Fremstilling af bibelsk læsestof under forbud

FORTALT AF MALCOLM G. VALE

„Lad bogen Børn gå i trykken.“ Det var under den anden verdenskrig jeg fik denne overraskende meddelelse fra tilsynsmanden på Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien. Kort tid forinden, den 10. august 1941, var bogen blevet frigivet ved et stævne i St. Louis i Missouri, USA. Men hvorfor var det en overraskende meddelelse?

FORKYNDELSESARBEJDET var blevet erklæret ulovligt i januar 1941, så blot det at opretholde en minimal trykkerivirksomhed ville være noget af en udfordring. Ydermere var Børn en 384-siders bog med farveillustrationer. Vores trykkeriudstyr var forældet. Det var vanskeligt at skaffe papir, og medarbejderne havde slet ingen erfaring med indbinding af bøger.

Før jeg beskriver hvordan det lykkedes os at trykke bogen på trods af forbudet, så lad mig lige fortælle lidt om hvordan jeg kom til at tjene som tilsynsmand for trykkeriet på det australske afdelingskontor.

Min baggrund

Min fader ejede et trykkeri i den fremgangsrige by Ballarat i delstaten Victoria. Her blev jeg født i 1914. Jeg arbejdede i min faders trykkeri og lærte derved om trykning. Derudover var jeg engageret i aktiviteter inden for den engelske statskirke. For eksempel var jeg med til at synge i koret og ringe med kirkeklokkerne, og fik endda mulighed for at blive lærer i søndagsskolen, men det turde jeg ikke rigtig påtage mig.

 Grunden var at jeg havde nogle alvorlige tvivlsspørgsmål til visse af kirkens læresætninger. Det drejede sig for eksempel om treenighedslæren, helvedeslæren og læren om den udødelige sjæl; ingen havde kunnet give mig tilfredsstillende svar. Det forekom mig også mærkeligt at præsten af og til talte vredt om en lille religiøs gruppe der kaldte sig Jehovas vidner. Det undrede mig at en så lille og ubetydelig gruppe kunne være årsag til så stor bekymring i en by med 40.000 indbyggere.

En søndag stod jeg uden for kirken efter aftengudstjenesten, da en gruppe piger fra den nærliggende metodistkirke kom forbi. Jeg kom i snak med en af pigerne, og vi begyndte at komme sammen. Hun hed Lucy, og på et tidspunkt inviterede hun mig hjem så jeg kunne træffe hendes forældre. I kan måske forestille jer min overraskelse da jeg hørte at hendes moder, Vera Clogan, var et af Jehovas vidner. Vi havde mange livlige bibelske drøftelser, og det hun sagde lød meget fornuftigt.

Kort efter blev Lucy og jeg gift. I 1939 boede vi i Melbourne, Victorias hovedstad. Lucy var i mellemtiden blevet et af Jehovas vidner, men selv havde jeg ikke truffet mit valg endnu. Da den anden verdenskrig brød ud, i september samme år, begyndte jeg at tænke alvorligt over de ting jeg havde lært ud fra Bibelen. I januar 1941 blev Jehovas Vidners arbejde forbudt, og det hjalp mig til at træffe afgørelsen. Jeg indviede derfor mit liv til Jehova og blev snart efter døbt.

Dramatiske forandringer i vores tilværelse

På det tidspunkt boede vi til leje i en komfortabel lejlighed i Melbourne. Inden længe fik vi dog tilbud om at flytte ind i et hus sammen med flere andre Jehovas vidner. Vi solgte alle vore møbler, undtagen soveværelsesmøblementet, og flyttede ind i pionerhjemmet, som det blev kaldt. Jeg fortsatte mit arbejde som trykker og kunne derved hjælpe med udgifterne til husets drift. Det samme gjorde de andre ægtemænd, og derfor kunne vore hustruer tage del i heltidstjenesten. Om aftenen og i weekenden kunne mændene så slutte sig til dem i forkyndelsen og ved møderne.

Kort tid efter fik min hustru og jeg et brev fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor, som indbød os til at komme til Sydney. Vi solgte vores soveværelsesmøblement og betalte nogle få gældsposter vi havde. Men for at skaffe penge nok til togrejsen til Sydney måtte vi sælge Lucys forlovelsesring!

På grund af krigstidens restriktioner og det nyligt iværksatte forbud, kunne man ikke importere bibler eller bibelsk læsestof. Derfor besluttede man på det australske afdelingskontor at oprette et undergrundstrykkeri som kunne fremstille åndelig føde, og jeg blev indbudt til at føre tilsyn med arbejdet. Jeg havde den forret at arbejde sammen med en skotte ved navn George Gibb. Han kom til at tjene på afdelingskontorets trykkeri i Australien i cirka 60 år. * Og det var på dette tidspunkt at jeg fik meddelelsen: „Lad bogen Børn gå i trykken.“

 Vi sikrer os trykkeriudstyret

Vi havde mange spændende og hårrejsende oplevelser i disse begivenhedsrige krigsår. Eksempelvis skulle vi have fat i noget trykkeriudstyr for at komme i gang. Det udstyr der var blevet brugt til at fremstille den begrænsede udgivelsesmængde i årene før krigen, var blevet beslaglagt af myndighederne, og Selskabets lille trykkeri var afspærret og bevogtet. Hvordan kunne vi nu få trykkeriudstyret ud og hen til nogle lokaler der var velegnede til undergrundstrykning?

