Gå direkte til indholdet

Hjælp til blodskamsofre

Hjælp til blodskamsofre

Ved blodskamsforhold med børn forstår man voksne slægtninges seksuelle misbrug af børn. Den skyldige er som regel en mandlig slægtning — en fader, stedfader, onkel eller ældre broder. Undertiden, men langt sjældnere, er det en kvindelig slægtning. Ifølge bogen The Silent Children kan blodskam variere fra urette befølinger og oral-genital kontakt til samleje. Kærlig, fysisk kontakt mellem børn og voksne er naturligvis på sin plads. Men hvis den voksne finder at denne kontakt vækker lidenskaberne, eller hvis han gør ting alene sammen med barnet som han ikke ville gøre hvis barnets moder var til stede, vil dette sandsynligvis føre til seksuelt misbrug af barnet.

„DET meste af sit liv har Rachel været plaget af skyldfølelse, overbevist om sin egen værdiløshed og fanget af en følelse af håbløs isolation.“ Hvad var det der i den grad havde ødelagt livet for denne engelske husmoder?

En 16-årig pige fra Californien siger: „Jeg bærer nu en dyb smerte i mit hjerte som aldrig vil forsvinde, og det gør ondt, virkelig ondt.“ Hvad var det der havde gjort hende så forpint?

Svaret er i begge tilfælde det samme: blodskam, eller incest. Begge disse kvinder var blevet misbrugt seksuelt af deres fædre da de var børn. Ulykkeligvis er der mange som dem. Undersøgelser i De forenede Stater giver grund til at formode at én ud af fem piger og én ud af ti drenge bliver udnyttet seksuelt før voksenalderen. I de fleste tilfælde begås forbrydelsen af en som det unge offer kender, og i mange tilfælde er der tale om blodskam. Rapporter viser at lignende forhold gør sig gældende i andre lande.

Efterhånden som verden bliver mere og mere fordærvet, vil dette problem sandsynligvis vokse. Allerede nu har mange af de kvinder der slutter sig til den kristne menighed følelsesmæssige vanskeligheder fordi de har været udsat for blodskam som børn. Nogle har søgt professionelle vejledere og psykologer for at få hjælp, men mange har henvendt sig til menigheden for at søge hjælp og støtte hos deres kristne brødre og søstre. Findes der nogen måde hvorpå modne medlemmer af menigheden kan hjælpe dem, også uden at være specielt uddannet i mentalhygiejne? Ja, i mange tilfælde. — 1 Tessaloniker 5:11.

Hvis man er i tvivl om hvorvidt blodskam er skadeligt, behøver man blot at lytte til følgende udtalelser fra nogle ofre, mange år efter forbrydelsen: „I femten år har jeg tiet med alt dette, og jeg har i årevis været overvældet af skyldfølelse . . . Hvor jeg hadede mænd!“

„Næsten værre end selve overgrebet er skyldfølelsen.“

„Jeg kan ærligt sige at jeg tror jeg ville have taget mit eget liv på grund af minderne.“

„Jeg ønsker ikke at blive gift på grund af de minder jeg har om sex. Og jeg ønsker afgjort ikke at få børn.“

En undersøgelse, foretaget af lægerne Bruce A. Woodling (fra det lægevidenskabelige fakultet ved University of Southern California) og Peter D. Kossoris (der er beskikket som offentlig anklager) bekræfter ovennævnte udtalelser: „Kvinder som i deres barndom eller pubertetsalder er blevet udsat for blodskam lider i regelen af depression og angstneuroser.“ Og i en artikel i bladet Medical Times om en undersøgelse, foretaget af University of Washington, hedder det: „Problemerne indbefattede: skyldfølelser og depression; en negativ indstilling til sig selv; vanskeligheder med at omgås andre, forbundet med en underliggende mistillid til mænd, en manglende evne til at begå sig i samfundet og til at fungere seksuelt.“

Hvorfor er blodskam så destruktiv? Bladet Child Welfare henleder opmærksomheden på et tilfælde hvor en datter var blevet misbrugt af sin fader: „Datteren der er blevet misbrugt er afhængig af sin faders beskyttelse og omsorg. . . . Hun tør ikke give udtryk for eller blot erkende den dybe vrede hun føler ved at blive udnyttet. Hun må føje sig efter sin faders krav eller risikere at miste den faderlige kærlighed som hun trænger til.“

Et tidligere offer hævder med rette at blodskam „er selvisk og forkastelig . . . og en grotesk krænkelse af et barns tillid og afhængighed“.

