Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 35

Jehova elsker sine ydmyge tjenere

Jehova elsker sine ydmyge tjenere

‘Jehova lægger mærke til de ydmyge.’ – SL. 138:6.

SANG NR. 48 Vi vil vandre med Jehova

FORMÅL *

1. Forklar hvordan Jehova ser på mennesker der er ydmyge.

JEHOVA elsker ydmyge mennesker. Kun de der virkelig er ydmyge, kan have et inderligt og personligt forhold til ham. “De stolte holder han derimod på afstand.” (Sl. 138:6) Vi vil alle sammen gerne glæde Jehova og mærke hans varme kærlighed, så vi har god grund til at arbejde på at være ydmyge.

2. Hvad vil vi behandle i denne artikel?

2 I denne artikel vil vi behandle tre spørgsmål: (1) Hvad er ydmyghed? (2) Hvorfor er det en nødvendig egenskab? (3) Hvilke situationer kan sætte vores ydmyghed på prøve? Vi vil komme ind på at vores ydmyghed glæder Jehovas hjerte og desuden er til gavn for os selv. – Ordsp. 27:11; Esa. 48:17.

HVAD ER YDMYGHED?

3. Hvad er ydmyghed?

3 Den der er ydmyg, betragter sig selv på en beskeden måde og er ikke stolt eller arrogant. Det fremgår af Bibelen at den ydmyge har et realistisk syn på sig selv i forhold til Jehova Gud og i forhold til sine medmennesker. Den ydmyge er klar over at ethvert menneske han møder, har nogle kvaliteter han ikke selv har. – Flp. 2:3, 4.

4-5. Hvorfor er en der virker ydmyg, måske ikke ydmyg i virkeligheden?

4 Nogle mennesker ser ud til at være ydmyge uden egentlig at være det. De har måske en stilfærdig væremåde. Eller de opfører sig måske høfligt og respektfuldt over for andre på grund af deres kultur eller opdragelse. Men inderst inde kan de alligevel være meget stolte. Før eller siden vil de afsløre hvad de virkelig indeholder. – Luk. 6:45.

5 På den anden side er mennesker der er ligefremme og virker selvsikre, ikke nødvendigvis stolte. (Joh. 1:46, 47) Men de der har en udadvendt personlighed, må passe på at de ikke stoler for meget på deres egne evner. Uanset om vi er udadvendte eller ej, må vi arbejde på at gøre ægte ydmyghed til en del af vores personlighed.

Apostlen Paulus opførte sig ydmygt og beskedent (Se paragraf 6) *

6. Hvad kan vi lære af apostlen Paulus’ eksempel, som det fremgår af 1. Korinther 15:10?

6 Apostlen Paulus er et godt eksempel. Jehova gav ham store opgaver og brugte ham til at oprette nye menigheder i den ene by efter den anden. Måske udrettede Paulus endda mere i den kristne tjeneste end nogen af de andre apostle. Men han regnede ikke sig selv for at være bedre end sine brødre. Han erkendte ydmygt: “Jeg er jo den ringeste af apostlene. Jeg er ikke engang værdig til at blive kaldt apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed.” (1. Kor. 15:9) Paulus var klar over at hans forhold til Jehova ikke skyldtes hans egen indsats eller dygtighed, men Guds ufortjente godhed. (Læs 1. Korinther 15:10). Det han skrev til korintherne, vidner virkelig om hans ydmyghed – især i betragtning af at nogle i menigheden prøvede at bevise at de var mere værd end ham. – 2. Kor. 10:10.

Karl F. Klein, en ydmyg bror der var medlem af Det Styrende Råd (Se paragraf 7)

7. Hvordan har nogle fremtrædende brødre i dag vist ydmyghed? Giv et eksempel.

7 Det har været opmuntrende for mange af Jehovas Vidner at læse om bror Karl F. Klein, der var medlem af Det Styrende Råd. I sin livsberetning indrømmede bror Klein åbent at han havde kæmpet med mange udfordringer i årenes løb. For eksempel havde han i begyndelsen af 1920’erne så svært ved at gå ud fra hus til hus at han efter sin første tur ventede et par år inden han gik med ud igen. Senere, mens han var på Betel, blev han vred på en bror der gav ham en vejledning. På et tidspunkt fik han et nervøst sammenbrud, som han dog kom sig over. Bror Klein havde også mange vigtige og spændende opgaver. Tænk på hvor stor ydmyghed det må have krævet af en bror der var så kendt, at tale så åbent om sine egne svagheder! Bror Klein og hans åbenhjertige og sympatiske livsberetning har gjort stort indtryk på mange brødre og søstre. *

HVORFOR SKAL VI ARBEJDE PÅ AT VÆRE YDMYGE?

