Paul: Vi var virkelig spændte! Det var november 1985, og vi var på vej til vores første missionærdistrikt – Liberia i Vestafrika. Vores fly mellemlandede i Senegal, og Anne sagde: “Om lidt over en time er vi i Liberia!” Så kom meddelelsen: “Passagerer der skal til Liberia, skal stige af flyet. Et statskup forhindrer os i at lande der.” De næste ti dage boede vi hos missionærer i Senegal og lyttede til nyheder fra Liberia. Vi hørte om lastbiler fyldt med lig og om at man blev skudt hvis man overtrådte udgangsforbuddet.

Anne: Vi er ikke ligefrem de mest eventyrlystne typer. Faktisk er jeg lige siden jeg var lille, blevet kaldt “angste Annie”. Jeg er nervøs selv når jeg skal gå over en vej! Men vi var besluttet på at nå frem til vores distrikt.

Paul: Anne og jeg er vokset op bare otte kilometer fra hinanden i det vestlige England. Mine forældre og Annes mor har altid tilskyndet os til at vælge heltidstjenesten som livsvej. Og det gjorde vi. Vi begyndte som pionerer lige efter skolen. Som 19-årig fik jeg det privilegie at komme på Betel, og Anne sluttede sig til mig da vi blev gift i 1982.

Anne: Vi elskede Betel, men vi havde begge to altid ønsket os at komme ud at tjene hvor der var et større behov. Flere af dem vi arbejdede sammen med på Betel, havde tidligere været missionærer, og det styrkede bare vores ønske. Vi bad specifikt om det hver eneste aften i tre år, så vi var meget glade da vi i 1985 fik en invitation til at komme på Gilead i den 79. klasse! Derefter blev vi sendt til Liberia i Vestafrika.

Paul: Vi tog det første fly som fik lov til at komme ind i Liberia. Atmosfæren var trykket, og der var stadig udgangsforbud. Et knald fra udstødningen på en bil var nok til at skabe panik på markedet. Vi læste sammen i Salmerne hver aften for at finde ro. Men vi elskede virkelig vores opgave. Anne var missionær i distriktet, og jeg var på Betel og arbejdede sammen med John  Charuk. a Hans erfaring og hans forståelse af vennernes situation var virkelig en god oplæring for mig.

Anne: Hvad var det der gjorde at vi så hurtigt kom til at elske Liberia? Det var vores brødre og søstre. De var varme, udadvendte og trofaste mod Jehova. Vi følte os meget nært knyttet til dem, og de blev vores nye familie. Deres gode råd styrkede os åndeligt, og forkyndelsen var en drøm. Folk vi besøgte, blev kede af det hvis vi gik for hurtigt. På gaden stod folk tit og talte om bibelske emner, og man kunne bare gå hen og være med. Vi havde så mange bibelstudier at det var en udfordring at nå dem alle sammen. Men det var jo et skønt problem!

Paul: I 1989, efter fire år med relativ fred, skete der noget meget chokerende – der udbrød en forfærdelig borgerkrig. Oprørerne fik kontrol over området omkring Betel den 2. juli 1990. I tre måneder havde vi ikke kontakt med omverdenen, heller ikke med vores familie eller Hovedkontoret. Der herskede anarki, der var fødevaremangel, og mange kvinder blev voldtaget. Kaosset fortsatte i 14 år og påvirkede hele landet.

Anne: Medlemmer af forskellige stammer bekrigede hinanden og slog hinanden ihjel. Tungt bevæbnede soldater i mærkeligt tøj patruljerede gaderne og plyndrede alle bygninger. For nogle var de mange drab de begik, for at bruge deres egne ord, som at “slagte kyllinger”. Ved kontrolposterne, også nogle der var i nærheden af Betel, hobede ligene sig op i bunker. Trofaste venner blev dræbt, deriblandt to af vores kære missionærer.

Brødre og søstre satte deres eget liv på spil for at skjule deres trosfæller der ellers ville blive jaget og slået ihjel på grund af den stamme de tilhørte. Det samme gjorde missionærerne og betelitterne. Betel åbnede dørene for venner der var på flugt – nogle af dem sov nede i stueetagen, og andre boede sammen med os på værelserne ovenpå. Paul og jeg delte vores betelværelse med en familie på syv.

Paul: Soldaterne forsøgte hver dag at komme ind på Betel for at se om vi skjulte nogen. Vi havde et vagtsystem med fire personer: To der holdt øje fra et vindue, og to andre der gik ud til porten. Hvis de to ude ved porten holdt deres hænder foran sig, var alt ok. Men hvis de tog hænderne om på ryggen, betød det at soldaterne var aggressive. Og så ville de der holdt øje ved vinduet, skynde sig at skjule vores venner.