Nogle små piger der var ofre for blodskam troede at den eneste måde mænd ville holde af dem på var seksuelt, og derfor optrådte de seksuelt udfordrende, ikke blot over for den der misbrugte dem, men også over for andre mænd. Andre ofre blev som teenagere overdrevent interesserede i sex, endda i en sådan grad at de indlod sig på tilfældige erotiske forbindelser. Mange bærer på en følelse af dyb vrede, af værdiløshed og, i særdeleshed, af skyld. De føler sig skyldige på grund af det der er sket, skyldige fordi de ikke standsede det, skyldige på grund af de skadelige følelser, skyldige hvis de til en vis grad har nydt oplevelsen, og skyldige hvis blodskammen har berørt forældrenes ægteskab.

Findes der nogen måde hvorpå man kan hjælpe dem der har været udsat for sådanne følelsesmæssige forstyrrelser?

Det hjælper ikke at sige . . .

En kvinde der havde problemer fordi hun i mange år var blevet udsat for blodskam, gik til de ældste i menigheden for at drøfte sit problem. „De sagde til mig at jeg bare skulle glemme det hele,“ fortæller hun. Det velmenende ræsonnement bag dette råd var uden tvivl at da denne frygtelige oplevelse nu hørte fortiden til og der ikke kunne gøres noget ved det, ville det bedste være om hun kunne få det hele ud af sindet og tænke på noget opbyggende. (Filipperne 4:8) Ulykkeligvis er det ikke så enkelt.

Hvorfor ikke? Tænk på en mand hvis arm er blevet invalideret ved en ulykke og hvis venner besøger ham for at hjælpe ham. Ville det hjælpe hvis de sagde til ham: ’Glem du nu bare alt om det!’ Naturligvis ikke. Det er ikke noget han kan glemme.

Mange kvinder som er blevet udsat for blodskam kan heller ikke bare glemme det. For nogles vedkommende er det brændt ind i deres samvittighed som et følelsesmæssigt ar. Et offer skriver: „Min bedstefar forbrød sig mod mig da jeg var syv år gammel, ikke blot én gang, men ved flere lejligheder. Min naivitet gjorde mig forsvarsløs. Nu lider jeg bestandig under eftervirkningerne. Det har været et levende mareridt lige siden. Mindet kan fortrænges for en tid, blot for atter at dukke op og give mig kvalme. Jeg føler mig skamfuld og snavset, selv om det ikke engang var min skyld.“

„Mindet kan fortrænges for en tid, blot for atter at dukke op og give mig kvalme“

De følelsesmæssige ar som blodskam (og andre psykisk belastende oplevelser) giver, er ganske vist ikke synlige. Men de er lige så virkelige som fysiske ar. Hvordan kan de der har fået sådanne ar da hjælpes? En af måderne er at lytte til den pågældende og opmuntre hende til at „tale frit ud om det“.

Måske kan det hjælpe at sige . . .

Den der gerne vil hjælpe må ikke virke dømmende. Apostelen Paulus tilskyndede de kristne: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende.“ (Efeserne 4:32) I situationer hvor man skal vejlede er disse egenskaber meget vigtige.

En kvinde der i mange år var blevet misbrugt seksuelt af sin fader da hun var barn, siger: „Ældste (eller hvem det nu ellers er man henvender sig til) må være meget, meget kærlige.“ En anden der også var blevet misbrugt af sin fader, siger: „Det vigtigste er at tilhøreren ikke bliver chokeret. Vær rolig og forstående, udspørg ikke om alle detaljer, men vær villig til at lytte til hvad som helst der bliver fortalt. Prøv at forstå offerets følelser.“

Det er ikke altid let at være en rolig og forstående tilhører. En kvinde indrømmede at hun ofte talte ophidset og ubehersket, når hun fortalte om sit problem. Det kan måske virke ubehageligt, men en „inderlig medfølende“, moden kristen vil forstå at det er et udtryk for følelsesmæssig uligevægt og ikke rettet personligt mod ham eller hende. — Filipperne 2:1-4.

