JEG er meget taknemmelig for at være blevet opdraget af kristne forældre, Fred og Edna Molohan, som lærte mig at elske Gud. De havde allerede været aktive Bibelstudenter (Jehovas Vidner) i 20 år da jeg blev født i 1934. Vi boede i Parsons, en lille by i det sydøstlige Kansas, og her tilhørte vi en menighed som næsten udelukkende bestod af salvede kristne. Vores familie deltog regelmæssigt i menighedens møder og arbejdet med at forkynde sandheden fra Guds ord for andre. Lørdag eftermiddag var som regel sat til side til gadearbejde, som vi kaldte den offentlige forkyndelse dengang. Nogle gange blev vi børn lidt trætte, men far fik altid kvikket os op igen ved at give is når vi var færdige.

Vores lille menighed havde et stort distrikt der indbefattede flere små byer og mange gårde. Når vi aflagde besøg på gårdene, fik vi ofte ting i bytte for vores litteratur – hjemmedyrkede grøntsager, friske æg (lige ud af reden) eller endda levende kyllinger. Eftersom far allerede havde givet bidrag for litteraturen, indgik denne mad i vores husholdning.

På et tidspunkt anskaffede mine forældre sig en grammofon som de kunne bruge i forkyndelsen. Jeg var for lille til at betjene den, men jeg nød at hjælpe far og mor når de afspillede bror Rutherfords foredrag på genbesøg og bibelstudier.

Far forvandlede også vores Ford til det vi kaldte en højttalervogn, ved at fastgøre en stor højttaler på taget. Højttalervogne var meget effektive når det drejede sig om at få budskabet ud. Som regel spillede man først et stykke musik over højttaleren for at få folks opmærksomhed, og derefter afspillede man så et bibelsk foredrag. Når foredraget var færdigt, tilbød vi læsestof til dem der var interesserede.

 En søndag hvor vi besøgte den lille by Cherryvale i Kansas, gav politiet far besked på at fjerne højttalervognen fra byens park, hvor der kom mange mennesker for at slappe af. Han måtte dog godt parkere andre steder, så uden at gøre indsigelser flyttede far bilen til en nærliggende gade. Så fortsatte han afspilningen, og folk i parken kunne stadig høre budskabet. Det var altid spændende at være med far og min storebror, Jerry, på disse ture.

I slutningen af 1930’erne deltog vi i nogle særlige “lynkampagner” i distrikter hvor der var meget modstand. Vi stod op før daggry (ligesom vi gjorde i forbindelse med Joplin) og gennemgik hurtigt et distrikt ved ubemærket at skubbe foldere eller brochurer ind under folks døre. Bagefter mødtes vi uden for byen for at tjekke om nogen var blevet opdaget og anholdt af politiet.

I de år deltog vi også i en anden spændende form for tjeneste – det vi kaldte informationsmarcher. For at sprede budskabet om Riget iførte vi os sandwichplakater og marcherede i en lang række gennem en by. Jeg kan huske at der engang var sådan en march i vores egen by, hvor vennerne bar plakater med teksten “Religionen er en snare og et svindlerforetagende”. De marcherede omkring halvanden kilometer gennem byen og kom derefter hjem til os. Heldigvis mødte de ikke nogen modstandere på denne tur, men de fik mange interesserede blikke fra folk.

Vi rejste ofte som familie fra Kansas til Texas for at overvære stævner. Far arbejdede for jernbanelinjen der gik igennem staterne Missouri, Kansas og Texas, så vi kunne sammen tage toget rundt på hans medarbejderkort for at besøge slægtninge og overvære stævner. Mors storebror, Fred Wismar, og hans kone, Eulalie, boede i byen Temple i Texas. Onkel Fred havde lært sandheden at kende som ung, kort efter århundredeskiftet. Han var blevet døbt og havde begejstret fortalt sine søskende, deriblandt min mor, om det han havde lært. Blandt brødrene i det centrale Texas var han et kendt ansigt, for han havde i en periode tjent som zonetjener (nu kredstilsynsmand). Han var en rar og positiv mand som det altid var hyggeligt at være sammen med. Det var tydeligt at han brændte for sandheden, og han havde en virkelig god indflydelse på mig da jeg var barn.

I 1941 tog hele familien toget til St. Louis i Missouri for at overvære et stort stævne. Alle børn og unge fik besked på at sætte sig i en særlig sektion foran platformen og lytte til bror Rutherfords foredrag “Kongens Børn”. Ved slutningen af foredraget var der en overraskelse: Alle de over 15.000 børn og unge som var til stede, fik et personligt eksemplar af den nye bog Børn, som blev delt ud af bror Rutherford og hans medhjælpere.

I april 1943 overværede vi det lille men bemærkelsesværdige stævne “Opfordring til virksomhed”  i Coffeyville, Kansas. Her præsenterede man ordningen med Den Teokratiske Skole, som fremover skulle afholdes i alle menigheder, og der blev udgivet en brochure med 52 lektioner som skulle bruges i forbindelse med skolen. Senere samme år holdt jeg min første opgave. Det stævne var også noget særligt for mig af en anden grund. Sammen med et par andre blev jeg døbt i en kold dam ved en gård der lå i nærheden.

