Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

I ældre kristne – Jehova glæder sig over jeres loyalitet

I ældre kristne – Jehova glæder sig over jeres loyalitet

ÆLDSTEBRØDRE jorden over sætter stor pris på at udføre forskellige tjenesteopgaver blandt Guds folk, og vi er alle meget glade for at have dem iblandt os. For ikke så længe siden blev der imidlertid foretaget en justering. Brødre der var kommet højt op i årene, blev bedt om at overdrage nogle af deres større ansvarsopgaver til yngre ældstebrødre.

Den nye ordning indebærer at kredstilsynsmænd og lærere på teokratiske skoler ophører med den form for tjenesteopgaver når de bliver 70 år. Desuden vil ældstebrødre når de bliver 80 år, overdrage forskellige andre opgaver til yngre ældste. Det gælder for eksempel opgaver som at være koordinator for Afdelingskontorets Udvalg eller koordinator for ældsterådet i en lokal menighed. Hvordan har vores kære ældre ældstebrødre reageret på denne ændring? De har vist loyalitet over for Jehova og hans organisation!

“Jeg havde fuld forståelse for beslutningen,” siger Ken, der havde været koordinator for udvalget på et afdelingskontor i næsten 49 år. “Faktisk havde jeg samme morgen som jeg hørte om det, bedt til Jehova og givet udtryk for at der var brug for en yngre bror til at tjene som koordinator.” Mange trofaste ældre over hele jorden har haft samme indstilling som Ken. Der var selvfølgelig en vis skuffelse til at begynde med, eftersom de havde været glade for at tjene deres brødre.

“Jeg blev lidt ked af det,” siger Esperandio, der havde været koordinator for ældsterådet i sin menighed. Men han erkender: “Jeg havde brug for mere tid til at tage mig af mit skrantende helbred.” Det siger sig selv at Esperandio fortsat tjener Jehova trofast og er til stor gavn for sin menighed.

Hvad så med dem der har været i rejsetjenesten i mange år og nu har fået andre opgaver? Allan, der havde tjent som rejsende tilsynsmand i 38 år, indrømmer: “Jeg fik et chok da jeg fandt ud af hvad der skulle ske.” Han kunne dog sagtens se fordelene ved at oplære yngre brødre til arbejdet, og han tjener stadig trofast.

Russell, der havde tjent som rejsende tilsynsmand og lærer på teokratiske skoler i sammenlagt 40 år, fortæller at han og hans kone i begyndelsen var skuffede. “Vi var meget glade for vores opgave og følte egentlig at vi havde kræfter nok til at fortsætte.” Russell og hans kone gør nu brug af deres oplæring og erfaring i den lokale menighed, noget der er til stor glæde for de forkyndere der arbejder sammen med dem.

Det er ikke sikkert at du personligt har oplevet noget lignende. Men måske kan en beretning fra Anden Samuelsbog hjælpe dig til at forstå dem der har prøvet det.

EN BESKEDEN OG REALISTISK MAND

Da kong Davids søn Absalom på et tidspunkt gjorde oprør, måtte David flygte fra Jerusalem til Mahanajim, øst for Jordanfloden. David og hans mænd var sultne, trætte og tørstige. Kan du huske hvad der skete?

Tre mænd der boede på egnen, kom og forærede dem det de skulle bruge – sovemåtter, forskellige madvarer og skåle og krukker. En af disse mænd var Barzillaj. (2. Sam. 17:27-29) Da Absaloms oprør var blevet slået ned, kunne David vende hjem til Jerusalem, og Barzillaj fulgte ham tilbage til Jordanfloden. David opfordrede ham til at komme med til Jerusalem og tilbød at sørge for mad til ham, selvom Barzillaj var “en meget rig mand” og ikke ville få behov for den mad der blev tilbudt. (2. Sam. 19:31-33) Hvorfor kom David med denne opfordring? Sandsynligvis fordi han satte pris på Barzillajs egenskaber og gerne ville have ham i nærheden så han kunne få gavn af hans erfaring og gode råd. Der er ingen tvivl om at det ville være et stort privilegium at bo og arbejde ved det kongelige hof.

Barzillaj, der var realistisk og beskeden, gjorde kongen opmærksom på at han var 80 år gammel. Derefter tilføjede han: “Kan jeg stadig kende forskel på hvad der er godt og ondt?” Hvad mente han med det? Barzillaj må jo have opnået stor visdom gennem sit lange liv, og han var stadig i stand til at give gode råd – ligesom “de ældre mænd” senere gav gode råd til kong Rehabeam. (1. Kong. 12:6, 7; Sl. 92:12-14; Ordsp. 16:31) Barzillajs bemærkning om hans evne til at kende forskel på godt og ondt kan have sigtet til de fysiske begrænsninger han havde på grund af sin alder. Han indrømmede for eksempel at både hans smagssans og hørelse var påvirket af hans høje alder. (Præd. 12:4, 5) Barzillaj opfordrede derfor David til i stedet at tage den yngre mand Kimham, der højst tænkeligt var Barzillajs søn, med til Jerusalem. – 2. Sam. 19:35-40.

