Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bliv bedre til at vise selvbeherskelse

Bliv bedre til at vise selvbeherskelse

“På den anden side er åndens frugt ... selvbeherskelse.” – GAL. 5:22, 23.

SANGE: 83, 52

1, 2. (a) Hvad kan manglende selvbeherskelse føre til? (b) Hvorfor er det relevant at se nærmere på egenskaben selvbeherskelse?

SELVBEHERSKELSE er en af Guds smukke egenskaber. (Gal. 5:22, 23) Jehova viser selvbeherskelse i fuldkommen grad. Helt anderledes forholder det sig med mennesker, der er ufuldkomne og derfor kan have svært ved at vise selvbeherskelse. Faktisk er mange af de problemer mennesker kæmper med i dag, et resultat af at de mangler denne egenskab. Manglende selvbeherskelse kan føre til at man udskyder ting eller underpræsterer i skolen eller på sit arbejde. Det kan også føre til fysisk og verbal vold, drikkeri, skilsmisse, unødig gæld, afhængighed, fængselsstraf, følelsesmæssige ar, seksuelt overførte sygdomme og uønsket graviditet. – Sl. 34:11-14.

2 Der kan ikke være nogen tvivl om at mennesker der mangler selvbeherskelse, skaber problemer for sig selv og andre. Og tendensen til at mangle selvbeherskelse er voksende. I 1940’erne blev der foretaget studier i selvdisciplin, og når man sammenligner disse studier med nyere undersøgelser, kan man se at mennesker er blevet meget dårligere til at vise selvdisciplin. Det kommer ikke bag på Guds tjenere, for ifølge Bibelen er et af tegnene på at vi lever i “de sidste dage”, at mennesker vil være “uden selvbeherskelse”. – 2 Tim. 3:1-3.

3. Hvorfor bør kristne ønske at opdyrke selvbeherskelse?

3 Hvorfor bør du være interesseret i at opdyrke selvbeherskelse? Tænk over disse to vigtige grunde: For det første har mennesker der er i stand til at styre deres impulser, generelt færre store problemer. I forhold til nogle der altid følger deres impulser, er de mere stabile følelsesmæssigt, bedre til at skabe gode relationer, mindre vrede og ikke så tilbøjelige til at udvikle angst og depression. For det andet er evnen til at modstå fristelser og kontrollere upassende ønsker noget helt grundlæggende for at kunne have Guds godkendelse. Den sandhed understreges af eksemplet med Adam og Eva. (1 Mos. 3:6) Tænk også på de triste konsekvenser det har haft for mennesker der siden da har undladt at vise denne vigtige egenskab.

4. Hvad er opmuntrende at vide for alle der kæmper for at vise selvbeherskelse?

4 Ufuldkomne mennesker kan ikke vise fuldkommen selvbeherskelse. Jehova ved at det er en hård kamp for hans tjenere at holde deres forkerte tilbøjeligheder under kontrol, og han vil gerne hjælpe dem til at vinde den kamp. (1 Kong. 8:46-50) Som en kærlig ven opmuntrer han også enkeltpersoner der oprigtigt ønsker at tjene ham, til ikke at give op hvis de har svært ved at vise selvbeherskelse på et bestemt område. Vi vil nu se nærmere på hvad vi kan lære af Jehova, der jo er det fuldkomne eksempel med hensyn til selvbeherskelse. Derefter vil vi se på hvad vi kan lære af nogle personer i Bibelen. Og til sidst vil vi se på hvad vi rent praktisk kan gøre for at få større selvbeherskelse.

JEHOVAS EKSEMPEL

5, 6. Hvordan er Jehova et godt eksempel med hensyn til at vise selvbeherskelse?

5 Jehova viser selvbeherskelse til fuldkommenhed, for han er fuldkommen i alt hvad han gør. (5 Mos. 32:4) Vi mennesker, derimod, er ufuldkomne. Men ved at se nærmere på Jehovas eksempel vil vi få større forståelse af denne egenskab og derved få lettere ved at efterligne ham. Kan du komme i tanke om nogle situationer hvor Jehova har vist selvbeherskelse?