Da jeg i 1951 gik ud af skolen, skulle jeg beslutte hvad jeg ville bruge mit liv på. Jeg havde et stort ønske om at komme til at tjene på Betel, sådan som min bror Jerry tidligere havde gjort, og snart var min ansøgning på vej til kontoret i Brooklyn. Den beslutning skulle vise sig at være rigtig god for mig åndeligt set. Kort tid efter blev min ansøgning godkendt, og jeg blev indbudt til at starte på Betel den 10. marts 1952.

Jeg havde håbet at komme til at arbejde i trykkeriet så jeg kunne være med til at fremstille blade og andre publikationer. Men det kom jeg aldrig til. I stedet fik jeg til opgave at arbejde som tjener og senere i køkkenet – noget jeg var glad for og lærte rigtig meget af. Fordi køkkenpersonalet arbejdede i skiftehold, havde jeg noget fritid i løbet af dagen som jeg kunne bruge på personligt studie i det store bibliotek på Betel. Det hjalp mig til at vokse åndeligt og få en stærkere tro. Jeg blev også endnu mere besluttet på at tjene Jehova på Betel så længe jeg havde mulighed for det. Jerry havde forladt Betel i 1949 for at gifte sig med Patricia, men de boede stadig i Brooklyn ikke langt fra Betel. De var altid klar med støtte og opmuntring til mig de første år jeg var på Betel.

Kort efter at jeg var kommet på Betel, begyndte man at lede efter flere brødre til listen over beteltalere. Brødre der kom på denne liste, fik til opgave i løbet af året at besøge forskellige menigheder i en radius af cirka 300 kilometer fra Brooklyn for at holde et offentligt foredrag, der dengang varede en hel time, og samarbejde med menigheden i forkyndelsen. Jeg fik det privilegium at komme med på listen, og med stor nervøsitet kastede jeg mig ud i opgaven. Som regel rejste jeg ud til menighederne med tog. Jeg husker tydeligt en søndag eftermiddag i vinteren 1954. Her var jeg steget ombord på toget mod New York og regnede med at være tilbage på Betel først på aftenen. Men så blev vi ramt af en snestorm. Vinden piskede mod toget, og sneen væltede ned. Togets motor kortsluttede, og strømmen gik. Da vi endelig nåede stationen i New York City, var klokken omkring fem mandag morgen. Derfra tog jeg undergrundsbanen til Brooklyn og gik direkte på arbejde i køkkenet, en smule forsinket og temmelig udkørt efter at have siddet oppe hele natten i toget. Den slags genvordigheder var dog ikke at regne for noget når jeg tænker på den store glæde det var at tjene brødrene og få så mange nye venner i de særlige tjenesteweekender.

Et af de første år jeg var på Betel, blev jeg indbudt til at være med i vores udsendelser på radiostationen WBBR. Dengang lå studiet på førstesalen i bygningen på Columbia Heights 124. Jeg fik til opgave at spille en af deltagerne i et bibelstudie der blev fulgt i et ugentligt program. Bror A.H. Macmillan, et mangeårigt medlem af betelfamilien, deltog regelmæssigt i disse programmer. Vi kaldte ham kærligt ‘bror Mac’. Hans udholdenhed i tjenesten for Jehova var et virkelig godt eksempel for os unge betelitter.

I 1958 fik jeg en ny opgave, der havde at gøre med Gileadskolen. Arbejdet bestod i at hjælpe gileadeleverne med at få visum og arrangere deres rejse. Dengang var det meget dyrt at rejse med fly, så det var der kun få der gjorde. De fleste af dem der skulle til Afrika eller Østasien, rejste med fragtskib. Da flyselskaberne kom frem og flybilletter blev billigere, gik der ikke længe før de fleste af missionærerne blev sendt afsted med fly.

I 1960 fik jeg tildelt en ekstra opgave – jeg skulle arrangere charterfly fra USA til Europa, hvor der i 1961 ville blive afholdt internationale stævner. Jeg var selv med flyet fra New York til Hamborg og overværede stævnet der. Da stævnet var slut, lejede jeg sammen med tre andre betelbrødre en bil, og vi kørte gennem Tyskland til Italien og besøgte afdelingskontoret i Rom. Derfra tog vi til Frankrig og over Pyrenæerne ind i Spanien, hvor vores arbejde dengang var under forbud. Vi fik mulighed for at overbringe brødrene i Barcelona noget litteratur, som vi havde camoufleret ved at pakke det ind som gaver. Det var en stor oplevelse at møde disse brødre! Så kørte vi videre til Amsterdam, hvorfra vi fløj tilbage til New York.

Året efter var jeg med til at tilrettelægge rejser i forbindelse med en særlig række af internationale stævner der skulle holdes jorden over. Det var stævnet i 1963, som havde temaet “En evigvarende god nyhed”. Det blev arrangeret at 583 delegerede skulle rejse jorden rundt og overvære stævner i både Europa, Asien og det sydlige Stillehav, og derefter i Honolulu på Hawaii og i Pasadena i Californien. Der var også indlagt stop i Libanon og Jordan hvor brødrene og søstrene kunne få guidede ture i bibelske områder. Ud over at booke fly og hoteller, sørgede vores afdeling på Betel også for at alle havde visum til at rejse ind i de forskellige lande.

