Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Joseph F. Rutherford sammen med andre brødre ved et besøg i Europa

1920 – for hundrede år siden

1920 – for hundrede år siden

DA DET nye årti, 1920’erne, tog sin begyndelse, var Jehovas tjenere ivrige efter at udføre arbejdet der lå foran dem. Som årstekst for 1920 valgte de ordene “Herren er min Styrke og min Sang”. – Sl. 118:14, den danske oversættelse af 1871.

Der er ingen tvivl om at Jehova styrkede disse ivrige forkyndere. I løbet af dette år steg antallet af kolportører, eller pionerer, fra 225 til 350. Og for første gang indsendte mere end 8.000 klassearbejdere, eller forkyndere, en tjenesterapport til hovedkontoret. Jehova velsignede dem med overvældende resultater.

EN BEMÆRKELSESVÆRDIG GEJST

Den 21. marts 1920 holdt Joseph F. Rutherford, der dengang ledte Bibelstudenternes arbejde, et foredrag med temaet “Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø”. Bibelstudenterne gjorde en utrættelig indsats for at invitere interesserede til denne begivenhed. De lejede et af de største teatre i New York og uddelte næsten 320.000 invitationer.

En avisannonce med indbydelse til foredraget “Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø”

Reaktionen overgik alle forventninger. Teatret var fyldt til randen med over 5.000 tilhørere, og op mod 7.000 måtte afvises ved indgangen. I The Watch Tower (på dansk: Vagt-Taarnet) blev begivenheden omtalt som “et af de mest vellykkede møder De Internationale Bibelstudenter nogensinde har holdt”.

Bibelstudenterne blev efterhånden kendt for at proklamere at ‘millioner af nulevende mennesker aldrig skal dø’. Dengang var de ikke klar over at budskabet om Riget skulle forkyndes i langt større udstrækning. Alligevel havde de en bemærkelsesværdig gejst. Ida Olmstead, der begyndte at overvære møderne i 1902, har fortalt: “Vi vidste at der ventede hele menneskeheden store velsignelser, og vi gjorde alt for at fortælle dem vi mødte i tjenesten, om disse gode nyheder.”

FREMSTILLING AF PUBLIKATIONER

For at sikre forsyningen af åndelig føde begyndte brødrene på Betel selv at trykke nogle af vores publikationer. De købte det nødvendige udstyr og stillede det op i en lejet bygning der lå på Myrtle Avenue 35 i Brooklyn, New York, kun et par gader fra betelhjemmet.

Leo Pelle og Walter Kessler begyndte deres beteltjeneste i januar 1920. “Da vi ankom,” fortalte Walter, “så trykkeritilsynsmanden på os og sagde: ‘I har lige halvanden time inden frokost.’ Og så satte han os til at hente kasser med bøger op fra kælderen.”

Leo huskede hvad der skete næste dag: “Vi fik til opgave at vaske vægge ned i bygningens stueetage. Det var det mest beskidte arbejde jeg nogensinde havde haft. Men det var Herrens arbejde og derfor anstrengelserne værd.”

Trykkemaskinen der blev brugt til at fremstille The Watch Tower

Inden for få uger var flittige frivillige i fuld gang med at trykke The Watch Tower. På førstesalen strømmede 60.000 eksemplarer af The Watch Tower for 1. februar 1920 ud af trykkemaskinen. Og samtidig satte brødrene en trykkemaskine op i kælderen, som de kaldte Slagskibet. Fra og med nummeret for 14. april 1920 fremstillede man også selv The Golden Age (på dansk: Den Gyldne Tidsalder). Det var tydeligt at Jehova velsignede de flittige arbejderes indsats.

“Det var Herrens arbejde og derfor anstrengelserne værd”

“LAD OS BO TILSAMMEN I FRED”

Jehovas loyale tjenere oplevede fornyet aktivitet og fællesskab. Men der var nogle Bibelstudenter som havde forladt organisationen i den svære periode fra 1917 til 1919. Hvad kunne der gøres for at hjælpe dem?

I Vagt-Taarnet for maj 1920 kom artiklen “Lad os bo tilsammen i Fred” med denne varme appel: “Vi er ... forvissede om at enhver som er i Besiddelse af Herrens Aand, ... er villig til at glemme hvad der ligger bagved, ... at bo tilsammen i Enighed og gaa frem som eet harmonisk Legeme.”

Mange reagerede på denne kærlige tilskyndelse. Et ægtepar skrev: “Vi er overbevist om at vi har begået en fejl ved gennem mere end et år at stå med hænderne i lommen mens andre udførte [forkyndelses]arbejdet. ... Vi håber at vi aldrig igen må blive ført vild fra troen.” Disse tilbagevendte tjenere kunne se frem til at deltage i et omfattende arbejde.

UDDELING AF “ZG”

Den 21. juni 1920 igangsatte Bibelstudenterne en storstilet kampagne hvor man uddelte “ZG”, en uindbundet udgave af Den fuldbyrdede Hemmelighed. * Man havde et stort antal af disse på lager fra dengang bogen var blevet forbudt i 1918.

