Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bliv ved med at vise den kærlighed der “bygger op”

Bliv ved med at vise den kærlighed der “bygger op”

“Kærlighed bygger op.” – 1. KOR. 8:1.

SANGE: 109, 121

1. Hvilket vigtigt emne talte Jesus med disciplene om aftenen før sin død?

DEN sidste aften Jesus var sammen med sine disciple, nævnte han kærlighed næsten 30 gange. Han understregede over for disciplene at de skulle “elske hinanden”. (Joh. 15:12, 17) Deres indbyrdes kærlighed skulle være så iøjnefaldende at det ville være tydeligt for andre at de var Jesus’ sande disciple. (Joh. 13:34, 35) Denne kærlighed indbefatter mere end bare følelser. Der er tale om en helt enestående egenskab der kommer til udtryk i selvopofrende handlinger. Jesus sagde: “Ingen har større kærlighed end den der giver sit liv for sine venner. I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.” – Joh. 15:13, 14.

2. (a) Hvad er bemærkelsesværdigt ved Guds folk? (b) Hvilke spørgsmål vil vi få svar på i denne artikel?

2 Jehovas tjenere i dag har en ægte, selvopofrende kærlighed og ubrydelig enhed, som tydeligt identificerer dem som Guds folk. (1. Joh. 3:10, 11) Og de viser hinanden kærlighed uanset nationalitet, sprog eller baggrund! Men hvorfor er det så vigtigt med kærlighed i den tid vi lever i? Hvordan viser Jehova og Jesus os en kærlighed der “bygger op”? Og hvordan kan vi hver især vise denne kærlighed? – 1. Kor. 8:1.

HVORFOR DET ER SÆRLIGT VIGTIGT MED KÆRLIGHED NU

3. Hvordan bliver mennesker påvirket af de “kritiske tider” vi lever i?

3 Fordi livet er “fyldt med problemer og sorger”, er der mange her i disse “kritiske tider” der har det svært psykisk eller følelsesmæssigt. (Sl. 90:10; 2. Tim. 3:1-5) En del lider så meget at de mest har lyst til at give op. Det anslås at der hvert år er mere end 800.000 der dør som følge af selvmord – omkring en person hvert 40. sekund. Sørgeligt nok er der også nogle af vores brødre og søstre der har haft det så svært at de er endt med at tage deres eget liv.

4. Hvilke personer i Bibelen gav udtryk for at de ønskede at dø?

4 På Bibelens tid var der også nogle af Guds trofaste tjenere som følte sig så overvældet af problemer at de ønskede at dø. For eksempel følte Job så stor smerte at han sagde: “Jeg er led ved livet, jeg vil ikke leve længere.” (Job 7:16; 14:13) Jonas var så skuffet over hvordan tingene havde udviklet sig, at han sagde: “Tag nu mit liv, Jehova, for jeg vil hellere dø end leve.” (Jon. 4:3) Og på et tidspunkt følte profeten Elias at hans situation var så håbløs, at han bad om at dø. Han sagde: “Jeg kan ikke mere! Jehova, tag mit liv.” (1. Kong. 19:4) Men Jehova elskede disse trofaste tjenere og ønskede at de skulle leve. I stedet for at fordømme dem for deres følelser hjalp han dem kærligt til at overvinde deres ønske om at dø og styrkede dem så de kunne fortsætte deres tjeneste for ham.

5. Hvorfor har vores brødre og søstre virkelig brug for kærlighed nu?

5 Mange af vores brødre og søstre må kæmpe med svære problemer. Selvom de ikke nødvendigvis er ved at give op, har de stadig brug for at blive vist kærlighed. Nogle er ofre for forfølgelse eller latterliggørelse. Andre bliver udsat for mobning eller bagtalelse på deres arbejdsplads. Eller de er helt udmattede på grund af lange arbejdsdage eller urimelige deadlines. Andre må kæmpe med uro i familien, måske i form af modstand fra en ikketroende ægtefælle. Som et resultat af disse eller andre problemer føler mange i menigheden sig fysisk og følelsesmæssigt drænet. Hvem kan hjælpe dem der har det sådan?

JEHOVAS KÆRLIGHED “BYGGER OP”

6. Hvordan styrker Jehova sine tjenere?

6 Jehova styrker sine tjenere ved at forsikre dem om sin evige kærlighed. Tænk på hvor opmuntrende det må have virket på de trofaste israelitter at høre Jehovas ord: “Du er blevet dyrebar for mig, du er blevet æret, og jeg elsker dig. ... Vær ikke bange, for jeg er med dig.” (Esa. 43:4, 5) Du er en af Jehovas tjenere, og derfor kan du være helt sikker på at Jehova elsker dig meget højt. * I Bibelen får du dette løfte: “Som en vældig kriger vil han frelse. Han vil juble over dig i sin store glæde.” – Sef. 3:16, 17.