Året 1963 var et særligt år for mig af en anden grund. Den 29. juni giftede jeg mig med Lila Rogers fra Missouri, som var blevet medlem af betelfamilien tre år tidligere. En uge efter vores bryllup tog Lila og jeg med på stævnerundrejsen og besøgte Grækenland, Egypten og Libanon. Vi tog et fly fra Beirut til en lille lufthavn i Jordan. Vores arbejde var underlagt begrænsninger i Jordan, og vi havde fået at vide at Jehovas Vidner ikke fik visum til landet, så vi var meget spændt på hvad der ville ske når vi ankom. Hvor blev vi overraskede og glade da vi ved ankomsten så en flok stå på en afsats på flyterminalen med et banner hvorpå der stod: “Velkommen, Jehovas Vidner”! Og hvor var det spændende med egne øjne at se de områder der er omtalt i Bibelen. Vi besøgte steder hvor fortidens patriarker havde boet, hvor Jesus og apostlene havde forkyndt, og hvorfra kristendommen var blevet spredt til jordens fjerneste egne. – Ap.G. 13:47.

De sidste 55 år har Lila loyalt fulgt mig i alle de opgaver vi har fået tildelt. Blandt andet fik vi lov at besøge Spanien og Portugal flere gange mens vores arbejde var under forbud. Vi gjorde vores bedste for at opmuntre brødrene og søstrene der, og vi havde litteratur og andre nødvendige ting med til dem. Vi fik endda mulighed for at besøge nogle af vores brødre der sad fængslet på et gammelt militærfort i Cádiz i Spanien, og det var en stor glæde for mig at kunne opmuntre dem med et bibelsk foredrag.

 Siden 1963 har jeg været med til at arrangere rejser til internationale stævner i Afrika, Australien, Central- og Sydamerika, Europa, Hawaii, New Zealand, Puerto Rico og Østasien. Lila og jeg har selv været med til mange uforglemmelige stævner, deriblandt det der blev holdt i Warszawa i Polen i 1989. En del russiske brødre og søstre var med til dette store stævne, og for mange var det deres første! Flere af de brødre og søstre vi mødte, havde tilbragt adskillige år i sovjetiske fængsler på grund af deres tro.

En anden opgave jeg har været utroligt glad for, er at besøge afdelingskontorer rundt om i verden for at opmuntre betelfamilier og missionærer. Vores sidste besøg gik til Sydkorea, og her fik vi mulighed for at møde 50 af vores brødre der sad i fængsel i Suwon. Brødrene var alle meget positive, og de så frem til at komme ud og være med i tjenesten igen. Det var meget opmuntrende for os at møde disse brødre! – Rom. 1:11, 12.

Gennem årene har jeg set hvordan Jehova har velsignet sit folk med vækst. Da jeg blev døbt i 1943, var der kun omkring 100.000 forkyndere, og i dag er der mere end 8.000.000 i 240 lande som tjener Jehova. Det skyldes for en stor del det forkyndelsesarbejde som gileadeleverne er gået foran i. Hvor har det været et privilegium gennem årene at arbejde nært sammen med mange af disse missionærer og hjælpe dem med at komme ud til deres tildelte distrikt.

Jeg er så glad for at jeg som ung besluttede at udvide min tjeneste ved at søge om at komme på Betel. Jehova har rigt velsignet min beslutning gennem alle årene. Ud over glæden ved beteltjenesten har Lila og jeg også glædet os over at tilhøre flere forskellige menigheder i Brooklyn og arbejde sammen med dem i forkyndelsen. Der har vi fået mange venner for livet.

Jeg tjener fortsat på Betel med støtte fra Lila hver dag. Selvom jeg er over 84, har jeg stadig en meningsfyldt andel i arbejdet. Jeg hjælper med at håndtere korrespondance til de forskellige afdelingskontorer.

Hvor er det en glæde at være en del af Jehovas enestående organisation og se at ordene i Malakias 3:18 er blevet opfyldt: “I vil igen kunne se forskel på en retfærdig person og en ond person, på en der tjener Gud, og en der ikke tjener ham.” Dag for dag ser vi at Satans verden går mere og mere i opløsning, og mennesker i den har intet håb og ikke meget at glæde sig over i livet. Men de der elsker og tjener Jehova, har et lykkeligt liv – selv her i de kritiske tider – og de har et sikkert håb for fremtiden. Det er i sandhed et privilegium at forkynde den gode nyhed for andre. (Matt. 24:14) Vi længes efter den dag i nær fremtid hvor Guds rige vil gøre ende på den gamle verden og indføre en ny verden med talrige velsignelser, deriblandt et godt helbred og evigt liv. Til den tid vil Jehovas trofaste tjenere på jorden kunne glæde sig over livet i al evighed.