STUDIEARTIKEL 46
Nygifte par – byg jeres liv op omkring tjenesten for Jehova!
“Jehova er min styrke ... ham stoler mit hjerte på.” – SL. 28:7.
SANG NR. 131 “Hvad Gud har forenet”
FORMÅL *
1-2. (a) Hvorfor er det vigtigt at nygifte stoler på Jehova? (Salme 37:3, 4) (b) Hvad vil artiklen komme ind på?
SKAL du snart giftes, eller er du blevet det for nylig? Så glæder du dig sikkert til at skulle dele livet med den du elsker! Selvom I elsker hinanden højt, vil I dog støde på udfordringer i jeres ægteskab. I skal også træffe nogle vigtige beslutninger. Den måde I vælger at håndtere det på, vil være meget afgørende for hvor stor glæde I kommer til at opleve sammen de næste mange år. Hvis I stoler på Jehova, vil I kunne træffe gode beslutninger, jeres ægteskab vil blive stærkere, og I vil blive gladere. Hvis I ikke tager imod hans råd og vejledning, vil I sikkert komme til at opleve problemer som vil belaste jeres ægteskab og stjæle jeres glæde. – Læs Salme 37:3, 4.
2 Artiklen her er skrevet til unge nygifte par, men den kommer ind på nogle udfordringer som alle ægtepar kan møde. Den vil fokusere på nogle mænd og kvinder som tjente Jehova trofast på Bibelens tid, og fremhæve hvad vi kan lære af deres eksempel. Vi vil også komme ind på hvad vi kan lære af nogle ægtepar der tjener Jehova i dag.
UDFORDRINGER SOM NYGIFTE KAN STÅ OVER FOR
3-4. Hvilke udfordringer oplever nogle nygifte?
3 Nogle nygifte par oplever at andre opfordrer dem til at etablere sig og få et såkaldt normalt liv. Måske siger
forældre og slægtninge til dem at de skal skynde sig at få børn. Eller det kan være at velmenende venner og familie opfordrer dem til at købe hus og skaffe sig en masse lækre ting.4 Hvis nygifte ikke passer på, kan de hurtigt komme til at træffe nogle valg der efterlader dem med en stor gæld. Det fører ofte til at begge ægtefæller må arbejde hårdt for at kunne betale afdragene. Måske fylder arbejdet så meget at det begynder at gribe ind i den tid de har sat af til personligt studie, familiestudie og forkyndelse. Det kan endda være at de begynder at svigte møderne fordi de tager overarbejde for at tjene ekstra penge eller for at være mere sikre på at kunne beholde deres job. Det vil føre til at de går glip af nogle meget spændende muligheder i tjenesten for Jehova.
5. Hvad viser eksemplet med Klaus og Marisa?
5 Mange der har fokuseret på materielle ting, har fundet ud af at det ikke gjorde dem lykkelige. Tænk over hvad ægteparret Klaus og Marisa oplevede. * I begyndelsen af deres ægteskab havde de begge fuldtidsarbejde. Men selvom de tjente godt og havde mange ting, følte de sig ikke glade og tilfredse. Klaus siger: “Materielt set havde vi mere end rigeligt, men vi havde ingen åndelige mål. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var vores liv kompliceret og stressende.” Det kan være at I også oplever at det ikke giver jer ægte tilfredshed at gå op i at tjene penge og bruge dem. Hvad kan I så gøre? Måske kan I få en idé om hvad I kan ændre, ved at tænke over andres gode eksempel. Først vil vi se på hvad ægtemænd kan lære af kong Joshafat.
