år for det samme firma, bliver nogle gange beskrevet som en loyal medarbejder. Men i alle de år har han måske aldrig mødt ejerne, og han er sikkert heller ikke altid enig i de beslutninger der bliver truffet. Han elsker ikke firmaet, men han passer sit arbejde fordi det giver ham mad på bordet og tag over hovedet. Måske bliver han i firmaet indtil han går på pension, men det kan også ske at han forlader det fordi han bliver tilbudt et bedre arbejde i et andet firma.

7-8. (a) Hvad er det der motiverer en til at vise loyal kærlighed? (b) Hvorfor vil vi nu se nærmere på Ruths Bog?

7 Forskellen mellem den loyalitet som medarbejderen viser, og loyal kærlighed findes i motivet. Hvad var det der fik Guds tjenere på Bibelens tid til at vise loyal kærlighed? De viste loyal kærlighed fordi deres hjerte motiverede dem til det, ikke fordi de var nødt til det. Tænk på David. Hans hjerte motiverede ham til at vise loyal kærlighed mod Jonatan selvom Jonatans far forsøgte at slå ham ihjel. Flere år efter at Jonatan var død, viste David også loyal kærlighed over for Mefiboshet, Jonatans søn. – 1. Sam. 20:9, 14, 15; 2. Sam. 4:4; 8:15; 9:1, 6, 7.

8 Ruths Bog i Bibelen kan også give os en dybere forståelse af hvad loyal kærlighed er. Lad os i den forbindelse se hvad vi kan lære af nogle af personerne i den bog. Og bagefter vil vi drøfte hvordan vi kan bruge det vi lærer, i menigheden. *

HVAD LÆRER RUTHS BOG OS OM LOYAL KÆRLIGHED?

9. Hvad fik Noomi til at tænke at Jehova havde vendt sig imod hende?

9 Ruths Bog indeholder beretningen om Noomi, hendes svigerdatter Ruth og Boaz, en mand som havde stor respekt for Gud og var i familie med Noomis mand. På grund af hungersnød i Israel flyttede Noomi til Moab sammen med sin mand og deres to sønner. Mens de var der, døde Noomis mand. Hendes to sønner giftede sig, men desværre døde begge sønner også. (Ruth 1:3-5; 2:1) De tragiske oplevelser tog hårdt på Noomi, og hun blev helt overvældet af sorg og smerte. Hun følte ligefrem at Jehova forsøgte at ødelægge hendes liv. Hun sagde: “Jehova har vendt sig imod mig.” Og: “Den Almægtige har gjort livet meget bittert for mig. ... Jehova har været imod mig og Den Almægtige har ramt mig med ulykke.” – Ruth 1:13, 20, 21.

10. Hvordan reagerede Jehova på det Noomi sagde?

10 Hvordan reagerede Jehova på Noomis bitre ord? Blev han vred på hende og overlod hende til sig selv? Langt fra! Han viste denne trofaste tjener stor empati. Jehova forstår at “undertrykkelse kan drive den kloge til vanvid”. (Præd. 7:7) Men Noomi havde brug for at blive hjulpet til at se at Jehova stadig var med hende. Hvordan sørgede Jehova for at hun blev det? (1. Sam. 2:8) Han motiverede Ruth til at hjælpe hende og vise hende loyal kærlighed. Ruth ønskede virkelig at være der for sin svigermor og hjalp hende på en mild og venlig måde til at blive åndeligt og følelsesmæssigt stærk igen. Hvad kan vi lære af Ruths eksempel?

11. Hvad motiverer kærlige brødre og søstre til at støtte dem der har det svært?

11 Loyal kærlighed motiverer os til at gøre noget for dem der har det svært. Ligesom Ruth var der for Noomi, er der mange i menigheden som er klar til at være der for brødre og søstre som har det svært, måske på grund af sorg eller depression. De elsker disse venner og vil gøre alt hvad de kan, for at hjælpe dem. (Ordsp. 12:25, fdn.; 24:10) De ønsker virkelig at “trøste dem der er nedtrykte, give støtte til de svage og være tålmodige med alle”. – 1. Thess. 5:14.

Vi kan hjælpe en der har det svært, ved at være gode til at lytte (Se paragraf 12)

12. Hvad er noget af det bedste vi kan gøre for en der har det svært?

12 Noget af det bedste vi kan gøre for trosfæller der føler sig nede, er at lytte opmærksomt til dem og forsikre dem om at vi elsker dem. Jehova lægger mærke til det og værdsætter det når vi viser en af hans værdifulde tjenere omsorg. (Sl. 41:1) Som der står i Ordsprogene 19:17: “Den der viser venlighed mod de svage, låner ud til Jehova, og Han vil belønne ham for det han gør.”