6 Tænk for eksempel på hvordan Jehova viste selvbeherskelse i forbindelse med Satan Djævelens oprør. Det var ikke bare noget Jehova kunne ignorere. Alle Jehovas loyale åndeskabninger blev uden tvivl fyldt med vrede og afsky over Satans skamløse opførsel. Måske har du det på samme måde når du tænker på al den smerte og lidelse Satan har været skyld i. Men Jehova gjorde ikke noget overilet. Han reagerede derimod på en behersket og fuldt ud gennemtænkt måde. Han har været “sen til vrede” og har håndteret Satans oprør på en retfærdig måde. (2 Mos. 34:6; Job 2:2-6) Jehova har tilladt at der er gået noget tid, fordi han “ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring”. – 2 Pet. 3:9.

7. Hvad kan vi lære af Jehovas eksempel?

7 Den måde Jehova viser selvbeherskelse på, lærer os at vi må tænke før vi taler, og ikke reagere forhastet; vi må omhyggeligt overveje vores skridt. Når du står i en afgørende situation, så tag den tid du behøver for at kunne reagere klogt. Bed også Jehova om visdom til at sige eller gøre det rigtige. (Sl. 141:3) Hvis ikke vi passer på, kan følelserne alt for let tage over. Ja, hvem af os har ikke på et eller andet tidspunkt sagt eller gjort noget vi senere har fortrudt? – Ordsp. 14:29; 15:28; 19:2.

GODE OG DÅRLIGE EKSEMPLER

8. (a) Hvor kan vi finde eksempler på personer der viste selvbeherskelse? (b) Hvad satte Josef i stand til at reagere som han gjorde? (Se indledningsbilledet).

8 Bibelen indeholder mange eksempler der understreger vigtigheden af selvbeherskelse. Du kan sikkert komme i tanke om adskillige personer der viste denne egenskab i svære situationer. Et eksempel er Jakobs søn Josef, som på et tidspunkt blev tjener for Potifar, lederen af Faraos vagtstyrke. Potifars kone fik et godt øje til Josef, der var en stærk og flot mand, og prøvede at forføre ham. Hvad hjalp Josef til ikke at give efter for hendes flirteri? Han har uden tvivl tænkt grundigt over de konsekvenser det ville få hvis han gjorde det. Og da situationen eskalerede, flygtede han fra hende. Hans ræsonnement lød: “Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?” – 1 Mos. 39:6, 9; læs Ordsprogene 1:10.

9. Hvad kan du gøre for at modstå fristelser?

9 Der er meget vi kan lære af Josef. Vi kan også blive nødt til at flygte fra noget der kunne friste os til at overtræde en af Guds love. Nogle af Jehovas tjenere har måske før de blev døbt, haft problemer med fråseri, drikkeri, rygning, stofmisbrug, seksuel umoral eller lignende. Selv efter deres dåb kan de måske en gang imellem få lyst til at gøre de ting de gjorde før. Hvad kan du gøre hvis du nogle gange føler dig fristet til at overtræde en af Jehovas love? Tag dig tid til at tænke grundigt over de katastrofale konsekvenser det kunne få for dit forhold til Jehova hvis du gav efter for syndige impulser. Prøv også at forudse i hvilke situationer fristelsen kunne opstå, og beslut dig for hvordan du vil undgå dem. (Sl. 26:4, 5; Ordsp. 22:3) Og hvis fristelsen alligevel opstår, så bed Jehova om at give dig den visdom og selvbeherskelse der skal til for at modstå den.

10, 11. (a) Hvilken udfordring møder mange unge i skolen? (b) Hvad kan hjælpe unge til at modstå det pres de udsættes for?