STOL PÅ JEHOVA, LIGESOM KONG JOSHAFAT
6. Hvordan stemmer det Joshafat gjorde i en svær situation, med rådet i Ordsprogene 3:5, 6?
6 Ægtemænd kan nogle gange føle at der hviler et overvældende ansvar på deres skuldre. Har du det også sådan? Så kan du helt sikkert lære noget af kong Joshafat. Som konge havde han ansvar for hvordan et helt folk havde det! Hvordan tacklede han det store ansvar? Joshafat gjorde hvad han kunne for at beskytte folket. Han byggede fæstninger i Juda og samlede en stor hær på mere end 1.160.000 soldater. (2. Krøn. 17:12-19) Senere kom Joshafat til at stå i en meget svær situation – en stor hær bestående af ammonitter, moabitter og mænd fra Seirs bjergland kom for at føre krig mod ham og hans folk. (2. Krøn. 20:1, 2) Hvad gjorde Joshafat for at beskytte sig selv, sin familie og hele folket? Han bad Jehova om hjælp og styrke. Det han gjorde, stemmer med det kloge råd der findes i Ordsprogene 3:5, 6. (Læs). Den ydmyge bøn Joshafat bad, kan læses i 2. Krønikebog 20:5-12, og den viser tydeligt at han stolede helt og fuldt på sin kærlige himmelske Far. Hvordan besvarede Jehova hans bøn?
7. Hvordan besvarede Jehova Joshafats bøn?
7 Jehova gav Joshafat instruktioner gennem en levit der hed Jahaziel. Han sagde: “Stil jer op, bliv stående, og se hvordan Jehova redder jer.” (2. Krøn. 20:13-17) Det ville man normalt aldrig gøre i en krig! Men anvisningerne var ikke baseret på menneskers visdom, de kom fra Jehova. Joshafat stolede fuldt ud på Jehova og gjorde det han fik besked på. Da han og folket tog afsted for at møde fjenden, gav han ikke de dygtigste soldater til opgave at gå forrest. Nej, han lod nogle ubevæbnede mænd gå foran hæren og lovprise Jehova i sang. Jehova holdt det løfte han havde givet Joshafat, og udslettede fjenden. – 2. Krøn. 20:18-23.
8. Hvad kan ægtemænd lære af kong Joshafat?
8 Hvis du er ægtemand, kan du lære meget af kong Joshafat. Du har ansvaret for at tage dig af din familie, og derfor gør du alt hvad du kan, for at beskytte familien og dække dens behov. Når du står over for problemer, føler du måske at du selv kan klare dem. Men stol ikke bare på din egen styrke. Tag dig i stedet tid til at bede inderlige og personlige bønner til Jehova. Bed også sammen med din hustru. Søg råd hos Jehova ved at studere i Bibelen og i publikationerne fra hans organisation, og følg de råd du finder frem til. Måske vil nogle være uenige med dig når du baserer dine beslutninger på Bibelen. De siger måske til dig at det er dumt af dig, og at det bedste du kan gøre for at beskytte din familie, er at sikre dig økonomisk. Men glem aldrig eksemplet med Joshafat. Han stolede på Jehova, og den tillid kom til udtryk i handling. Jehova svigtede ikke den loyale konge, og han vil heller ikke svigte dig. (Sl. 37:28; Hebr. 13:5) Men hvad kan I som ægtepar så gøre for at få et godt liv sammen?
FOKUSÉR PÅ TJENESTEN FOR JEHOVA, LIGESOM ESAJAS OG HANS KONE
9. Hvad var Esajas og hans kone optaget af?
9 Esajas og hans kone havde bygget deres liv op omkring tjenesten for Jehova. Esajas tjente som profet. Og det er meget muligt at hans kone også udførte profetopgaver, for i Bibelen kaldes hun “profetinden”. (Esa. 8:1-4) Sammen fokuserede de altså på tjenesten for Jehova, og det gør dem til gode eksempler for ægtepar i dag.
10. Hvordan kan det påvirke et ægtepar at studere Bibelens profetier?
10 Ægtepar kan bygge deres liv op omkring tjenesten for Jehova ved at fokusere på at gøre deres bedste i tjenesten for ham. Noget der kan styrke deres tillid til Jehova, er at studere profetier i Bibelen sammen og se hvordan de altid bliver opfyldt. * (Tit. 1:2) De kan også tænke over hvor fantastisk det er at de kan være med til at opfylde nogle af de profetier – for eksempel Jesus’ profeti om at den gode nyhed skal forkyndes i hele verden inden enden kommer. (Matt. 24:14) Jo mere overbevist I er om at Bibelens profetier altid går i opfyldelse, jo mere besluttet vil I være på at gøre så meget som muligt for Jehova.