FORBEREDELSE TIL FREMTIDEN

Årsagen til justeringen med aldersgrænser som blev omtalt i indledningen, er i bund og grund den samme som det der lå bag Barzillajs beslutning. Men i forbindelse med denne justering var der mere end blot én persons omstændigheder og evner at tage i betragtning. Det var nødvendigt at overveje hvad der reelt var bedst for trofaste ældste der tjener rundt om i hele verden.

Disse beskedne ældre brødre kunne sagtens se at Jehovas organisation ville være bedre forberedt til fremtiden hvis de opgaver som de gennem mange år havde taget sig af, kunne overdrages til yngre brødre. I mange tilfælde havde de ældre brødre selv oplært de unge der skulle tage over, ligesom Barzillaj højst tænkeligt havde oplært sin søn og apostlen Paulus havde oplært Timotheus. (1. Kor. 4:17; Flp. 2:20-22) Disse yngre brødre har bevist at de er gaver i form af mennesker som kan hjælpe med at “opbygge den krop Kristus er hoved for”. – Ef. 4:8-12; jævnfør 4. Mosebog 11:16, 17, 29.

HVORDAN DU STADIG KAN VÆRE MED

Mange af Guds tjenere rundt omkring på jorden som har måttet give afkald på visse ansvarsopgaver, har nu fået mulighed for at gøre noget nyt eller udvide deres indsats i tjenesten for Jehova.

“På grund af mine nye omstændigheder kan jeg nu bruge tid på ikketroende ægtemænd der er gift med søstre i vores lokale menighed,” siger Marco, der var rejsende tilsynsmand i 19 år.

“Vores nye mål er blandt andet at hjælpe dem der er uvirksomme, og at lede flere bibelstudier,” siger Geraldo, der var i rejsetjenesten i 28 år. Han fortæller at han og hans kone indtil nu har oprettet 15 bibelstudier, og at flere der før var uvirksomme, nu kommer til møderne.

Allan, der er citeret tidligere, bemærker: “Nu har vi mulighed for at bruge mere tid i forkyndelsen og deltage i flere tjenestegrene. Vi glæder os over at være med i den offentlige forkyndelse, gå i forretningsdistrikt og forkynde for vores naboer, hvoraf to har været med i rigssalen.”

Hvis du er en dygtig og loyal bror som har fået en ny opgave blandt Guds folk, er der endnu en vigtig måde du kan bidrage på. Du kan støtte Jehovas arbejde ved at give yngre brødre i menigheden del i din værdifulde erfaring. “Jehova oplærer og gør brug af skønne og kompetente yngre brødre,” siger Russell, der er omtalt tidligere. “Brodersamfundet har stor gavn af deres entusiastiske undervisning og flittige hyrdearbejde.” – Se boksen “ Hjælp yngre brødre til at nå deres fulde potentiale”.

JEHOVA GLÆDER SIG OVER DIN LOYALITET

Hvis du for nylig er begyndt at virke i en anden form for tjeneste, er det vigtigt at du bevarer en positiv indstilling. Husk at du allerede har gjort en forskel for mange mennesker med dit helhjertede arbejde, og det kan du fortsat gøre. Du har været elsket, og det vil du fortsat være.

Endnu vigtigere er det at du har gjort et varigt indtryk på Jehova. Han vil aldrig ‘glemme dit arbejde og al den kærlighed du har vist hans navn ved både før og nu at hjælpe de hellige’. (Hebr. 6:10) Dette vers forsikrer os om at Jehova ikke kun er opmærksom på det vi tidligere har gjort. Du er alt for dyrebar i Jehovas øjne til at han vil glemme dig! Han vil huske både det du har gjort indtil nu, og det du fortsat gør for at glæde ham.

Hvad nu hvis du ikke er en af dem der har fået en ny opgave som tidligere beskrevet? Så er der måske alligevel noget du kan være opmærksom på i denne forbindelse. Hvad er det?

Hvis du tjener sammen med en trofast ældre bror hvis opgave er blevet ændret, kan du drage nytte af hans modenhed og mange års erfaring. Spørg ham til råds, og bed ham om forslag. Læg også mærke til hvordan han loyalt gør brug af sin erfaring i sin nuværende opgave.

Uanset om du er en ældre kristen som er begyndt at virke i en ny form for tjeneste, eller du er en bror eller søster der kan få gavn af en ældre kristens erfaring, så husk at Jehova glæder sig over den loyalitet som de der har tjent ham gennem mange år, har vist og stadig viser.