Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Almægtig og alligevel hensynsfuld

Almægtig og alligevel hensynsfuld

“[Jehova] ved nøjagtigt hvordan vi er dannet; han husker at vi er støv.” – SL. 103:14.

SANGE: 30, 10

1, 2. (a) Hvordan er Jehovas måde at behandle andre på anderledes end den måde magtfulde mennesker behandler folk på? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?

MENNESKER der har indflydelse og magt, kan finde på at ‘spille herrer over’ andre og måske endda undertrykke dem. (Matt. 20:25; Præd. 8:9) Sådan er Jehova slet ikke! Selvom han er Den Almægtige, den der har den største magt i hele universet, er han utroligt hensynsfuld over for os ufuldkomne mennesker. Han er venlig og betænksom, tager hensyn til vores følelser og er opmærksom på vores behov. “Han husker at vi er støv,” og forventer aldrig mere af os end vi kan klare. – Sl. 103:13, 14.

2 Bibelen indeholder mange eksempler på hvordan Jehova har behandlet sine tjenere hensynsfuldt. I denne artikel vil vi se på tre af dem, nemlig (1) hvordan Jehova betænksomt hjalp drengen Samuel med at overbringe et domsbudskab til ypperstepræsten Eli, (2) hvordan Jehova tålmodigt håndterede Moses’ mange indvendinger mod at være fører for israelitterne, og (3) hvordan Jehova viste israelitterne omsorg da han ledte dem ud af Egypten. Mens vi gennemgår disse eksempler, vil vi se på hvad de fortæller os om Jehova, og hvordan vi kan bruge det vi lærer, i vores liv.

BETÆNKSOM OVER FOR EN DRENG

3. Hvad oplevede Samuel en nat, og hvilket spørgsmål rejser det? (Se indledningsbilledet).

Samuel begyndte at ‘gøre tjeneste for Jehova’ ved telthelligdommen i en meget ung alder. (1. Sam. 3:1) En aften efter at han var gået i seng, skete der noget usædvanligt. * (Læs 1. Samuel 3:2-10). Samuel hørte en stemme kalde på ham. Han troede at det var den aldrende ypperstepræst Eli, så han løb straks ind til ham og sagde: “Her er jeg! Du kaldte på mig.” Men Eli sagde at han ikke havde kaldt. Da det samme skete to gange til, forstod Eli at det var Gud der kaldte. Han gav derfor Samuel besked på hvordan han skulle svare, og Samuel adlød. Hvorfor afslørede Jehova ikke bare med det samme at det var ham der kaldte? Bibelen siger ikke noget om det, men det videre forløb kunne indikere at Jehova gerne ville tage hensyn til den unge Samuel. Hvordan det?

4, 5. (a) Hvad var Samuels umiddelbare reaktion på den opgave han fik, og hvordan gik det den følgende morgen? (b) Hvad lærer beretningen os om Jehova?

4 Læs 1. Samuel 3:11-18. Ifølge Jehovas lov skulle børn respektere ældre mennesker og dem der havde myndighed. (2. Mos. 22:28; 3. Mos. 19:32) Så det er svært at forestille sig at en ung dreng som Samuel bare ville gå hen til Eli næste morgen og frimodigt overbringe ham Guds kraftige domsbudskab. Beretningen siger direkte at Samuel “var bange for at fortælle Eli om synet”. Men Gud sørgede for at Eli forstod at det var Ham der kaldte på Samuel. Det gjorde at Eli kunne overtage styringen. Han befalede Samuel at fortælle ham hvad Gud havde sagt, og ikke ‘skjule noget som helst af det’. Lydigt “fortalte Samuel ham alt”.

5 Budskabet kom nok ikke helt bag på Eli, for det stemte med hvad “en mand der var sendt af Gud”, tidligere havde sagt til ham. (1. Sam. 2:27-36) Denne beretning understreger hvor betænksom og klog Jehova er.

6. Hvad kan vi lære af den måde Jehova hjalp Samuel på?

6 Er du barn eller ung? Så kan du lære meget af beretningen om Samuel. Den viser at Jehova forstår hvilke udfordringer du møder, og hvordan du har det. Måske er du lidt genert og synes det er svært at skulle forkynde for voksne og være anderledes end dine klassekammerater. Du kan være sikker på at Jehova gerne vil hjælpe dig! Så bed til ham og fortæl ham om alle dine tanker og følelser. (Sl. 62:8) Tænk over hvad du kan lære af trofaste unge tjenere i Bibelen, deriblandt Samuel. Snak også med dine trosfæller – både unge og gamle – om hvordan de har overvundet lignende udfordringer. De vil sikkert kunne fortælle dig om hvordan Jehova har hjulpet dem, måske på måder de ikke havde regnet med.