SÆT ALTID RIGET FØRST, LIGESOM PRISKILLA OG AKVILA
11. Hvordan viste Priskilla og Akvila at de altid satte Riget først?
11 Unge nygifte par kan lære meget af Priskilla og Akvila, et jødisk ægtepar der boede i Rom. De havde taget imod den gode nyhed, var blevet kristne og var uden tvivl glade for deres liv. Men pludselig forandrede tingene sig. Kejser Claudius beordrede at alle jøder skulle forlade Rom. Tænk over hvad det betød for Priskilla og Akvila. De skulle forlade deres vante omgivelser, finde et andet sted at bo og starte deres virksomhed som teltmagere op et nyt sted. Ville alle de forandringer få dem til at skubbe tjenesten for Jehova i baggrunden? Det kender vi allerede svaret på. De slog sig ned i Korinth, engagerede sig i den lokale menighed og samarbejdede med Paulus om at styrke brødrene og søstrene. Senere flyttede de til andre byer hvor der var større behov for forkyndere. (Ap.G. 18:18-21; Rom. 16:3-5) De har helt sikkert haft et spændende og meningsfyldt liv sammen!
12. Hvorfor er det vigtigt at ægtepar sætter sig mål i tjenesten for Jehova?
12 Ægtepar i dag kan efterligne Priskilla og Akvila ved altid at sætte Riget først. Allerede mens man kommer sammen, er det meget vigtigt at man taler om hvilke mål man har. Når et par sammen sætter sig åndelige mål og samarbejder om at nå dem, vil de få flere muligheder for at opleve hvordan Jehova hjælper dem. (Præd. 4:9, 12) Læg mærke til hvad Russell og Elizabeth fortæller. Russell siger: “Dengang vi kom sammen, snakkede vi helt konkret om hvilke åndelige mål vi havde.” Og Elizabeth fortsætter: “Ved at snakke om de ting sikrede vi os at de valg vi traf når vi senere stod i forskellige situationer, ikke forhindrede os i at nå vores mål.” Russell og Elizabeths omstændigheder gav dem mulighed for at flytte til Mikronesien og hjælpe til i forkyndelsen.
13. Hvad bliver resultatet ifølge Salme 28:7 når man stoler på Jehova?
13 Mange par har gjort ligesom Russell og Elizabeth. De har besluttet sig for at undgå unødvendige forpligtelser, og derfor er de fri til at gøre så meget som muligt i forkyndelsesarbejdet. Når I som par sætter jer mål i tjenesten for Jehova og samarbejder om at nå dem, fører det til nogle skønne ting. I vil opleve hvordan Jehova tager sig af jer, I vil få endnu større tillid til ham, og I vil føle en dyb og ægte glæde. – Læs Salme 28:7.
STOL PÅ JEHOVAS LØFTER, LIGESOM PETER OG HANS KONE
14. Hvordan viste Peter og hans kone at de stolede på løftet i Matthæus 6:25, 31-34?
14 Ægtepar kan også lære noget vigtigt af apostlen Peter og hans kone. Et halvt til et helt år efter at Peter havde mødt Jesus første gang, måtte han træffe en vigtig beslutning. Indtil nu havde Peter skaffet mad på bordet ved at arbejde som fisker. Så da han blev inviteret til at følges med Jesus på fuld tid, måtte han tage sin kones behov i betragtning. (Luk. 5:1-11) Peter traf et klogt valg! Han sluttede sig til Jesus i forkyndelsesarbejdet. Og vi har god grund til at tro at Peters kone støttede op om beslutningen. Der er ligefrem noget der tyder på at hun rejste rundt sammen med Peter i en periode efter at Jesus var blevet oprejst. (1. Kor. 9:5) Hendes gode eksempel som en kristen hustru har uden tvivl gjort det lettere for Peter at videregive Jehovas vejledning til gifte mænd og kvinder. (1. Pet. 3:1-7) Både Peter og hans kone stolede tydeligvis på Jehovas løfte om at han ville dække deres behov hvis de satte Riget først i deres liv. – Læs Matthæus 6:25, 31-34.
