I begyndelsen af 1940’erne studerede mine forældre med Jehovas Vidner. På et tidspunkt stoppede studiet, men min mor blev ved med at få Vagttårnet og Vågn op! I 1950 blev der holdt et internationalt stævne i New York, og det var min familie med til.

Kort efter stævnet begyndte bror Lawrence Jeffries at besøge os regelmæssigt. Han var særligt fokuseret på at hjælpe mig. I starten syntes jeg at Jehovas Vidner burde gå ind i politik og tjene i militæret i stedet for at være neutrale. Jeg argumenterede for at hvis alle i USA nægtede at gå i krig, så kunne fjenderne bare komme og invadere landet og overtage det. Bror Jeffries var meget tålmodig med mig og sagde: “Hvad tror du Jehova ville gøre hvis alle i USA tjente ham og fjender så kom og angreb dem?” Hans kommentarer til det her og andre emner hjalp mig til at se at der ikke var hold i mine argumenter. Det gjorde at jeg blev interesseret.

Jeg brugte mange timer på at læse ældre udgaver af Vagttårnet og Vågn op! som min mor havde lagt ned i kælderen. Efterhånden gik det op for mig at det var sandheden, og jeg sagde ja tak til bror Jeffries’ tilbud om et bibelstudie. Jeg begyndte også at komme til møderne. Jeg elskede det jeg lærte, og blev forkynder. Mine mål ændrede sig da det gik op for mig at “Jehovas store dag er nær”. (Sef. 1:14) Nu satsede jeg ikke længere på at komme på universitetet men havde fået lyst til at lære andre Bibelens sandheder at kende.

Jeg gik ud af high school den 13. juni 1956, og tre dage senere blev jeg døbt ved et kredsstævne. Jeg havde ingen anelse om hvor mange velsignelser  det ville give at bruge hele mit liv på at lære om Jehova og undervise andre.

Et halvt år efter min dåb blev jeg pioner. I december 1956 var der en artikel i Rigets Tjeneste der opfordrede forkyndere til at rejse ud hvor der var større behov. Det var lige noget for mig. Jeg havde lyst til at hjælpe til et sted hvor der ikke var ret mange forkyndere. – Matt. 24:14.

Jeg flyttede til Edgefield i South Carolina. Der var kun fire forkyndere i menigheden, så da jeg kom, blev vi fem. Vi holdt møderne hjemme hos en bror. Hver måned brugte jeg 100 timer i forkyndelsen. Der var meget at gøre i forkyndelsen og ved møderne, og jeg fandt ud af at jo mere jeg engagerede mig, jo mere lærte jeg om Jehova.

En kvinde jeg studerede Bibelen med, ejede en begravelsesforretning i Johnston, en by der lå nogle kilometer væk. Hun tilbød mig et deltidsjob, og det var noget jeg virkelig havde brug for. Og så lod hun os bruge en lille bygning hun ejede, som rigssal.

Bror Jolly Jeffries, der var søn af den bror der havde studeret med mig, flyttede til fra Brooklyn og blev min pionermakker. Vi boede i en lille campingvogn som vi havde lånt af en bror.

Lønningerne var meget lave i Sydstaterne. Vi tjente kun to-tre dollars på en hel dags arbejde. En dag havde jeg lige været inde i en butik og bruge mine sidste få mønter på at købe mad. Da jeg kom ud fra butikken, kom en mand hen til mig og spurgte: “Kunne du tænke dig noget arbejde? Du får en dollar i timen.” Han tilbød mig tre dages arbejde, hvor jeg skulle rydde op på en byggeplads. Det var tydeligt for mig at Jehova hjalp mig til at blive i Edgefield. Det lykkedes mig endda at spare penge nok op til at rejse til det internationale stævne i New York i 1958.

På stævnets anden dag skete der noget helt særligt. Jeg mødte Ruby Wadlington, der var pioner i Gallatin, Tennessee. Vi var begge to interesseret i missionærtjeneste og overværede gileadmødet ved stævnet. Senere begyndte vi at skrive sammen. En dag blev jeg inviteret til Gallatin for at holde et offentligt foredrag. Jeg benyttede mig af chancen og friede til Ruby. Jeg flyttede til Rubys menighed, og vi blev gift i 1959.

