De første kristne og verden

FOR omkring to tusind år siden skete der noget uhørt i Mellemøsten. Guds enestefødte Søn blev sendt fra sin himmelske herlighed for at bo en kort tid i menneskenes verden. Hvordan tog menneskene imod ham? Apostelen Johannes svarer: „Han [Jesus] var i verden, og verden er blevet til gennem ham, men verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget [Israel], men hans egne tog ikke imod ham.“ — Johannes 1:10, 11.

Verden tog ikke imod Jesus, Guds søn. Hvorfor ikke? Jesus angav selv en af grundene da han sagde: „Verden . . . hader mig, fordi jeg vidner om den at dens gerninger er onde.“ (Johannes 7:7) Til sidst fik denne verden — repræsenteret ved nogle jødiske religiøse ledere, en edomitisk konge og en romersk politiker — Jesus henrettet. (Lukas 22:66–23:25; Apostelgerninger 3:14, 15; 4:24-28) Hvad med Jesu disciple?  Ville verden tage bedre imod dem? Nej, for kort før sin død advarede Jesus dem: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Johannes 15:19.

Aposteltiden

Jesu ord viste sig at være sande. Allerede få uger efter hans død blev hans apostle arresteret, truet og slået. (Apostelgerninger 4:1-3; 5:17, 18, 40) Kort efter blev den nidkære Stefanus indbragt for det jødiske Sanhedrin og derpå stenet til døde. (Apostelgerninger 6:8-12; 7:54, 57, 58) Senere blev apostelen Jakob henrettet af kong Herodes Agrippa I. (Apostelgerninger 12:1, 2) På sine missionsrejser blev Paulus forfulgt på foranledning af jøderne i diasporaen. — Apostelgerninger 13:50; 14:2, 19.

Hvordan reagerede de første kristne på denne modstand? Da de religiøse myndigheder forbød apostlene at forkynde i Jesu navn erklærede apostlene: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 4:19, 20; 5:29) Denne indstilling bevarede de når de kom ud for modstand. Ikke desto mindre anbefalede apostelen Paulus de kristne i Rom at „underordne sig de højere myndigheder“. Han sagde også: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ (Romerne 12:18; 13:1) De første kristne måtte altså finde balancen mellem at adlyde Gud som deres øverste Hersker og underordne sig de nationale myndigheder og forsøge at leve i fred med alle mennesker.

Kristne i den romerske verden

I det første århundrede nød de kristne under Romerriget uden tvivl godt af Pax Romana, den romerske fred, som blev opretholdt af de romerske legioner. Takket være lov og orden, gode vejanlæg og relativt sikre sørejser kunne de nemmere udbrede kristendommen. De første kristne anerkendte at de stod i taknemmelighedsgæld til samfundet og adlød Jesu befaling om ’at tilbagebetale kejseren det der er kejserens’. (Markus 12:17) I et skrift stilet til den romerske kejser Antoninus Pius (138-161 e.v.t.) hævder Justinus Martyr at de kristne ’alle Vegne bestræber sig for at betale Skatter og Afgifter’. (Justinos Martyr’s Forsvarsskrift for Kristendommen, kapitel 17) I år 197 skrev Tertullian til de romerske herskere at de kunne „takke de kristne for, at de trofast betaler, hvad de skylder, idet de afholder sig fra bedrageri“. (Tertullians forsvarsskrift for de kristne, kapitel 42) Dette var én måde hvorpå de fulgte Paulus’ vejledning om at underordne sig de højere myndigheder.

Så vidt de kristne principper tillod det, bestræbte de første kristne sig desuden for at leve i fred med deres medmennesker. Men dette var ikke nemt. Verden omkring dem var meget umoralsk og var gennemsyret af græsk-romersk afgudsdyrkelse, deriblandt den nyligt opståede kejserkult. Den hedenske romerske religion var i bund og grund en statsreligion, så det kunne blive betragtet som et anslag mod staten hvis man forkastede den. Hvordan reagerede de kristne?

Oxfordprofessor E. G. Hardy skriver: „Tertullian opregner en række ting som det er umuligt for en samvittighedsfuld kristen  at være med til, deriblandt afgudsdyrkelse: F.eks. edsaflæggelse ved indgåelse af kontrakter; illumination af døre ved religiøse højtider, osv.; alle hedenske religiøse ceremonier; legene og cirkus; det at undervise i verdslig [hedensk klassisk] litteratur; militærtjeneste; offentlige embeder.“ — Christianity and the Roman Government (Kristendommen og de romerske myndigheder).

