Før jeg fortæller hvordan den historie endte, så lad mig fortælle hvordan jeg begyndte i heltidstjenesten.

Jeg blev født i 1942 på den smukke caribiske ø Curaçao. Min far var oprindeligt fra Surinam, men på grund af arbejde var han flyttet til øen. Få år før jeg blev født, var min far en af de første der blev døbt som et af Jehovas Vidner i Curaçao. a Hver uge studerede han Bibelen med mig og mine søskende selvom vi ikke altid gjorde det let for ham. Da jeg var 14, flyttede min familie til Surinam fordi min far skulle tage sig af sin gamle mor.

I Surinam fik jeg nogle gode venner der gjorde meget i tjenesten for Jehova. De var lidt ældre end jeg var, og de tjente som pionerer. Når de fortalte om de oplevelser de havde haft i tjenesten, strålede de af glæde. Efter møderne havde vi nogle gode snakke om bibelske emner – nogle gange sad vi ude under stjernehimlen. Mine venner hjalp mig til at finde ud af hvad jeg ville bruge mit liv på. Jeg ville arbejde for Jehova! Så jeg blev døbt som 16-årig, og da jeg var 18, begyndte jeg som pioner.

Som pioner lærte jeg mange ting der har hjulpet mig i mit liv i heltidstjenesten. Noget af det første jeg lærte, var hvor vigtigt det er at oplære andre. Da jeg begyndte som pioner, var der en missionær der hed Willem van Seijl der tog mig under sine vinger. b Han lærte mig meget om hvordan man tager sig af opgaver i menigheden. På det tidspunkt vidste jeg slet ikke hvor meget jeg ville få brug for den oplæring. Året efter blev jeg udnævnt som specialpioner, og  jeg fik til opgave at tage mig af nogle isolerede grupper dybt inde i regnskoven i Surinam. Hvor er jeg taknemmelig for at der var brødre der tog sig tid til at give mig den oplæring jeg havde brug for! Siden dengang har jeg gjort hvad jeg kunne for at være med til at oplære andre.

Noget andet jeg har lært, er fordelen ved at leve et enkelt og velorganiseret liv. I begyndelsen af hver måned satte min specialpionermakker og jeg os ned og lavede en plan for hvad vi havde brug for i de kommende uger. Og så tog en af os den lange tur ind til hovedstaden for at købe de nødvendige ting. Vi var nødt til at tænke os godt om når vi brugte vores månedlige godtgørelse, og vi måtte rationere den mad vi købte, så vi havde til hele måneden. Hvis vi løb tør for noget ude i regnskoven, skulle vi ikke regne med at der var nogen der kunne hjælpe os. Jeg er sikker på at det at jeg lærte at leve et enkelt men velorganiseret liv som ung, har hjulpet mig til at fokusere på min tjeneste for Jehova gennem hele livet.

En tredje ting jeg lærte, var hvor godt det er at undervise folk på deres modersmål. Da jeg voksede op, lærte jeg at tale engelsk, nederlandsk, papiamento og sranantongo (også kendt som sranan), det sprog som de fleste i Surinam taler. Men da jeg var i regnskoven, var det tydeligt at folk lyttede mere til vores budskab når vi forkyndte på deres modersmål. Nogle af sprogene var virkelig svære at lære, for eksempel saramaccan, hvor man bruge høje og lave toner. Men det var alle anstrengelserne værd. Gennem årene har jeg haft mulighed for at lære mange sandheden at kende fordi jeg kunne tale deres modersmål.

Men jeg har selvfølgelig også haft nogle pinlige oplevelser. For eksempel ville jeg engang spørge en saramaccantalende kvinde jeg studerede Bibelen med, hvordan hun havde det, fordi hun havde haft mavesmerter. Men i stedet for kom jeg til at spørge hende om hun var gravid! Hun blev forståeligt nok ikke så glad for mit spørgsmål. På trods af den slags fejl har jeg aldrig holdt mig tilbage fra at tale det lokale sprog når jeg forkyndte for folk i mit distrikt.

I 1970 blev jeg udnævnt som kredstilsynsmand. Det år holdt jeg lysbilledforedraget “Et besøg på Jehovas Vidners hovedkontor” for mange isolerede grupper i regnskoven. For at nå ud til dem sejlede jeg på floderne i regnskoven og havde et hold brødre med. I den lange, smalle træbåd havde vi en generator, en dunk med benzin, petroleumslamper og det udstyr der skulle til for at vi kunne vise lysbillederne. Når vi nåede frem til destinationen, måtte vi bære alt udstyret ind gennem regnskoven til det sted hvor jeg skulle holde lysbilledforedraget. Men noget af det jeg husker bedst fra de her ture, er hvor meget menneskene i de isolerede områder elskede det de så og hørte. Jeg var så glad for at hjælpe andre til at  lære om Jehova og den jordiske del af hans organisation. De åndelige velsignelser overgik på alle måder de ofre jeg måtte bringe for at udføre min tjeneste for Jehova.

Selvom jeg kunne se at der var mange fordele ved at være single i min tjeneste, havde jeg stadig lyst til at finde en jeg kunne dele livet med. Så jeg begyndte at bede helt specifikt om hjælp til at finde en hustru der kunne klare strabadserne i heltidstjenesten ude i regnskoven, og som samtidig ville kunne bevare glæden. Et år senere begyndte jeg at komme sammen med Ethel, en specialpionersøster der var meget selvopofrende. Fra hun var helt ung, havde hun set op til apostlen Paulus og ville gerne efterligne ham ved at give sig fuldt ud i tjenesten. Vi blev gift i september 1971 og begyndte i kredstjenesten sammen.