8. Hvordan hjælper ordene i 1. Peter 5:6 os til at se at vi glæder Jehova når vi er ydmyge?

8 Den vigtigste grund til at vi bør arbejde på at være ydmyge, er at det er noget Jehova ønsker. Det gjorde apostlen Peter klart. (Læs 1. Peter 5:6). I en kommentar til disse ord af Peter siger bogen ‘Kom og følg mig’: “Hovmod er som gift. Virkningerne kan være ødelæggende. Det er en egenskab som kan gøre det mest begavede menneske til et ubrugeligt redskab for Gud. På den anden side kan ydmyghed gøre selv den mindste til et meget nyttigt redskab for ham. ... Vor Gud vil ... glæde sig over at belønne os for vores ydmyghed.” * Kunne vi ønske os noget bedre end at glæde Jehovas hjerte? – Ordsp. 23:15.

9. Hvorfor vil vores ydmyghed virke tiltalende på andre?

9 Vores ydmyghed vil, ud over at glæde Jehova, også gavne os selv på flere måder. Ydmyghed gør os tiltalende i andre menneskers øjne. Hvis du prøver at sætte dig i andres sted, vil du forstå hvorfor det er sådan. (Matt. 7:12) Der er ikke mange der kan lide at være sammen med folk der altid vil have tingene gjort på deres egen måde og aldrig lytter til andres forslag. Derimod synes vi det er velgørende at være sammen med vores trosfæller når de ‘viser medfølelse, broderkærlighed og inderlig omsorg og er ydmyge’. (1. Pet. 3:8) Når vi føler os tiltrukket af den slags mennesker, vil de sikkert også føle sig tiltrukket af os hvis vi er ydmyge.

10. Hvordan gør ydmyghed vores liv lettere?

10 Ydmyghed gør også vores liv lettere. Af og til oplever vi noget der virker uretfærdigt. Den kloge kong Salomon sagde: “Jeg har set tjenere være højt til hest, mens fyrster gik til fods ligesom tjenere.” (Præd. 10:7) Ja, dygtige og flittige mennesker får ikke altid den anerkendelse de fortjener. De der ikke fortjener det, får måske meget mere ros. Men Salomon erkendte at det er klogere at affinde sig med virkeligheden end at lade sig gå på af noget der virker uretfærdigt. (Præd. 6:9) Hvis vi er ydmyge, vil vi meget lettere kunne acceptere livet sådan som det er, i stedet for at tænke på hvordan vi ville ønske at det var.

HVILKE SITUATIONER KAN SÆTTE VORES YDMYGHED PÅ PRØVE?

Hvordan kan en situation som denne sætte vores ydmyghed på prøve? (Se paragraf 11-12) *

11. Hvorfor har vi brug for ydmyghed når nogen vejleder os?

11 Hver eneste dag har vi mange muligheder for at vise ydmyghed. Men her er nogle situationer hvor det kan være svært. Når nogen vejleder os. Hvis en anden gør sig den ulejlighed at give os vejledning, er vi sikkert kommet mere på afveje end vi selv har indset. Vores første indskydelse er måske at afvise vejledningen. Måske har vi lyst til at kritisere den person der kom med den, eller måden den blev givet på. Men hvis vi er ydmyge, vil vi prøve at vise den rigtige indstilling.

12. Hvorfor skal vi, som det fremgår af Ordsprogene 27:5, 6, være taknemmelige når en anden giver os vejledning? Forklar med en illustration.

12 Den ydmyge er taknemmelig for vejledning. Her er en illustration: Forestil dig at du er i rigssalen. Efter at du har snakket med flere i salen, bliver du diskret trukket til side af en ven som fortæller dig at du har noget siddende mellem tænderne. Du synes sikkert at det er flovt. Men er du ikke taknemmelig for at din ven sagde det til dig? Måske ønsker du endda at andre havde sagt det til dig noget før! Sådan skal vi også være ydmyge og taknemmelige når en trosfælle er modig nok til at give os vejledning når vi har brug for det. Vi betragter ham som en ven, ikke som en fjende. – Læs Ordsprogene 27:5, 6; Gal. 4:16.

Hvorfor er ydmyghed nødvendig når en anden får en opgave i menigheden? (Se paragraf 13-14) *

13. Hvordan kan vi vise ydmyghed når andre får opgaver i menigheden?

13 Når en anden får en opgave i menigheden. En ældste der hedder Jason, indrømmer: “Når andre får en opgave, tænker jeg sommetider på hvorfor det ikke var mig der blev valgt.” Kan du også have det sådan? Det er ikke forkert at være parat til at gøre en større indsats i menigheden. (1. Tim. 3:1) Men vi må passe på vores indstilling. Hvis vi ikke er forsigtige, kan stoltheden begynde at vokse i vores hjerte. For eksempel kunne en bror i menigheden begynde at tro at han er den der er bedst kvalificeret til en bestemt opgave. Eller hans kone kunne tænke: ‘Det var min mand der skulle have haft den opgave. Han ville være meget bedre til den!’ Men hvis vi har ægte ydmyghed, vil vi slet ikke tænke på den måde.