De der vejleder blodskamsofre må lytte, ligesom Jehova Gud lytter. (Salme 69:34) De bør ikke være hurtige til at svare eller til at dømme. (Ordsprogene 18:13; Jakob 1:19) Hjælper det da virkelig at lytte og trøste? Ja, afgjort. Et offer beretter: „Jeg kunne tale om det med en søster der er ældre end jeg, og hvilken lettelse var det ikke! Jeg . . . græd sammen med hende.“ En anden siger: „Det der hjalp mig mest, var simpelt hen at have nogen at tale med.“

„Det der hjalp mig mest, var simpelt hen at have nogen at tale med“

Hvis offeret lider af alvorlige følelsesmæssige forstyrrelser, vil en mere erfaren vejleder måske kunne hjælpe hende med at finde ud af hvad der er grunden til disse forstyrrelser og hvordan hun kan overvinde dem. Spørgsmål som de følgende kan måske hjælpe hende til at give udtryk for sine inderste følelser: „Ønsker du at tale om det der skete? Hvordan føler du med hensyn til dig selv? Hvordan er dine følelser over for din fader [eller onkel, eller hvem den skyldige nu har været]? Bebrejder du dig selv det der skete? Mener du at det gør dig værre end andre?“ En kærlig vejleder vil lade forstå at han ikke er chokeret over svarene. Han vil tværtimod forklare at sådanne følelser ikke er usædvanlige. For nogle har det været en lettelse at høre dette.

Hvad nu hvis den pågældende giver udtryk for at hun føler sig værdiløs på grund af denne oplevelse? En ung kvinde der var blevet misbrugt af sin bedstefader, fader og stedfader, siger: „De [vejlederne] kan hjælpe hende til at forstå at hun er betydningsfuld. Jeg plejede at føle mig anderledes end mine venner i skolen. Jeg følte mig snavset i forhold til dem. Som teenager kom jeg nogle gange ud i vanskeligheder. Men nu ved jeg at Jehova ikke lægger mig denne oplevelse til last. Han betragter mig som en der er noget værd.“ — Salme 25:8; 1 Johannes 4:18, 19.

En følelse der ofte er betegnende for blodskamsofre er som nævnt vrede. I sin bog The Silent Children forklarer Linda T. Sanford hvorfor, idet hun siger: „Efterhånden som barnet bliver ældre går den virkelige betydning af den seksuelle funktion op for hende, og hun bliver klar over i hvor høj grad den voksne har forbrudt sig. Derfor føler hun sig forrådt. Hun har set op til denne ældre slægtning og har haft tillid til ham. Hun bliver klar over at hans forsikringer har været en kæmpeløgn.“

Noget af denne vrede — og af den skyldfølelse som ofrene erfarer — kan gå i sig selv igen hvis gerningsmanden ærligt og oprigtigt indrømmer hvad han har gjort og beklager det der er sket. Et offer, hvis fader i sin tid blev arresteret efter at blodskamsforholdet var blevet afsløret, siger: „For cirka tre år siden gav min fader mig en smuk gave og sagde: ’Jeg vil blot at du skal vide at jer er oprigtig ked af meget af det der skete mellem os.’ Jeg forstod hvad han mente og tog imod hans undskyldning. Nu har jeg et godt forhold til ham.“

Ulykkeligvis er der imidlertid mange af dem der har begået blodskam som blankt nægter alt eller som kun indrømmer en brøkdel af det de har gjort. På det tidspunkt hvor en følelsesmæssigt uligevægtig kvinde søger hjælp, er gerningsmanden måske død. Men vreden kan stadig være der. De der vejleder hende vil ikke desto mindre kunne hjælpe hende. De kan kærligt forklare at hendes vrede er forståelig. Jehova selv forbliver vred på syndere der ikke angrer. — Johannes 3:36.

