I løbet af 1923 indførte organisationen nogle ændringer der styrkede Bibelstudenternes enhed. Vagttaarnet begyndte at udgive kommentarer der forklarede det skriftsted der skulle gennemgås ved det ugentlige “bønne-, lovprisnings- og vidnesbyrdsmøde”. Bibelstudenterne udgav også en kalender med et skriftsted for hver uge og med en lovsang man kunne synge ved sit personlige studie og når man studerede sammen som familie.

Ved møderne aflagde Bibelstudenterne “vidnesbyrd”. Et vidnesbyrd kunne bestå i at man fortalte en oplevelse fra forkyndelsen, sagde hvad man gerne ville takke Jehova for, sang en sang eller endda bad en bøn. Eva Barney, der blev døbt i 1923 da hun var 15 år, har fortalt: “Hvis man gerne ville aflægge et vidnesbyrd, rejste man sig op og indledte for eksempel med at sige: ‘Jeg vil gerne takke Herren for al den godhed han har vist mig.’” Nogle brødre elskede at aflægge vidnesbyrd. Søster Barney fortæller videre: “Kære gamle bror Godwin havde så mange ting han gerne ville takke Herren for. Men når hans kone så at broren der stod for mødet, var ved at blive utålmodig, hev hun i sin mands frakke, og så satte han sig ned.”

En gang om måneden holdt hver klasse et særligt bønne-, lovprisnings- og vidnesbyrdsmøde. Vagttaarnet for 1. april 1923 beskrev hvordan mødet skulle foregå: “Den anden Halvdel af Mødet bør anvendes til Vidnesbyrd i Forbindelse med Virksomheden og til at opmuntre Arbejderne. ... Vi tror, at denne samlede Aktion vil knytte Vennerne fastere sammen.”

Charles Martin fra Vancouver, Canada, var på det tidspunkt 19 år gammel, og han var klassearbejder (menighedsforkynder). Han fortæller at møderne hjalp ham rigtig meget: “Det var ved de møder at jeg begyndte at lære hvad jeg skulle sige ude ved dørene. Der var ofte nogle der fortalte en oplevelse fra hus til hus-arbejdet. Det gav mig idéer til hvad jeg selv kunne sige, og hvordan jeg kunne svare på forskellige indvendinger.”

“Arbejdsdage” var også med til at styrke enheden. I Vagttaarnet for 1. april 1923 stod  der: “For at Herrens Tjenere ... kan drage ud i en samlet Aktion er Tirsdag den 1. Maj 1923 fastsat som en almindelig Arbejdsdag. Ligeledes bør ... den første Tirsdag i hver Maaned betragtes som en saadan fælles Arbejdsdag. Paa hver af disse Arbejdsdage bør ethvert Medlem af alle Klasserne have en Andel i Arbejdet.”

Selv helt unge Bibelstudenter var med i arbejdet. Hazel Burford, der kun var 16 år på det tidspunkt, har fortalt: “Bulletin indeholdt vidnesbyrd der kunne benyttes i tjenesten (svarer til “Forslag til samtaler”). a Dem kunne vi lære udenad. Sammen med min bedstefar var jeg fuldt engageret i alle former for forkyndelse.” Men søster Burford blev overrasket over at møde modstand fra en helt uventet kant. Hun har fortalt: “En kær ældre bror var meget imod at jeg var med ude i forkyndelsen. På det tidspunkt var der nogle der ikke forstod at alle Bibelstudenter, også unge mænd og unge kvinder, skulle være med til at lovprise vores store Skaber.” (Sl. 148:12, 13) Men søster Burford blev ved med at forkynde. Senere blev hun inviteret til Gilead i klasse nummer 2 og blev sendt til Panama som missionær. Med tiden forstod disse brødre at unge også kunne være med i forkyndelsen.

Små og store stævner var også med til at styrke enheden. I forbindelse med mange af stævnerne var der forkynderdage. En af dem var i Winnipeg, Canada. Alle stævnedeltagere blev inviteret til at være med til at forkynde i byen den 31. marts. Mange mennesker blev kontaktet på forkynderdagene, og det gav rigtig gode resultater. Den 5. august var der omkring 7.000 til stede ved et andet stævne i Winnipeg. På det tidspunkt var det det højeste antal tilstedeværende ved et stævne i Canada nogensinde.

Det mest betydningsfulde stævne Jehovas folk holdt i 1923, var stævnet i Los Angeles, Californien, der blev holdt fra den 18.-26. august. I ugerne op til stævnet indrykkede man annoncer i aviserne der fortalte om begivenheden, og Bibelstudenterne uddelte over  500.000 løbesedler. Bannere der annoncerede stævnet, blev sat fast på sporvogne og private biler.