Ja, det var vanskeligt at leve i den romerske verden uden at forråde den kristne tro. Den katolske franske forfatter A. Hamman skriver: „Det var umuligt at foretage sig noget som helst uden at støde på en guddom. Den kristnes holdning bragte ham daglig problemer; han levede i samfundets periferi . . . Igen og igen løb han ind i problemer i hjemmet, på gaden, på torvet . . . Uanset om en kristen var romersk borger eller ej, skulle han blotte sit hoved når han gik forbi et tempel eller en statue. Hvordan kunne han undlade dette uden at vække mistanke, og hvordan kunne han gøre det uden at udføre en tilbedelseshandling? Hvis han var beskæftiget inden for erhvervslivet og havde behov for at låne penge, måtte han over for pengeudlåneren sværge i gudernes navn. . . . Hvis han tog imod et offentligt embede forventedes det at han bragte et offer. Hvis han lod sig indrullere i hæren, hvordan kunne han da undgå at aflægge ed og deltage i militærtjenestens ritualer?“ — La vie quotidienne des premiers chrétiens (95-197) (Hverdagsliv blandt de første kristne, år 95-197).

Mønsterborgere, men lagt for had

Omkring år 60 eller 61 mens Paulus var i Rom og afventede kejser Neros dom, sagde de jødiske ledere om de første kristne: „Sandt nok, om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ (Apostelgerninger 28:22) Den historiske beretning viser at der blev talt ondt om de kristne — men ganske uberettiget. I sin bog The Rise of Christianity (Kristendommens opkomst) fortæller E. W. Barnes: „I kristendommens første officielle dokumenter fremstilles den kristne bevægelse dybest set som moralsk og lovlydig. Dens medlemmer ønskede at være gode borgere og loyale undersåtter. De tog afstand fra hedenskabets laster og uvaner. I privatlivet søgte de at være fredelige naboer og trofaste venner. De fik at vide at de skulle være ædruelige, flittige og leve et rent liv. Trods den omfattende korruption og tøjlesløshed omkring dem var de ærlige og trofaste hvis de forblev loyale mod deres principper. De havde en høj kønsmoral: de ægteskabelige bånd blev respekteret og familielivet var rent. Med sådanne dyder skulle man ikke mene at de kan have været problemborgere. Alligevel blev de i lang tid foragtet, bagtalt og hadet.“

Ligesom den antikke verden ikke havde forstået Jesus, forstod den heller ikke de kristne men hadede dem. Eftersom de nægtede at tilbede kejseren og de hedenske guddomme, blev de beskyldt for ateisme. Hvis der indtraf en ulykke blev de beskyldt for at have vakt gudernes vrede. Fordi de nægtede at overvære umoralske skuespil eller blodige gladiatorkampe, blev de betragtet som asociale, ja tilmed som ’fjender af menneskeheden’. Deres fjender hævdede at den kristne „sekt“ splittede familier ad og derfor undergravede samfundets stabilitet. Tertullian skrev at nogle hedenske ægtemænd foretrak at deres hustruer begik utugt frem for at de blev kristne.

De kristne blev kritiseret fordi de var imod abort, hvilket var meget udbredt dengang. Deres fjender beskyldte dem imidlertid også for at slå børn ihjel. De påstod at de kristne drak blodet af ofrede børn ved deres møder. Samtidig forsøgte fjenderne at tvinge dem til at spise blodpølse, vel  vidende at det stred imod deres samvittighed. Modstanderne handlede således i modstrid med deres egne anklager. — Tertullians forsvarsskrift for de kristne, kapitel 9.

Foragtet som en ny sekt

Historikeren Kenneth Scott Latourette har skrevet: „Kristendommen blev desuden anklaget og latterliggjort for at være af ny oprindelse i forhold til dens rivaler [jødedommen og de græsk-romerske hedenske religioner].“ (A History of the Expansion of Christianity [En beretning om kristendommens udbredelse], bind 1, side 131) I begyndelsen af det andet århundrede kaldte den romerske historiker Svetonius kristendommen for „en ny og ondskabsfuld overtro“. Tertullian bekræftede at selve navnet kristen var lagt for had og at de kristne blev opfattet som en foragtelig sekt. Om den måde hvorpå øvrigheden i Romerriget betragtede de kristne i det andet århundrede, skriver Robert M. Grant: „Grundsynet var at kristendommen ganske enkelt var en unødvendig, måske endda skadelig, religion.“ — Early Christianity and Society (Den tidlige kristendom og samfundet).