14. Hvad kan vi lære af den måde Moses reagerede på da andre fik privilegier?

14 Vi kan lære meget af den måde Moses reagerede på da andre fik nogle privilegier. Moses værdsatte sin opgave som leder af Israels folk. Men på et tidspunkt gjorde Jehova det muligt for andre at tjene sammen med ham. Hvordan reagerede Moses på det? Han blev ikke jaloux. (4. Mos. 11:24-29) Og han var ydmyg nok til at dele opgaven som dommer med andre. (2. Mos. 18:13-24) Det betød at israelitterne, som han var udnævnt til at være dommer for, fik en bedre betjening. Moses var mere optaget af det der var godt for folket, end af sin egen position. Hvor er det et godt eksempel for os! Vi må huske at hvis Jehova virkelig skal kunne bruge os, må vores ydmyghed være større end vores dygtighed. Ja, “Jehova er ophøjet, men alligevel lægger han mærke til de ydmyge”. – Sl. 138:6.

15. Hvordan har forholdene ændret sig for nogle?

15 Når vores forhold ændrer sig. I de senere år har mange brødre og søstre som har årtiers erfaring i en bestemt tjeneste, fået en anden opgave. For eksempel blev områdetilsynsmændene og deres koner i 2014 bedt om at tage en anden form for heltidstjeneste op. Samme år fik kredstilsynsmændene at vide at de skulle ophøre i deres tjeneste når de blev 70 år. Og i menighederne kan en bror ikke længere tjene som koordinator for ældsterådet når han er fyldt 80. Desuden er mange fra betelfamilien i de seneste år blevet bedt om at rejse ud og fortsætte som pionerer. Andre har været nødt til at stoppe i særlig heltidstjeneste på grund af helbredsproblemer, familieforpligtelser eller andre personlige forhold.

16. Hvordan har vores brødre og søstre vist ydmyghed og accepteret deres nye situation?

16 En del brødre og søstre har faktisk fundet det svært at foretage disse forandringer. Det er klart at de følte sig stærkt knyttet til den opgave de i mange tilfælde havde haft i flere år. Nogle gik igennem en “sorgproces” mens de prøvede at vænne sig til deres nye situation. Men efterhånden fandt de glæden igen. Hvad hjalp dem? Først og fremmest deres kærlighed til Jehova. De vidste at det var Gud de havde indviet sig til – ikke en bestemt tjeneste, opgave eller titel. (Kol. 3:23) De er glade for at kunne blive ved med at tjene Jehova uanset hvor og hvordan. Ydmygt ‘kaster de alle deres bekymringer på ham’ fordi de ved at han har omsorg for dem. – 1. Pet. 5:6, 7.

17. Hvorfor er vi taknemmelige for at Guds ord tilskynder os til at være ydmyge?

17 Vi er dybt taknemmelige for at Guds ord tilskynder os til at være ydmyge. Når vi arbejder på at få denne tiltalende egenskab, gavner det både os selv og andre. Det hjælper os til at klare livets udfordringer. Og frem for alt giver det os et tættere forhold til vores Far i himlen. Selvom han er “Den Høje og Ophøjede”, elsker og værdsætter han alle sine ydmyge tjenere. Hvor er det skønt at vide! – Esa. 57:15.

SANG NR. 45 Mit hjertes tanker

^ par. 5 Ydmyghed er en af de vigtigste egenskaber for kristne. Hvad er ydmyghed? Hvorfor skal vi arbejde på at være ydmyge? Og hvorfor kan det være svært for os at være ydmyge når vores forhold ændrer sig? Det er vigtige spørgsmål som vi vil se nærmere på i denne artikel.

^ par. 7 Se artiklen “Jehova har handlet vel imod mig” i Vagttårnet for 15. september 1985.

^ par. 53 BILLEDBESKRIVELSE: Paulus er gæst i nogle venners hjem og opfører sig ydmygt mens han glæder sig over samværet med både børn og voksne.

^ par. 57 BILLEDBESKRIVELSE: En bror tager imod et bibelsk råd fra en bror der er yngre end ham.

^ par. 59 BILLEDBESKRIVELSE: Den ældre bror er ikke misundelig på den yngre bror, der har fået et ansvar i menigheden.