FORSTÅENDE OVER FOR MOSES

7, 8. Hvordan viste Jehova stor forståelse over for Moses?

7 Som 80-årig fik Moses en enorm opgave af Jehova, nemlig at befri israelitterne fra slaveriet i Egypten. (2. Mos. 3:10) På det tidspunkt havde han været hyrde i Midjan i 40 år, så det må være kommet som noget af et chok for ham at få denne nye opgave. “Hvem er jeg at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?” spurgte han. Gud forsikrede ham imidlertid: “Jeg vil være med dig.” (2. Mos. 3:11, 12) Om Israels ældste lovede Jehova desuden: “De vil lytte til dig.” Alligevel sagde Moses: “Hvad nu hvis de ... ikke hører på mig?” (2. Mos. 3:18; 4:1) I realiteten modsagde Moses Den Almægtige Gud! Men Jehova viste stor tålmodighed. Og ikke nok med det – han satte Moses i stand til at udføre mirakler. Faktisk er Moses det første menneske der nævnes i Bibelen, som fik denne evne. – 2. Mos. 4:2-9, 21.

Moses blev dog ved med at komme med undskyldninger og hævdede denne gang at han ikke havde de store talegaver. Som svar sagde Gud: “Jeg vil være med dig når du taler, og lære dig hvad du skal sige.” Var Moses endelig blevet overbevist? Tydeligvis ikke, for han spurgte Jehova om han ikke godt kunne sende en anden. Med god grund blev Jehova nu vred. Men han var stadig forstående over for Moses, og som endnu et udtryk for hensyn udnævnte han Aron som Moses’ talsmand. – 2. Mos. 4:10-16.

9. Hvordan hjalp Jehovas tålmodighed og forståelse Moses til at klare sin opgave?

9 Hvad lærer denne beretning os om Jehova? Som Den Almægtige Gud kunne han have truet Moses til at adlyde med det samme. Men i stedet viste Jehova tålmodighed og forståelse og gjorde en indsats for at indgyde mod i sin ydmyge og beskedne tjener. Var det en fremgangsmåde der virkede? Ja, i den grad! Moses blev en fremragende fører for Guds folk. Og han forsøgte at behandle andre på samme milde og hensynsfulde måde som Jehova havde behandlet ham på. – 4. Mos. 12:3.

Efterligner du Jehova i din måde at være på over for andre? (Se paragraf 10)

10. Hvilke fordele er der ved at efterligne Jehova?

10 Er du ægtemand, forælder eller ældste i menigheden? Så har du et vist mål af myndighed. I den forbindelse er det meget vigtigt at du efterligner Jehova ved at være forstående, venlig og tålmodig over for dem du har ansvaret for. (Kol. 3:19-21; 1. Pet. 5:1-3) Når du forsøger at efterligne Jehova og Jesus Kristus, den større Moses, gør du det lettere for andre at henvende sig til dig, og du vil virke opmuntrende på dem. (Matt. 11:28, 29) Desuden vil du være et godt eksempel for andre. – Hebr. 13:7.

EN MAGTFULD OG HENSYNSFULD FRELSER

11, 12. Hvordan sørgede Jehova for at israelitterne følte sig trygge da han førte dem ud af Egypten?

11 Da israelitterne forlod Egypten i 1513 f.v.t., udgjorde de måske mere end tre millioner. Blandt disse var der børn, ældre og sikkert også syge og handicappede. At føre en så stor og blandet flok ud af Egypten krævede virkelig en forstående og hensynsfuld leder. Og det var præcis hvad Jehova viste sig at være gennem sin tjener Moses. Som følge heraf følte israelitterne sig trygge da de forlod det eneste hjem de havde kendt. – Sl. 78:52, 53.

12 Hvad gjorde Jehova som fik israelitterne til at føle sig trygge? Blandt andet sørgede han for at føre dem ud af Egypten “i kampformation”. (2. Mos. 13:18) At det hele foregik på en så velorganiseret måde, har helt sikkert styrket israelitternes tillid til at deres Gud havde fuld kontrol over situationen. Jehova gav dem også et synligt bevis på at han var med dem og ville beskytte dem, i form af “en sky” om dagen og “en lysende ild” om natten. (Sl. 78:14) Israelitterne havde brug for denne forsikring, for inden længe ville de stå i en meget vanskelig situation.