Anklaget for aggressiv missioneren

I bogen Les premiers siècles de l’Eglise (Kirkens første århundreder) skriver professor Jean Bernardi ved Sorbonnes universitet: „[Kristne] skulle forkynde overalt og for alle og enhver. På landevejene og i byerne, på torvene og i hjemmene. For dem der bød dem velkommen og dem der ikke gjorde det. For de fattige og for de med velstand bebyrdede rige. For småfolk og for landshøvdinger i de romerske provinser . . . De måtte rejse ad landevejen og med skib helt til jordens ender.“

Gjorde de det? Ja, professor Léon Homo fortæller at de første kristne havde den offentlige mening imod sig fordi de „ivrigt hvervede proselytter“. Professor Latourette fortæller at jøderne havde mistet missionsiveren. „De kristne var derimod stærkt missionerende og vakte derfor vrede.“

I det andet århundrede kritiserede den romerske filosof Celsus de kristnes forkyndelsesmetoder. Han påstod at kristendommen var for de uvidende og at man kun kunne ’overbevise tåber, trælle, kvinder og småbørn’. Han beskyldte de kristne for at indoktrinere „godtroende folk“, idet man fik dem til at „tro uden at tænke rationelt“. Han hævdede at man sagde til de nye disciple: „Stil ikke spørgsmål, tro kun.“ Men ifølge Origenes indrømmede Celsus at „det ikke kun var simple folk som blev bevæget til at tro på Jesu lære og antage hans religion“.

Ingen økumeni

De første kristne blev endvidere kritiseret fordi de hævdede at have sandheden om den eneste sande Gud. De var ikke åbne for økumeni eller fællesreligiøst samarbejde. Professor Latourette skriver: „Til forskel fra de fleste samtidige trossamfund var de [kristne] fjendtligt indstillet over for andre religioner. . . . Modsat andre trosretninger, med deres ret brede tolerance, hævdede de at de havde den endegyldige sandhed.“

I 202 udstedte kejser Septimius Severus et dekret som forbød de kristne at hverve proselytter. Dette kunne dog ikke  afholde dem fra at vidne om deres tro. Latourette beskriver resultatet: „Da [den tidlige kristendom] nægtede at gå på kompromis med datidens hedenskab og med mange af samtidens sociale og moralske skikke, udviklede den et sammenhold og en organisation som bragte den i konflikt med samfundet. Selve det brud som det var nødvendigt for tilhængerne at foretage for at kunne slutte sig til [kristendommen] gav dem en overbevisning som var en kilde til styrke under forfølgelse og som ansporede dem til nidkært at omvende andre.“

Den historiske beretning er således klar og tydelig. I de fleste tilfælde nægtede de første kristne at blive „en del af verden“ mens de bestræbte sig for at være gode borgere og leve i fred med alle mennesker. (Johannes 15:19) De var respektfulde over for myndighederne. Men når kejseren forbød dem at forkynde havde de ikke andet valg end at fortsætte forkyndelsesarbejdet. De forsøgte at leve i fred med alle, men ville ikke fire på moralnormerne eller have noget med afgudsdyrkelse at gøre. Derfor blev de foragtet, bagtalt, hadet og forfulgt, akkurat som Kristus havde forudsagt. — Johannes 16:33.

Vedblev de med at være adskilt fra verden? Eller ændrede de der hævdede at være kristne deres syn på verden?

[Tekstcitat på side 4]

„Den kristnes holdning bragte ham daglig problemer; han levede i samfundets periferi“

[Tekstcitat på side 6]

„Kristendommen blev . . . anklaget og latterliggjort for at være af ny oprindelse i forhold til dens rivaler“

[Illustration på side 3]

De kristne blev kaldt ateister fordi de nægtede at tilbede den romerske kejser og de hedenske guder

[Kildeangivelse]

Museo della Civiltà Romana, Rom

[Illustration på side 7]

De kristne i det første århundrede var kendt som nidkære forkyndere af budskabet om Guds rige

 [Kildeangivelse på side 2]

Forside: Alinari/​Art Resource, N.Y.