Da jeg var 23, blev jeg udnævnt som menighedstjener (det der nu svarer til koordinator for ældsterådet) i Gallatin. Vi fik en ny kredstilsynsmand der hed Charles Thompson, og vi var den allerførste menighed han besøgte. Han var en meget erfaren bror, men alligevel bad han mig om input til hvad brødrene havde brug for, og spurgte hvordan andre kredstilsynsmænd havde  taget sig af den slags. Jeg lærte af hans måde at være på at det altid er godt at stille spørgsmål og få alle kendsgerningerne på bordet før man træffer en beslutning.

I maj 1964 blev jeg inviteret på Rigets Tjenesteskole, og den blev holdt i South Lansing, New York, og varede en hel måned. De brødre der underviste på skolen, gav mig meget lyst til at lære mere og til at blive ved med at vokse åndeligt.

Ruby og jeg blev spurgt om vi ville begynde i kredstjenesten i januar 1965. Vi fik tildelt en kreds der strakte sig over et kæmpestort område, fra Knoxville, Tennessee, og næsten helt til Richmond i Virginia. Der var også menigheder i North Carolina, Kentucky og West Virginia. Vi besøgte kun sorte menigheder, for på det tidspunkt var der raceadskillelse i Sydstaterne, og sorte måtte ikke være sammen med hvide. Vennerne var temmelig fattige, og vi lærte at dele det vi havde, med andre. En bror der havde været kredstilsynsmand i mange år, lærte mig noget vigtigt: “Vær en bror. Opfør dig ikke som en chef når du kommer til en menighed. Du kan kun hjælpe dem hvis de betragter dig som deres bror.”

Engang vi var på besøg i en lille menighed, begyndte Ruby at studere med en meget ung kvinde der havde en datter på et år. Der var ikke nogen i menigheden der havde mulighed for at studere med hende, så Ruby fortsatte selv studiet gennem breve. Da vi besøgte menigheden næste gang, kom kvinden til alle møderne. På et tidspunkt flyttede to specialpionersøstre til, og de overtog studiet, og der gik ikke ret lang tid før kvinden blev døbt. Omkring 30 år senere, i 1995, kom en ung søster hen til Ruby på Betel i Patterson og præsenterede sig. Det var datteren af den kvinde Ruby havde studeret med. Hun og hendes mand var nu elever på Gilead i klasse nummer 100.

Vores anden kreds lå midt i Florida. Vi havde brug for en bil og købte en til en virkelig god pris. Men allerede den første uge gik vandpumpen i stykker. Vi havde ikke penge til at få den repareret. Jeg ringede til en bror som måske kunne hjælpe os. Han fik en af sine ansatte til at reparere bilen og nægtede at tage penge for det. “Det er klaret. Det skal du ikke tænke på,” sagde han bare. Og så gav han os ovenikøbet en pengegave! Det viste os at Jehova altid tager sig kærligt af sine tjenere. Og det mindede os om selv at være gavmilde mod andre.

Når vi var på besøg i en menighed, boede vi hos vennerne. Det gav os mange stærke venskaber. En dag begyndte jeg på en rapport om menigheden, som jeg lod sidde i min skrivemaskine. Da jeg kom tilbage om aftenen, fandt jeg ud af at familiens søn på tre år havde “hjulpet” mig med at gøre rapporten færdig. Det drillede jeg ham med i mange år.

I 1971 fik jeg et brev hvor der stod at jeg fra nu af skulle være områdetilsynsmand i New York City. Det kom som et chok for os! Da vi flyttede dertil, var jeg kun 34 år gammel. Jeg var den første sorte områdetilsynsmand dér, og brødrene og søstrene tog imod mig med åbne arme.