7. Hvilken illustration beskriver meget godt Jehovas kærlighed til sine tjenere? (Se indledningsbilledet).

7 Jehova har lovet at han vil trøste sine tjenere og holde dem oppe uanset hvad de kommer ud for. Han beskriver sin omsorg med denne illustration: “I vil komme til at die og blive båret på hoften, og I vil sidde på skødet. Som en mor trøster sin søn, vil jeg blive ved med at trøste jer.” (Esa. 66:12, 13) Det er et hjertevarmende billede – en omsorgsfuld mor der bærer sit lille barn på hoften eller sidder med det på skødet. Sikke en rammende beskrivelse af Jehovas inderlige kærlighed til sine tjenere. Tvivl aldrig på at Jehova elsker og værdsætter dig! – Jer. 31:3.

8, 9. Hvordan kan Jesus’ kærlighed styrke os?

8 Der er også noget andet der viser hvor stor kærlighed Jehova har til os. Bibelen siger: “Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte Søn for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men få evigt liv.” (Joh. 3:16) Tænk desuden på den enorme kærlighed Jesus viste ved at ofre sit liv for os. Er det ikke noget der styrker os? Bibelen lover at modgang og nød ikke vil kunne “skille os fra Kristus’ kærlighed”. – Rom. 8:35, 38, 39.

9 Når vi kæmper med prøvelser der er fysisk, psykisk eller åndeligt drænende, vil det at meditere over hvor højt Jesus elsker os, give os styrke til at holde ud. (Læs 2. Korinther 5:14, 15). Ja, Kristus’ kærlighed kan holde os oppe og motivere os til ikke at give op, heller ikke hvis vi bliver ramt af katastrofer, forfølgelse, skuffelser eller angst og bekymring.

VORES BRØDRE OG SØSTRE HAR BRUG FOR VORES KÆRLIGHED

At studere Jesus’ eksempel kan motivere dig til at opmuntre andre (Se paragraf 10, 11)

10, 11. Hvem har ansvar for at opmuntre dem der er nedtrykte? Forklar.

10 En af de måder Jehova bygger os op på og viser os kærlighed på, er gennem den kristne menighed. Vi kan hver især gengælde den kærlighed han viser os, ved at elske vores brødre og søstre og støtte dem, ikke kun åndeligt men også følelsesmæssigt. (1. Joh. 4:19-21) Apostlen Paulus tilskyndede: “Bliv ... ved med at opmuntre og styrke hinanden, sådan som I allerede gør.” (1. Thess. 5:11) Alle i menigheden – ikke kun de ældste – kan efterligne Jehova og Jesus ved at trøste og styrke deres trosfæller. – Læs Romerne 15:1, 2.

11 Nogle i menigheden der lider af psykisk sygdom, kan have brug for professionel hjælp og medicinsk behandling. (Luk. 5:31) Ældste og andre må beskedent erkende deres begrænsninger og huske at de ikke er læger eller psykologer. Men det betyder ikke at de ikke kan hjælpe – både de ældste og andre i menigheden kan “trøste dem der er deprimerede, give støtte til de svage og være tålmodige med alle”. (1. Thess. 5:14, fdn.) Som kristne må vi vise empati og forståelse og tale med de nedtrykte på en måde der virker opbyggende, hvis vi skal kunne hjælpe dem. Er du en kilde til trøst og opmuntring for andre? Når vi ved hvordan vi helt konkret kan hjælpe andre, vil vi bedre kunne ‘bygge dem op’.

12. Hvordan har en søster oplevet at blive styrket af menighedens kærlighed?

12 “Indimellem har jeg selvmordstanker,” fortæller en søster i Europa. “Men jeg har et godt netværk – min menighed har reddet mit liv. Brødrene og søstrene er altid meget opmuntrende og omsorgsfulde. Selvom det kun er nogle få der ved at jeg lider af depression, er menigheden der altid for mig. Ét ægtepar er ligesom åndelige forældre for mig. De tager sig af mig og er bogstaveligt talt klar til at hjælpe mig 24 timer i døgnet.” Det er selvfølgelig ikke alle der kan hjælpe i samme omfang. Men vores bestræbelser for at støtte kan gøre en stor forskel for dem der har det svært. *

HVORDAN VI KAN BYGGE ANDRE OP I KÆRLIGHED

13. Hvad er vigtigt hvis vi gerne vil trøste og opmuntre andre?

13 Vær god til at lytte. (Jak. 1:19) At lytte med empati er et udtryk for kærlighed. Taktfulde, venlige spørgsmål kan hjælpe dig til at forstå den der er ked af det, og gøre det lettere for dig at vise empati. Lad dit ansigtsudtryk afspejle din oprigtige medfølelse. Hvis den du taler med, har brug for at fortælle en masse, så vær tålmodig og modstå trangen til at afbryde. Når du lytter tålmodigt, er der større chance for at du vil forstå den andens følelser. Det vil give din bror eller søster større tillid til dig, og så vil vedkommende sikkert være mere tilbøjelig til at lytte til det du siger for at opmuntre. Når andre kan mærke at du virkelig interesserer dig for dem, vil det virke meget trøstende.