10 Mange unge kristne i dag oplever noget der minder om det Josef kom ud for. En søster ved navn Kimberly fortæller at de fleste i hendes klasse var seksuelt aktive, og at de pralede med deres seksuelle udfoldelser når de kom i skole efter weekenden. Kimberly havde ikke foretaget sig noget af den slags. Hun fortæller at det at skille sig ud indimellem fik hende til at føle sig meget ensom, og at hendes klassekammerater syntes hun var mærkelig fordi hun ikke ville have nogen kæreste. Men Kimberly forstod at seksuelle fristelser er ekstra svære at modstå når man er ung. (2 Tim. 2:22) Det skete ofte at hun blev spurgt om hun stadig var jomfru, og det gav hende mulighed for at forklare hvorfor hun ikke ville gå i seng med nogen. Vi er meget stolte af alle jer unge der modstår presset til at have umoralsk sex, og det er Jehova også!

11 Bibelen indeholder også advarende eksempler på nogle der manglede selvbeherskelse på det seksuelle område, og viser hvilke sørgelige konsekvenser det kan medføre. Hvis din situation minder om Kimberlys, vil det være klogt at meditere over beretningen om den naive unge mand i Ordsprogene, kapitel 7. Tænk også på hvordan Amnon handlede, og hvor frygteligt det gik. (2 Sam. 13:1, 2, 10-15, 28-32) Hvad angår sex og det at komme sammen med en, kan forældre hjælpe deres børn til at udvikle selvbeherskelse og bære sig klogt ad ved at drøfte emnet på deres familieaften, for eksempel ved at bruge de nævnte beretninger fra Bibelen.

12. (a) Hvordan lagde Josef bånd på sig selv da han stod over for sine brødre? (b) I hvilke situationer må vi have kontrol over vores følelser?

12 Josef viste også selvbeherskelse i en helt anden situation, nemlig da hans brødre kom til Egypten for at købe mad. For at finde ud af hvad der boede i deres hjerte, skjulte han sin identitet for dem. Og da han blev grebet af stærke følelser, trak han sig tilbage for at de ikke skulle se ham græde. (1 Mos. 43:30, 31) Hvis en trosfælle eller en af dine nærmeste gør noget dumt, kan du efterligne Josef ved at vise selvbeherskelse og ikke lade dine følelser løbe af med dig. (Ordsp. 16:32; 17:27) Hvis en i din familie er udelukket, vil det sikkert kræve en indsats af dig at holde dine følelser under kontrol så du undgår at have unødvendig kontakt med vedkommende. Det er ikke altid let at vise selvbeherskelse i sådanne situationer, men når vi forstår at det vi gør, er i harmoni med Guds måde at være på og hans vejledning, bliver det lettere for os.

13. Hvad kan vi lære af kong David?

13 Et andet eksempel fra Bibelen som vi kan lære meget af, er kong David. Han havde stor magt og myndighed, men holdt sig tilbage fra at bruge den over for Saul og Sjim’i, der begge behandlede ham dårligt. (1 Sam. 26:9-11; 2 Sam. 16:5-10) Dermed ikke være sagt at David altid viste selvkontrol – som vi kan se af hans umiddelbare reaktion over for den nærige Nabal og situationen med Batseba. (1 Sam. 25:10-13; 2 Sam. 11:2-4) Men vi kan alligevel lære noget vigtigt af Davids eksempel. For det første må tilsynsmænd i Guds organisation være særligt opmærksomme på at vise selvbeherskelse så de ikke kommer til at misbruge deres myndighed. For det andet må ingen af os blive for selvsikre og tænke at vi ikke er i fare for at falde for en fristelse. – 1 Kor. 10:12.