Men de kan også taktfuldt pege på faren ved at lade sig overvælde af vrede. (Efeserne 4:26) De kan hjælpe hende til at ræsonnere over dette ved kærligt at stille hende spørgsmål som: „Er din vrede en hjælp for dig eller skader den dig? Ved i den grad at være fyldt med vrede, lader du ham så ikke stadig påvirke dit liv? Tror du inderst inde at han vil kunne gøre det ustraffet? Dømmer Jehova ikke også dem der begår forbrydelser i det skjulte?“ — Salme 69:6; Lukas 8:17; Romerne 12:19.

Måske kan det også hjælpe hvis man, uden at bruge en docerende tone, sammen drøfter Romerbrevet 12:21. Formålet med at vejlede er at hjælpe, ikke at tugte eller at lægge pres på hende. I stedet for at fortælle offeret hvordan hun burde føle, er det langt bedre at lytte og finde ud af hvordan hun virkelig føler, og ved hjælp af taktfulde spørgsmål hjælpe hende til selv at forstå hvorfor hun føler sådan.

Hvis det af samtalerne fremgår at hun lider af en dyb skyldfølelse, bør man understrege at blodskam begået mod et lille barn aldrig er barnets fejl. Små børn viser ganske vist ofte stor hengivenhed over for voksne. Men de har ingen begreber om sex. Som der siges i bogen The Silent Children: „Det har aldrig fra barnets side været tanken at det nære og inderlige forhold skulle udvikle sig seksuelt. Blodskam er den voksnes fortolkning af barnets ønsker — en fortolkning der i høj grad er farvet af den voksnes egne behov.“

Vi kan være sikre på at Gud forstår og kærligt tager imod den der er blevet misbrug seksuelt som barn. Jehova tilgiver endog dem der, ulig det misbrugte barn, begår grove synder, hvis de angrer og ændrer deres handlemåde! — 1 Korinter 6:9-11.

Et realistisk syn

Det er ikke let at hjælpe dem der har fået sådanne følelsesmæssige „ar“. Det kan ikke gøres på nogle få minutter i en fyldt rigssal. Det kræver tålmodighed, kærlighed, venlighed, gentagne bestræbelser og, især, tid. Der findes ingen mirakelkure. Det kræver mange samtaler — og mange bønner — før et offer for blodskam opnår følelsesmæssig stabilitet. Den hæslige oplevelse glemmes aldrig. Men offeret kan lære at leve med mindet.

Et offer siger således: „Af og til føler jeg mig stadig værdiløs. Men jeg siger til mig selv at det ikke er sandt. Og i løbet af en dags tid forsvinder følelsen.“ Et andet offer siger: „Jeg har lært af Bibelen at være tilgivende, at hjælpe andre og ikke at have ondt af mig selv.“ En tredje tilføjer: „De hjalp mig til at forstå at Jehova stadig elsker mig . . . Med Jehovas hjælp vil jeg kunne overvinde alle mine problemer.“ — Salme 55:23.

Den varige løsning

Mens Jesus var her på jorden helbredte han mirakuløst dem der var fysisk handicappede, ’de halte og invalide’. (Mattæus 15:30) I den forestående nye orden vil dette mirakel blive gentaget mange gange, efterhånden som alle fysiske sygdomme bliver fjernet. — Esajas 33:24.

De der lider af følelsesmæssige forstyrrelser vil ofte kunne hjælpes af kærlige, tålmodige, modne kristne mænd og kvinder der anvender Guds ords lindrende kraft, og derved blive i stand til at klare deres problemer og stadig finde glæde i Jehovas tjeneste. (Jakob 5:13-15) Følgende løfte gælder imidlertid den nye orden: „De tidligere kvaler er glemt.“ (Esajas 65:16, NW) Alle Guds tjenere ser således med tillid frem til opfyldelsen af dette løfte: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte . . . De tidligere ting er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:4) Da vil vi blive fuldstændig helbredt for alle sygdomme, også de følelsesmæssige.