Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vær venlig og hensynsfuld ligesom Jehova

Vær venlig og hensynsfuld ligesom Jehova

“Lykkelig er den der viser den svage omsorg.” – SL. 41:1.

SANGE: 130, 107

1. Hvordan viser Jehovas tjenere at de har kærlighed til hinanden?

GUDS folk er en stor åndelig familie der består af brødre og søstre som elsker hinanden. (1. Joh. 4:16, 21) Deres kærlighed til hinanden kommer til udtryk på mange måder – nogle få gange i store heltegerninger, men langt oftere i små ting, som et opmuntrende ord eller en betænksom handling. Når vi behandler andre venligt og hensynsfuldt, ‘efterligner vi Gud som elskede børn’. – Ef. 5:1.

2. Hvordan viste Jesus kærlighed ligesom Jehova?

2 Jesus efterlignede sin Far til fuldkommenhed. “Kom til mig, alle I som slider og slæber og er overbebyrdede, og jeg vil give jer ny styrke,” sagde han, “for jeg er mild og ydmyg.” (Matt. 11:28, 29) Når vi efterligner Jesus og “viser den svage omsorg”, vil Jehova velsigne os, og vi vil blive lykkelige. (Sl. 41:1) Lad os nu se på hvordan vi kan være hensynsfulde i vores familie, i menigheden og i forkyndelsen.

VÆR HENSYNSFULD I FAMILIEN

3. Hvordan kan en mand vise hensyn til sin kone? (Se indledningsbilledet).

3 Ægtemænd bør gå foran med at vise hensyn i familien. (Ef. 5:25; 6:4) Bibelen siger at de skal leve sammen med deres hustruer “på en klog og forstående måde”. (1. Pet. 3:7) Forståelse og hensyn er nøje forbundet med hinanden. For eksempel er en forstående mand bevidst om at hans kone er anderledes end ham selv på mange områder, men ikke mindre værd. (1. Mos. 2:18) Han tager derfor hensyn til hendes følelser og behandler hende med værdighed og respekt. En søster i Canada siger om sin mand: “Han negligerer aldrig mine følelser eller siger: ‘Sådan må du ikke tænke.’ Han er også god til at lytte. Når han vil hjælpe mig til at ændre holdning til en bestemt ting, gør han det altid på en venlig måde.”

4. På hvilket område bør en mand tage hensyn til sin kones følelser?

4 En kærlig ægtemand tager også hensyn til sin kones følelser i den måde han opfører sig på over for andre kvinder. Han vil aldrig flirte med eller vise upassende interesse for andre kvinder – heller ikke på sociale medier eller internettet. (Job 31:1) Ja, han er tro mod sin kone, ikke kun fordi han elsker hende, men også fordi han elsker Jehova og hader det der er forkert. – Læs Salme 19:14; 97:10.

5. Hvordan kan en hustru være hensynsfuld over for sin mand?

5 Når en mand gør hvad han kan for at efterligne Jesus Kristus, der er hans hoved, gør han det lettere for sin kone at “have dyb respekt” for ham. (Ef. 5:22-25, 33) Hendes respekt vil få hende til at være forstående og hensynsfuld over for ham, for eksempel når han er nødt til at bruge ekstra tid på teokratiske opgaver, eller når han har et problem han skal tage sig af. “Af og til kan min kone mærke at jeg ikke er som jeg plejer at være, og så forstår hun at der er noget der går mig på,” siger en bror i Storbritannien. “Hun er god til at følge rådet i Ordsprogene 20:5, også selvom hun må vente til det rigtige tidspunkt med at ‘hente mine tanker frem’, hvis det altså er noget jeg er fri til at snakke med hende om.”

6. Hvordan kan vi alle være med til at lære børn at være hensynsfulde, og hvordan vil det gavne dem?

6 Når forældre behandler hinanden hensynsfuldt, er de gode eksempler for deres børn. Det er først og fremmest forældrene der har ansvaret for at lære deres børn at være venlige og betænksomme over for andre. For eksempel kan de lære dem at de ikke må løbe i rigssalen. Og de kan måske lære dem at lade de ældre tage mad først ved sammenkomster. Men alle i menigheden kan faktisk støtte forældrenes indsats. Hvis for eksempel et barn gør noget hensynsfuldt – som at åbne døren for en – må vi huske at rose. Det kan have en positiv effekt og lære barnet at “der er større glæde ved at give end ved at få”. – Ap.G. 20:35.