14. Hvorfor må vi undgå at kritisere andre?

14 Undgå at kritisere. Kritiserende bemærkninger kan få en der er deprimeret, til at føle sig endnu mere nedtrykt og kan spolere vores forsøg på at hjælpe. “Tankeløse ord er som sværdhug, men den kloges tunge virker helbredende.” (Ordsp. 12:18) Vi ville selvfølgelig aldrig med vilje såre en der er deprimeret. Men selv det man siger i tankeløshed, kan virke som smertefulde sværdhug. Hvis vi skal kunne opmuntre andre, må vi gøre vores bedste for at sætte os i deres sted. – Matt. 7:12.

15. Hvor kan vi finde værdifulde og opmuntrende tanker når vi skal trøste andre?

15 Giv trøst ud fra Guds ord. (Læs Romerne 15:4, 5). Bibelen kommer fra “den Gud der giver udholdenhed og trøst”, og er en skattekiste fyldt med trøstende og opmuntrende tanker. Vi har også mange studieværktøjer, deriblandt Register til Vagttårnets publikationer og Researchguide for Jehovas Vidner. De kan hjælpe os til at finde bibelske tanker vi kan bruge når vi skal trøste brødre og søstre der kæmper med forskellige problemer.

16. Hvilke egenskaber er vigtige når vi skal opmuntre andre?

16 Vær hensynsfuld og medfølende. Disse egenskaber er vigtige aspekter af uselvisk kærlighed og er værdifulde når vi skal bygge andre op. Jehova er selv “den inderlige barmhjertigheds Far, den Gud som giver al trøst”, og han har ‘inderlig medfølelse’ med sine tjenere. (Læs 2. Korinther 1:3-6; Luk. 1:78; Rom. 15:13). En der var god til at efterligne Jehova på det område, var Paulus. Han skrev: “Vi [behandlede] jer blidt og nænsomt, som en ammende mor der ømt og kærligt tager sig af sine børn. Vi holdt så meget af jer at vi var besluttet på ikke bare at give jer del i Guds gode nyhed, men også at give os selv helt og fuldt for jer fordi vi elskede jer så højt.” (1. Thess. 2:7, 8) Når vi viser inderlig medfølelse ligesom Jehova, kan det vi gør for at trøste en bror eller søster, være et svar på vedkommendes bønner.

17. Hvilket syn må vi have på vores trosfæller hvis vi skal kunne opmuntre dem?

17 Forvent ikke fuldkommenhed. Hav et afbalanceret syn på dine brødre og søstre. At forvente at dine trosfæller klarer alt til perfektion, er urealistisk og vil kun føre til skuffelse. (Præd. 7:21, 22) Husk at Jehova har realistiske forventninger til sine tjenere. Hvis vi efterligner ham, vil vi tålmodigt bære over med andres ufuldkommenhed. (Ef. 4:2, 32) I stedet for at antyde at de ikke gør nok, eller begynde at sammenligne dem med andre, så sørg for at rose dem for det de faktisk gør. Det vil styrke dem. Oprigtig ros kan være med til at bygge andre op og hjælpe dem til at “glæde sig over” den tjeneste de udfører for Jehova. – Gal. 6:4.

18. Hvad motiverer os til at vise den kærlighed der “bygger op”?

18 Hver eneste tjener for Jehova er dyrebar for ham og hans Søn, der gav sit liv som en løsesum. (Gal. 2:20) Vi elsker vores brødre og søstre højt og vil gerne hjælpe dem på en kærlig og omsorgsfuld måde. For at kunne bygge dem op må vi “jage efter det der skaber fred, og det vi kan styrke hinanden med”. (Rom. 14:19) Hvor ser vi frem til den tid hvor der ikke længere vil være nogen grund til at føle sig nedtrykt! I Paradiset vil der hverken være krig, sygdom, forfølgelse, familieproblemer, dødsfald på grund af den nedarvede synd eller knuste drømme. Når vi når til slutningen af tusindårsriget, vil menneskeheden være blevet ført frem til fuldkommenhed. De der forbliver trofaste under den sidste prøve, vil derefter blive adopteret af Jehova som jordiske sønner og “opnå Guds børns herlige frihed”. (Rom. 8:21) Lad os blive ved med at vise den kærlighed der “bygger op”, og hjælpe hinanden til at holde ud så vi kan komme til at opleve de fantastiske velsignelser der ligger forude.

^ par. 12 Gode råd til hvordan man håndterer selvmordstanker, findes i Vågn op! Se: “Hvorfor leve videre? – Overvej tre grunde” (april 2014), “Når du har mistet lysten til at leve” (januar 2012) og “Livet er værd at leve” (22. oktober 2001).