Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Nineve var en by med imponerende bygninger og monumenter

Vidste du det?

Vidste du det?

Hvad skete der med Nineve efter Jonas’ tid?

I DET syvende århundrede f.v.t. var Assyrien blevet det største imperium i verden. “Det strakte sig fra Cypern i vest til Iran i øst, og på et tidspunkt var Egypten også en del af det,” står der i en artikel på British Museums hjemmeside. Hovedstaden, Nineve, var den største by i verden. I den var der imponerende monumenter, smukke haver, luksuriøse paladser og store biblioteker. Inskriptioner fra oldtidens Nineve viser at kong Assurbanipal, ligesom andre assyriske konger, kaldte sig selv “verdens konge”. Assyrien og Nineve virkede fuldstændigt uindtagelige.

Det assyriske verdensrige var det største imperium på den tid

På det tidspunkt hvor Assyrien var på sit højeste, forudsagde Jehovas profet Sefanias følgende: “[Jehova] vil ... tilintetgøre Assyrien, og han vil gøre Nineve øde og forladt, tør som en ørken.” Og profeten Nahum forudsagde: “Stjæl sølvet, tag guldet! ... Byen er tom, forladt og ødelagt! ... Enhver som ser dig, vil flygte fra dig og sige: ‘Nineve er blevet ødelagt!’” (Sef. 2:13; Nah. 2:9, 10; 3:7) Når folk hørte de profetier, må de have tænkt: ‘Kan det virkelig lade sig gøre? Kan det mægtige Assyrien blive indtaget og ødelagt?’ Det må have virket helt umuligt.

Nineve blev forladt og ødelagt

Men så skete det umulige! I slutningen af det syvende århundrede f.v.t. blev Assyrien erobret af babylonierne og mederne. Med tiden blev Nineve forladt, og folk glemte alt om den store by. I en publikation udgivet af The Metropolitan Museum of Art i New York står der: “I middelalderen var stedet fuldstændigt forladt og begravet, og folk kendte kun til Nineve på grund af den bibelske beretning.” Ifølge Biblical Archaeology Society Online Archive var der i starten af 1800-tallet “ingen som vidste om den store assyriske hovedstad virkelig havde eksisteret”. Men i 1845 begyndte arkæologen Austen Henry Layard at lave udgravninger i området omkring Nineve. Ruinerne der blev fundet, vidnede om hvor storslået en by Nineve engang havde været.

Den nøjagtige opfyldelse af profetierne om Nineve styrker vores tro på opfyldelsen af de fremtidige profetier om at de nuværende politiske magter vil blive fjernet. – Dan. 2:44; Åb. 19:15, 19-21.