Hvordan var Jehova hensynsfuld over for israelitterne da de skulle gå over Det Røde Hav? (Se paragraf 13)

13, 14. (a) Hvordan viste Jehova omsorg for sit folk ved Det Røde Hav? (b) Hvordan demonstrerede Jehova sin magt over for egypterne?

13 Læs 2. Mosebog 14:19-22. Forestil dig at du er en af israelitterne. Du er fanget mellem Faraos hær og Det Røde Hav og kan ikke se nogen udvej. Men nu går Jehova i aktion! Skysøjlen bevæger sig om bag lejren og blokerer for egypterne. På deres side er der mørkt, men hele den store lejr du befinder dig i, er badet i lys. Så ser du Moses række sin hånd ud over havet, og en stærk østenvind tvinger vandet tilbage og baner en bred vej igennem det. Du, din familie, dine husdyr og resten af folket går i god ro og orden ud på havbunden. Straks bemærker du noget underligt. Havbunden er slet ikke sumpet eller glat; den er tør og fast, så det er nemt at gå på den. Af den grund kommer selv de der går langsomst, sikkert over på den anden side.

14 Læs 2. Mosebog 14:23, 26-30. I sit vanvid farer den stolte Farao ud på havbunden for at indhente dig og de andre israelitter. Igen rækker Moses sin hånd ud over havet. Denne gang resulterer det i at de to enorme mure af vand kollapser. Havet vælter ind fra begge sider, som to tsunamier på kollisionskurs. Farao og hans hær kan intet stille op over for de vældige vandmasser, og de omkommer alle! – 2. Mos. 15:8-10.

15. Hvad lærer denne beretning dig om Jehova?

15 Denne beretning viser at Jehova er ordenens Gud, noget der hjælper hans tjenere til at føle sig trygge. (1. Kor. 14:33) Han er også en kærlig hyrde der viser omsorg for sit folk og er opmærksom på hvordan han kan hjælpe dem rent praktisk. Han passer godt på dem og beskytter dem mod deres fjender. Hvor er det opmuntrende at tænke på nu hvor vi er så tæt på enden for denne verdensordning. – Ordsp. 1:33.

16. Hvordan gavner det os at tænke over den måde Jehova befriede israelitterne på?

16 I dag tager Jehova sig også af sit folk som gruppe betragtet, både åndeligt og fysisk. Og det vil han blive ved med at gøre gennem hele den store trængsel, der hastigt nærmer sig. (Åb. 7:9, 10) Derfor vil Guds folk ikke gå i panik eller give efter for frygt under den store trængsel, uanset om de er unge eller gamle, raske eller syge. * Guds tjenere vil huske Jesus’ ord: “Ret jer op og løft jeres hoved, for jeres befrielse nærmer sig.” (Luk. 21:28) Selv når de bliver angrebet af Gog – en koalition af nationer med meget større magt end fortidens Farao – vil de have fuld tillid til at Jehova vil beskytte dem. (Ezek. 38:2, 14-16) Hvorfor? Fordi de ved at Jehova aldrig forandrer sig. Han vil igen vise sig som en kærlig og hensynsfuld Frelser. – Esa. 26:3, 20.

17. (a) Hvordan kan vi lære af Bibelens beretninger om hvordan Jehova har taget sig af sit folk? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

17 De tre eksempler i denne artikel er kun nogle få ud af mange der viser hvor kærlig og betænksom Jehova er, og hvordan han tager sig af, leder og frelser sit folk. Når du mediterer over den slags beretninger, så læg mærke til detaljer der afslører forskellige sider af Jehovas personlighed. Det vil give dig større værdsættelse af hans smukke egenskaber, styrke din tro og øge din kærlighed til ham. I den næste artikel vil vi se på hvordan vi kan efterligne Jehova ved at være hensynsfulde over for andre i familien, menigheden og forkyndelsen.

^ par. 3 Den jødiske historiker Josefus skriver at Samuel var 12 år på det tidspunkt.

^ par. 16 Det er rimeligt at antage at nogle af dem der overlever Harmagedon, vil have forskellige skavanker. De mirakuløse helbredelser Jesus foretog da han var på jorden, var en forsmag på hvad han vil gøre i fremtiden – ikke for dem der bliver oprejst, men for dem der overlever Harmagedon. (Matt. 9:35) De der bliver oprejst, vil uden tvivl blive genskabt med hele og raske kroppe.