VIS OMSORG FOR ANDRE I MENIGHEDEN

7. Hvordan viste Jesus omsorg for en døv mand, og hvad kan vi lære af ham?

7 Engang da Jesus var i Dekapolis, var der nogle der kom hen til ham “med en døv mand med et talehandicap”. (Mark. 7:31-35) I stedet for at helbrede manden i al offentlighed siges der at Jesus “tog ham til side”. Hvorfor? På grund af sine handicap har manden sikkert følt sig utilpas blandt mange mennesker. Det har Jesus uden tvivl kunnet fornemme, og han helbredte ham derfor da de var alene. Vi kan selvfølgelig ikke udføre mirakler. Men vi kan – og bør – tage hensyn til vores trosfællers behov og følelser. Apostlen Paulus skrev: “Lad os have omsorg for hinanden så vi motiverer hinanden til kærlighed og gode gerninger.” (Hebr. 10:24) Jesus forstod hvordan den døve mand havde det, og behandlede ham hensynsfuldt. Han er virkelig et godt eksempel for os.

8, 9. Hvordan kan vi vise omsorg for ældre, syge og handicappede? Giv eksempler.

8 Vis omsorg for ældre, syge og handicappede. Den kristne menigheds kendetegn er ikke ren og skær effektivitet, men kærlighed. (Joh. 13:34, 35) Kærlighed vil få os til at gøre alt hvad vi kan, for at hjælpe vores ældre og syge brødre og søstre til at overvære møderne og deltage i forkyndelsen, også selvom de ikke kan udrette så meget. (Matt. 13:23) Michael, der sidder i kørestol, sætter stor pris på den hjælp han får fra sin familie og brødrene i hans tjenestegruppe. “Fordi de hjælper mig så meget,” siger han, “kan jeg være med til de fleste møder og deltage regelmæssigt i forkyndelsen. Jeg er især glad for offentlig forkyndelse.”

9 På mange betelhjem er der trofaste brødre og søstre som er kommet op i årene eller kæmper med helbredet. Kærlige tilsynsmænd viser dem omsorg ved at arrangere at de kan være med i brev- og telefonforkyndelse. “Vi værdsætter meget det privilegium det er at kunne være med til at skrive breve,” siger Bill, der er 86 år og skriver til mennesker der bor i isolerede områder. Nancy på næsten 90 år siger: “For mig handler brevskrivning ikke bare om at putte noget i kuverter. Det er forkyndelse. Folk har brug for at lære sandheden at kende!” Ethel, der er født i 1921, siger: “Smerter er en del af min hverdag. Nogle dage er det svært for mig blot at komme i tøjet.” Alligevel deltager hun i telefonforkyndelse og har nogle gode genbesøg. Barbara, der er 85, fortæller: “På grund af mit dårlige helbred er det meget svært for mig at komme med ud i forkyndelsen. Men telefonforkyndelse gør det muligt for mig at tale med andre. Tak, Jehova!” På under et år brugte en gruppe trofaste ældre på et betelhjem 1.228 timer i forkyndelsen; de skrev 6.265 breve, foretog over 2.000 telefonopkald og afsatte 6.315 publikationer. Deres indsats har helt sikkert glædet Jehovas hjerte! – Ordsp. 27:11.

10. Hvordan kan vi hjælpe vores brødre og søstre til at få fuldt udbytte af møderne?

10 Vis hensyn ved møderne. Vi vil gerne have at vores brødre og søstre skal få fuldt udbytte af møderne, og det hjælper vi dem til når vi viser hensyn. Blandt andet må vi være der til tiden så vi ikke forstyrrer unødigt. En gang imellem kan der ganske vist ske noget uforudset der gør at vi bliver forsinkede. Men hvis vi ofte kommer for sent, må vi tænke over hvad vi kan gøre for at blive bedre til at vise hensyn. Husk også at det er Jehova og hans Søn der er vores værter. (Matt. 18:20) De fortjener i den grad at vi viser dem respekt.

11. Hvorfor er det vigtigt at brødre der har indlæg ved møderne, følger befalingen i 1. Korinther 14:40?

11 Vi kan også vise hensyn over for vores trosfæller ved at følge Bibelens anvisning: “Sørg for at alt foregår på en værdig og velordnet måde.” (1. Kor. 14:40) Brødre der har indlæg ved møderne, følger den befaling når de holder sig inden for den tid de har fået tildelt. Det er betænksomt både over for den næste taler og over for menigheden. Nogle brødre og søstre har måske langt hjem. Andre er afhængige af offentlig transport. Og andre igen har en ikketroende ægtefælle der venter utålmodigt derhjemme.

12. Hvorfor fortjener de ældste vores respekt og kærlighed? (Se boksen “ Vis omtanke over for dem der fører an”).

12 De ældste udfører et stort arbejde i menigheden og fører an i forkyndelsesarbejdet, så de fortjener at vi viser dem særlig opmærksomhed. (Læs 1. Thessaloniker 5:12, 13). Du sætter uden tvivl stor pris på alt det de ældste gør, og du kan vise din værdsættelse ved villigt at samarbejde med dem og støtte dem. Husk at ‘de våger over dig fordi de skal aflægge regnskab’. – Hebr. 13:7, 17.