Bevæbnede vagter skiftedes til at overvåge Selskabets besiddelser døgnet rundt. Men en af ydervæggene lå ud til et ikke særlig benyttet vigespor. Ved at bruge en metode der bragte minder om Ezekiel 12:5-7, lykkedes det om natten nogle foretagsomme betelbrødre at komme gennem muren ved at fjerne nogle af murstenene. Efter at de var kommet ind satte de de løse mursten i hullet igen for at undgå at blive opdaget. Over en periode på cirka to uger foretog de disse natlige togter, og det lykkedes dem at demontere en lille trykkemaskine, en Linotype-sættemaskine, og et par andre maskiner. I al stilhed rakte de derefter alle stumperne ud gennem muren, faktisk lige for øjnene af vagterne!

Med tiden fik vi ad andre veje fat i noget mere udstyr, og efterhånden havde vi fuld gang i disse undergrundstrykkerier forskellige steder i Sydney. Derfor kunne vi trykke og indbinde ikke blot bogen Børn, men også Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1942, 1943, 1944, 1945, og bøgerne The New World, „Sandheden skal frigøre jer“ og Riget er nær. Jehovas vidner i Australien kunne under krigsårenes forbud glæde sig over at ikke ét eneste nummer af Vagttårnet udeblev. Dette var for os personligt en meget stærk forsikring om at Jehovas hånd aldrig er for kort. — Esajas 59:1.

Uventede besøg

Under krigen var der censur, og kommercielle trykkerier fik derfor ofte uanmeldte besøg af regeringsembedsmænd der skulle undersøge hvad der blev trykt. Et af vore undergrundstrykkerier blev derfor udstyret med en advarselsanordning, en knap på gulvet i umiddelbar nærhed af receptionisten. Når der kom en besøgende som hun ikke kendte, eller som hun mistænkte for at være en af regeringens kontrollører, trykkede hun på knappen.

De gange hvor der blev trykket på knappen, var det noget af et syn at se skikkelser der kravlede ud ad vinduerne for at forsvinde i alle mulige retninger! De der var registreret som ansatte blev tilbage for at tildække de trykte ark af Vagttårnet eller af anden bibelsk litteratur som man var i gang med at trykke. For at kunne gøre dette benyttede man ark af samme størrelse som til de kommercielle publikationer man fremstillede for forskellige kunder.

Under et af disse kontrolbesøg sad to kontrollører på nogle ark med tegneserier, men nedenunder lå de ark med Vagttårnet som var blevet trykt aftenen før. I et trykkeri i en anden del af byen lavede vi de kommercielle opgaver om dagen, og Vagttårnsselskabets publikationer om natten og i weekenden.

Behovet for papir

Det var et stort problem at skaffe papir til at trykke på, men nogle af de store trykkerier fik noget papir i overskud på grund af den reducerede produktion under krigen. Vi fik mulighed for at købe dette overskudspapir — altid til en urimelig pris, selvfølgelig. Ved én lejlighed fik vi dog fat i noget papir på en anden måde.

En fragtbåd der ankom til Australien medbragte en stor sending brunt papir,  men skibet var blevet beskadiget under sejladsen, og meget af papiret havde fået vand. Alt papiret blev sat på auktion, og til vores store overraskelse var vi de eneste der bød på det. Derfor kunne vi købe det til bundpris. Vi reddede en del af papiret ved at tørre det i solen, hvorefter vi skar det ud i størrelser der passede til vores trykkemaskine.

Hvad skulle vi bruge det brune papir til? Vi regnede med, og det viste sig at holde stik, at tegneserielæserne ikke havde noget imod at tegneserierne var trykt på farvet papir. Derfor kunne vi bruge det hvide papir til Vagttårnet og andre af Selskabets publikationer, selv om det faktisk var beregnet til at trykke tegneserier på.

Kvinder yder en stor indsats

I krigsårene lærte mange kristne kvinder at binde bøger ind. En sommeraften var det ualmindelig varmt, og nogle af søstrene arbejdede alene i en lille lejet garage som lå i en gyde i en forstad til Sydney. Af sikkerhedshensyn holdt de alle døre og vinduer lukkede. Gryderne med lim afgav en varm, ildelugtende dunst, og heden var næsten uudholdelig. Søstrene havde derfor lagt alt tøjet på nær undertøjet.

