JESUS siger i Mattæus 13:24-26: “Himlenes rige er ligesom en mand der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt blandt hveden og gik sin vej. Da strået kom op og satte kerne, kom ukrudtet også til syne.” Nogle kritikere har sat spørgsmålstegn ved om begivenhederne i denne lignelse var realistiske, men det antyder romerske love fra oldtiden at de var.

“At så rajgræs på en mark for at hævne sig ... var en forbrydelse i henhold til romersk lov. Det at det var nødvendigt med en lov på området, taler for at det ikke var en sjældent forekommende handling,” siger en bibelordbog. Juraprofessor Alastair Kerr forklarer at den byzantinske kejser Justinian i år 533 udgav sit værk Digesta, en samling af romersk retslitteratur fra romerrettens såkaldte klassiske periode (omkring år 100-250). Ifølge dette værk (Digesta, 9.2.27.14) omtalte juristen Ulpian en sag der blev behandlet af den romerske statsmand Celsus i det andet århundrede. I denne sag var der blevet sået ukrudt på en andens mark, og som et resultat deraf var høsten blevet ødelagt. Digesta beskriver hvilke retsmidler markens ejer eller forpagter kunne gøre brug af for at opnå kompensation fra gerningsmanden.

At en sådan form for hærværk forekom under romerriget i oldtiden, indikerer at den situation Jesus beskrev, bestemt var realistisk.

JUDÆA var i det første århundrede underlagt romerne, der var repræsenteret ved en landshøvding, eller statholder, med kommando over hæren. Hans vigtigste opgaver var at opkræve skatter til Rom og at bevare den offentlige ro og orden. Det var i romernes interesse at ulovlige aktiviteter blev standset, og at urostiftere blev straffet. Men derudover var romerne som regel tilfredse med at overlade den daglige administration af provinsen til lokale ledere.

Sanhedrinet fungerede som jødernes øverste domstol og rådsforsamling i sager vedrørende jødisk lov. Der fandtes også lavere domstole rundt omkring i Judæa. De fleste straffesager og civile søgsmål blev sandsynligvis behandlet af sådanne retsinstanser uden indblanden fra de romerske magthavere. En begrænsning som de jødiske domstole dog var underlagt, havde at gøre med henrettelse af forbrydere, noget som romerne generelt selv forbeholdt sig retten til. En velkendt undtagelse var da medlemmerne af Sanhedrinet fik Stefanus stenet til døde. – Apg. 6:8-15; 7:54-60.

Det jødiske Sanhedrin havde altså stort juridisk råderum. Historikeren Emil Schürer bemærker: “Den største begrænsning var at de romerske myndigheder til hver en tid kunne overtage en sag og behandle den selv, hvilket de også gjorde når en formodet forbrydelse havde politiske undertoner.” Et eksempel på det var da kommandanten Claudius Lysias tog apostlen Paulus, der var romersk borger, i forvaring. – Apg. 23:26-30.