Ruth bliver hos sin svigermor, Noomi, mens Orpa vender tilbage til Moab. Ruth siger til Noomi: “Der hvor du går hen, vil jeg gå hen” (Se paragraf 13)

13. Hvilke forskellige beslutninger traf Ruth og Orpa? Hvordan var Ruths beslutning et udtryk for loyal kærlighed? (Se forsidebilledet).

13 Vi kan lære noget mere om loyal kærlighed ud fra en situation der opstod efter at Noomi havde mistet sin mand og sine to sønner. Da hun hørte at “Jehova havde taget sig af sit folk ved at give det mad”, besluttede hun sig for at vende tilbage til sit hjemland. (Ruth 1:6) Begge svigerdøtre valgte at tage med hende. Men på rejsen opfordrede Noomi dem tre gange til at vende tilbage til Moab. Hvordan reagerede de? “Orpa kyssede så sin svigermor farvel. Men Ruth insisterede på at blive hos hende.” (Ruth 1:7-14) Orpa fulgte altså Noomis opfordring og vendte tilbage – hun gjorde så at sige det man kunne forvente. Ruth kunne have gjort det samme som Orpa, hun var ikke forpligtet til at tage med Noomi. Men hvad valgte hun? Ruth ønskede inderligt at hjælpe sin svigermor, og motiveret af loyal kærlighed blev hun hos hende – Ruth gjorde mere end man kunne forvente. Loyal kærlighed fik hende til at blive hos Noomi. (Ruth 1:16, 17) Hvad lærer den del af beretningen os om loyal kærlighed?

14. (a) Hvordan efterligner mange brødre og søstre Ruth? (b) Hvilke ofre glæder Jehova ifølge Hebræerne 13:16?

14 Loyal kærlighed får os til at gøre mere end forventet. Også i dag er der mange brødre og søstre der viser loyal kærlighed over for deres trosfæller, og det gør de selvom de ikke kender dem personligt. Hvordan? For eksempel er de ivrige efter at hjælpe når de hører at nogle af vores venner er blevet ramt af en naturkatastrofe. Og hvis nogen i menigheden rammes af økonomiske problemer, forsøger de straks at finde ud af hvilke behov der er opstået, og hvordan de kan hjælpe. Ja, de gør mere end man kan forvente, ligesom de første kristne i Makedonien gjorde. De gav “mere end de kunne”, og bragte altså personlige ofre for at hjælpe trosfæller der var i nød. (2. Kor. 8:3) Det glæder Jehovas hjerte når han ser at vi viser loyal kærlighed på den måde! – Læs Hebræerne 13:16.

HVORDAN KAN VI VISE LOYAL KÆRLIGHED?

15-16. Hvordan viste Ruth at hun virkelig ønskede at hjælpe Noomi?

15 Der er endnu flere værdifulde ting vi kan lære af beretningen i Ruths Bog. Lad os se på nogle af dem.

16 Giv ikke op. Da Ruth tilbød sin svigermor at rejse med hende tilbage, forsøgte hun at tale hende fra det. Men Ruth gav ikke op. Med hvilket resultat? “Da Noomi forstod at Ruth var besluttet på at gå med hende, holdt hun op med at prøve at tale hende fra det.” – Ruth 1:15-18.

17. Hvorfor giver vi ikke bare op når en umiddelbart afviser vores hjælp?

17 Hvordan vi kan bruge det: Det kræver tålmodighed at hjælpe venner i menigheden der er nedtrykte, men vi må aldrig opgive dem. Måske vil de afvise vores hjælp til at begynde med. Men loyal kærlighed vil motivere os til at blive ved med at være der for dem. (Gal. 6:2) Med tiden vil vores bror eller søster forhåbentligt tage imod vores trøst og hjælp.

18. Hvad må have gjort ondt på Ruth?

18 Tag det ikke personligt. Da Noomi og Ruth ankom til Betlehem, mødte de nogle der kendte Noomi, og hun sagde til dem: “Jeg havde alt da jeg tog afsted, men Jehova har ført mig tomhændet tilbage.” (Ruth 1:21) Hvordan tror du det har påvirket Ruth at høre de ord? Ruth havde sat sig selv fuldstændigt til side for at hjælpe sin svigermor. Hun havde grædt sammen med hende, trøstet hende og vandret i dagevis sammen med hende. Og alligevel, mens Ruth stod lige ved siden af, sagde Noomi: “Jehova har ført mig tomhændet tilbage.” Hvor må det have gjort ondt at høre! Men selvom Noomi ikke gav udtryk for værdsættelse af alt det Ruth havde gjort, blev hun hos Noomi.

19. Hvad vil hjælpe os til at blive ved med at støtte en der har det svært?

19 Hvordan vi kan bruge det: En der har det svært, kommer nogle gange til at sige noget der gør os kede af det – også selvom vi har gjort en hel masse for ham eller hende. Men det er vigtigt at vi ikke tager det personligt. I stedet må vi blive ved med at støtte vores trosfælle og bede Jehova om hjælp til at finde ud af hvordan vi kan gøre det på den bedste måde. – Ordsp. 17:17.