Lørdag den 25. august holdt bror Rutherford et foredrag over emnet “Fårene og bukkene”. Han gjorde det klart at fårene er de retsindige mennesker der vil komme til at leve i et paradis på jorden. Han fremholdt også resolutionen “En Advarsel”. Resolutionen fordømte kristenheden og tilskyndede oprigtige mennesker til at skille sig ud fra “Babylon den Store”. (Åb. 18:2, 4) Senere blev resolutionen trykt som en traktat, og millioner af eksemplarer blev uddelt i hele verden af flittige Bibelstudenter.

På stævnets sidste dag hørte over 30.000 bror Rutherfords offentlige foredrag, der hed: “Alle nationer marcherer mod Harmagedon, men millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø”. Bibelstudenterne havde forventet at folk ville strømme til, og derfor havde de lejet det nybyggede Los Angeles Coliseum. For at sikre sig den bedst mulige lyd brugte brødrene stadionets højttalersystem, der var det sidste nye inden for teknologi på det tidspunkt. Der var også rigtig mange der hørte programmet over radioen.

I 1923 var der stor fremgang i forkyndelsesarbejdet i Afrika, Europa, Indien og Sydamerika. I Indien var en bror der hed A. J. Joseph, som havde kone og seks børn, med til at fremstille litteratur på hindi, tamil, telugu og urdu.

I Sierra Leone skrev Bibelstudenterne Alfred Joseph og Leonard Blackman til Hovedkontoret i Brooklyn for at bede om assistance. Den 14. april 1923 kom svaret. “Sent lørdag aften fik jeg en uventet opringning,” fortæller Alfred. “I røret lød der en dyb stemme der spurgte: ‘Er du den der skrev til Vagttårnsselskabet og bad om at få sendt nogle forkyndere?’” “Ja,” svarede Alfred. “Well, de har sendt mig.” Stemmen i telefonen var William R. Browns. Han var ankommet samme dag fra Caribien sammen med sin kone, Antonia, og deres to små piger, Louise og Lucy. Brødrene ville meget snart møde den lille nyankomne familie.

Alfred fortæller videre: “Allerede næste morgen, mens Leonard og jeg var i gang med vores ugentlige bibelstudie, stod en  imponerende skikkelse i døråbningen. Det var bror William R. Brown. Han var så nidkær for sandhedens sag at han gerne ville holde et offentligt foredrag allerede den følgende dag.” På under en måned afsatte bror Brown al den litteratur han havde haft med. Han fik hurtigt fat på 5.000 bøger mere, men der gik ikke lang tid før han måtte bestille endnu flere. Selvom bror Brown afsatte så mange bøger, blev han aldrig kendt som bogsælger. Bror Brown citerede altid fra Bibelen i sine foredrag, og derfor gav folk ham tilnavnet Bibel-Brown.

I Tyskland var afdelingskontoret i Barmen blevet for lille, og samtidig truede Frankrig med at invadere byen. Bibelstudenterne fandt et bygningskompleks i Magdeburg der virkede som det perfekte sted at have et trykkeri. Den 19. juni var brødrene færdige med at pakke trykkeriudstyret og alt andet inventar og flyttede til det nye betelhjem i Magdeburg. Dagen efter at Hovedkontoret havde fået besked om at flytningen var overstået, stod der i aviserne at Frankrig havde indtaget Barmen. Brødrene så det hele som et bevis på at Jehova var med dem og beskyttede dem.

I Brasilien var der en bror der hed George Young, der rejste meget rundt for at forkynde den gode nyhed. Han oprettede et afdelingskontor og begyndte at udgive Watch Tower på portugisisk. I løbet af nogle få måneder havde han afsat mere end 7.000 bøger og brochurer. En kvinde ved navn Sarah Ferguson var meget glad da han kom og besøgte hendes familie. Hun havde læst Watch Tower siden 1899, men hun havde aldrig haft mulighed for at blive døbt. Nogle få måneder senere kunne søster Ferguson og hendes fire børn endelig tage det vigtige skridt.

Da året var ved at være slut, var det tydeligt at se virkningen af Bibelstudenternes forenede indsats. Og i Vagttaarnet for 15. december 1923 stod der: “Det er let at se, at Klasserne ... er i en god aandelig Tilstand ... Lad os staa iført vor Rustning og med fornyet Nidkærhed og Beslutsomhed ile videre i det Aar, som nu ligger foran os, og lad os glæde os, medens vi iler fremad.”

Året 1924 ville også blive et meget spændende år for Bibelstudenterne. Brødrene på Betel havde i flere måneder været i gang med et byggeprojekt på Staten Island, der lå tæt på Hovedkontoret i Brooklyn. Byggeriet stod færdigt i begyndelsen af 1924, og det der kom til at foregå der, ville forene brodersamfundet endnu mere og udbrede den gode nyhed på måder der aldrig før havde været mulige.