Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Handler Prædikeren 5:8 kun om myndighedspersoner her på jorden, eller involverer det også Jehova?

Det interessante vers lyder: “Hvis du ser at de fattige bliver undertrykt, og at ret og retfærdighed bliver krænket omkring dig, skal du ikke blive overrasket over det, for den der har ansvaret, bliver selv overvåget af en der står over ham, og andre som er endnu højere, står over dem begge.” – Præd. 5:8.

Det første man kommer til at tænke på, er måske at verset passer godt på myndighedspersoner i forskellige stillinger her på jorden. Men derudover fortæller det os noget vigtigt om Jehova, noget der kan trøste og opmuntre os.

Prædikeren 5:8 omtaler en myndighedsperson der undertrykker de fattige og behandler dem uretfærdigt. Han burde huske at han sandsynligvis bliver overvåget af en der har større myndighed end han selv har. Og der kan endda være personer der har en højere position end dem begge. I verden i dag er det desværre sådan at myndighedspersoner på alle niveauer kan være korrupte, og mange mennesker lider under det.

Uanset hvor håbløs en situation måtte virke, er det en trøst at vide at Jehova holder øje med hvad myndighedspersonerne på jorden foretager sig. Gud vil altid være der for os hvis vi beder til ham og kaster vores byrder på ham. (Sl. 55:22; Flp. 4:6, 7) Vi ved jo at “Jehovas øjne spejder ud over hele jorden så han kan bruge sin styrke til at hjælpe dem hvis hjerte er helt med ham”. – 2. Krøn. 16:9.

Ordene i Prædikeren 5:8 fortæller os altså hvordan det reelt forholder sig med mennesker der har myndighed – der vil altid være en der har større myndighed. Og som det vigtigste minder verset os om at Jehova er Den Højeste, ja, han er den allerøverste myndighed. Han hersker nu gennem sin Søn, Jesus Kristus, Kongen i Riget. Den Almægtige, der følger med i alt hvad der sker, er helt igennem retfærdig, og det samme er hans Søn.