Hvordan kan ældste efterligne Boaz? (Se paragraf 20-21)

20. Hvad gav Ruth styrke til at blive ved med at hjælpe Noomi?

20 Vær opmærksom på hvem der har brug for opmuntring. Ruth havde vist Noomi stor loyal kærlighed, men nu havde hun også selv behov for at blive opmuntret. Og det sørgede Jehova for at hun blev gennem Boaz. Han sagde til Ruth: “Må Jehova belønne dig for det du har gjort, og må du få fuld løn af Jehova, Israels Gud, nu hvor du har søgt ly under hans vinger.” Ruth blev dybt rørt over det Boaz sagde til hende. Hun svarede ham: “Du har trøstet mig og talt opmuntrende til din tjener.” (Ruth 2:12, 13) Opmuntringen fra Boaz kom på det helt rigtige tidspunkt og gav Ruth ny styrke.

21. Hvad vil kærlige ældste sørge for, som det fremgår af Esajas 32:1, 2?

21 Hvordan vi kan bruge det: De der viser loyal kærlighed ved at hjælpe andre, kan nogle gange selv have behov for at blive opmuntret. Da Boaz hørte om alt det Ruth gjorde for Noomi, sørgede han for at rose hende for det. På samme måde må ældste i menigheden sørge for at rose brødre og søstre der kærligt hjælper nogle der har det svært. Sådan en opmærksomhed kan give dem lige den styrke de behøver for at kunne blive ved med at hjælpe. – Læs Esajas 32:1, 2.

DET GIVER GLÆDE AT VISE LOYAL KÆRLIGHED

22-23. Hvilken forandring skete der i Noomis indstilling? Hvad kan have bidraget til forandringen? (Salme 136:23, 26)

22 På et tidspunkt hjalp Boaz Ruth og Noomi så de kunne få mad på bordet. (Ruth 2:14-18) Hvordan reagerede Noomi på Boaz’ gavmildhed? Hun sagde: “Må han blive velsignet af Jehova, som viser de levende og de døde loyal kærlighed.” (Ruth 2:20a) Det var virkelig et vendepunkt for Noomi! Tidligere havde hun i sin sorg og smerte givet udtryk for at Jehova havde vendt sig imod hende, men nu kunne hun se at Jehova viste hende loyal kærlighed, og det fyldte hende med glæde. Hvad kan have hjulpet Noomi til at ændre indstilling?

23 Hun begyndte at se Jehovas hånd i sit liv. Jehova havde gennem Ruth hjulpet hende til at klare rejsen tilbage til Juda. (Ruth 1:16) Noomi kunne også se hvordan Jehova hjalp dem da Boaz, som var en af dem der kunne løskøbe dem, viste hende og Ruth omsorg og gavmildhed. * (Ruth 2:19, 20b) Det var som om Noomi tænkte: ‘Nu kan jeg se det! Jehova har aldrig forladt mig – han har været der for mig hele tiden!’ (Læs Salme 136:23, 26). Noomi må have været dybt taknemmelig for at Ruth og Boaz ikke bare opgav hende. Ja, det må have fyldt dem alle tre med glæde at se hvordan det hele endte!

24. Hvorfor vil vi blive ved med at vise vores trosfæller loyal kærlighed?

24 Ruths Bog giver os virkelig en dybere forståelse af loyal kærlighed. Vi har blandt andet lært at loyal kærlighed motiverer os til ikke at give op når vi hjælper brødre og søstre der har det svært. Det er en kærlighed der motiverer os til at bringe ofre for at hjælpe og støtte dem. Og ældste må være opmærksomme på dem der viser andre loyal kærlighed, og rose dem for det. Når vi ser at nogle der har været langt nede, bliver glade tjenere for Jehova igen, fylder det os alle med dyb glæde. (Ap.G. 20:35) Men hvad er den vigtigste grund til at vi bliver ved med at vise loyal kærlighed? Vi vil gerne efterligne og glæde Jehova, der er “fuld af loyal kærlighed”. – 2. Mos. 34:6; Sl. 33:22.

SANG NR. 130 Vær tilgivende

^ par. 5 Jehova vil gerne have at vi viser vores brødre og søstre i menigheden loyal kærlighed. Vi kan få en dybere forståelse af hvad det vil sige at vise loyal kærlighed, ved at se nærmere på hvordan nogle af Guds tjenere i fortiden viste denne smukke egenskab. I artiklen her vil vi drøfte hvad vi kan lære af Ruth, Noomi og Boaz.

^ par. 8 Du vil få mest muligt ud af denne artikel hvis du tager dig tid til at læse kapitel 1 og 2 i Ruths Bog.

^ par. 23 Artiklen “Efterlign deres tro – ‘En dygtig kvinde’” i Vagttårnet for 1. oktober 2012 forklarer mere om Boaz’ rolle som løskøber.