Alle klassearbejdere, ikke blot kolportørerne, var indbudt til at deltage i uddelingen. “Hver eneste døbte person i hver eneste klasse [menighed] som er i stand til at deltage, bør gøre det med villighed. Lad dette være valgsproget for hver enkelt nu: ‘Ét gør jeg – uddeler ZG.’” Edmund Hooper huskede om denne kampagne at det for mange var første gang de rigtigt deltog i hus til hus-arbejdet. Han fortalte: “Vi begyndte virkelig at få en fornemmelse af hvad der lå i dette arbejde, som senere skulle blive mere omfattende end vi kunne have forestillet os.”

NY ORGANISERING AF ARBEJDET I EUROPA

Under Første Verdenskrig havde kommunikationen med Bibelstudenter i andre lande været begrænset, så nu ville bror Rutherford gerne opmuntre disse brødre og sætte skub i forkyndelsesarbejdet. Den 12. august 1920 drog han derfor sammen med fire andre brødre afsted på en rundrejse til Storbritannien, det europæiske fastland og Mellemøsten.

Bror Rutherford i Egypten

I forbindelse med Rutherfords besøg i Storbritannien afholdt Bibelstudenterne tre stævner og 12 offentlige møder. Man anslog at det samlede antal tilhørere nåede op på 50.000. I en rapport om besøget stod der i The Watch Tower: “Vennerne var forfriskede og opløftede. De var mere forenede i deres kærlighed og tjeneste, og mange triste hjerter var opmuntret.” I Paris talte bror Rutherford endnu en gang over emnet “Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø”. Da foredraget gik i gang, var salen fyldt til bristepunktet. Og 300 mennesker bad om at få yderligere oplysninger.

Plakat der averterer foredraget i Royal Albert Hall i London

I de følgende uger aflagde brødrene besøg i Athen, Kairo og Jerusalem. For at følge op på interessen disse steder sørgede bror Rutherford for at der blev oprettet et litteraturlager i Ramallah, nær Jerusalem. Derefter vendte han tilbage til Europa, hvor han oprettede et centraleuropæisk kontor og arrangerede trykning af litteratur.

EN AFSLØRING AF URETFÆRDIG BEHANDLING

I efteråret 1920 udgav Bibelstudenterne The Golden Age nr. 27, et særnummer der afslørede hvordan Bibelstudenterne var blevet udsat for forfølgelse i 1918. Slagskibet, den tidligere omtalte trykkemaskine, kørte i døgndrift og fremstillede over fire millioner eksemplarer af dette blad.

Politiets foto af Emma Martin

I bladet kunne man læse om den usædvanlige sag som Emma Martin blev involveret i. Søster Martin var kolportør i San Bernardino i Californien. Den 17. marts 1918 overværede hun og tre brødre, Edward Hamm, Edward Julius Sonnenburg og Ernest Stevens, et lille møde holdt af Bibelstudenterne.

Én af dem der var til stede, var imidlertid ikke kommet for at lære om Bibelen. “Jeg tog til dette møde ... efter anvisning fra anklagemyndigheden,” udtalte han senere i sin vidneforklaring. “Jeg tog derhen i den hensigt at finde bevismateriale.” Han fandt det “bevis” han søgte, nemlig et eksemplar af Den fuldbyrdede Hemmelighed. Nogle dage senere blev søster Martin og de tre brødre anholdt og sigtet for at have overtrådt spionageloven ved at uddele eksemplarer af den forbudte bog.

Emma og hendes venner blev fundet skyldige i retten og idømt tre års fængsel. Den 17. maj 1920, da alle appelmuligheder var opbrugt, begyndte de at afsone deres dom. Men snart skulle tingene ændre sig til det bedre.

Den 20. juni 1920 fortalte bror Rutherford deres historie ved et stævne i San Francisco. Tilhørerne blev så oprørte over at høre hvordan disse kristne var blevet behandlet, at de sendte et telegram til USA’s præsident, hvori der stod: “Vi betragter dommen ... over mrs. Martin ... på baggrund af spionageloven som uretfærdig ... At forbundspolitiet har udnyttet deres myndighed til ... at lokke mrs. Martin i en fælde ... og derefter at opstille en sag mod hende grundlagt på falske beviser for at sende hende i fængsel, er skandaløst.”

Dagen efter sørgede præsident Woodrow Wilson for at både søster Martins, bror Hamms, bror Sonnenburgs og bror Stevens’ domme øjeblikkeligt blev omstødt. Deres uretfærdige fængsling var ovre.

Da året 1920 nærmede sig sin afslutning, havde Bibelstudenterne meget at glæde sig over. Der blev udført et stadigt større arbejde på hovedkontoret, og de sande kristne var mere end nogensinde optaget af at forkynde Guds rige som løsningen på menneskehedens problemer. (Matt. 24:14) I det følgende år, 1921, ville budskabet om Riget blive udbredt i endnu større grad.

^ par. 18 Den fuldbyrdede Hemmelighed var det syvende bind i serien Studier i Skriften. “ZG” var en betegnelse for den uindbundne udgave, der blev trykt som The Watch Tower for 1. marts 1918. “Z” var en henvisning til Zion’s Watch Tower, og “G”, det syvende bogstav i alfabetet, henviste til at det var det syvende bind.