 Anne: Efter mange uger var der en gruppe vrede soldater der trængte ind på Betel. Jeg låste mig inde på badeværelset sammen med en søster hvor vi havde et lille skjulested inde i et skab med en falsk bagvæg. Søsteren kunne lige mase sig derind. Soldaterne var løbet efter mig op ad trapperne, og de var alle sammen bevæbnet med maskingeværer. De hamrede vredt på døren. Paul forsøgte at holde dem hen ved at sige: “Min kone er lige på toilettet.” Det tog noget tid at sætte den falske bagvæg og hylderne fast igen, og det larmede også, så jeg var sikker på at soldaterne havde gennemskuet hvad det var jeg havde gang i. Jeg begyndte bogstaveligt talt at ryste over hele kroppen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og var bange for at åbne døren. Jeg bad en stille bøn til Jehova om hjælp. Så låste jeg døren op, og på en eller anden måde lykkedes det mig at være helt rolig. En af soldaterne skubbede mig væk og gik lige hen til skabet, åbnede det og gennemrodede det. Han kunne slet ikke forstå at han ikke fandt noget. Så begyndte han og resten af gruppen at ransage de andre rum og loftet. Men der fandt de heller ingenting.

Paul: I flere måneder var der desperat mangel på mad. Men den åndelige mad var det der holdt os oppe. Det åndelige morgenprogram på Betel var vores eneste “morgenmad”, og vi var virkelig taknemmelige for den indre styrke det gav os.

Men vi løb aldrig helt tør for mad og vand. Hvis det var sket og vi var blevet nødt til at gå ud for at hente forsyninger, ville dem vi skjulte, sandsynligvis være blevet henrettet. Nogle gange virkede det næsten som om Jehova sørgede for os på mirakuløs vis! Han dækkede vores behov og hjalp os til at håndtere vores frygt.

Jo mørkere verden omkring os blev, jo stærkere skinnede sandheden. Igen og igen måtte vores brødre og søstre flygte for deres liv, men de bevarede deres tro og værdighed. Nogle sagde at krigen var “en øvelse til den store trængsel.” Modige ældste og unge brødre gjorde alt hvad de kunne, for at hjælpe og gå foran. Når brødrene og søstrene måtte flygte, holdt de sig sammen, forkyndte i nye områder og holdt møder i midlertidige rigssale i bushen. Møderne var som trygge havne midt i et oprørt hav af fortvivlelse, og forkyndelsen hjalp vennerne til at holde ud. Når vi uddelte nødhjælp, rørte det os dybt at vennerne ikke bad om tøj men om forkyndertasker. Mennesker der var fortvivlede og traumatiserede, var ivrige efter at lytte til den gode nyhed. De var imponerede over hvor glade og positive forkynderne var – de skinnede som et lys i mørket. (Matt. 5:14-16) Selv nogle af de hårdeste soldater endte med at blive vores brødre på grund af alt det organisationen og vores venner gjorde.

Paul: Nogle gange var vi nødt til at forlade landet; tre gange var det i kort tid, men to gange var det i et helt år. En missionærsøster satte ord på de følelser som vi også havde: “På Gilead lærte vi at lægge hjertet i vores opgave, og det har vi gjort. Så det at forlade vores brødre og søstre i så svær en situation er som at få hjertet revet ud.” Men som et lille plaster på såret havde vi stadig mulighed for at støtte arbejdet i Liberia når vi var tvunget til at være i nabolandene.

Anne: I maj 1996 tog fire af os afsted i Betels bil der var pakket med vigtige optegnelser. Vores mål var at køre til den anden ende af byen, 16 kilometer væk, hvor der var mere sikkert. Men præcis på det tidspunkt blev vores område angrebet. Vrede soldater skød op i luften, standsede os, trak tre af os ud af bilen, tog den og kørte væk mens Paul stadig var i den. Vi stod tilbage fuldstændig chokerede. Men pludselig kom Paul gående midt i menneskemængden med blod dryppende fra hovedet. Forvirrede som vi var, troede vi at han var blevet skudt, men så gik det op for os at han jo ikke ville kunne gå rundt hvis han var det. En af soldaterne havde slået ham da han skubbede ham ud af bilen. Heldigvis var der kun tale om et mindre sår.

En militærvogn i nærheden var proppet med skrækslagne mennesker. Vi klamrede os til ydersiden af vognen og kunne kun lige holde fast med fingerspidserne. Chaufføren kørte afsted i fuld fart, og vi var tæt på at falde af. Vi tryglede ham om at standse, men han var for bange til at høre efter. På en eller anden måde lykkedes det os at holde fast, men da turen var ovre, sad vores nerver uden på tøjet, og vores muskler dirrede af smerte.

Paul: Vi havde ikke andet end det beskidte, ødelagte tøj vi stod i, og vi kiggede på hinanden og kunne faktisk ikke forstå at vi var i live. Vi overnattede på en mark ved siden af en gennemhullet helikopter som dagen efter fløj os til Sierra Leone. Vi var taknemmelige for at være i live men dybt bekymrede for vores brødre og søstre.