Pludselig bankede det på døren. Søstrene spurgte hvem det var, og det viste sig at være en embedsmand. Han havde med arbejdsfordeling at gøre, og kom fra en afdeling der i krigstid havde beføjelser til at sende folk ud til forskellige steder hvor der måtte være behov for arbejdere. Søstrene svarede højlydt at de ikke kunne lukke ham ind fordi de på grund af varmen kun arbejdede i undertøj.

Et øjeblik blev der stille; så sagde han at han havde et andet ærinde i området og at han ville vende tilbage næste dag. Søstrene ringede straks til os, og vi sendte en lastbil af sted samme nat for at få flyttet alt det man var i gang med på bogbinderiet.

De fleste af dem der var med i vores trykkeriarbejde havde ingen forudgående erfaring inden for den branche, så jeg er overbevist om at det vi udrettede skyldtes at Jehovas ånd gav os den fornødne hjælp og vejledning. Min hustru, Lucy, arbejdede i  bogbinderiet, og vi føler begge at det var et stort privilegium at være med til alt dette.

Hvordan blev vort arbejde ledet i disse vanskelige tider? Den fungerende tilsynsmand for Jehovas Vidners afdelingskontor var af myndighederne blevet forvist til en by der lå cirka 100 kilometer fra Sydney. Han havde fået besked på at han skulle holde sig inden for en radius af otte kilometer fra denne bys midte. Der var rationering på benzin — fire liter pr. bil om måneden. Men brødrene fandt ud af at lave et sindrigt apparat kaldet en gasgenerator. Det var en cylindrisk, 500-kilos jernbeholder der var monteret bag på bilen. Heri brændte man trækul, hvorved man fik kulilte som brændstof. Sammen med nogle andre ansvarshavende brødre kørte jeg et par aftener om ugen ud i denne bil for at møde tilsynsmanden i en udtørret flodseng i nærheden af den by hvor han boede. På denne måde kunne vi drøfte forskellige ting igennem før vi igen tændte op i gasgeneratoren og kørte tilbage til Sydney i de tidlige morgentimer.

Til sidst kom forbudet mod Jehovas Vidner for Australiens højesteret. Dommeren kaldte forbudet „vilkårligt, lunefuldt og undertrykkende“, og rensede Jehovas Vidner for beskyldningerne om oprørsk virksomhed. Dommerne støttede enstemmigt denne kendelse, så nu kunne vi arbejde „over jorden“ og fortsætte vore lovlige aktiviteter i forbindelse med Riget.

Flere opgaver og velsignelser

Mange af dem der havde arbejdet i vore undergrundstrykkerier begyndte som pionerer efter krigen. Nogle af dem kom senere på Vagttårnets Bibelskole Gilead i New York. Lucy og jeg havde også dette mål, men så fik vi en datter, og jeg besluttede at vende tilbage til trykkeribranchen. Vi bad Jehova hjælpe os til altid at sætte Rigets interesser først, og det har han gjort. Jeg fik derefter en anden tjenesteopgave. Lad mig fortælle hvordan det gik til.

Lloyd Barry, der nu er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, ringede til mig. På det tidspunkt var han rejsende tilsynsmand i Sydney. Han spurgte om jeg kendte datoen for vort næste stævne. Da jeg svarede ja, sagde han: „Vi vil gerne have dig til at sørge for bespisningen.“

Efter et øjebliks forbavselse sagde jeg spagt: „Men det har jeg aldrig prøvet før.“

„Jamen, så er det vel på tide at du får det lært,“ svarede han drilsk. Jeg fik det lært, og havde det privilegium at føre tilsyn med bespisningen, selv ved de store stævner, i mere end 40 år.

Som årene gik voksede vores trykkerifirma, og det blev nødvendigt at foretage en del oversøiske forretningsrejser. Jeg sørgede altid for at tilrettelægge disse rejser så jeg samtidig kunne overvære de internationale stævner i New York og andre steder i USA. Det gav mig mulighed for at være sammen med dem der havde tilsyn med forskellige stævneafdelinger, især bespisningsafdelingen. Derved lærte jeg hvordan jeg bedre kunne varetage min opgave ved stævnerne i Australien.

Efterhånden som vi er blevet ældre har Lucy og jeg talt om hvorvidt vi kunne have udrettet mere hvis vi var blevet født på et senere tidspunkt. På den anden side har det at være født i henholdsvis 1916 og 1914 givet os den vidunderlige forret at se Bibelens profetier gå i opfyldelse. Og vi takker Jehova for den velsignelse det har været at studere med adskillige og hjælpe dem til at lære sandheden at kende, og for den glæde det er at se dem tjene som døbte forkyndere. Det er vores bøn at vi kan fortsætte med at tjene Gud ind i evigheden, i anerkendelse af at han til evig tid er universets suveræne Hersker.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 29]

Trykkeriet på Betel i Strathfield, 1929-73

George Gibb ved en af de trykkemaskiner der blev smuglet ud gennem et hul i trykkeriets ydervæg