VÆR VENLIG OG BETÆNKSOM I FORKYNDELSEN

13. Hvad kan vi lære af den måde Jesus behandlede andre på?

13 I en profeti om Jesus sagde Esajas: “Et knækket siv vil han ikke brække af, og en væge der gløder svagt, vil han ikke slukke.” (Esa. 42:3) Jesus’ kærlighed til mennesker fik ham til at vise dem empati. Han forstod følelserne hos dem der var som knækkede siv eller svagtglødende væger, og han var hensynsfuld, venlig og tålmodig over for dem. Selv børn havde lyst til at komme hen til ham. (Mark. 10:14) Vi har selvfølgelig ikke den indsigt og de evner som Jesus havde. Men vi kan – og bør – vise hensyn over for de mennesker vi forkynder for. Det kan vi blandt andet gøre ved at tænke over hvordan vi taler til dem, hvornår vi gør det, og hvor lang tid vi bliver hos dem.

14. Hvorfor er det vigtigt at tænke over hvordan vi taler til folk?

14 Hvordan skal vi tale til folk? Som følge af kommercielle, politiske og religiøse lederes korruption og hjerteløshed er millioner af mennesker i dag “mishandlede og hjælpeløse”. (Matt. 9:36) Det har ført til at mange er blevet kyniske og har mistet alt håb. Derfor er det utroligt vigtigt at vi er venlige og betænksomme, at vi tænker over hvilke ord vi bruger, og hvordan vi siger dem. Når folk føler sig tiltrukket af det budskab vi forkynder, er det ikke kun fordi vi er gode til at undervise ud fra Bibelen, men også fordi vi viser dem oprigtig interesse og respekt.

15. Hvordan kan vi være hensynsfulde over for dem vi forkynder for?

15 Der er mange ting vi kan gøre for at vise hensyn når vi taler med folk i forkyndelsen. Når vi for eksempel bruger spørgsmål, må vi sørge for at gøre det taktfuldt og venligt. En pionerbror der tjente i et distrikt hvor mange er reserverede og generte, sørgede for ikke at stille spørgsmål der kunne gøre den besøgte forlegen. Det kunne være spørgsmål som folk ikke kunne svare på, eller som de måske ville svare forkert på. Han undgik blandt andet spørgsmål som ‘Kender du Guds navn?’ og ‘Ved du hvad Guds rige er?’ I stedet sagde han noget i stil med: ‘Jeg har lært ud fra Bibelen at Gud har et navn. Må jeg vise dig hvad det er?’ Der er stor forskel på kulturer og mennesker, og derfor kan der også være forskel på hvilken fremgangsmåde der virker bedst lokalt. Men vi skal altid være venlige og respektfulde over for folk. Det kræver selvfølgelig at vi er opmærksomme på hvad der er skik og brug i vores distrikt.

16, 17. Hvordan kan vi vise hensyn i forkyndelsen når vi skal afgøre (a) hvornår vi skal besøge folk? (b) hvor længe vi skal blive på et besøg?

16 Hvornår skal vi besøge folk? Når vi går fra hus til hus, må vi huske at folk ikke har inviteret os. Det er derfor meget vigtigt at vi forsøger at komme på et tidspunkt hvor det er sandsynligt at de vil tale med os. (Matt. 7:12) Kan folk i dit distrikt for eksempel godt lide at sove længe i weekenden? Så kunne du måske starte dagen med gadeforkyndelse eller offentlig forkyndelse eller aflægge genbesøg hos nogen som du ved er oppe.

17 Hvor længe skal vi blive? Mange mennesker har travlt, så det vil sikkert være godt at vi gør det kort når vi besøger folk, i hvert fald de første gange. Hellere afslutte en samtale tidligt end at blive for længe. (1. Kor. 9:20-23) Hvis folk kan mærke at vi tager hensyn til deres omstændigheder og travle hverdag, vil de sikkert være mere åbne for at vi besøger dem igen. Vores forkyndelse må tydeligt afspejle at vi har de egenskaber der udgør åndens frugt. Så kan man i endnu højere grad sige at vi er “Guds medarbejdere”. Måske vil vi ligefrem opleve at Jehova bruger os til at drage nye til sandheden. – 1. Kor. 3:6, 7, 9.

18. Hvilke velsignelser kan vi komme til at opleve hvis vi er venlige og hensynsfulde?

18 Lad os gøre en bevidst indsats for at være venlige og hensynsfulde i familien, i menigheden og i forkyndelsen. Når vi gør det, vil vi opleve mange velsignelser, både nu og i fremtiden. Som der siges i Salme 41:1, 2: “Lykkelig er den der viser den svage omsorg; ham vil Jehova redde den dag ulykken rammer. ... Han vil blive omtalt som lykkelig overalt på jorden.”