15. Hvad kan du lære af Tiago og Esthers erfaring?
15 Hvis I efterhånden har været gift i nogle år, hvad kan I så gøre for at blive ved med at have et ønske om at gøre mest muligt i tjenesten? I kan blandt andet lægge mærke til de erfaringer som andre ægtepar gør sig. Måske kunne I læse den artikelserie der hedder “De mødte villigt frem”. Nogle af de artikler gav Tiago og Esther, et ægtepar fra Brasilien, et brændende ønske om at rejse til et sted hvor der var stort behov for forkyndere. Tiago fortæller: “Når vi læste om hvordan Jehova støttede sine tjenere i nyere tid, fik vi lyst til selv at opleve hvordan det føles at blive ledet og hjulpet af Jehova.” Det endte med at de flyttede til Paraguay, hvor de siden 2014 har forkyndt i det portugisisktalende distrikt. Esther siger: “Et af de vers som vi begge to er meget glade for, er Efeserne 3:20. Vi har mange gange oplevet sandheden i de ord i vores tjeneste.” I det vers lover Paulus at Jehova vil gøre meget mere for os end vi beder om. Mange kan bekræfte at man kan stole på det løfte!
16. Hvem kan man søge råd hos når man vurderer hvilke mål man vil sætte sig?
16 Unge ægtepar kan få meget ud af at tale med mere erfarne ægtepar der Ordsp. 22:17, 19) Ældste i menigheden kan også hjælpe unge ægtepar til at sætte sig åndelige mål og til at nå dem.
har lært at stole på Jehova – det kunne for eksempel være nogle der har været mange år i heltidstjenesten. Prøv at spørge dem til råds når I vurderer hvilke mål I vil gå efter. Ved at gøre det viser I at I har tillid til Jehova. (17. Hvordan er det gået med Klaus og Marisa? Hvad kan deres eksempel lære os?
17 Når man beslutter sig for at gøre mere i tjenesten, går det nogle gange ikke helt som man havde forventet. Det kan Klaus og Marisa, der blev nævnt tidligere, tale med om. Efter at have været gift i tre år flyttede de fra deres hjem og meldte sig til at hjælpe til ved et byggeprojekt på Afdelingskontoret i Finland. Men så fandt de ud af at de kun kunne få lov til at blive der i et halvt år. Klaus og Marisa var skuffede. Men kort efter blev de inviteret til et arabisk sprogkursus, og i dag er de glade for at tjene i et arabisktalende distrikt i et andet land. Marisa indrømmer: “Det er ret skræmmende at træde ud af sin komfortzone og stole hundrede procent på Jehova. Men Jehova har altid hjulpet os, også på måder vi slet ikke havde forventet. Det har virkelig styrket min tillid til Jehova.” Som deres eksempel viser, kan I unge ægtepar være sikre på at Jehova altid vil være med jer og belønne jer når I stoler helt og fuldt på ham.
18. Hvad kan hjælpe ægtepar til at blive ved med at stole på Jehova?
18 Ægteskabet er en gave fra Jehova, og han ønsker at ægtepar skal glæde sig over den gave. (Ordsp. 5:18; Matt. 19:5, 6) Hvis I er et ungt ægtepar, så tag jer tid til at tænke over hvordan I bruger jeres liv. Gør I alt hvad I kan, for at vise Jehova hvor taknemmelige I er for de mange gaver han har givet jer? Tal med Jehova om det i jeres bønner. Led efter principper i Bibelen der kan bruges i jeres situation. Og gør jeres bedste for at følge de råd Jehova giver jer. I kan være helt sikre på at I vil få et lykkeligt og meningsfyldt liv hvis I bygger det op omkring tjenesten for Jehova!
SANG NR. 132 Nu er vi ét
^ par. 5 Nogle af de beslutninger vi træffer, påvirker den mængde af tid og energi vi kan bruge i tjenesten for Jehova. Hvis I er et ungt nygift par, står I over for nogle valg der kan påvirke jeres liv mange år frem. Artiklen her vil hjælpe jer til at træffe kloge beslutninger der vil give jer et lykkeligt og meningsfyldt liv.
^ par. 5 Nogle af navnene er ændret.
^ par. 10 Prøv for eksempel at studere kapitel 6, 7 og 19 i bogen Den rene tilbedelse af Jehova – endelig genindført!