Ethel er vokset op i en familie der ikke havde meget materielt, så hun var rigtig god til at tilpasse sig rejsetjenesten i regnskoven. Når vi skulle besøge menigheder dybt inde i regnskoven, kunne vi for eksempel ikke have ret meget med. Vi vaskede tøj og badede i floderne. Vi vænnede os også til at spise hvad end vores værter serverede for os – leguaner, piratfisk og hvad de ellers havde fanget i skoven og i floderne. Når der ikke var tallerkner, brugte vi bananblade. Og når der ikke var bestik, spiste vi med fingrene. Ethel og jeg føler at de ofre vi har bragt sammen i tjenesten for Jehova, har styrket vores tredobbelte snor. (Præd. 4:12) Vi ville ikke bytte de oplevelser for noget som helst!

Det var på en tur tilbage fra et af de isolerede steder i regnskoven at vi oplevede det jeg fortalte om i begyndelsen. Da vi sejlede gennem strømhvirvlerne, kom båden under vand, men den kom hurtigt op igen. Heldigvis havde vi redningsveste på, og vi  faldt ikke ud af båden. Men båden var blevet fyldt med vand. Vi tømte vores beholder med mad ud i floden, og så brugte vi beholderne til at øse vandet ud med.

Nu hvor vi ikke havde noget mad, begyndte vi at fiske mens vi sejlede videre ned ad floden. Men vi fangede ikke noget. Så vi bad Jehova om hjælp til at få den mad vi havde brug for den dag. Lige efter at vi havde bedt, kastede en af brødrene sin line ud og fangede en fisk der var stor nok til at vi alle fem kunne spise os mætte den aften.

Efter fem år i rejsetjenesten sammen fik vi en uventet velsignelse – vi skulle være forældre! Jeg var meget glad, selvom jeg ikke vidste hvad det ville betyde for vores fremtid. Både Ethel og jeg ville gerne fortsætte i heltidstjenesten hvis det overhovedet var muligt. I 1976 fik vi vores søn Ethniël, og to et halvt år senere fik vi Giovanni.

Fordi behovet i Surinam var så stort, sørgede Afdelingskontoret for at jeg kunne fortsætte i kredstjenesten selvom vi havde fået børn. Mens børnene var små, fik jeg tildelt kredse der ikke havde så mange menigheder. Det gjorde at jeg ofte kunne bruge et par uger hver måned i kredstjenesten, og resten af tiden kunne jeg så tjene som pioner i vores egen menighed. Ethel og drengene tog med mig når jeg besøgte menigheder i nærheden af hvor vi boede. Men når jeg besøgte menigheder og holdt stævner i regnskoven, rejste jeg alene.

Jeg var nødt til at være meget velorganiseret for at kunne tage mig af alle mine ansvarsopgaver. Jeg sørgede for at vores familiestudie blev gennemført hver uge. Når jeg var ude at besøge menigheder i regnskoven, tog Ethel sig af familiestudiet med drengene. Men så ofte som overhovedet muligt gjorde vi tingene sammen som familie. Vi sørgede også for at lave nogle hyggelige ting sammen med drengene – vi spillede spil og tog på udflugter. Ofte blev jeg oppe til det var meget sent, for at have tid til at forberede mine opgaver. Ethel er som den hustru der er beskrevet i Ordsprogene 31:15, så hun stod tidligt op om morgenen og gjorde alting klar så vi kunne sidde sammen som familie og læse dagsteksten og spise morgenmad inden drengene skulle i skole. Hvor er jeg taknemmelig for at have  en flittig og selvopofrende hustru der altid har hjulpet mig til at leve op til mit ansvar!

Som forældre var vi meget opmærksomme på at lære vores børn at elske Jehova og forkyndelsen. Vi ønskede virkelig for vores drenge at de skulle bruge deres liv i heltidstjenesten, men det skulle være deres eget valg. Vi har altid fortalt dem om alle de glæder der er ved heltidstjenesten. Uden at lægge skjul på udfordringerne fortalte vi dem om hvordan Jehova havde hjulpet og velsignet vores familie. Vi sørgede også for at drengene fik gode venner der satte Jehova først i deres liv.

Jehova har altid sørget for at dække vores families materielle behov. Jeg gjorde selvfølgelig altid hvad jeg selv kunne som familieoverhoved. Den tid jeg tjente som specialpioner i regnskoven før jeg blev gift, havde lært mig at planlægge og bruge pengene fornuftigt. Men selvom vi gjorde vores bedste, var det ikke altid muligt at få de ting vi havde brug for. I de perioder var det helt tydeligt at Jehova hjalp os. For eksempel var der voldsomme uroligheder i Surinam fra slutningen af 1980’erne til begyndelsen af 1990’erne. I de år var det ofte svært at få fat i selv helt basale ting. Men Jehova sørgede for os. – Matt. 6:32.

I hele vores liv har Jehova altid sørget for os og givet os en dyb følelse af glæde og tilfredshed. Vores børn har været en stor gave, og det har været et privilegium at lære dem om Jehova. Vi er lykkelige for at de også har valgt heltidstjenesten. Ethniël og Giovanni har begge været på teokratiske skoler og tjener nu på Afdelingskontoret i Surinam sammen med deres hustruer.

Selvom Ethel og jeg ikke er helt unge længere, har vi stadig travlt i tjenesten for Jehova som specialpionerer. Faktisk har vi så travlt at jeg stadig ikke har haft tid til at lære at svømme! Men jeg fortryder intet. Når jeg ser tilbage, kan jeg oprigtigt sige at det at jeg som ung valgte at jeg ville arbejde for Jehova på fuld tid, var en af de bedste beslutninger jeg overhovedet kunne tage.