HVORDAN DU KAN OPDYRKE SELVBEHERSKELSE

14. Hvad oplevede en bror, og hvorfor er det ikke lige meget hvordan vi reagerer i den slags situationer?

14 Det er meget vigtigt at vi arbejder på vores selvbeherskelse. Tænk over hvad en bror ved navn Luigi oplevede. En mand kørte op i bagenden på hans bil, men til trods for at manden havde hele skylden, skældte han Luigi ud og opførte sig aggressivt. Luigi bad Jehova om hjælp til at holde hovedet koldt og forsøgte at få manden til at falde til ro – men uden held. Han skrev derfor mandens forsikringsoplysninger ned og forlod stedet mens manden stadig råbte af ham. En uge senere kom Luigi på genbesøg hos en kvinde og fandt ud af at hendes mand var den anden bilist! Manden var flov over sin opførsel, undskyldte mange gange og tilbød at kontakte Luigis forsikringsselskab for at fremskynde sagen. Han deltog i den bibelske samtale og kunne godt lide det han hørte. Når Luigi tænker tilbage på episoden, kan han se hvor stor betydning det havde at han bevarede roen, og hvor helt anderledes det ville være gået hvis han havde mistet besindelsen. – Læs 2 Korinther 6:3, 4.

Om vi bevarer roen eller mister besindelsen, kan påvirke vores tjeneste (Se paragraf 14)

15, 16. Hvordan kan bibelstudium hjælpe dig og din familie til at opdyrke selvbeherskelse?

15 Regelmæssigt og grundigt bibelstudium kan hjælpe os til at opdyrke selvbeherskelse. Husk at Gud sagde til Josua: “Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse dæmpet i den dag og nat, for at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den; for da vil du have lykken med dig på din vej og da vil du handle med indsigt.” (Jos. 1:8) Men hvordan kan bibelstudium hjælpe os til at få større selvbeherskelse?

16 Som vi har set i denne artikel, indeholder Bibelen beretninger der klart viser at nogle handlinger kan føre til positive resultater, og at andre kan få alvorlige konsekvenser. Jehova har sørget for at disse beretninger er blevet skrevet ned til gavn for os. (Rom. 15:4) Det vil derfor være klogt af os at læse dem, meditere over dem og studere dem. Overvej hvordan beretningerne kan bruges i dit og eventuelt din families liv. Bed også Jehova om hjælp til at leve efter det du læser i Bibelen. Måske finder du ud af at du har svært ved at vise selvbeherskelse på et bestemt område. Så gør noget ved det – sig det til Jehova i bøn, og find frem til hvordan du kan gøre fremskridt. (Jak. 1:5) I vores publikationer vil du helt sikkert kunne finde noget der kan hjælpe dig i lige præcis den situation du står i.

17. Hvordan kan forældre lære deres børn selvbeherskelse?

17 Hvordan kan du hjælpe dine børn til at udvikle selvbeherskelse? Forældre ved at det ikke er en egenskab børn er født med. Som det forholder sig med alle de egenskaber børn skal lære, må forældrene selv være gode eksempler på området. (Ef. 6:4) Så hvis du lægger mærke til at dine børn mangler selvkontrol, må du spørge dig selv om du går foran med et godt eksempel. Undervurdér ikke den virkning det har på dem at I regelmæssigt er i forkyndelsen, kommer fast til møderne og har en god rutine for familiestudium. Vær heller ikke bange for at sige nej til dine børn når det er nødvendigt. Jehova satte også grænser for Adam og Evas frihed – grænser der havde til formål at lære dem respekt for hans myndighed. Forældre der gerne vil lære deres børn selvbeherskelse, må altså være villige til at sætte visse grænser og være gode eksempler for deres børn. Noget af det mest værdifulde du kan lære dine børn, er at elske Jehovas normer og have respekt for hans myndighed. – Læs Ordsprogene 1:5, 7, 8.

18. Hvordan vil det virke på dig at du vælger gode venner?

18 Det er utroligt vigtigt at vælge sine venner med omhu. Vær sammen med nogle der vil hjælpe dig til at gøre fremskridt og undgå problemer. (Ordsp. 13:20) Når du omgås nogle der er gode til at vise selvbeherskelse og sætter åndelige ting højt, vil det have en positiv virkning på dig, og du vil blive motiveret til at følge deres eksempel. Omvendt vil din gode opførsel helt sikkert også virke tilskyndende på dine venner. Ja, selvbeherskelse er afgørende for at du kan have det godt med dine medmennesker og leve hver dag på en måde der glæder Jehova.