Anne: Da vi kom til Betel i Freetown, Sierra Leone, var vi i et trygt miljø, og der blev passet godt på os. Men så begyndte jeg at få flashbacks. Om dagen var min krop i alarmberedskab, jeg var bange, og omgivelserne virkede slørede og uvirkelige. Om natten vågnede jeg op med koldsved, og jeg rystede. Jeg havde hele tiden en fornemmelse af at der ville ske noget forfærdeligt. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Paul holdt om mig og bad sammen med mig. Vi sang Rigets sange indtil jeg holdt op med at ryste. Jeg følte at jeg var ved at blive sindssyg, og at jeg ikke kunne blive ved med at tjene som missionær.

Jeg vil aldrig glemme hvad der så skete. Præcis den uge fik vi to blade. Det ene var Vågn op! for 8. juni 1996. Det indeholdt artiklen “Panikanfald – hvad kan man gøre?” Nu forstod jeg hvad det var der skete med mig. Det andet blad var Vagttårnet for 15. maj 1996, der havde en artikel der hed “Hvor får de deres styrke fra?” I den artikel var der et billede af en sommerfugl der var blevet skadet. Artiklen forklarede at ligesom sommerfuglen kan blive ved med at finde føde og flyve selvom dens vinger er slemt beskadiget, kan vi med Jehovas ånd blive ved med at hjælpe andre selvom vi selv er blevet følelsesmæssigt skadet. Det var nærende mad fra Jehova på præcis det rigtige tidspunkt. (Matt. 24:45) Noget der har hjulpet mig meget, er at læse den slags artikler og samle dem i en mappe. Som tiden gik, blev mine symptomer på posttraumatisk stress mindre.

Paul: Hver gang vi igen kunne komme hjem til Liberia, var vi så glade. I slutningen af 2004 havde vi haft vores opgave i næsten 20 år. Krigen var slut, og der var planer om at der skulle bygges om på Betel. Men pludselig fik vi tildelt en ny opgave.

 Det var en stor prøve. Vi var så nært knyttede til vores åndelige familie, så hvordan skulle vi klare det? Vi havde allerede set hvor store velsignelser det giver at lade Jehova bestemme i ens liv. Han var med os da vi forlod vores familie for at tage på Gilead. Så vi tog imod opgaven, og det førte os til det nærliggende land Ghana.

Anne: Vi græd mange tårer da vi rejste fra Liberia. Vi blev overraskede da en klog ældre bror der hedder Frank, sagde: “I skal glemme alt om os.” Og så forklarede han hvad han mente: “Vi ved selvfølgelig godt at I aldrig vil glemme os, men I er nødt til at lægge hele jeres hjerte i jeres nye opgave. Det er Jehova der giver jer den, så fokusér på brødrene og søstrene det nye sted.” Det gav os lige den styrke vi havde brug for for at klare den udfordring det ville være at begynde forfra et sted hvor vi ikke kendte ret mange, og hvor alt var nyt for os.

Paul: Det tog ikke lang tid for os at komme til at elske vores nye åndelige familie i Ghana. Der var så mange forkyndere der! Vi lærte meget af deres loyalitet og stærke tro. Men så, efter at have tjent i Ghana i 13 år, fik vi en ny overraskelse. Vi blev bedt om at tjene på Afdelingskontoret i Østafrika, der ligger i Kenya. Selvom vi virkelig savnede vores venner i vores tidligere opgaver, kom vi med det samme til at elske vores trofaste brødre og søstre i Kenya. Og her tjener vi stadig, i et enormt distrikt hvor der er stort behov.

Anne: I årenes løb har jeg mange gange oplevet at jeg helt bogstaveligt har rystet af angst. Farlige og stressende situationer kan påvirke os både fysisk og følelsesmæssigt. Den slags er vi ikke mirakuløst beskyttet mod. Hvis jeg hører lyden af skud, får jeg kvalme og ondt i maven, og mine hænder bliver følelsesløse. Men jeg har lært at stole på den hjælp Jehova giver os, ikke mindst gennem vores brødre og søstre. Og jeg har oplevet at når vi holder fast ved en god åndelig rutine, kan Jehova hjælpe os til at blive i vores opgave.

Paul: Nogle spørger måske: “Elsker I det sted I er blevet sendt hen?” Det land man bliver sendt til, kan være smukt, men det kan også pludselig blive ustabilt og farligt. Så hvad er det vi elsker mere end landet? Det er vores dyrebare brødre og søstre – vores familie. På trods af forskellige baggrunde har vi virkelig samme tankegang. Vi troede vi blev sendt ud for at opmuntre dem, men sagen er at de har styrket os.

Hver gang vi flytter, oplever vi et moderne mirakel: vores brodersamfund. Så længe vi er en del af en menighed, har vi en familie og et hjem. Og vi er helt overbevist om at hvis bare vi bliver ved med at stole på Jehova, så vil han give os den kraft vi har brug for. – Flp. 4:13.