Som områdetilsynsmand var det en fornøjelse at undervise andre om Jehova hver weekend ved kredsstævnerne. Mange af kredstilsynsmændene var meget mere erfarne end jeg var. En af dem havde faktisk holdt mit dåbsforedrag. Og en af de andre, Theodore Jaracz, blev senere medlem af Det Styrende Råd. Der var også rigtig mange erfarne brødre der tjente på Betel i Brooklyn. Men både kredstilsynsmændene og betelitterne fik mig til at føle mig godt tilpas, og det var jeg meget taknemmelig for. Det var tydeligt at de var kærlige hyrder der stolede på Guds ord og loyalt støttede organisationen. Deres ydmyge måde at være på gjorde det let for mig at være områdetilsynsmand.

I 1974 udnævnte Det Styrende Råd en ny gruppe af kredstilsynsmænd til at være i områdetjenesten,  og jeg blev igen kredstilsynsmand – denne gang i South Carolina. På det tidspunkt var raceadskillelsen i Sydstaterne blevet ophævet, så sorte og hvide kunne være sammen i menighederne og kredsene, og det var til stor glæde for alle.

I slutningen af 1976 fik jeg tildelt en kreds i Georgia mellem Atlanta og Columbus. Noget jeg husker meget tydeligt fra den tid, var at jeg holdt begravelsestalen for fem sorte børn der var døde i en mordbrand i deres hjem. Moren var indlagt efter branden. En konstant strøm af Jehovas Vidner, både sorte og hvide, kom på hospitalet for at trøste forældrene. Brødrenes og søstrenes kærlighed var helt enestående. En sådan medfølelse kan hjælpe Guds tjenere til at klare selv den sværeste situation.

I 1977 blev vi spurgt om vi ville komme til Betel i Brooklyn for at hjælpe med et projekt i et par måneder. Da projektet var ved at være slut, holdt to medlemmer af Det Styrende Råd et møde med mig og spurgte om Ruby og jeg kunne tænke os at blive faste medlemmer af betelfamilien. Det sagde vi ja til.

I 24 år var jeg i Tjenesteafdelingen, og der må brødrene ofte tage sig af følsomme og komplicerede spørgsmål. I årenes løb har Det Styrende Råd sørget for vejledning der bygger på Bibelens principper. Den vejledning hjælper Tjenesteafdelingen til at besvare spørgsmål, og den danner også grundlaget for oplæring af kredstilsynsmænd, ældste og pionerer. Oplæringen har hjulpet mange til at vokse åndeligt, og det har virkelig styrket Jehovas organisation.

Fra 1995 til 2018 rejste jeg rundt og besøgte forskellige afdelingskontorer som repræsentant for Hovedkontoret, det der tidligere blev kaldt zonetilsynsmand. Jeg mødtes med afdelingskontorernes udvalg, med betelitter og missionærer for at opmuntre dem og hjælpe dem med forskellige udfordringer. Til gengæld er Ruby og jeg også altid blevet opmuntret af de erfaringer som vores trosfæller har delt med os. For eksempel besøgte vi Rwanda i 2000. Det gjorde dybt indtryk på os at høre om hvordan forkynderne og betelfamilien havde klaret sig gennem folkedrabet i 1994. Mange mistede familie og venner. Men på trods af det vores trosfæller havde været igennem, var de fyldt med tro, håb og glæde.

Både Ruby og jeg er nu i firserne. I de sidste 20 år har jeg været medlem af Afdelingskontorets Udvalg i USA. Jeg fik aldrig en uddannelse på universitetet. Til gengæld har jeg fået den bedste uddannelse man kan få, fra Jehova selv og hans organisation. Det har gjort at jeg kan undervise andre i sandheden fra Bibelen, og det kan gavne dem i al evighed. (2. Kor. 3:5; 2. Tim. 2:2) Jeg har set hvordan budskabet fra Bibelen har hjulpet folk til at få et bedre liv og til at få et nært venskab med deres Skaber. (Jak. 4:8) Ruby og jeg udnytter stadig enhver mulighed vi har for at opfordre andre til at lære mere om Jehova og for at undervise andre i Bibelens sandheder – det største privilegium en tjener for Jehova kan have!